Sitemap | Avanceret søgning |

I skole i Brasiliens jungle

Der er langt fra en dansk folkeskole til Gaviao-stammens skolestue midt inde i Brasiliens regnskov i Ji Parana. Men som vi står her foran en hel skoleklasse, der genert kigger op på de underlige, lyse mennesker, så er en enkelt lighed mellem de danske og indianske børn alligevel slående: Nysgerrigheden og lysten til at lære.

Af Lars From og Klaus Dohm
Publiceret 29-03-2004

Under JP Explorers besøg hos Gaviao-stammen har læreren indkaldt til ekstratime, så vi kan møde børnene i skolen, der bygget helt i træ og med sine lyslilla farver adskiller sig markant fra resten af landsbyens hytter, som står på pæle og har bambusblade som tag.

»Er der nogen, der ved, hvad Danmark er?« spørger læreren.


Frikvarter
Eleverne snakker om alt andet end skolen.
Foto: Niels Hougaard

Der rystes på hovedet, men en enkelt elev mener dog at have hørt navnet. Hun ved dog ikke rigtigt, hvor landet ligger.

Men at gå i skole er også nyt for stammens medlemmer, der både skal forberede sig til livet som agerbrugere og jægere og til et liv, hvor den hvide mands kultur - med alt hvad det kræver af færdigheder - trænger sig tættere og tættere på.


Klassebillede
Skoleeleverne fra Gaviao-stammen fotograferet i klasselokalet i Ji Parana.
Foto: Niels Hougaard

De fleste af den voksne generation i landsbyen kan hverken læse eller skrive. Selv høvdingen er analfabet. Og alene det faktum, at stammen kun har haft et skriftsprog siden 1992, siger alt om, at det ikke er traditionelle skolefærdigheder som regning, stavning og læsning, der gennem tiderne har været brug for for at overleve i regnskoven.

Skolen har omkring 80 elever, der fem dage om ugen går tre timer i skole enten om formiddagen eller eftermiddagen. De kan gå i skole fra de er seks år, til de er 18. I den periode kan de følge fire forskellige klasseniveauer.

»De fleste børn følger ikke skolen hele tiden. De kommer i en periode, og så er de væk igen. Derfor kan det tage lang tid, før de når hele undervisningen igennem,« fortæller Ira Kau Soka, der har været lærer på skolen i fire år.


Klasselokalet
I Ji Parana byder skoledagen på 3 timers undervisning om dagen, og der er frit valg mellem formiddags- eller eftermiddagsklasse.
Foto: Niels Hougaard
 

Skolen ligger i Gaviao-stammens hovedlandsby. Men en stor del af eleverne bor mange kilometer inde i regnskoven i hytter lavet udelukkende af bananblade. Det tager i alt fire dage at krydse gennem reservatet til fods, så der kan være langt til skole, hvis man bor i den yderste del af området.

Da eleverne får mulighed for at stille os spørgsmål, er spørgelysten stor.

»Er der mange krige i jeres land?« vil én vide.

Vi fortæller, at der engang var en meget stor krig, hvor Danmark var besat af et andet land. Og det har stor effekt, da vi fortæller, at vores forfædre, vikingerne, var frygtelige krigere og havde horn i panden.

I skolen lærer børnene både portugisisk og deres eget sprog Tupi Monde. De har også lidt regning. Men først og fremmest lærer de om deres egen kultur. Hvordan de jager de rigtige dyr. Og hvilke planter der kan dyrkes på marken.

»Vi har mistet meget af vores kultur, så det er vigtigt, at vi underviser de unge i den,« forklarer Ira Kau Soka.

Selv er han blevet undervist og forberedt til jobbet som skolelærer af en missionær, der længe har opholdt sig i området.

»Er I rige i jeres land?« lyder et nyt spørgsmål.

Da vi svarer ja, bliver der straks spurgt:

»Hvorfor er I så rige? Er det fordi, I trykker pengene selv? Og kan I så ikke sende nogen ud til os?«

Da vi siger farvel, har både vi og eleverne fået en stor og anderledes oplevelse. Og alle klapper begejstret i hænderne, som en glad hilsen.