Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter
 

Verdens 20 største opfindelser

Af PIERRE COLLIGNON

Menneskehedens første opfinder har ikke noget navn.

Han - eller hun - levede for 1-1,5 mio. år siden og var det første menneske, som lærte at kontrollere ild. Dermed kunne Homo erectus vandre fra Afrika til koldere egne i Europa og Asien, og på sin vej efterlod arten rester af små håndøkser med skarpe flintestykker, som kunne bruges til at slagte dyr, grave huller eller fælde træer - de første tegn på bevidst design af redskaber.

Disse fjerne slægtninge til det moderne menneske markerede et evolutionært spring. De kunne også noget, som ingen andre dyr på planeten er i stand til: De kunne opfinde.

Når Morgenavisen Jyllands-Posten i dag kan præsentere en opfindelseskanon, er det en fejring af den menneskelige kreativitet og intelligens. Opfindelsernes historie er også menneskets historie, for det er gennem vores opfindelser, at vi har lært at kontrollere elementerne omkring os - på godt og ondt.

Målet med denne kanon er at udbrede viden og opfordre til debat, for det valgte kan altid diskuteres. Det var en svær opgave, vores dommerkomité blev sat på. Vi takker alle de mennesker, som de seneste uger har nomineret opfindelser på viden.jp.dk eller skrevet til os. Men det var dommerne, der skulle skære igennem og vælge de 20 opfindelser, som har haft størst betydning for menneskehedens udvikling.

Undervejs blev de enige om at indføre en tidsmæssig afgrænsning. De vedtog at nøjes med at diskutere opfindelser gjort efter år 1. Ved at starte hvor vores tidsregning begynder, kom de ud over forhistoriens helt elementære opfindelser såsom ploven, hjulet, bue og pil, fiskekrogen eller skriftsproget - alt sammen opfindelser, der er forudsætninger for menneskets senere teknologiske påfund.

I 1999 bad John Brockman, en amerikansk forfatter og litterær agent, en stribe forskere om at komme med deres bud på de største opfindelser inden for de seneste 2.000 år. Tor Nørretranders deltog og foreslog spejlet, da det har muliggjort "den moderne selvbevidsthed".

Jeg håber, at herværende liste over opfindelser også kan fungere som spejl - et spejl over menneskets evne til at få gode idéer og føre dem ud i livet.

Sådan en skaberevne forpligter.

Se listen over de 20 opfindelser og beskrivelser af dem under punktet "De 20 opfindelser" ovenfor.

Ny DVD om Galathea 3

"Jorden rundt på 80 minutter med Galathea 3" er dokumentarfilmen om ekspeditionen, som på 257 døgn bragte "Vædderen" til klodens fjerneste afkroge. Filmen fortæller historien om de mange forventningsfulde videnskabsfolk, hverdagen på "Vædderen" og mødet med eventyret i det fremmede.
Køb DVD her

Videnbanken

Videnbanken er indgangen til Morgenavisen Jyllands-Postens verden af viden. Her er samlet tusindvis af artikler, fotos, grafikker, undervisningsforløb, digitale kort og meget andet.
Læs mere

Beretninger fra Galathea

Morgenavisen Jyllands-Posten, som tog initiativ til ekspeditionen og udviklede ideen, havde det største mediehold med på ekspeditionen. Her er reporternes hundreder af artikler fra de 257 døgn.
Læs mere