Sitemap | Avanceret søgning |

Medieforbrug(ere)

En af de største udfordringer, traditionelle medier som aviser, tv og radio står overfor, er, at vores forbrug af medier har ændret sig fuldstændig i forhold til tidligere. Førhen havde de fleste set det samme i fjernsynet eller læst de samme historier i avisen. Sådan er det ikke længere, og forbruget af traditionelle medier falder.

Af Kathrine Krake
Publiceret 09-07-2007

Det ene øjeblik er vi på nettet, det næste hører vi musik på MP3-afspilleren eller mobilen, næste igen ser vi en dvd-film. Og ikke nok med dét, vi bruger også flere medier på én gang, eller vi sms'er, spiser eller laver lektier, mens for eksempel fjernsynet eller anlægget kører. 

Dette betyder, at vores medieforbrug er blevet fragmenteret. Det består af småbidder af lidt af det ene og lidt af det andet, og vores fulde koncentration er derfor sjældent på kun det ene medie.

Passivitet, aktivitet og interaktivitet
Når vi ser tv, hører radio eller lytter til musik, er der plads til, at vi også kan lave andre ting. For selvom vi zapper lidt, er vi passive modtagere; vi skal bare læne os tilbage og tænde eller trykke play, og så strømmer det ud af apparatet.  

Det kræver en smule mere engagement at læse aviser, bøger og magasiner. De bladrer som bekendt ikke af sig selv, så vi skal selv gøre noget for at blive underholdt. Vi bliver nødt til at være aktive læsere for at modtage. 

Computeren gør ingenting af sig selv. Her skal vi selv taste og klikke, før vi får noget igen, og her har vi mulighed for selv at bidrage med indhold. Vi kan uploade billeder og lave serier ud af dem, vi kan spille, vi kan overføre filer fra computeren til andre medier som fx cdrom og mobiltelefon, og vi kan kommunikere med andre via chatprogrammer og email, hvis computeren er koblet på nettet. Computeren inviterer til interaktivitet, og det samme gør telefonen, både den faste og mobilen. 

Undersøgelser viser, at vi bruger 30% af vores medietid på to eller flere medier, og typisk er det et passivt og et aktivt eller interaktivt medie, vi kombinerer - eksempelvis fjernsyn og internet eller arbejde på computeren og radio eller musik. 

Forskellige medier i løbet af dagen
Det typiske billede af vores medieforbrug i løbet af en dag er, at vi, når vi står op, mest hører radio, dernæst tjekker email, er på nettet og på avisernes websites. Vi ser ikke ret meget tv og læser endnu mindre avis.  

Op ad formiddagen falder radio- og tv-forbruget, mens email, net og aviswebsites stiger for at toppe først på formiddagen. Avislæsning ligger konstant og dykker ved middagstid for at blive mindre og mindre hen på aftenen. Fra ved middagstid bruger vi også mindre tid på avisernes websites, mens brug af internet og email stort set ligger konstant i toppen indtil først på aftenen. Så tager tv pludselig over og dykker først, når vi går i seng. Tv-seening slutter på en førsteplads efterfulgt af internet, email, radio, avis websites og avislæsning.  

Vores alder har også betydning. For eksempel ser unge mellem 12 og 20 år mindre tv end resten af befolkningen, og nu vælger de ovenikøbet at gå på nettet i stedet. Jo ældre man er, jo mere avis læser man, og man ser mere fjernsyn. Brug af onlinemedier og musik er næsten ens indtil 65-års alderen.  

Kunsten at nå sin målgruppe
Det er tydeligt, at de interaktive medier er mere populære end de medier, hvor vi ikke selv kan komme på banen, og tendensen er også, at vi i dag gerne vil deltage og bidrage med viden og holdninger frem for blot at modtage. Desuden lader det til, at nyheder i højere grad læses på avisernes websites frem for i papirudgaven. Måske fordi nyheder på nettet er gratis?

Og når vi ovenikøbet forbruger medierne så blandet, som vi gør, så skal de traditionelle medier tænke i nye baner for at nå os. De skal forstå, hvem vi er og, hvad vi vil og dermed, hvordan vores medieforbrug ser ud henover dagen og på tværs af medierne. De skal altså sørge for at udkomme på flere medier end kun ét. Ellers har de meget lille chance for at være, hvor vi er, når vi vil, at de er der og på den medieplatform, vi synes, de skal være.

Links

Mediebrokker: Den ultimative test (Dansk)
"Det nye er at vi skal fange forbrugerne på deres egen boldgade, egne præmisser, og vise dem noget, der for dem er af virkelig værdi." Weblog-indlæg om medieforbrugerne af Jens Otto Kjær Hansen, direktør for UPDATE - Center for journalistisk kompetenceudvikling.

Opgaver

Menneskers forbrug af medier
En af de største udfordringer, traditionelle medier som aviser, tv og radio står overfor, er, at vores forbrug af medier har ændret sig fuldstændig i forhold til tidligere. Det består af lidt af mange medier og gerne samtidig. Kortlæg dit medieforbrug i løbet af en dag.
Læs mere

Passive, aktive og interaktive medier
Medier, der inviterer til passivitet hos brugeren

- TV

- DVD/video

- radio

- musik

Medier, der kræver, at modtageren er aktiv

- aviser

- magasiner

- bøger

Medier, der er interaktive og inviterer til deltagelse

- computer, herunder brug af

          internet

          email

          instant messeaging/chat

          software

- mobiltelefon

- spilkonsol

- telefon