Sitemap | Avanceret søgning |

Reglerne er gået i tomgang

Sanktioner: Regler om tomgangskørsel virker ikke - ingen overholder reglerne eller får bødeforlæg. Miljøministeren er klar til at stramme sanktionerne.

Af Lars From
Publiceret 28-09-2009

Selv om en stor del af landets kommuner har forbud mod, at biler, lastbiler og busser står med motoren i tomgang mere end et, to eller tre minutter er der formentlig aldrig uddelt et eneste bødeforlæg. På trods af at rigtig mange overtræder reglerne.

I stort set alle kommuner i hovedstadsområdet er det forbudt at lade bilen eller lastbilen stå med motoren i tomgang. Det samme gælder i langt de fleste større byer i Danmark. Der har været intens politisk interesse for at få faste regler på området, og en overtrædelse af det såkaldte tomgangsregulativ giver et bødeforlæg på mindst 500 kr. Men der uddeles ingen bødeforlæg.

Kommunerne har glemt at sætte skilte op, der fortæller om forbuddet. I Kolding Kommune betegner formanden for teknik- og miljøudvalget, Poul Erik Jensen (S), kommunens eget forbud mod tomgangskørsel som udueligt:

»Kommunen kan ikke give bødeforlæg, hvis folk overtræder forbuddet, det kan kun politiet. Men det er klemt og har hverken tid eller ressourcer til det. Der er med andre ord ingen sanktion for at overtræde forbuddet. Derfor fungerer systemet ikke.«

Formanden for kommuneforeningen, KL, Erik Fabrin (V) fra Rudersdal Kommune, har netop selv indført det såkaldte tomgangsregulativ i Rudersdal, selv om han ikke tror, at det vil have nogen effekt.

»For nogle år siden indførte alle kommuner tomgangsregler, men i dag har det reelt ingen effekt, fordi ingen håndhæver det,« siger KL-formanden, der aldrig har hørt om nogen, der har fået et bødeforlæg for at holde med motoren i tomgang.

»Når vi alligevel indfører det pr. 1. oktober, sker det i lyset af klima- og miljødebatten, fordi det er spild af ressourcer at holde med motoren i gang.«

Minister er klar

Miljøminister Troels Lund Poulsen (V) er klar over, at tomgangsforbuddet ikke fungerer.

»Hvis jeg får en henvendelse fra KL, vil jeg gerne overveje at indføre skrappere sanktioner,« siger Troels Lund Poulsen.

»Flere kommuner benytter tomgangsreglerne for at gøre noget ved den lokale luftforurening. Derfor skal vi have bedre muligheder for at håndhæve forbuddet.«

Jens Stenbæk (V), der er formand for KL's teknik- og miljøudvalg, har heller aldrig hørt om nogen, der har fået et bødeforlæg for at holde med motoren i tomgang:

»Derfor lyder det interessant, at ministeren vil give kommunerne bedre muligheder for at håndhæve reglerne. Det er ikke en invitation, vi vil sidde overhørig.«

Ifølge Morgenavisen Jyllands-Postens oplysninger er tomgangsreglerne et af de miljøemner, der er stillet flest spørgsmål til i Folketinget. De få gange, hvor politiet har været inde i en sag om tomgangskørsel, er det formentlig hver eneste gang endt med et påbud, ikke et bødeforlæg.

Forklaring på tomgang

Reglerne om tomgangskørsel betyder ikke, at man skal slukke motoren, når man holder i kø. De handler om, at store lastbiler ikke må holde med motoren i gang, mens de læsser varer af, eller fordi køleren på bilen skal holde varerne kolde, indtil personalet i en butik dukker op et par timer senere.

De forbyder også almindelige bilister at holde med motoren i gang, mens isen smeltes fra forruden, eller familien er inde for at leje en videofilm. Hverken KL eller Miljøministeriet har overblik over præcis, hvilke kommuner der har indført tomgangsforbud.


Tomgang
I mange kommuner er der forbud mod at lade motoren køre i tomgang for for eksempel at få varmen i bilen i de kolde måneder.
Foto: Thomas Borberg

I tomgang

Reglerne om tomgangskøring blev første gang skrevet ind i miljølovgivningen i 1982.

Siden blev reglerne strammet i 1990, da kommunerne fik lov til at forbyde tomgangskøring i mere end et minut.

Flere kommuner har forbud mod tomgangskøring i mere end et, to eller tre minutter.

Byer som Gøteborg, Oslo og Stockholm i årevis haft forbud mod tomgangskøring. Her er skilte, når man kører ind i byerne.

Hvis du vil vide mere