Sitemap | Avanceret søgning |

FN-chef: Lomborg tænker som Hitler

Kort tid før sin store konference om verdens fremtid bliver Bjørn Lomborg, direktør for Institut for Miljøvurdering, sammenlignet med Hitler af chefen for FN's Klimapanel, IPCC, inderen Rajendra Pachauri.

Af KLAUS DOHM og LARS FROM, Jyllands-Postens udsendte medarbejdere
Publiceret 20-04-2004

New Delhi

Bjørn Lomborgs synspunkt om, at det vil være for dyrt for verdenssamfundet at forsøge at redde truede kulturer som inuitterne i Arktis fra følgerne af den globale opvarmning, får nu én af FN's chefer til at sammenligne Lomborgs menneskesyn med Adolf Hitlers.

»Hvor er forskellen på Lomborgs menneskesyn og Hitlers? Man kan ikke bare behandle mennesker som kvæg. Man er nødt til at have respekt for de forskellige kulturer på kloden,« mener chefen for FN's Klimapanel, IPCC, inderen dr. Rajendra Pachauri, som JP Explorer har mødt i New Delhi i Indien.


FN-chef: Lomborg tænker som Hitler (2)
Rajendra Pachauri (tv) beskylder Bjørn Lomborg for at tænke som Hitler. Fotos: Niels Hougaard og Steen Wrem

»Lomborg betragter folk som numre. Han mener, at det vil være billigere blot at evakuere folk fra Maldiverne i stedet for at forsøge at forhindre vandet i verdenshavene i at stige, så øriger som Maldiverne eller Tuvalu forsvinder i havet. Men hvor er respekten for mennesker henne? Folk har en ret til at leve og dø der, hvor deres forfædre har levet og ligger begravet. Hvis man skal følge Lomborgs tankegang, var det måske rigtigt, hvad Hitler gjorde,« lyder den barske kommentar fra Pachauri.

Han er inviteret til at deltage i Lomborgs store konference om verdens fremtid, Copenhagen Consensus, som foregår i København i slutningen af maj, men kan ikke deltage.

Den indiske formand for FN's Klimapanel, der repræsenterer flere end 2.000 af verdens førende klimaforskere, blev i 2002 udnævnt til formand for IPCC på foranledning af USA, der angiveligt mente, at den daværende formand, skotten Robert Watson, var for venstreorienteret.

Foreholdt de alvorlige anklager fra formanden for FN's Klimapanel fastholder Lomborg sit synspunkt.

»Pachauri vælger det bekvemme synspunkt at lade som om, at der er penge til det hele. Men det vil resultere i meget lidt for alle. Lad os i stedet gøre meget godt for mange mennesker. Vi er nødt til at prioritere, hvad vi bruger pengene til. For omkostningen ved bare i et år at leve op til Kyoto-aftalen kunne vi én gang for alle give rent drikkevand og kloakering til hele verdens befolkning. Det ville forhindre to millioner dødsfald og en halv milliard alvorligt syge hvert eneste år. Kyoto vil simpelthen have en meget lille effekt på klimaet og dermed på inuitternes forhold. Det ved Pachauri udmærket,« lyder det fra Bjørn Lomborg, der netop af Time Magazine er betegnet som en af verdens 100 mest indflydelsesrige personer.

»Vedrørende Pachauris sammenligning af mig med Hitler er jeg skuffet over, at et så vigtigt spørgsmål bliver bragt ned på så lavt et niveau. Jeg så hellere, at Pachauri holdt sig til faglige argumenter. Det ville tjene debatten bedre.«

explorer@jp.dk

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere