Sitemap | Avanceret søgning |

Kyoto-aftalen

En international klimaaftale - Kyoto-aftalen - skal forsøge at nedbringe udledningen af de drivhusgasser, der menes at være skyld i en stor del af den globale opvarmning.

Af Lisbeth Bjerre og Lars From
Publiceret 15-02-2004

Efter pres fra store miljøorganisationer som Verdensnaturfonden (WWF) og Greenpeace vedtog verdens lande i 1997, at udledningen af drivhusgasser skal bringes ned.

Kampen for klodens klima tog for alvor fart, da 155 lande i 1992 i Rio i Brasilien underskrev en rammeaftale, der sigtede mod at stabilisere atmosfærens indhold af gasserne. Aftalen blev startskuddet til den såkaldte Kyoto-protokol, der blev udformet i 1997 ved en FN-konference i Kyoto i Japan.

Kyoto-aftalen omfatter seks forskellige drivhusgasser, og af dem har der været særligt fokus på CO2. Forskerne har længe ment, at CO2 er den primære årsag til den menneskeskabte drivhuseffekt. Nyere forskning har imidlertid sat spørgsmålstegn ved, om CO2 er hovedproblemet, og nogle forskere mener nu, at andre drivhusgasser, som ikke indeholder kuldioxid, spiller en større rolle i den globale opvarmning end CO2. Det drejer sig især om metan, CFC-gasser og ozon, og derfor bør udledningen af disse gasser ifølge forskerne reduceres på linje med CO2.

Den ellers så ambitiøse Kyoto-aftale har ikke haft en nem start. Først i juli 2001 blev verdens lande, bortset fra USA og Australien, endelig enige om de regler, der skal gælde for at nedbringe udslip af drivhusgasser. Industrilandene skal nedbringe deres udslip med i gennemsnit 5,2 procent i perioden 2008-2012 i forhold til udslippet i 1990.

Gennemsnittet dækker dog over store forskelle i de enkelte landes forpligtelser. For eksempel skal Danmark og Tyskland reducere deres udslip af drivhusgasser med 21 procent, Canada og Japan med 6 procent, mens Rusland må fastholde sit niveau uændret. Lande som Spanien og Grækenland må derimod øge deres udslip med henholdsvis 15 og 21 pct. Det skyldes, at disse lande ikke har gennemgået så stor industriel udvikling og derfor har brug for energi til at skabe vækst.

Det samme gælder udviklingslandene, der slet ikke er omfattet af aftalen. Og det er angiveligt én af hovedårsagerne til, at USA ikke vil underskrive aftalen. USA kræver, at udviklingslandene også forpligtes til at begrænse deres udslip på længere sigt. Kritikere hævder dog, at den amerikanske modstand i virkeligheden skyldes, at Kyoto-aftalen vil kræve en ændring af "the American way of life", en livsstil med et højt energiforbrug pr. indbygger. 5 procent af verdens befolkning lever i USA, men landet står for omkring 25 pct. af verdens CO2-udledning.

Danmark tiltrådte sammen med resten af EU Kyoto-aftalen i 2002. Til gengæld sagde USA i 2002 endegyldigt nej, mens Australien først efter et parlamentsvalg i 2007 tiltrådte aftalen.

Forpligtelserne i aftalen gælder fra 1. januar 2008, så tiltagene for at begrænse udledningerne er nu sat i værk. I hvert fald i de rige industrilande.  

Samlet set kan Kyoto-aftalen dog fremstå som lidt af et paradoks. På den ene side har man lavet en aftale, som alle lande er juridisk forpligtet til at overholde, og som alle rige lande på nær USA støtter. På den anden side er aftalen ikke stram nok til at reducere det samlede globale udslip af drivhusgasser, og i praksis betyder aftalen kun en begrænset opbremsning af udslippet. De besparelser, som industrilandene formodentlig har opnået inden udgangen af 2012, vil sandsynligvis være blevet mere end spist op af et øget energiforbrug i udviklingslandene, hvor Kina for kort tid siden passerede USA som verdens største udleder af drivhusgasser. Derfor vil det totale udslip af drivhusgasser i verden i 2012 formentlig være større end nogensinde.

CO2-reduktioner
De lande, som er omfattet af Kyoto-aftalen, kan reducere deres CO2-forbrug gennem forskellige energibesparelser eller renere energiproduktion. For eksempel kan et land vælge at erstatte kulkraftværker med vindmøller eller naturgas og dermed reducere CO2-udledningen. Derudover indeholder Kyoto-aftalen fire såkaldte reduktionsmekanismer, som landene kan bruge i deres bestræbelse på at opfylde aftalen:

1) Handel med udledningskvoter
Det er tilladt at handle med kvoter for udledning af drivhusgasser. Det vil sige, at et land, som ikke udnytter sin kvote, kan sælge den til et andet land. For eksempel har Ukraine og Rusland fået så store kvoter, at de nu - ifølge Kyoto-aftalen - kan sælge deres kvoter til andre lande, da udledningen af drivhusgasser i de tidligere østbloklande er faldet markant siden Sovjetunionens fald.

2) Eksport af udledningsbesparelser
Et land kan eksportere besparelser i udledning af drivhusgasser. Det vil sige, at Danmark f.eks. kan tilbyde at bygge en vindmøllepark i Polen eller et solenergiprojekt i Thailand. Den opnåede CO2-besparelse kan Danmark så lade indgå i sit eget udslipsregnskab.

3) Betaling af projekter i udviklingslande
Et land kan også vælge at betale for et projekt, som er med til at begrænse udledningen af drivhusgasser i et udviklingsland, og efterfølgende få godskrevet reduktionen på sit eget regnskab.

4) Nye skove
Skovrejsning kan medregnes i et lands udslipsregnskab, så man ved at plante en skov ikke behøver at begrænse sin udledning af drivhusgasser så meget. Træer optager nemlig CO2, og den mængde, som det nye skovareal formodes at optage, kan trækkes fra i beregningen af et lands CO2-udledning.

De fire mekanismer har været genstand for megen kritik. Især handlen med udledningskvoter mødes med skepsis i flere lande. De frygter, at det bliver så billigt for rige lande at købe kvoter, at det ikke kan betale sig at gennemføre udslipsreduktioner på hjemmefronten.

Derfor argumenterer Danmark og EU for, at handel med kvoter kun må udgøre et supplement til den nationale indsats, og at det først skal være muligt at handle med udledningskvoter i 2008. Endvidere har flere lande påpeget, at det er umuligt at udregne udslipsreduktionen for de enkelte projekter, og derfor er det svært at godskrive projekter i udviklingslande samt eksport af besparelser på de enkelte landes udslipsregnskab.

Allerede nu er forhandlingerne om en afløser for Kyoto-aftalen i fuld gang, og her har Danmark en nøglerolle. Danmark har nemlig fået tildelt værtskabet for en stor klimakonference i København i december 2009 - hvor man håber, at en ny global klimaaftale kan blive skruet sammen.

EU og Danmark har allerede bebudet, at man samlet vil reducere udledningen af drivhusgasser med 20 pct. i 2020 - og gerne med 30 pct., hvis man kan få resten af verdens lande med.

Igen er USA det store spørgsmål. USA's præsident George W. Bush har i april 2008 bebudet, at USA i 2025 kan stoppe stigningen i sin udledning af drivhusgasser. Det er ikke ligefrem et løfte, der har fået miljø- og klimaforkæmpere til at klappe i hænderne.

Danmark med klimaminister Connie Hedegaard (K) i spidsen arbejder ihærdigt for at overbevise både USA og vigtige ulande som Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika om, at der skal laves en global klimaaftale i København med forpligtelser for alle lande. 

Drivhusgasser i Kyoto-aftalen
Kyoto-aftalen omfatter de seks drivhusgasser kuldioxid, metan, lattergas, HFC' er, PFC' er og SF6.
Koyto-aftalen
Kilde: Jan Betak