Sitemap | Avanceret søgning |

Hent mere olie

Olieindustrien i Alaska er blevet et centralt emne i den amerikanske valgkamp. Industrien skaffer tusindvis af jobs, og olien sparer USA for store valutaudgifter. Mens John McCain og hans vicepræsidentkandidat Sarah Palin vil sætte fart i pumperne, er Barack Obama skeptisk. Folk i Alaska er derimod ikke i tvivl.

Af Jørgen Ullerup og Lars From
Publiceret 30-09-2008

Prudhoe Bay


Prudhoe Bay
I hele det cirka 1.000 kvadratkilometer store oliefelt er der gang i boringen.
Foto: Casper Dalhoff

»Dette er en arktisk ørken, hvor olieboring ikke har nogen effekt på hverken mennesker eller dyr.«

Joel Elson, der bor i Wasilla, Alaska, og arbejder i olieområdet Prudhoe Bay længst mod nord, kan ikke se noget problem i at hente olie op af undergrunden i det nordlige Alaska. For jorden er bundfrossen det meste af året, og der bor ikke nogen mennesker.

Der findes næppe ret mange i Alaska, der er uenige med ham. Måske fordi olien i dag er Alaskas guldåre. Sidste år fik hver eneste af de 677.000 indbyggere i USA's nordligste stat en check på 3.200 dollars (godt 16.000 kr.) som en særlig oliebonus. Derfor forstår stort set ingen her på Prudhoe Bay Hotel, hvorfor man ikke blot fortsætter med at pumpe olie op - og helst i et endnu højere tempo.

»De eneste, der overhovedet opdager, at vi er her, er nogle enkelte trækfugle, en masse myg og nogle få rensdyr. Og dem generer vi ikke. Samtidig sørger vi for at rydde grundigt op, når vi er færdige med at bore heroppe,« lyder det fra Joel Elson, der er født og opvokset i Alaska og har arbejdet i Prudhoe Bay i otte år.

Rensdyrene holder sig væk

Helt uden virkning på naturen og dyrelivet er olieboringen dog næppe. I hele det cirka 1.000 kvadratkilometer store oliefelt er der gang i boringen. Lastbiler med udstyr og mandskab drøner konstant frem og tilbage. Samtidig brændes der overalt naturgas af i store åbne flammer, ligesom en konstant larm som fra et gigantisk klimaanlæg giver en følelse af at være om bord på et fly.

Guiden fra BP fortæller stolt om, hvordan man konstruerer bygningerne, så rensdyrene kan gå under. Flere undersøgelser fra miljømyndighederne dokumenterer dog, at rensdyrene ikke kommer nærmere end tre-fire kilometer fra olieinstallationerne.

I 2006 gik det galt, da der løb mere end en million liter olie ud på grund af slitage og dårligt vedligehold af den berømte oliepipeline.

De seneste måneders skyhøje oliepriser har dog ikke gjort interessen for at hente olie her i Arktis mindre.

»Vi har lige haft orkan nede i Den Mexicanske Golf, hvilket på ny sendte oliepriserne i vejret - hvornår har du sidst hørt om en orkan heroppe? Det er simpelthen tåbeligt, hvis man fortsætter med at købe olie af de arabiske lande, når vi har så meget liggende her oppe i den frosne jord,« mener den 48-årige Joel Elson.

Han er heller ikke i tvivl om, at man også bør køre olieboreudstyret i stilling i den store nationalpark, Arctic National Wildlife Refuge, lidt længere mod øst, hvor eksperterne skønner, at der ligger godt 10 milliarder tønder olie.

Energi og især benzin til amerikanernes store biler er et vigtigt emne i valgkampen op til det amerikanske præsidentvalg i november. Ved at vælge guvernør Sarah Palin fra Alaska som vicepræsidentkandidat har John McCain samtidig bragt Alaska ind i valgkampen og ikke mindst gjort statens store reserver af olie og naturgas til et emne.

Palin og McCain vil sætte yderligere fart på olieboringen. Samtidig vil Palin bygge en ny naturgas-pipeline til 200 mia. kr., så man kan sende gas ned til de energihungrende "lower 48 states" (alle de sydligere stater bortset fra Hawaï, red.) Deres rival Barack Obama er mere skeptisk bl.a. på grund af miljøet. Han vil gerne udnytte reserverne af naturgas i Alaska, men mener, at det er en kortsigtet løsning at sætte fart i pumperne.

Greenpeace og de andre kendte miljøorganisationer har ikke kontorer i Alaska. Men miljøorganisationen Earth Policy Institute advarer fra sit hovedkontor i Washington mod at øge olieboringen i Alaska.

»Olien i Arctic National Wildlife Refuge svarer kun til halvandet års forbrug i USA - samtidig vil det hverken gøre USA energimæssigt uafhængig eller reducere prisen på benzin mærkbart,« lyder det fra Reah Janise Kauffman fra Earth Policy Institute.

Langt imellem skeptikerne

Selv om man skal lede længe i Prudhoe Bay for at finde en skeptikere, findes de. Og selv om det i længden kan koste ham jobbet, er miljøingeniør Frederick Westfield ikke sikker på, at det er en god idé at bore efter endnu mere olie her i det sårbare, arktiske område.

»Jeg er splittet. Man kan let komme til at begå fejl. Samtidig mener jeg, at der er andre måder at skaffe energi på end ved at bore i nationalparken - f.eks. i form af vedvarende energi.«

»Mit problem er, at det formentlig vil redde mit job, hvis McCain og Palin vinder - og øger boringen efter olie i Alaska - mens det formentlig vil redde den amerikanske økonomi, hvis Barack Obama vinder,« lyder det fra den sorte miljøingeniør, der har besluttet sig for ikke at stemme ved det kommende præsidentvalg.

Amerikanerne forbruger hver dag næsten 21 millioner tønder olie, hvilket svarer til en fjerdedel af verdens samlede forbrug. Boringerne i Alaska leverer i gennemsnit omkring halvanden millioner tønder om dagen. De bliver sendt gennem den næsten 1.300 kilometer lange Trans-Alaskan Pipeline fra Prudhoe Bay til Valdez.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Folk i Alaska er ikke i tvivl
Olieindustrien i Alaska er blevet et centralt emne i den amerikanske valgkamp. Mens John McCain og hans vicepræsidentkandidat Sarah Palin vil sætte fart i pumperne, er Barack Obama skeptisk. Folk i Alaska er derimod ikke i tvivl.
Se billedserie