Sitemap | Avanceret søgning |

Korrespondenten

Selv i journalistkredse har udenrigskorrespondenterne et særligt macho-ry. Krig, kvinder og en whiskey til den sene morgenmad synes at være regelmæssige ingredienser. Og selv om virkeligheden måske er en smule mindre glorværdig, er jobbet absolut et af de mest farverige, der findes.

Af Jes Randrup Nielsen, Jyllands-Postens korrespondent i Kina
Publiceret 09-07-2007

Under alle omstændigheder passer det med den sene morgenmad. Jeg er udpræget B-menneske, og for en dansk korrespondent i Asien er det nærmest en kvalifikation.

En almindelig arbejdsdag for mig starter ved 8-9-tiden om morgenen, men på grund af tidsforskellen til Danmark - syv timer om vinteren og seks om sommeren - vågner redaktionen i Viby først, når det er hen på eftermiddagen i Beijing.

Når redaktionen et par timer senere har besluttet, hvilke nyhedshistorier man vil bringe den næste dag, ringer telefonen i Beijing, hvor arbejdsdagen kickstartes for anden gang ved 18-tiden. Hvor sent, den slutter, afhænger af, hvor hurtigt jeg kan skrive.

En lang arbejdsdag
Tidsforskellen giver den tvivlsomme fordel af en arbejdsdag, der kan blive syv timer længere end alle andres. Men denne ene ulempe opvejes af jobbets mange fordele. Chefen er 7.000 km væk, og tidsforskellen giver mig uforstyrrede for- og eftermiddage til at researche og skrive længere historier - og til lange, stressfri frokoster med kontakter og kolleger.

Derudover er der masser af spændende rejseaktivitet. Det er et privilegium i Kina, der nok er ét land, men som også er ufatteligt stort og mangfoldigt. Inden for Kinas grænser findes små, underfundige minoritetssamfund i syd, tibetanere i sydvest, muslimer i nordvest, mongoler i nord, og koreanere i nordøst - alle med eget sprog og egen kultur. Naturen byder på alt fra bambusskove, ørkener, rismarker og halvdelen af Mount Everest.

Her er det nysgerrigheden, der driver værket, og den skærper man ved at have en stor omgangskreds og læse bredt.

En idé til en artikel kan stamme fra noget, jeg ser på gaden, noget andre fortæller, fra fjernsynsprogrammer, nyhedsudsendelser, officielle erklæringer, bøger eller fra blade og aviser.

Jeg foreslår som regel selv emner til artikler og tager dernæst til et af Kinas mange udsteder. Her er mit job at opleve, så meget jeg kan, og tale med så mange mennesker som muligt. Det kan tage tid i Kina, hvor vejene ikke altid er beklædt med jævn, sort asfalt - men det er altid besværet værd.

Næsten lige meget hvor man kommer hen i Kina - når man altså endelig når frem - får man nye indtryk at skrive hjem om. Og det er jo dét, der er meningen. At give læserne spændende artikler, der både fortæller noget nyt, og som forsøger at forklare, hvordan og hvorfor befolkningen lever, som den gør.

Hvad kræver jobbet?
Det kræver som regel, at man kan tale med lokalbefolkningen på deres eget sprog. Tendensen i Kina er i dag, at udenrigskorrespondenterne taler kinesisk på et brugbart niveau. Derudover kræves en vis viden om Kina og helst en videregående uddannelse.

Men det vigtigste er, at man har interesse i historie, samfundsforhold og i andre menneskers liv og kulturer. Dernæst kan man læse sig til resten og blive klogere ved at tale med folk, der ved mere end én selv. Og så skal man naturligvis kunne formidle det hele på et pænt, beskrivende og nogenlunde fejlfrit dansk, der ikke får læseren til at falde i søvn.

Gør han ikke det, har man opnået det, der er allerbedst ved jobbet: At have muligheden for at opleve en del af verden, man selv er interesseret i. At tale med interessante mennesker, der har ganske anderledes syn på verden, end man selv har. Og at vide, at det, man skriver, bliver læst af mange tusinde mennesker den næste dag.


Jes Randrup-Nielsen

'