Sitemap | Avanceret søgning |

Diamanter dør aldrig

Afrika myldrer med de mest forunderlige menneskeskæbner. Dybt inde i Okavango-deltaet har JP Explorer mødt en tidligere diamantjæger og maskingeværskytte fra krigen i Angola.

Af LARS FROM, KLAUS DOHM og NIELS HOUGAARD
Publiceret 08-05-2004

Seronga, Okavango, Botswana

Der er mange måder at dø på i Afrika. Men hvis det er tid at dø, vil man dø. Sådan er skæbnen. Derfor er jeg ikke bange for dø,« fastslår 49-årige Llew Clark, som JP Explorer traf dybt inde i Okavango-deltaet i Botswana.

Og han er ikke ligefrem en mand, der har spadseret gennem livet med livrem og seler.

Efter at være født i Sydafrika har han siden have boet i stort set alle lande i det uroplagede, sydlige Afrika og har her gang på gang stirret døden direkte i øjnene. Enten i form af en bygeregn af fjendtlige geværkugler, ved illegalt at grave efter diamanter i Congo mellem oprørssoldater, banditter og kannibaler eller ved gang på gang at komme usædvanlig tæt på Afrikas vilde dyr.

Llew Clark har naturligvis også pådraget sig Afrikas mest almindelige sygdom, malaria, som han har haft mindst 15-16 gange. I 1996 blev han alvorligt syg og mistede her stort set alt for at kunne betale de store hospitalsregninger.

»Derfor tog jeg bagefter til Congo for at prøve lykken som diamantjæger. Sammen med en amerikansk tidligere grøn barret, en tidligere soldat fra de sydafrikanske special forces og en anden tidligere soldat tog jeg til Congo. Her arbejdede vi i et område kontrolleret af oprørshæren og levede sammen med bl.a. kannibaler, som jeg i øvrigt blev ganske gode venner med,« fortæller Llew Clark, der både dengang og nu var gift og havde børn.

»Kannibalerne må godt nok ikke jage mennesker mere, men de spiser stadig helst menneskekød, når de kan få fat i noget. For som én af dem forklarede mig, så danser menneskekød rundt i gryden, når man koger det. Det viser, at det stadig er levende. Når de ikke kan få menneskekød, spiser de chimpanse- eller gorillakød. Jeg levede derimod næsten udelukkende af jordnødder og bønner og tabte mig i løbet af seks måneder 37 kilo.«

De fire tidligere soldater havde hyret nogle lokale vagtmænd, der med skarpladte våben døgnet rundt skulle sørge for, at diamantjægerne ikke blev overfaldet og frarøvet fangsten af illegale diamanter. Og for Llew Clark var gevinsten faktisk temmelig pæn.

»Det lykkedes mig at tjene mere end 250.000 amerikanske dollars. En enkelt blå diamant, jeg fandt, blev således solgt for ikke mindre 290.000 dollars. Men levevilkårene var forfærdelige. Vi vidste aldrig, hvornår vi ville blive skudt af én af de andre. Og jeg skal aldrig tilbage, selv om der er utrolig smukt i Congo,« fastslår Llew Clark.


Diamanter dør aldrig (1)
En enkelt blå diamant, jeg fandt, blev solgt for ikke mindre end 290.000 dollars.
Foto: Niels Hougaard

Congo er imidlertid ikke det eneste sted, hvor den garvede lykkejæger og kriger har levet livet mere end almindelig farligt.

»Da krigen i Angola rullede i 1990'erne, var jeg en overgang tilknyttet de sydafrikanske styrker. Jeg var maskingeværskytte ombord på en helikopter. Vi anså os selv for at være de gode fyre, der kæmpede mod cubanere og russere. Men på et tidspunkt tilbragte jeg seks dage på en strand i Angola, hvor jeg var så syg af malaria, at jeg troede, jeg skulle dø. Jeg havde mistet min satellittelefon i havet og kunne ikke få kontakt til min enhed. Det lykkedes dog til sidst at slippe ud,« fortæller Llew Clark, der også har haft arbejde på en ubåd.

Manden, der voksede op sammen med de sorte jægere og krigere ude på savannen, og ikke havde haft et par sko på, før han blev 11 år, har dog også brugt sine evner som skytte i jagten på nogle af Afrikas mange dyr.

»Som professionel jæger har jeg jaget alt, hvad der bevæger sig i Afrika. Flodheste, elefanter, bøffel, løver, leoparder og geparder. En overgang arbejdede jeg også som krybskytte i Botswana. Jeg var krybskytte, fordi jeg ikke havde den rigtige uddannelse til at blive anerkendt her i landet. Nu er det dog helt legalt, når jeg går på jagt,« understreger Llew Clark, der flere gange selv har været tæt på at blive ædt.

På en jagt var han hoppet ned i et hul, hvor også en gepardmor og hendes to små unger havde gemt sig. Og kun på et hængende hår lykkedes det Llew Clark at undslippe de spidse kløer på et særdeles ophidset eksemplar af verdens hurtigste dyr.

For nogle få måneder siden var det imidlertid et hjerteanfald, der var ved at tage livet af Llew Clark. Tre gange måtte lægerne anvende elektrostød for at få hjertet i gang igen, og Llew Clark viser stolt brandmærkerne på brystet frem.

Den garvede 49-årige bor i dag langt inde i deltaet sammen med sin kone og deres tre børn. Han har ingen forsikring, fordi han anser livet i landsbyen Seronga for usædvanlig sikkert. Og bilnøglen bliver heller aldrig taget ud af bilen.

»Jeg har en masse familie i New Zealand, der vil have mig til at flytte derover. Men hvor skulle jeg finde mine krokodiller? Nej, jeg bliver her i Afrika. Men hvis udviklingen fortsætter, vil jeg nok flytte længere ud i deltaet, for jeg foretrækker roen og stilheden, som den er nu.«

Llew Clark er i dag daglig leder af lodgen Mbiroba Camp, der er ejet af lokale sorte, ligesom han har sin egen forretning med at drive tre hotelbåde, der ligger placeret ude i deltaet, hvor turister kan komme og nyde livet for forholdsvis små penge.

Fredeligt eller ej, så er forholdene i Afrika specielle, hvilket Explorerholdet fik en klar fornemmelse af, en aften vi var inviteret til hyggelig komsammen sammen med Llew Clark og hans venner i deltaet med indtagelse af masser af våde varer og lidt sjov tobak.

Hele aftenen stod to skarpladte rifler klar i et hjørne.

Hvis der nu skulle opstå problemer.

explorer@jp.dk

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


Diamanter dør aldrig (2)
Speedbådssejlads på jagt efter krokodiller i Okavangodeltaet.
Foto: Niels Hougaard

Hvis du vil vide mere