NASA tester det første Deep Space Internet
Amerikanske forskere er i færd med at opbygge et rum-internet, der kan transmittere billeder over en afstand på 32 millioner kilometer.
Af
Sybille Hildebrandt, Videnskab.dk
Publiceret 07-01-2009
Rumforskere drømmer om at kunne transmittere store mængder data fra Mars og endnu fjernere egne af Solsystemet. Det vil blandt andet gøre det muligt at optage film på Marsmissionerne. Og drømmen er nu kommet et stort skridt nærmere. Forskere fra det amerikanske rumagentur, NASA, har nemlig testet den første spæde version af det såkaldte Deep Space Internet, der gør det muligt at kommunikere med rumfartøjer over meget store afstande. Ingeniører fra NASAs Jet Propulsion Laboratory i Passadena Californien har udviklet en ny software-protokol kaldet Disruption Tolerant Networking (DTN), som i bund og grund et sprog, der bruges til at kommunikere mellem systemer på internettet. Ved hjælp af denne protokol har de transmitteret en serie billeder til og fra rumfartøjet Epoxi (tidligere Deep Space One), der kredser om Mars 32 millioner kilometer herfra. »Den nye software protokol er det første skridt mod at skabe et revolutionerende nyt kommunikationsnetværk i verdensrummet - et interplanetarisk internet,« siger lederen af projektet Adrian Hooke. Rumfartøjer som basketball-spillere
Protokollen er designet, så den gør det interplanetariske internet særdeles robust til at kunne modstå forsinkelser og afbrydelser i informationsstrømmen. Eksempelvis vil der ske udfald, når et rumfartøj bevæger sig ind bagved en planet, eller hvis der pludselig opstår soludbrud. For at undgå udfald, sørger protokollen for at sende data fra ét rumfartøj til et andet tilgængeligt rumfartøj. Hvis der ikke lige er nogen sikker modtager i nærheden, gemmer rumfartøjet på dataene, indtil der igen er en modtager inden for rækkevidde. Det svarer til en basketball-spiller, der holder på bolden, indtil hans en af hans medspillere har stillet sig i den mest optimale position. Ti knudepunkter skal blive til hundreder
Foreløbig består Deep Space Internet kun af ti knudepunkter, hvoraf det ene er Epoxi-fartøjet i kredsløb omkring Mars, mens de andre ni er placeret på Jorden. Planen er at udbygge netværket i rummet til mange hundreder eller tusinder knudepunkter, så man kan sende informationer på kryds og tværs af Solsystemet. Og det kan den danske ph.d-studerende Kristoffer Leer fra Mars-gruppen på Niels Bohr Instituttet se store perspektiver i. »I dag er der meget store begrænsninger i de data vi kan få ned fra Mars. Det er meget frustrerende, at vi kun kan få 12 megabyte data ned om dagen. Jeg kunne forestille mig, at sådan et internet ville give os en fantastisk mulighed for at lave nogle mere avancerede eksperimenter på Mars. Det ville åbne op for, at vi kunne optage film i stedet for kun enkeltstående billeder. For første gang vil vi kunne filme det mystiske fænomen støvdjævle samt vindsystemerne på Mars, for at se hvor hurtigt de rent faktisk bevæger sig,« siger han. Det nye Deep Space Internet vil ifølge NASA revolutionere kommuikationen mellem Jorden og rumfartøjerne. Hidtil har man været tvunget til at sende kommandoer fra Jorden til hvert rumfartøj for at fortælle, hvad tid og hvilke data, der skal sendes. Det kræver meget arbejdskraft og sætter en stærk begrænsning på, hvor mange data, man kan sende. Med automatiseret routing kan man spare både arbejdskraft og penge - og samtidigt åbnes der op for sluserne, så man kan sende betydeligt større mængder information. Copyright: Videnskab.dk
Gem eller send
Undervisningsartikel

Vidste du
Alt afhængig af hvad der sker, vil et signal, der sendes af sted fra Mars, vil typisk bruge mellem 3,5 til 20 minutter om at nå ned til Jorden ved lysets hastighed.
Hvis du vil vide mere

