Arven efter Apollo

Det kostede USA 25,4 milliarder dollar at anbringe et menneske på månen. Var det det værd?

Billetten til Månen var dyr. I vore dages penge svarer de 25,4 milliarder dollar til mindst 135 milliarder dollar, og det er svært at vide, om resultaterne var denne investering værd i et rent omkostnings- og nytteværdi-perspektiv.

Mange har i eftertiden været meget kritiske og mener, at Apollo markerede afslutningen, ikke begyndelsen, på drømmene om menneskets udforskning af rummet. Flere af kritikerne mener, at det eneste formål med Apollo var at slå russerne. Der fandtes ingen reelle ambitioner ud over dette.

Apollo var for dyr, sammenlignet med robotbaserede rumrejser, og publikums interesse faldt som en sten efter blot nogle få månelandinger. Vi har ikke været der siden, og Armstrongs kæmpeskridt for menneskeheden blev aldrig til mere end det ene. Vi stoppede op. Havde konsekvenser Månerejserne havde alligevel en effekt, og de har efterladt sig en arv, både for USA som nation og for resten af verden.

Apollo-programmet beskæftigede på den ene eller anden led 376.000 mennesker i en periode på 11 år.

20.000 industrivirksomheder var involveret sammen med 200 universiteter og højskoler. Den kreativitet, som blev udvist i disse år, har været næsten uden sidestykke i historien.

Med Apollo vandt USA rumkapløbet mod Sovjetunionen. Tabt prestige og selvrespekt blev genvundet.

Samtidig var Apollo-programmet og månelandingerne et lyspunkt i en turbulent tid for USA. Raceoptøjer, Vietnam-krig og politiske mord prægede avisoverskrifterne i disse år.

Alles månefærd
Da Apollo 11-astronauterne vendte hjem fra Månen, drog de efterhånden ud på en rejse til store dele af verden, nærmest som forfattere på en signerings-tourné.

Astronauten Michael Collins har udtalt, at alle, de mødte, følte, at astronauterne repræsenterede dem og menneskeheden, og ikke kun USA.

»De sagde altid, 'vi klarede det', aldrig 'I klarede det',« siger Collins i dokumentarfilmen 'In the Shadow of the Moon'.

Den teknologi, som blev udviklet, førte også frem til en lang række biprodukter som menigmand fik glæde af. I rumfartsindustrien kaldes dette gerne for 'spinoffs'.

I sin norske bog 'Romalderen' beskriver Erik Tandberg en række af disse biprodukter:

- Teknologi og udstyr til behandling af digitale månebilleder muliggjorde CAT (Computer-Aided Tomography og MRI (Magnetic Resonance Imaging). Disse teknologier er i dag uvurderlige hjælpemidler inden for medicin.

- Industrielle versioner af CAT-scannere til at opdage fabrikationsfejl, blandt andet i støbegods

- Nyre-dialysemaskiner er blevet udviklet som et resultat af en renseproces opfundet af NASA

- Teknologi brugt til at holde temperaturen nede hos astronauter, der skulle arbejde på Månen, blev senere benyttet i kommercielle køledragter

- Batteridrevet, ledningsløst værktøj

- Frysetørrede fødevarer

- Brandsikre tekstiler

- Filtrerings- og renseudstyr til bedre vandkvalitet

- Programmerbare pacemakere

- Kvartskrystaller for mere stabile ure

- Overvågningsudstyr for kritisk syge mennesker

Computeren blev mindre
Tandberg lægger også vægt på, at udviklingen af computere også accelererede som en følge af Apollo.

Fra at være på størrelse med små huse, skulle de store datamaskiner formindskes for at kunne anvendes i rumfartøjer. Samtidig skulle kapaciteten, regnehastigheden og pålideligheden forøges.

En tidlig udgave af militærindustriens programstyringskoncept blev også anvendt i Apollo-programmet. Det var absolut nødvendigt med et system, som tillod centraliseret styring af planlægning, produktion, afprøvning, logistik og træning.

Copyright: Videnskab.dk