Sitemap | Avanceret søgning |

Rå fisk og høj bølgegang

JP Explorers store klimaekspedition får prøvet grænserne af i Stillehavet. Holdets deltagere spiser rå fisk på en næsten øde ø og prøver i praksis, hvordan det er at være om bord i en lille båd, når en mindre tropisk storm raser i Stillehavet.

Af LARS FROM og KLAUS DOHM Fotos: NIELS HOUGAARD
Publiceret 10-04-2004

Funafala, Tuvalu, Stillehavet

Bølgerne kommer fra alle sider.

De rejser sig flere meter i vejret og kaster rundt med vores lille, orange fiskerbåd, som var den en løbsk badebold. De hvide skumtoppe og de blafrende palmetræer inde på land afslører, at vi befinder os midt i en mindre tropisk storm.

På kort tid er en solrig, skyfri himmel blevet dækket med mørke faretruende skyer.

Hvad der før var en rolig blå lagune er med et forvandlet til et frådende hav, der truer med at slå vores lille båd til pindebrænde på de knivskarpe koralrev.

Havet viser tænder.


Rå fisk og høj bølgegang (1)

Foto: Niels Hougaard

Mens den lokale tuvaleser, der sidder ved roret, forsøger at manøvrere båden gennem det stadig mere hidsige hav, står skummet fra bølgerne ind i hovedet af os med en kraft langt større, end bruseren hjemme på hotellet kan levere. For at gøre det hele endnu værre, begynder regnen også at hamre ned fra himlen.

På et tidspunkt rammes vi af en forkert sø, og de fleste om bord i den lille båd tænker: Nu er det slut - nu kæntrer vi. Båden bliver kastet gennem luften og rammer havoverfladen med et øredøvende brag, hvorefter vandet vælter ind over os. I en brøkdel af et sekund er der dødstille. Men så tøffer motoren videre i kampen mod vandmasserne, mens der kommer gang i øsen for at tømme båden for vand. Noget senere må selv den garvede bådfører indrømme, at her var det tæt på at gå galt.

Der er langt fra Danmarks beskyttede fjorde til Funafuti-atollen midt ude i Stillehavet og flere tusinde kilometer fra nærmeste fastland. Her er ikke meget land til at skærme af for naturens rasen, hvilket vi i høj grad får at sande på vores 40 kilometer lange sejltur frem og tilbage til atollens sydlige ende, hvor øen Funafala ligger.

De var der allerede

Vi sejler hjemmefra tidligt om morgenen. Det blæser pænt, så vi kan ikke komme over til den vestlige del af atollen, som vi har planlagt. I stedet går turen mod syd ned langs en række små, ubeboede koraløer.

Det er sidst på stormsæsonen, og efter flere uger med regn og kraftig blæst er vejret omstændighederne taget i betragtning ganske pænt. Solen skinner gennem et spredt skydække.

Da vi kommer ned til den lille mole, ligger bådføreren og hans hjælper dovent og sover under gule regnfrakker på den vuggende båd.

»Vi troede, at I ville tidligt af sted, så vi kom herned tidligt,« siger den ene.

Det er første gang, nogen på denne ø er kommet tidligere end aftalt. For her sker alting i slowmotion, og hvad der kan udsættes til i morgen, bliver udsat. Ganske charmerende - men nogle gange også noget frustrerende.

Den lille båd bliver normalt brugt af de lokale til at fiske. Og her i Tuvalu bevæger man sig ikke ud på havet for sjov. Man har et ærinde. Enten skal man fiske, eller også skal man transportere mennesker eller fødevarer.

Ud med snøren

Også på denne tur tænker vores to hjælpere praktisk. De har taget fiskesnøre med og binder et blink fast til enden.

Enhver der har stået på molen ved Vesterhavet ved, hvor megen tålmodighed, det kræver, for at man kan hive nogle få snollede fladfisk i land. Anderledes er det langt ude i Stillehavet.

Vi har ikke sejlet langt, før der er bid første gang. Båden bliver stoppet og fisken hevet indenbords. Det er en makrel. Havet herude er åbenbart et stort tagselvbord. For i de omkring halvanden time, vores sejltur varer, hives den ene fisk efter den anden ind. Og vores hjælpere ser ikke det mindste overraskede ud, hver gang en fisk spræller på krogen.

Sådan nogle fisk kan i øvrigt være nogle aggressive bæster. En af dem når at bide en af ekspeditionens deltagere i foden på vej ned i bunden af båden.

Da vi kommer ned til Funafala, bliver vi inviteret på frokost. Her bor otte voksne, en enkelt teenager og et lille barn. Beboerne samler regnvandet op i vandtanke. Her findes et køleskab, men ingen strøm. Så vi er kommet langt væk fra den moderne civilisation.

De fire familier på øen ernærer sig primært ved at fiske og dyrke lidt planter.

Adræt kravler en af vores hjælpere op i kokostræet for at skaffe drinks. Han skærer kokosnødderne fri, så de falder ned på jorden. De er ikke brune og tørre som hjemme i Føtex eller Kvickly - men grønne og saftige. Der bliver skåret et fint lille hul i toppen, hvorefter vi kan drikke den herligste, søde saft.

Af med hovedet, værsgo

Imens går en af de ældre mænd i gang med at tilberede fiskene. Med en gammel rusten kniv skærer han finnerne og hovedet af.

Efter at manden har skåret fisken til, er det kvindens opgave at servere maden. Hun har i mellemtiden kogt ris og finder nogle små plastictallerkner og skeer frem.

Vi tager sandalerne af og træder ind i den lille hytte, der har åbne vinduer til alle sider, så blæsten kan køle hytten ned.

Fisken ligger rå groft tilskåret nede i en plasticbøtte. Også hovedet ligger dernede og stirrer olmt op på os, som om den anklagende spørger, hvorfor det var nødvendigt at lade livet for vores skyld. Fluerne svirrer om maden. De har også gang i et festmåltid.

Vi synker en ekstra gang ved tanken om, at denne fisk om lidt skal ind i munden.

Imens griner kvinden med sine halvt opløste tænder og peger bydende på maden.

»Skal vi virkeligt spise det her?« tænker vi.

Hele situationen er bizar. Den tandløse kvinde, den rå fisk og den rustne kniv. Fluerne. Langt ude i Stillehavet. Hvilken kulturforskel i forhold til det pæne, beskyttede Danmark.

Men fisken smager fantastisk. Og hvor anderledes er det i virkeligheden? For også i Danmark er rå fisk og ris blevet populær under navnet sushi.

Vi får den rendyrkede vare.


Rå fisk og høj bølgegang (2)
Helle Lyster og Klaus Dohm i gang med at fortærre den friskfangede, rå fisk.
Foto: Niels Hougaard

Og i takt med at vi griner over det anderledes måltid, griner også kvinden højlydt. Selv om det er en håbløs kamp, forsøger hun at holde fluerne væk fra maden.

Trods det noget suspekte service, så er renlighed noget, der sættes højt her på Funafala. Foruden at tage skoene af, inden man går indenfor, er det vigtigt at vaske hænder. Da vi er færdige med at spise, insisterer kvinden på, at vi skal vaske fingre i et lille vandbad.

Vi takker for måltidet og går en lille tur rundt på øen. Hytterne er usle. En enkelt gris løber rundt blandt nogle få kyllinger. Folk daser dovent i skyggen. Det er tid at tage hjem.

Ud i vinden igen

Men idet vi sejler ud af den azurblå lagune, begynder vinden for alvor at tage fat. Først griner vi lidt af de høje bølger og den kraftige vind. Men langsomt bliver det mere og mere alvorligt.

Selv om vores bådfører udfører et stort og tappert stykke arbejde, bliver tilbageturen alt andet end nogen fornøjelse. Bølgerne bliver konstant større og større. På et tidspunkt går vi højre om en ø og kommer herved om i læsiden. Det giver lidt ro for de efterhånden noget medtagne passagerer. Men da vi kommer tilbage i vinden, tager pokker igen ved vejret.


Rå fisk og høj bølgegang (3)
Stillehavet er ikke karrig med gaver. En snøre og et blink, så er der aftensmad.
Foto: Niels Hougaard

Da vi lidt senere møder en anden båd, som også har forvildet sig ud på havet på det forkerte tidspunkt, ser det næsten uvirkeligt ud.

Her kommer en båd dansende oven på bølgerne, som dengang man i et badekar fremstillede halvdårlige film om skibe i havsnød. Båden, vi møder, står indimellem næsten lodret i vandet. Det ser faretruende ud. De har formentlig tænkt præcis det samme om os.

Tilbage ved byen er bølgerne så høje, at vi ikke kan gå ind til molen. Vi er derfor nødt til at springe i vandet inde i nærheden af strandkanten, hvorefter skipper og hans hjælper må kæmpe i omkring en halv time med at tøjre den genstridige båd.

Da vi er i tørvejr inde i hotellets restaurant griner en gruppe australske bistandsarbejdere rutineret, da de hører om vores strabadser ude på havet. En kan ikke lade være med at fortælle en lille historie:

»Under et lignende vejr for et par år siden forsvandt en af de lokale fiskere, som var sejlet ud i den sydlige del af lagunen. Han blev 57 dage senere fundet i live v

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten