Sitemap | Avanceret søgning |

Klimatopmøde i København 2009

Alle taler om det næste afgørende klimatopmøde, der skal holdes i København i 2009. Mødet er døbt COP15, men hvad handler det egentlig om?

Af Lars From
Publiceret 16-05-2008

Kyoto-aftalen fra 1997 er lige nu den gældende internationale aftale om at nedbringe udledningen af drivhusgasser. Aftalen, der skal nedbringe de rige landes udledning af drivhusgasser med 5,2 pct., trådte i kraft 1. januar 2008 og gælder indtil 2012.

Men herefter eksisterer der i dag ingen international aftale om at reducere vores udledning af de drivhusgasser, der menes at være hovedårsagen til, at verdens klima er ved at forandre sig markant.

Det er det, klimatopmødet i København i november/december 2009 handler om. Målet er, at man i København kan indgå en bindende aftale om en markant nedbringelse af udledningen af drivhusgasser - vel og mærke en aftale der også forpligter lande som USA, der i dag ikke er med i Kyoto-aftalen, samt store vigtige udviklingslande som Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika, hvor væksten buldrer frem med op mod 10 pct. om året.

På klimatopmødet på Bali i december 2007 fik den danske klimaminister Connie Hedegaard (K) vedtaget en køreplan for, hvordan det internationale klimadiplomati skal arbejde frem mod topmødet i København. Både EU, USA, Indien, Kina og de øvrige udviklingslande står bag køreplanen, der til det sidste hang i en tynd tråd. Først da FN's klimachef, Yvo de Boer, på podiet foran hundredvis af toppolitikere, diplomater og embedsmænd samt millioner af tv-seere brød grædende sammen og erkendte, at han havde begået en fejl, der var ved at sende hele klimatopmødet i grus, faldt en fælles sluterklæring på plads.

Det fik både USA, Indien og en række vigtige udviklingslande til at sige ja til en fælles erklæring, der udstak kursen direkte mod en aftale i København. Krisen viste til gengæld lidt om, hvor svært det bliver at få en aftale på plads i København.

Samtidig siger USA, at verdens næststørste udleder af drivhusgasser - Kina har netop passeret USA som den stat i verden, der samlet set udleder flest drivhusgasser - ikke vil være med til en aftale, før også udviklingslandene får alvorlige forpligtelser. Udviklingslandene siger på deres side, at de ikke vil være med, før de rige lande for alvor har begrænset deres udledning af drivhusgasser.

I april sagde chefen for FN's Klimapanel, IPCC, Rajendra Pachauri, derfor, at helt afgørende udviklingslande som Indien og Kina ikke vil skrive under på nogen aftale i København, før de rige lande er trådt i karakter.

Trods løfter om at gøre noget ved udledningen af drivhusgasser stiger koncentrationen imidlertid nærmest dag for dag. De seneste målinger viser, at koncentrationen af CO2 i atmosfæren nu er den højeste i mindst 650.000 år - måske helt op til 850.000 år - og at der nu er op mod 40 pct. mere CO2 i atmosfæren end før industrialiseringen.

Det internationale klimaarbejde begyndte for alvor med FN's topmøde om miljø og udvikling i Rio i Brasilien i 1992. Her vedtog verdens lande Klimakonventionen (UNFCCC), der trådte i kraft i 1994. Konventionen, der i dag er tiltrådt af 189 lande, har som formål »at stabilisere drivhusgaskoncentrationerne i atmosfæren på et niveau, der forhindrer farlig menneskelig påvirkning af klimasystemet.«

Siden er afholdt en række partskonferencer (COP) under Klimakonventionen. Den første fandt sted i Berlin i 1995 (COP1). Den hidtil vigtigste konference var imidlertid mødet i Kyoto i Japan i december 1997 (COP3), hvor den såkaldte Kyoto-protokol blev vedtaget.
På COP6 i Haag i Holland i 2000 brød forhandlingerne sammen på grund af uenighed mellem EU og USA, så man måtte forlænge mødet med et nyt i Bonn i 2001.

Siden har landene i 2003 i Milano (COP9) og i 2004 i Buenos Aires (COP10) forhandlet om teknikken i Kyoto-aftalen, hvordan landene kan medregne den CO2, der er lagret i deres skove, og hvordan lande og virksomheder kan investere i klimavenlig teknik i ulande eller vindmøller i Østeuropa og få den sparede CO2-udledning godskrevet på deres eget CO2-regnskab.

Uenigheden mellem to af de vigtigste aktører på klimaområdet - USA og EU - førte i 2001 til, at USA's præsident, George W. Bush, vendte Kyoto-protokollen ryggen, selv om USA var medunderskriver af aftalen i 1997. USA deltager dog stadig i møderne, og alt tyder på, at landet med en ny præsident ved roret fra januar 2009 vil være klar til at deltage langt mere aktivt i arbejdet med at reducere udledningen af drivhusgasser - ikke mindst fordi klimaforandringer også ventes at ramme USA hårdt. Klimatopmødet i København, der varer fra den 30. november til den 11. december 2009, anses derfor af mange for at være det helt rigtige tidspunkt for et amerikansk kursskifte på klimaområdet.

Den helt store knast bliver at overbevise udviklingslandene om, at de på deres side skal gøre en alvorlig indsats for at begrænse deres udledning af drivhusgasser, selv om den i dag for mange landes vedkommende blot ligger på en femtedel eller en tiendedel af, hvad de rige lande udleder pr. indbygger. På den anden side skal især USA erkende, at det med sin udledning, der i dag er den suverænt største målt i udledning pr. indbygger, skal have udledningen bragt ned - og at amerikanerne skal gøre en langt større indsats end f.eks. inderne og kineserne.

Det er den danske regering, der er vært for mødet og skal forsøge at udarbejde en aftaletekst, som alle kan blive enige om. Klimaminister Connie Hedegaard har derfor indledt et omfattende klimadiplomati med besøg i USA, Afrika, Indien, Kina og Sydamerika, ligesom hun har sendt særlige klimaambassøderer ud i verden for at forsøge at overbevise vigtige lande om, hvor vigtigt det er at få vedtaget en ny global og forpligtende klimaaftale på mødet i København.

Der ventes mindst 10.000 deltagere til København, herunder miljø- og klimaministre og muligvis statsledere, hvis der er udsigt til en global klimaaftale. Mange anser derfor topmødet som en unik mulighed for at vise omverdenen, hvad Danmark kan præstere af klimatiltag fra produktion over vindmøller til bølgeenergi og klimavenlig affaldsbehandling.

En række organisationer, virksomheder og medier har etableret særlige hjemmesider, sammenslutninger og lignende med henblik på at få sat Danmark mest mulig på den internationale dagsorden. Regeringen har desuden afsat mange millioner kroner til at forberede konferencen. De involverede ministerier er Statsministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Udenrigsministeriet, Finansministeriet, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Klima- og Energiministeriet, Transportministeriet samt Miljøministeriet. 

Selve konferencen er kun for delegationerne fra de lande, der har skrevet under på Klimakonventionen, lande med observationsstatus, interesseorganisationer og erhvervsorganisationer. Der vil dog være en lang række arrangementer, som henvender sig til et bredere publikum, sideløbende med den officielle konference.

Det bliver antageligt klimaminister Connie Hedegaard og statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der skal lede mødet.


Connie Hedegaard
Klimaminister Connie Hedegaard (K) skal sammen med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) lede det internationale klimatopmøde i København i 2009.
Foto: Gregers Tycho