Sitemap | Avanceret søgning |

Frostvejr hver tredje dag i 2010

På vej mod isvinter: 2010 vil gå over i historien som et af de mest vanvittige vejrår. Der har nu ligget sne i Danmark i mere end fire måneder.

Af Lars From
Publiceret 29-12-2010

Bedsteforældre og vejrentusiaster elsker at fortælle om de kolde vintre under Anden Verdenskrig eller om isvintrene i 1960' erne, 1970' erne og 1980' erne.

Men fremover bliver det måske vinteren 2010, der vil blive fortalt om, når historierne om "dengang-der-varrigtige-vintre-til" skal fortælles.

Mens den globale opvarmning hærger i resten af verden, bliver 2010 et af de koldeste år, der nogensinde er målt i Danmark. Måneden har budt på den næstkoldeste december-temperatur - minus 22,9 grader - og kan meget vel ende som den koldeste december, der er målt i kongeriget. Gennemsnitstemperaturen ender et sted mellem ekstreme 5,5 og 5,6 grader under normalen, og man skal mindst 24 år tilbage for at finde en lige så kold måned.

Samtidig ligger der lige nu 140 centimeter sne på Bornholm, hvilket er mere end noget andet sted i Skandinavien - inklusive de norske og svenske skiområder. Nogle steder er snedriverne femseks meter høje eller endnu mere.

Isbryder-pension udsat
Vi har endnu ikke fået isvinter, men meget tyder på, at den er på vej. Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) nåede lige at bebude, at statsisbryderne skal sendes på pension, inden vinteren satte ind. Det bliver næppe ført ud i livet lige med det samme.

Der findes ikke ret mange mennesker, der kan huske, hvornår Danmark sidst har haft sne liggende i mere end fire måneder. I hvert fald ikke hos Danmarks Meteorologiske Institut, DMI: »Det er meget usædvanligt, at vi har haft så meget vinter og så meget sne i Danmark,« fastslår vagthavende meteorolog Henning Gisselø fra DMI.

»Sidste vinter kom sneen i december og blev mange steder liggende til et stykke ind i april. Nu har vi haft rigtig vinter i godt en måned, og ikke noget tyder på, at vi har en mildning lige om hjørnet.

Jeg husker ikke, at vi tidligere har haft sne liggende i Danmark i fire en halv måned inden for et kalenderår,« lyder det fra Henning Gisselø.

Han lover ganske vist en lille smule tøvejr omkring nytårsaften, men kan oplyse, at kulden herefter vender tilbage med nattemperaturen på den anden side af minus 10 grader. Det bliver dog ikke helt så koldt som de seneste par uger.

»Det ser ud, som om kulden kommer igen, når vi nærmer os søndag. Varmen kan ikke rigtigt få fat.«

Tæt på december-rekord
Hos TV 2 Vejret tror meteorolog Ditte Falkenberg heller ikke på, at vinteren slutter lige med det samme.

»Alle prognoser viser, at kulden efter lidt mildt vejr omkring nytårsaften vil vende tilbage. Og med al den sne, der ligger, vil det vare længe, inden vinteren forsvinder,« mener Ditte Falkenberg, der tilmed tror på, at december slår rekorden som den koldeste december nogensinde.

»Selv om der torsdag og fredag kommer lidt mildere luft ind, tror jeg på, at vi slår rekorden. Mange steder vil der natten til både onsdag og torsdag bliver ned til minus 15 grader, så det skulle være mærkeligt, om ikke gennemsnitstemperaturen ender på under minus 4 grader.« Ifølge TV 2 Vejret lå gennemsnitstemperaturen for december i går på minus 3,9 grader og altså meget tæt på rekorden fra december 1981 på 4,0 grader.

Frost 32 pct. af dagene En gennemgang af DMI's vejrdata viser, at vi nu har haft flere end 115 døgn med frost i Danmark i 2010 - det svarer til 32 pct. af alle dage - inklusive sommeren, der i juli bød på masser af godt sommervejr og en gennemsnitstemperatur på 3,1 grad over normalen. Vi ligger dermed godt 40 pct. over det normale antal frostdøgn.

I 8 af de 12 måneder i 2010 har der været frostvejr i Danmark - i både januar og december stort set uafbrudt, mens februar lige havde et par dage med tøvejr. Det er ikke almindeligt.

Ironisk nok begyndte vinteren 2009-2010 midt under klimatopmødet i København, hvor målet var at forhindre en global opvarmning, og siden holdt vinteren Danmark i et jerngreb i mere end tre måneder.

I år kom vinteren næsten en måned tidligere - og heller ikke denne gang ser vinteren ud til at ville slippe sit greb. Alle søer er for længst frosset til, og selv midt ude på store søer som Mossø ved Skanderborg går folk rundt uden fare for at falde i vandet.

Isens tykkelse har for længst passeret de kritiske 13 centimeter.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere