Sitemap | Avanceret søgning |

Nyhedsredaktøren

Som nyhedsredaktør er man good cop og bad cop i en og samme person.

Af Peter Willatzen, nyhedsredaktør
Publiceret 09-07-2007

Scene 1 - kort før deadline:
Sophie, hvor langt er du? Jeg skal have historien nu. Kan det lade sig gøre? Super. To minutter er en aftale.

Scene 2 - kort før deadline:
Morten, så er det nu! Slip historien. Nej, du skal ikke fedte videre - aflevér, så skal jeg hurtigt skære den til. Det er NU!

Scene 3 - kort før deadline:
Hvad si'r du? Det er jo et brag. En kanonhistorie. Den får toppen på forsiden - og så lige skarpe 80 linjer til inde i avisen. Om vi kan nå det? Ork ja, den historie skaffer jeg tid og plads til. Men skynd dig. Vi kan lige trække afleveringen med et kvarter over deadline. Rolig nu, det skal nok gå!

Good cop, bad cop. Men i én og samme person - på én gang. Skjule nerverne og udstråle ro og beslutsomhed for at undgå, at panikken breder sig som ringe i vandet gennem hele redaktionen. Eller som vi siger: Is i maven, når det aften efter aften spidser til.

Det er en del af jobbet som nyhedsredaktør. For avisen skal ud. Og det er nyhedsredaktørens ansvar. Derfor er han den første, der kommer, og den sidste, der går. En blæksprutte, der holder snor i ideer, artikler, foto og grafik. Hjælper, når nogen "kører fast", accepterer og afviser ideer, skrotter artikler, der ikke lever op til kravene. Prioriterer stoffet og placerer dem på siderne. Redigerer og layouter sammen med de redigerende kolleger og slutter med at lave forsiden. Og har det endelige ansvar for, at siderne afleveres til tiden til trykkeriet. Hvis avisen ikke kommer ud, har det meste af et døgns arbejde jo været forgæves.

Det hele begynder om morgenen med møde med de skrivende, hvor vi fortæller, hvad den enkelte kunne tænke sig at arbejde med, uddeler ideer og diskuterer dem med hinanden. Og der er herefter løbende kontakt til nyhedsredaktøren resten af dagen. Det slutter om aftenen, når avisen "er lagt i seng" - og dog, det slutter aldrig helt. Da er vi allerede begyndt at tænke på den næste avis. Det er the never ending story. Hårdt, men enormt spændende og interessant.

På forunderlig vis lykkes det hver eneste dag. Nogen gange bedre end andre. Men avisen kommer ud!    

Opgaver

Prøv at arbejde som nyhedsredaktør
Nyhedsredaktørens job er at udvælge, hvilke artikler der skal i morgendagens avis.
Læs mere


Peter Willatzen

'