Sitemap | Avanceret søgning |

Skæbnesvanger sæljagt

Antagelig på grund af det ændrede klima gik Simon Nattaq sidste år gennem havisen med sin snescooter. På mirakuløs vis overlevede han turen samt mere end to døgn alene trods 33 graders kulde i luften. Ulykken kostede ham dog begge ben.

Af LARS FROM, KLAUS DOHM og NIELS HOUGAARD (foto)
Publiceret 28-03-2004

Iqaluit, Canada


Skæbnesvanger sæljagt (1)



Den 17. februar 2001 blev en dato, der for resten af livet ændrede Simon Nattaqs tilværelse.

Den dag som utallige mange gange tidligere i den erfarne jægers liv, var han taget ud på havisen for at jage sæler.

Siden han var dreng, har den 62-årige canadiske inuit ernæret sig som jæger og kender derfor området omkring Iqaluit i den nordøstlige del af Canada grundigt.


Skæbnesvanger sæljagt (2)

 

Her i denne kolde ødemark har jagten i årtusinder været afgørende for overlevelse. Og i hele Simon Nattaqs tilværelse har isbjørne, rensdyr, sæler og andre arktiske dyr udgjort det vigtigste eksistensgrundlag.

I dag har Simon Nattaq ingen ben. Han røg igennem isen og ned i det kolde vand. Og begge ben måtte bagefter amputeres. Tilværelsen drejer sig derfor ikke længere om jagt. Og kun sjældent kører han ud på snescooter for at følge de andre jægere.

»Isen har ændret sig meget og den er blevet mere uforudsigelig. Det er derfor blevet mere nødvendigt for jægerne at være påpasselige,« forklarer Simon Nattaq.

Fangerne i byen kan i dag rapportere om, hvordan isen omkring Iqaluit er blevet tyndere, samtidig med at vejret er blevet varmere. Det er ikke godt for et samfund, hvor isens tykkelse og stabilitet er afgørende.

Igennem isen

Og den skæbnesvangre dag i februar fejlbedømte Simon Nattaq isen, selv om han flere gange tidligere havde jaget i området, der ligger omkring 40 kilometer sydøst for Iqaluit.

»Min snescooter var for tung og pludselig røg den igennem isen, og jeg faldt ned i vandet. Jeg kunne mærke det kolde vand komme ind under dragten,« fortæller Simon Nattaq. Han illustrerer det våde tøj ved at vride et ternet viskestykke mellem hænderne.

I det lille hul havde Simon Nattaq svært ved at komme op på isen igen, fordi kanten var meget skrøbelig. Men det lykkedes ham at svømme hen til et sted, hvor isen var mere fast at kravle op. Det er kun muligt at opholde sig i få minutter i det iskolde vand, før man mister bevidstheden, så den uheldige fanger var formentlig ualmindelig heldig med overhovedet at overleve.

I minus 33 grader og drivvådt tøj gik Simon Nattaq derefter mod nord, indtil han fandt en lille hytte, hvor han kunne krybe i ly.

»Jeg var våd over det hele, men jeg fik varmen ved at gå. Min snescooter var væk og jeg havde mistet alt jagtudstyr og to geværer,« fortæller han.

I alt 53 timer måtte Simon Nattaq tilbringe i den simple hytte, hvor han undgik dehydrering ved med et lys at smelte en smule sne i en lille dåse. Endelig efter to døgn fandt et redningshold Simon Nattaq, der på grund af frostskader i fødder og underben måtte have dem fjernet på et hospital i hovedstaden Ottawa.

Det er blevet varmere

»Gud har holdt hånden over mig, for der er andre jægere, som ikke har overlevet lignende ulykker,« fortæller han.


Skæbnesvanger sæljagt (3)

I dag kan Simon Nattaq gå rundt på kunstige ben, men det meste af tiden holder den tidligere viceborgmester sig inden døre. Han er ikke i tvivl om, at klimaforandringer var medvirkende til ulykken.

»Jeg har været jæger, siden jeg var barn, og jeg kender isen. Men hvor den før var blød på overfladen og hård i bunden, så er det nu omvendt. Samtidig er det blevet varmere end før,« forklarer Simon Nattaq.

Og der er ifølge den uheldsramte jæger flere tegn på, at forholdene i Arktis har ændret sig. Vinden kommer ikke længere helt fra den samme retning. Stjernerne står anderledes på himlen. Og solen brænder hårdere i huden end før.

»Det er som om, jorden er tippet,« mener Simon Nattaq.

I hjemmet er familien naturligvis glade blot for, at husets overhoved, der selv har modtaget en æresmedalje for en heltemodig redningsdåd, overlevede den dramatiske episode.

I det grønne træhus i det iskolde og snedækkede Iqaluit bor han i dag med sin kone, børn og børnebørn. Den yngste datter Kitty kommer forbi.

»Jeg var chokeret, men er virkelig glad for, at han overlevede ulykken,« siger Kitty og fortæller, at der hvert år sker 2-3 alvorlige jagtulykker i området.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten