Sitemap | Avanceret søgning |

Vejret bestemmer fremtiden

Folk på Funafuti frygter hverken havets rasen eller vindens susen. De lever afklaret med begge dele og lader Gud bestemme, om øen skal fortsætte med at eksistere.

Af LARS FROM og KLAUS DOHM
Publiceret 06-04-2004

Funafuti, Tuvalu, Stillehavet

Mens klimaeksperter, meteorologer og politikere verden over skændes om klimaforandringer, og hvad der skal gøres for at standse den globale opvarmning, så lever de ca. 11.000 beboere i Tuvalu afklaret med både vejr og vind.

»Vi er klar over, at vandet stiger. Alle siger, at øen vil forsvinde. Men jeg er troende, og hvis det er Guds vilje, så forsvinder den. Hvis Gud vil bevare øen, så fortsætter den med at eksistere,« siger den 50-årige Betty Kaitu, der har levet hele sit liv på Funafuti, hovedøen i Tuvalu.

For hende og mange andre på Tuvalu er klimaforandringer og global opvarmning ikke et tema, der egentligt eksisterer. Man lever med tingenes tilstand og indretter sig efter dem. Andet er der ifølge beboerne ikke at gøre. Men de har også i generationer levet nærmest dør om dør med naturkræfter langt stærkere, end de opleves i Danmark.

Flere gange i de seneste år er Tuvalu blevet ramt af kraftige storme og cykloner. Og i flere tilfælde kan det hænge sammen med den globale opvarmning. Samtidig er klimaforskerne nogenlunde enige om, at øriger som Tuvalu fremover i langt højere grad vil blive udsat for mere ekstremt vejr.


Vejret bestemmer fremtiden (1)
I vejrets vold. Fulau Tapu husker tilbage på en storm, der tvang ham og den øvrige besætning til at forlade et skib i havsnød.
Foto: Niels Hougaard

Både Betty Kaitu og hendes 66-årige mor, Akesa Mati, har dog allerede oplevet en lang række voldsomme storme på øen og lært at leve med dem.

»Vi ved, at de kommer. Men det er ikke noget nyt og usædvanligt for os. Det er noget, vi lever med,« siger Betty Kaitu.

En enkelt storm, som hærgede Funafuti i 1972, har dog gjort et stærkt indtryk på de to damer. Den har intet med klimaforandringer at gøre, men viser, hvad indbyggerne i Tuvalu i femtiden risikerer oftere at blive udsat for.

En eftermiddag kom vinden, og næste morgen stod kun de stærkeste af husene tilbage.

Betty Kaitu peger rundt på husene omkring den lille plads foran kirken, som vi sidder ved. Et enkelt hus nøjedes med at få revet taget af - ligesom fælleshuset blev stående. Alle andre beboelseshuse er opført efter stormen, som ødelagde resten.

Betty Kaitu var ikke selv på øen den dag, den blev ramt af stormen. Hun var i skole på en anden ø. Men hendes mor husker tydeligt dagen.

»Jeg kan huske, at vinden var så stærk, at alt blev revet væk,« fortæller hun.

Om eftermiddagen kom politiet og advarede om, at en stor storm var på vej. Alle blev bedt om at gå ned til en af øens rådsbygninger, som var den bygning med de stærkeste mure. Akesa Mati gik derned med sin mand og deres fire hjemmeboende børn.

»Vi troede, at det var verdens undergang, og jeg var meget bange, men jeg gik ikke i panik, for jeg var nødt til at holde øje med børnene,« fortæller Akesa Mati.

Stormen varede det meste af natten og først næste morgen, da hun kom ud fra rådsbygningen, gik skadernes omfang op for Akesa Mati. De fleste af øens huse var smadret, og træerne var væltet.

Også den 63-årige Fulau Tapu husker tydeligt den voldsomme storm. Han arbejdede dengang på et lille fiskerskib, der var ude på havet, da det begyndte at blæse op.

»Vi var på den vestlige side af Funafuti, men sejlede i havn, da stormen begyndte kl. fire om eftermiddagen. Kaptajnen sende mig først op til landingspladsen for at se, hvad der skete. Den var oversvømmet, og mange forsøgte i kano at sejle hen til mere sikre steder på øen,« husker Fulau Tapu.

Han gik tilbage til skibet, og kaptajnen bad sin besætning om at blive ombord. Men stormen steg i styrke. Og besætningen hoppede derfor i vandet og svømmede i de kraftige bølger ind til kysten.

»Vi blev på skibet til klokken 11 om aftenen, men derefter blev det for farligt. Så vi gik i land. Lynene slog ned, og vi kunne se, hvordan alt var ødelagt. Der var meget oversvømmelse. Alle træer var væltet. Og husene blæst i stykker,« fortæller Fulau Tapu.

Han forsøgte sammen med resten af besætningen at gemme sig mellem de væltede palmer. Der blev han indtil næste morgen, hvor han blev genforenet med familien.

Også gennem 1990'erne er Funafuti-atollen blevet ramt af flere storme.

Fulau Tapu bor i dag på en lille ø, Funafala, en times sejllads syd for Funafuti. Her bor fire familier, som kun har kontakt med omverden via båd.

»Under de store storme i 1997 var jeg her på øen. Bølgerne slog ind, og der var meget af øen, som blev skyllet i havet. Nogle af træerne væltede også, men det var ikke så slemt som i 1972,« mener Fulau Tapu.

Stormene i 1997 ryster heller ikke Betty Kaitu.

»Der skete ikke så mange skader. Nogle træer væltede, og små huse fik revet deres tag af bananblade af. Men vinden kom i stød og ikke så kontinuerligt,« siger hun.

Hun er heldig at bo på en del af Funafuti, hvor vandet ikke kommer op til hendes hus. Huset ligger ud til lagunen, og ifølge Betty Kaitu har vandet her aldrig været over den lille skrænt af døde koraller, der skærmer af mod bølgerne. Vandet er derfor aldrig kommet ind i hendes hus.

Andre beboere på øen er anderledes udsatte. Lidt længere mod nord kan man se, hvordan husene står på pæle helt ud til havsiden. Her hamrer havets bølger ind mod kysten ikke mere end to til tre meter fra husene. Og beboerne fortæller da også, at havvandet kommer ind under husene, når højvandet når sit maksimum.

Vandet nøjes ikke kun med at komme fra havet. Det kommer også op fra neden.

På husenes landside ligger små søer af havvand. En lille sti fører gennem søerne op til husene. Men på blot få minutter er stien dækket af vand. Højvandet er på vej.

explorer@jp.dk

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten