Sitemap | Avanceret søgning |

Klimakamp om kommaer og ord

Mens den globale opvarmning - lige bortset fra i Nordeuropa - fortsatte for fuld styrke, sad forhandlerne fra 193 lande i aftes og skændtes om kommaer, datoer og bureaukrati i de internationale klimaforhandlinger.

Af Lars From
Publiceret 11-12-2010

CANCUN
Håbet om at få et eller andet stykke papir med hjem fra Mexico lever endnu - men håbet er alt andet end lysegrønt.

Luften var hele fredagen tyk af nye forhandlingspapirer og rygter om alt fra sammenbrud til gennembrud.

Mange frygter, at de op mod 15.000 forhandlere, politikere, embedsmænd, miljøorganisationer og journalister ved mødet i Cancun kan ende med at have spildt deres tid.

Mens et aftalepapir i går begyndte at tage form, erkendte EU's klimakommissær, Connie Hedegaard (K), at hele klimakampen kun bevæger sig fremad med museskridt - og at selv et positivt resultat i Cancun slet ikke er godt nok.

»Hele mødet her giver en klar fornemmelse af, hvor skrøbelig viljen til at lave fremskridt på dette område er. Hvis vi kun bevæger os fremad med museskridt, bidrager det ikke nok til at løse det problem med klimaet, der er hele grunden til, at vi er her,« lyder det fra den danske kommissær.

»Det, der ligger på bordet i form af reduktionsløfter fra verdens lande i Copenhagen Accord, kan ikke holde os under en stigning i den globale temperatur på to grader.

Det er ikke politik, det er et faktum. Og det må vi have ind i den endelig aftaletekst.

Vi mangler også en tekst om, hvordan vi skal gøre klimaindsatsen juridisk bindende, om afgifter på bunkerfuels og fly. Der er fortsat meget, vi skal kæmpe med,« forklarer Connie Hedegaard.

Minimale ambitioner
Klima-og energiminister Lykke Friis (V) har skruet sine ambitioner ned til et absolut minimum: »Hvis det går godt, vil vi ende med en aftale, der indholdsmæssigt minder meget om det, man blev enige om i København med Copenhagen Accord. Men i modsætning til aftalen fra København vil vi have fået de lovede reduktioner ind i en formel FN-beslutning,« lyder det fra Lykke Friis.

Det vil næppe blive oplevet som meget mere end museskridt på stedet. Troels Dam Christensen, der er talsmand for de danske miljøog hjælpeorganisationer i 92-Gruppen, er ikke imponeret.

»Hvis det kun lykkes at få målene fra København flyttet over i FN-systemet, vil det være rigtig svagt. Vi har hele tiden vidst, at vi ikke kunne redde klimaet i Cancun, men vi havde håbet at komme længere end i København.

I forhold til, hvor meget klimaeksperterne siger, at der skal til, er vi meget langt fra målet,« lyder det fra Troels Dam Christensen.

Det, der blev skrevet ind i den tre sider lange Copenhagen Accord, var bl. a., at temperaturen på kloden ikke må stige mere end to grader.

Med de løfter, der er givet, har kloden - igen ifølge klimaeksperter - kurs direkte mod en temperaturstigning på ca. 3,5 grader.

Anklager om folkedrab
har skabt mest ravage, er den bolivianske præsident, Evo Morales. Han har været blandt de skarpeste kritikere af FN-forhandlingerne og har skældt ud over, at målene i forhandlingerne slet ikke er høje nok. Nu anklager han direkte verdens ledere for folkedrab, fordi en række lande med Japan og Rusland i spidsen har sagt, at de ikke vil være med til en ny periode under Kyoto-protokollen, der formelt udløber i 2012: »Hvis vi hermed smider Kyoto-protokollen i skraldespanden, er vi ansvarlige for et økonomisk folkedrab, fordi det vil forøve skade på hele menneskeheden,« tordnede den bolivianske præsident fra podiet til højlydte klapsalver.

Morales forlanger en aftale, der beskytter oprindelige folk, ligesom han vil have en klimahjælp til verdens fattigste lande, der svarer til, hvad de rige lande bruger på forsvar, sikkerhed og krigsførelse.

Én anden af Cancuns store personligheder, den indiske miljøminister Jairam Ramesh, trak natten til fredag de store overskrifter, da han sagde, at Indien nu er klar til at acceptere juridisk bindende løfter om at skære i udledningen af drivhusgasser.

»Vi mener, at alle lande skal påtage sig bindende forpligtelser i en passende form,« lød det bl. a. fra Ramesh, der til Jyllands-Posten meddelte, at han stadig tror på en eller anden form for aftale.

Udmeldingen fik oppositionen i Indien til at kritisere ham for at sælge ud af den hidtidige indiske politik på området.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Undervisningsartikel
Klimaets helte og skurke
Heltene Klimatopmøde: De største helte i Cancun har været Indiens miljøminister og Norges statsminister. USA og den rebelske præsident fra Bolivia får skylden for at have skadet mest.

Hvis du vil vide mere