Sitemap | Avanceret søgning |

Artikler fra JP's arkiv

Ansvar for klimaet
Kampen for at forhindre alt for voldsomme ændringer af kloden klima står øverst på miljøminister Hans Christian Schmidts (V) politiske dagsorden.

Han garanterer derfor, at Danmark vil gennemføre en reduktion på 21 procent i udledningen af drivhusgasser, sådan som det er aftalt med de andre EU-lande, uanset om den omstridte Kyoto-aftale bliver til noget eller ej.

Men han vil også have den enkelte dansker til at gå ind og tage et medansvar:

»Den enkelte borger gør også en forskel. Hver gang man vælger, har det en betydning. Når man vælger transportmiddel, eller når man køber ny vaskemaskine eller køleskab, bør man vælge noget af det, der bruger mindst energi og derved er med til at nedsætte udledningen af drivhusgasser,« opfordrer den danske miljøminister.

»Vi har i Danmark allerede skabt en masse vedvarende energi, ligesom vi ved hjælp af energiafgifter og energibesparelser har reduceret vores forbrug af energi - og dermed også vores udledning af drivhusgasser. Og vi skal hele tiden forsøge at skabe incitamenter, der kan medføre yderligere reduktioner i vores energiforbrug,« lyder den ambitiøse melding fra Hans Christian Schmidt, der dermed indirekte bakker op omkring de høje, danske energiafgifter.

Han understreger samtidig, at målet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 21 procent i 2008-12 i forhold til udledningen i 1990 vil blive fastholdt.

Ambitiøs målsætning

»Det er en af de mest ambitiøse målsætninger i hele verden. Og det er en målsætning, der vil koste os mellem en og fem milliarder kroner om året fra 2008-2012. Men vi er fast besluttede på at gennemføre reduktionen - også selv om Rusland ikke underskriver Kyoto-aftalen og hele aftalen derved falder på gulvet. EU-landene har juridisk og moralsk forpligtet hinanden på at gennemføre reduktionerne, så det vil vi gøre,« fastslår miljøministeren.

Regeringen har netop fremlagt en lov, der tildeler en række af de største danske virksomheder bestemte kvoter for, hvor mange drivhusgasser de må udlede til atmosfæren. Hvis kvoten overstiges, må virksomheden ud og købe kvoter af andre - evt. i udlandet.

»Hvis de ikke vil det, må de nedsætte deres egen udledning eventuelt ved at nedsætte deres produktion,« fastlår Schmidt.

Tilsvarende er den danske regering gået ud og har købt CO²-kvoter i forskellige andre lande. Miljøministeren understreger, at der, for at handelen med kvoter kan accepteres, skal være tale om reelle reduktioner, der ellers ikke ville være sket.

»Man kan naturligvis spørge, om det betyder noget, at man reducerer udledningen af drivhusgasser lidt i Kina eller Chile i stedet for bare at lade det buldre derudaf. Men det mener vi, at det gør. Samtidig overfører vi ny teknologi til de pågældende lande.«

Miljøministeren finder det afgørende, at lande som Kina og Indien med deres over to milliarder indbyggere kommer med i kampen for at undgå menneskeskabte klimaforandringer.

»Allerede nu lever 180 mio. af Kinas indbyggere fuldstændig som europæere. Derfor skal vi have Kina og Indien med - og forhåbentlig også USA.«

Uenig med Lomborg

Den danske miljøminister har de seneste uger fulgt JP Explorers klimaekspedition jorden rundt. Ikke mindst diskussionen om, hvorvidt man skal gennemføre en stor indsats for at redde truede kulturer som f.eks. inuitterne i Arktis eller befolkningerne på de lavtliggende øer i Stillehavet fra de klimaforandringer, der allerede er i fuld gang, optager Schmidt. Og her er den danske miljøminister lodret uenig med bl.a. direktør Bjørn Lomborg fra Institut for Miljøvurdering, der mener, det vil være for dyrt at forsøge at redde f.eks. inuitterne og deres kultur fra undergang.

»Man kan ikke bare gøre inuitkulturens overlevelse op i penge, sådan som Lomborg har talt for. Det er en helt forkert måde at betragte problemet. De problemer, man har i Arktis, er mere alvorlige end noget andet sted på jorden. Jeg vil derfor presse på for at gøre endnu mere for indbyggerne i Arktis, ligesom vi fortsat vil være i dialog med Grønland om, hvordan vi kan gøre mere for at hjælpe.«

»Vi skal selvfølgelig prioritere vores indsats på miljøområdet, men klimaforandringerne er altså et af de alvorligste problemer, vi har,« mener Hans Christian Schmidt.

JP Explorer har den seneste uge beskrevet problemerne omkring mangel på vand i bl.a. Afrika. Og netop manglen på rent vand er et af de områder, den danske regering har prioriteret højest i hjælpen til de fattige lande de senere år.

»På miljøtopmødet i Johannesborg i 2002 besluttede verdens lande, at vi inden 2015 skal have halveret den andel af verdens befolkning, der ikke har adgang til rent vand og ordentlige kloakforhold. Derfor giver Udenrigsministeriet godt 300 mio. kr. til vandprojekter i Afrika, mens EU samtidig giver knap to mia. kr. Her i Miljøministeriet har vi afsat godt 60 mio. kr. til at være med til at sikre rent vand i Østeuropa og Kaukasus,» lyder forklaringen fra Hans Christian Schmidt.

Samtidig med at der de seneste dage har været kritik af, at den danske plan for skovrejsning ikke lever op til målene, er den danske miljøminister bekymret for, hvor hurtigt det i lande som Brasilien går med at fælde regnskoven.

»Det er et globalt miljøproblem, at man fælder regnskoven. Og jeg er bekymret over den globale skovrydning. Vi skal forsøge at dæmme op for den ulovlige hugst, der sender penge ned i de forkerte lommer og kan påvirke klimaet negativt, fordi skovene er med til at binde store mængder kulstof. Uden skovene vil mængden af drivhusgasser i atmosfæren derfor blive endnu højere. Af samme grund har vi indført særlige vejledninger om køb af tropisk træ, ligesom vi har lavet aftaler med forskellige lande som Rusland og Malaysia, så vi kan sikre, at vi ikke medvirker til skovrydning, når vi køber træ i udlandet,« forklarer Schmidt.

Foretrækker biomasse

Miljøministeren betragter det som særdeles positivt, at ulandet Brasilien har haft succes med at tilsætte op til 25 procent ethanol til benzinen og derved nedsætte udledningen af drivhusgasser fra transportsektoren markant. Han tror dog ikke, det er en model, Danmark kan bruge.

»Overordnet set er det en god idé. Men herhjemme har Energistyrelsen regnet ud, at det vil være langt billigere at bruge biomasse i energi- og varmeproduktionen. Derfor er det en bedre løsning for os. Energistyrelsen har regnet ud, at det vil koste 400 kr. for hvert tons CO² vi sparer, hvis vi vælger at bruge f.eks. ethanol i bilerne, mens det kun vil koste omkring 120 kr. pr. tons, hvis vi i stedet vælger at bruge biomasse i kraftværkerne.«

Hans Christian Schmidt er ikke i tvivl om, at klimaet er i fuld gang med at forandre sig på grund af de store mængder drivhusgasser, vi allerede har sendt ud i atmosfæren.

»Klimaet i Danmark bliver derfor varmere og vejret mere ustabilt. Og danskerne skal indstille sig på, at der fremover skal tages højde for effekten af klimaforandringer. At en tilpasning er nødvendig. Og så slipper vi endda billigt. Andre områder af kloden har udsigt til helt anderledes voldsomme forandringer i form af oversvømmelser og ørkendannelse. Jeg har derfor været begejstret for at, JP Explorer de seneste uger har forsøgt at sætte kød og blod på mange af de mennesker, der vil blive ramt af klimaforandringerne. Det er en opgave, avisen er sluppet ualmindelig flot fra,« mener den danske miljøminister.

explorer@jp.dk

02-05-2004

Appel til europæernes ansvarlighed
Europa bør være med til at betale for, at indianerne i Amazonas kan overleve.

Budskabet fra Mercio Gomes, præsident for organisationen Funai, der varetager indianernes interesser i den brasilianske regering, er klart: De sydamerikanske indianeres fremtid er også Europas ansvar.

»Vi behøver flere penge til at opkøbe områder i regnskoven, som indianerne kan bo i. Da europæerne kom hertil i 1400-tallet, var de med til at ødelægge indianernes levevilkår. Ved at bidrage kan europæerne betale gammel gæld tilbage,« siger han.

Siden Columbus i 1493 sejlede over Atlanterhavet, har de indianske stammer, som i århundreder har levet i pagt med naturen i de store regnskove i Sydamerika, været under pres. Ja, de har reelt været tæt på udryddelse. Først blev mange myrdet af den hvide mand. Siden døde mange af sygdomme og hårdt arbejde, når de for eksempel blev sat til at arbejde i minerne. Lige indtil i dag har deres kultur været under hårdt pres.

Midt i 1950'erne var der således blot omkring 120.000 indianere tilbage i Brasiliens regnskov. I dag er antallet øget til 410.000, og årligt vokser antallet af indianere ifølge Mercio Gomes med 3,5 procent.

»Det er tilfredsstillende, og indianernes undergang vil ikke ske. Men det er reelt en krig at sikre dem ordentlige levevilkår i regnskoven. Mange mennesker vil tage deres land, og der er mange spændinger i områderne omkring reservaterne,« siger Mercio Gomes.

Brasiliens regering har allerede tildelt de forskellige indianersamfund omkring 900.000 kvadratkilometer regnskov at leve i. Det svarer til ca. 20 gange Danmarks størrelse. Især Tyskland har allerede hjulpet med millionbeløb til at købe den del af jorden, som var på private hænder. Opkøbene af reservaterne betyder, at godt 0,2 procent af Brasiliens indbyggere lever på omkring 12 procent af landets areal. For eksempel bor der omkring 10.000 indianere i et reservat, der er fire gange Danmarks størrelse. Men ifølge Mercio Gomes mangler der stadig at blive opkøbt omkring 200.000 kvadratkilometer. Dem skal ekstra penge fra Europa være med til at sikre.

Både små farmere, store kvægproducenter og firmaer, der beskæftiger sig med skovhugst, er naturligvis også interesserede i de store landområder. Så selv om fældningen af regnskov er reguleret ved lov, er der hele tiden angreb på indianernes reservater.

»Det er meget svært at holde folk ude fra reservaterne,« siger Mercio Gomes.

Men tildeling af land er ikke nok til at sikre indianernes fremtid. I dag er omkring 90 procent af indianerne afhængige af økonomisk støtte fra regeringen. Foruden at leve som jægere og fiskere sælger de blandt andet kunsthåndværk. Men mange tjener også ekstra penge ved ulovligt at fælde skoven og sælge træet. Andre indianere lejer jorden ud, selv om den tilhører regeringen, og det er ulovligt.

Derfor er det ifølge Mercio Gomes vigtigt, at man for eksempel gennem uddannelse og ved at give dem redskaber sikrer, at indianerne kan klare sig selv. Det er også vigtigt at sikre indianerne ordentlig medicinsk hjælp, mener han.

Arktis synker i grus

Om 10-15 år vil Alaskas næststørste by Fairbanks - på grund af den globale opvarmning - begynde at synke i grus.

Sådan lyder den dystre spådom fra professor og direktør Douglas Kane fra University of Alaska Fairbanks.

Mange steder i Arktis er den globale opvarmning i fuld gang med at ændre dramatisk på vilkårene for at overleve her i ødemarken. Nogle steder truer opvarmningen med at ødelægge de isveje, der i dag er afgørende for, at folk kan bo afsides steder langt ude på tundraen. Andre steder er det optøningen af permafrosten, der er den største trussel.

»Hvis temperaturen stiger en-to grader i Fairbanks, vil permafrosten smelte, og så vil mange huse begynde at synke sammen. De seneste 20-30 år har vi set en temperaturstigning på mellem en og to grader pr. tiår - det vil formentlig fortsætte. Og det vil ramme Fairbanks hårdt,« mener Douglas Kane.

Jorden synker sammen

Både i Fairbanks og mange andre steder i Arktis har folk bygget deres huse oven på den jord, der i århundreder eller årtusinder har været bundfrossen. Når temperaturen stiger, som det sker i øjeblikket, smelter permafrosten nede i jorden. Det betyder, at den is, der ligger frosset nede i jorden, pludselig smelter og bliver til vand. Vandet omdanner overfladen til en blød mudret masse med det resultat, at jorden mange steder ganske enkelt synker sammen.

»Derfor er mange bygninger i Fairbanks begyndt at sætte sig. De får revner, dørene binder, eller gulvet bliver skævt. I værste fald bliver man nødt til at rive husene ned. Det har vi netop her på universitetet gjort ved et blot 20 år gammelt hus, der var blevet helt ødelagt, fordi permafrosten forsvandt,« fortæller den amerikanske professor.

Ifølge forskningsleder Jens Hesselbjerg Christensen fra Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, er Alaska et af de steder i Arktis, der har oplevet den kraftigste opvarmning. Han kan til gengæld trøste grønlænderne med, at problemet her ikke er så stort, fordi langt de fleste huse i Grønland er bygget på klipper.

Det er husene i Inuvik et lille stykke på den anden side af grænsen mellem Alaska og Canada ikke. Midt inde i byen er en hel boligblok ved at styrte i grus. Ejendommen, der indeholder adskillige lejligheder, er klodset op med kæmpe blokke af trykimprægneret træ og kraftige trækiler. De gamle træpæle, som boligblokken oprindelig er bygget på, er rådnet op. Uden den kunstige understøtning ville hele huset kollapse.

Andre steder i byen er flere huse samt byens skole allerede dømt til nedrivning, fordi det ikke kan betale sig at reparere skaderne på dem.

Floderne fryser senere og tør før

Selv om det fortsat er iskoldt en stor del af tiden her i Arktis, giver den globale opvarmning også andre problemer. Når vinteren kommer, fryser alle floder, søer og vandløb til is, hvorefter man kan køre næsten overalt. Med et varmere klima forsvinder den mulighed langsomt.

»Vi oplever, at floderne fryser senere til og bryder tidligere op,« fortæller Russel Newmark, ejer af E. Grubens Transport, der har ansvaret for isvejene i det nordvestlige Canada.

»Hvis vi ikke kan lave iceroads, vil det ændre livet her dramatisk. Det meste af vores transport sker over isen. Uden isvejene vil en del mennesker nok blive nødt til at flytte,« mener Russel Newmark, der har 200 ansatte til at lave og vedligeholde isveje om vinteren.

Billedet af floder, der fryser senere til is - og bryder tidligere op - er det samme overalt i Arktis. Fra Alaska til Canada og Sibirien.

»Nogle steder er det nogle dage senere end normalt, at floderne fryser til - andre steder er det en uge. Når vi sammenligner perioden 1950-80 med perioden 1980-2008, ser vi, at næsten alle floder i dag bryder tidligere op og fryser senere til om vinteren,« forklarer Douglas Kane, der også mener, at klimaforandringerne vil få store konsekvenser for livet i Arktis.

»Især for de inuitter, der lever i Arktis, betyder det rigtig meget. Uanset om de vil det eller ej, er de nødt til at tilpasse sig et ændret klima. Næsten alle bor ved kysten eller langs floderne. Og der er meget stor forskel på at leve her om vinteren, hvor alt er dækket af sne og is, og om sommeren, hvor der er vand overalt, og det er svært at komme rundt. De fleste steder har man ikke ret meget infrastruktur.«

Temperaturen i det nordlige Alaska er i løbet af de seneste 30 år steget med 3-4,5 grader. Det vil formentlig fortsætte de næste 20-30 år med nogenlunde samme hastighed, vurderer Douglas Kane.

Han peger også på det faktum, at isen omkring Nordpolen i år har haft den næstmindste udbredelse nogensinde. Det er efter hans mening endnu et bevis på, at klimaet er forandret.

»For nogle år siden trak isen i Det Arktiske Ocean ved Prudhoe Bay og Barrow ved Alaskas nordkyst sig slet ikke væk om sommeren - i år er den meget langt væk. Der er sket en ekstrem forandring af klimaet i Arktis,« fastslår Douglas Kane.

Brasilien kopierer de rige lande
»Vi gentager blot den udvikling, som Europa og USA havde i det 19. århundrede. Vi rejser mod nord og vest og koloniserer noget af vores land, sådan som man gjorde i USA,« forklarer José Miguez, generalsekretær for Brasiliens regeringskommission for klimaforandringer og en af nøglepersonerne i den brasilianske klimaindsats.

»Forskellen er, at mens man i de rige lande taler om, at vi udrydder regnskoven, så er vores opfattelse, at vi blot høster nogle af frugterne fra regnskoven, indtil vi når samme udviklingsstade med hensyn til kvægdrift og landbrug, som man gjorde i Europa og USA i det 19. århundrede.«

»Samtidig glemmer folk, når de fokuserer på vores fældning af regnskoven, at lande som Tyskland, Frankrig, USA og til dels også Canada allerede har fældet 50 procent af deres skove. Det er derfor meget svært at tage kritikken alvorligt.«

I øjeblikket diskuterer eksperterne højlydt, hvor meget kulstof - og dermed især mængden af drivhusgassen CO2 - der er plads til i atmosfæren, før vores fælles klima vil tage alvorligt skade.

»Og hvis man ender med at konkludere, at der ikke er plads til mere kulstof i atmosfæren, vil vi næppe få lov at øge vores udledning. På den måde forsøger man internationalt at stoppe forandringen af det globale klima. Men det handler i virkeligheden om et meget stort socialt problem, og udviklingslandene kan ende med at blive sorteper,« lyder det fra José Miguez.

Langt mere fornuftigt

Han mener desuden, at Brasilien rent faktisk opfører sig langt mere fornuftigt, end man har gjort i de rige lande.

»Mens de rige lande de seneste 150 år har afbrændt meget store mængder fossile brændsler som kul, olie og gas, har vi blot høstet en lille del af regnskoven. Lige nu er regnskoven cirka 15 procent mindre end den gang, da udbredelsen var størst.«

»Samtidig har træerne faktisk en neutral påvirkning på mængden af drivhusgasser i atmosfæren. Kulstoffet, der frigives, når man fælder træerne og brænder dem, findes allerede i naturens eget kredsløb. Derfor kan man blot genanvende kulstoffet ved at plante nye træer, der så vil vokse op og optage kulstoffet fra atmosfæren. Det kan man ikke gøre, når der er tale om fossile brændsler som f.eks. olie.«

Det er derfor med en vis bitterhed i stemmen, at den brasilianske klimaekspert taler om USA og det internationale samfunds forpligtelse i forbindelse med diskussionen om klodens klima.

»I klimadiskussionen nægter USA at tale om fortiden. Men industrialiseringen begyndte altså i 1850, mens vores fældning af regnskoven ikke blev indledt før omkring 1970. Derfor er vores indflydelse på den globale opvarmning minimal.«

José Miguez erkender dog, at situationen i den brasilianske regnskov ikke er tilfredsstillende og tillige er meget svær at styre.

Klimaforskere ved det ansete Hadley Center i Storbritannien mener, at hele området omkring Amazonas kan blive udsat for en dramatisk opvarmning og udtørring i løbet af de næste 100 år, hvis fældningen af regnskoven fortsætter. Lokalt risikerer man en temperaturstigning på op mod otte grader med dramatiske følger for planter, dyr og mennesker.

Der er dog også håb for den brasilianske regnskov. Således vurderer José Miguez, at skoven flere steder er ved at gro op igen.

Ikke desto mindre viser tallene, at der hvert år forsvinder op mod 0,40 procent af Brasiliens regnskov. Indtil nu har kloden mistet et stykke regnskov i Brasilien, der svarer til Frankrigs størrelse.

explorer@jp.dk

Det gode liv i kulden
Iqaluit, Canada

Termometret viser minus 27, men med vindfaktor er den reelle temperatur minus 33. Og sidst på dagen vil det blæse op og blive endnu koldere. Temperaturen vil så være omkring minus 38 med mulighed for at nå under 40.

Man skulle tro, at den 59-årige inuit Pauloosie Kilabuk gerne ville have det bare lidt varmere. Men sådan er det ikke. Faktisk er Pauloosie Kilabuk ligesom tusindvis af andre inuitter bekymret for fremtiden og ikke mindst for, hvordan vores fælles klode vil opføre sig.

Han har siden slutningen af 1980'erne set klimaet blive varmere og varmere, isen blive tyndere, jagten ude på havisen blive mere farlig, set rensdyrene forsvinde og isbjørnesæsonen blive kortere.

Og den lille, vejrbidte mand med de tykke, hjemmelavede isbjørnebukser og støvler fremstillet af hundeskind mener absolut ikke, det er for koldt heroppe i det nordlige Canada, selv om han ofte bor i sin lille, beskedne, hjemmelavede hytte langt ude i ødemarken. Han så derimod gerne, at resten af verden viste lidt mere respekt for kloden og f.eks. lod være med at sende alle de mange drivhusgasser fra store luksusbiler, aircondition og osende kraftværker ud i atmosfæren. Drivhusgasser, der menes at være en medvirkende årsag til, at det siden slutningen af 1980'erne er blevet markant varmere på kloden - især i de arktiske egne, hvor temperaturen flere steder allerede er steget omkring tre grader på 20-30 år.

Det hårde liv

Da Pauloosie Kilabuk kom til verden den 28. november 1944, så verden ganske anderledes ud.

Fangerkulturen var stort set uberørt af udviklingen i resten af verden. Den nye inuit blev født i et lille isoleret fanger- og jægersamfund godt 75 kilometer fra Iqaluit som den ene af i alt syv børn. Hans far var jæger og fanger, mens moderen tog sig af hjemmet, syede tøj af skindet fra isbjørne, ulve, sæler, rensdyr og andre vilde dyr, det lykkedes familien at få nedlagt, samt lavede mad og passede børnene.

Men det var et hårdt liv med store omkostninger.

Den ene søster blev syg og døde, fordi der ikke var nogen læge i nærheden.

Senere forsvandt den ene bror sporløst, en dag han var ude i sin kano.

Den anden af Pauloosie Kilabuks to brødre endte med på den mest ulykkelige måde at tage sit eget liv ved hængning.

Faktisk er selvmord i dag et af de allerstørste problemer for inuit-kulturens overlevelse. Inuitternes selvmordsrate er blandt de allerhøjeste i hele Nordamerika. Og selvmord samt misbrug af alkohol og narko er et endnu større problem blandt inuitterne end blandt de nordamerikanske indianere, der også har særdeles svært ved at klare overgangen fra deres originale kultur til den moderne civilisations gode og dårlige sider.

I 1955 flyttede familien Kilabuk ind til byen Iqaluit.

»De sagde, det var, fordi vi skulle gå i skole, så vi kunne få et almindelig job, når vi voksede op,« fortæller Pauloosie Kilabuk.

Det med skolen blev imidlertid ikke til så meget. Pauloosie Kilabuk syntes, det var meget mere interessant at gå på jagt. Derfor gik han ligesom mange andre unge ud af skolen uden at have lært forfærdeligt meget. Et problem, der fortsat er udtalt hos de unge i Iqaluit, hvor rigtig mange aldrig får gjort deres skolegang færdig.

Inde i byen lagde faderen jobbet som jæger delvis på hylden og tog job hos hæren, dels som opvasker, dels som chauffør.

Revolution snescooter

Men i vinteren 1961-62 skete der noget, der ændrede inuitternes kultur. Her kom de første snescootere til dette arktiske udsted.

Pauloosie Kilabuk var på det tidspunkt en ung mand med stor appetit på livet. Især fangerlivet.

»Jeg var ung og ønskede at have det sjovt. Derfor tog jeg ud på jagt med snescooter, så snart jeg fik chancen. Og det fortsatte jeg med, også efter at jeg havde fået job først som ansat på det lokale kraftværk senere som ansat i sundhedsvæsenet og som medarbejder i naturforvaltningen,« fortæller Pauloosie Kilabuk, mens han viser rundt i sin lille beskedne selvbygger-hytte.

Herinde i hytten en god time på snescooter fra Iqaluit opstår der på kort tid en imponerende varme. Minus 33 grader bliver i løbet af et par timer forvandlet til sauna-agtige 30-35 plusgrader med hjælp fra den lille effektive petroleumsbrænder og det åbne kogeblus midt på gulvet.

I dag er snescooteren nærmest uundværlig for inuitterne i Iqaluit og i resten Nunavut-land i det nordlige Canada.

Udenfor stort set hvert hus holder mindst én snescooter, som regel flere - og ofte mindst et par gamle, udtjente scootere, der leverer reservedele, når noget går i stykker. I modsætning til Grønland, hvor man har holdt fast i hundeslæden som det foretrukne transportmiddel i ødemarken, har snescooteren for de canadiske inuitter totalt overtaget rollen som transportmiddel.

Som helt ung havde Pauloosie Kilabuk en enkelt vinter sit eget hundeslædespand. Men hundene var skræmte, så han valgte til sidst at efterlade dem ude på en øde ø - og har aldrig set dem siden. Hvorvidt de døde eller lærte at klare sig selv, bekymrer ikke Pauloosie Kilabuk. Den slags klarer naturen selv, mener manden, der forsøger at leve på naturens præmisser, såvidt det overhovedet er muligt.

I dag er der stort set ingen af inuitterne i området, der har hundeslæde. Den slags er fuldstændig overtaget af de larmende fartmonstre, som de lokale blot kalder skidoo.

Sprog og kultur i forfald

Ligesom hovedparten af de andre unge blev Pauloosie Kilabuk gift og fik børn. Syv af sine egne og to adoptivbørn.

Inuitterne har en helt speciel tradition for at adoptere hinandens børn. I enhver familie er der børn, der er adopteret. Nogle gange er forklaringen, at forældrene ikke selv har mulighed for at passe deres børn - enten på grund af sociale problemer, økonomisk formåen, eller blot fordi de bor for langt væk fra skole og lignende.

Netop børnene og de unge er det største problem for inuit-kulturens overlevelse.

»Mine børnebørn kan i dag ikke tale vores eget sprog, inuttitut, de taler i stedet engelsk. Mine børn forstår og læser dog vores eget sprog. Men jeg tror ikke, vi kan fortsætte med at leve, som vi gjorde i gamle dage. Vi har ikke længere hundeslæder, ligesom folk ikke længere går klædt i vores originale tøj lavet af pelsen fra de dyr, vi nedlægger. Mange ved heller ikke længere, hvordan man bygger en iglo,« forklarer Pauloosie Kilabuk, der ikke har noget entydigt svar på, hvorvidt det er godt eller skidt, at tingene har forandret sig.

Han er dog bekymret for, at mange unge inuitter reelt ikke aner, hvordan en rigtig inuit lever. I skolen forsøger man at lære eleverne traditionel jagt, bygning af iglo og lignende, men flere og flere unge ønsker slet ikke at leve livet ude i naturen.

Historisk er inuitterne kendt for at være usædvanlig gode til at tilpasse sig. Det menes således at være klimaforandringer, der for 18.000 år siden fik inuitterne til langsomt at begynde indvandringen fra Sibirien til Nordamerika via Beringsstrædet. Da dyrene vandrede østpå, fulgte inuitterne efter.

Derfor er jagt også grundlaget for hele kulturen. Og Pauloosie Kilabuk har hele sit liv holdt fast i rollen som jæger, selv om det mest er foregået i fritiden. Han har selv skudt fem isbjørne og fem ulve i sit liv.

»Jeg kunne have skudt flere isbjørne, men da jeg havde chancen for at skyde min sjette isbjørn, besluttede jeg mig for at give den til min 10-årige søn. Jeg rakte ham derfor min riffel, hvorefter han fik sin første isbjørn. Det er meget vigtigt for os at skyde de vilde dyr og spise kødet fra dem. Således ville mine blodårer skrumpe ind, hvis jeg ikke længere spiste vildt kød,« forklarer Pauloosie Kilabuk, mens han tager sig en ordentlig luns rå fisk.

Jægerne får op til 50.000 kr. for et godt isbjørneskind, mens prisen for skindet fra en ulv er op til et par tusinde

Det synkende ø-rige
Funafuti, Tuvalu, Stillehavet

Når det er højvande, ændrer livets gang sig på den lille ø Funafuti, der ligger isoleret i Stillehavet.

Så lader beboere bilerne og motorcyklerne stå, så de ikke tager skade af det indtrængende saltvand, der står højt på øens få gader og veje. Flere må sejle i kano for at kunne komme ind i deres huse, der står på høje pæle. Og en række plantager med rodfrugten Pulaka, som er en traditionel spise på øen, er opgivet, fordi planten ikke kan tåle saltvandet.

»Tidligere troede jeg, at det ville tage 100 år, før vores land var forsvundet. Men nu tror jeg, at det vil gå meget hurtigere,« siger meteorolog Hilia Vavae, der er leder af Tuvalus eneste vejrstation.

Tusindvis af kilometer fra det nærmeste fastland kan man næsten fornemme, at havet er i færd med at tage tilbage, hvad naturen har brugt tusinder om ikke millioner af år på at skabe. Det højeste punkt på øen ligger blot tre meter over havets overflade, og øen er sine steder ikke bredere end nogle få meter.

Oceanet stiger

Mod øst hamrer Stillehavets bølger mod den stenede koralkyst. Mod vest er presset lidt mindre fra den noget mere rolige lagune. Funafuti er hovedøen i stillehavsriget Tuvalu, der består af i alt ni beboede øer og atoller. Den er som mange andre øer og lavtliggende områder på kloden truet af, at vandstanden i verdens have stiger.

Den pessimistiske vurdering for Tuvalus fremtid bygger Hilia Vavae på meteorologiske fakta og på egne observationer. Oversvømmelserne på øen er ifølge meteorologen gennem de seneste 10 år blevet markant kraftigere og kommer oftere. I dag er der jævnligt ved højvande oversvømmelser fra januar til maj og igen fra september til december.

»Sådan har det ikke altid været. Da jeg begyndte arbejdet på vejrstationen i 1986, havde vi oversvømmelser to måneder om året og slet ikke så kraftige, som dem vi ser i dag,« siger Hilia Vavae.

Vandstanden ved øen bliver målt af to målestationer, som Australien har stillet op ud for kysten. Vandstanden nåede den hidtidige rekord i marts 2001 og blev målt til 1,8 meter over normal vandstand. Det er et problem, når øen reelt ikke er meget andet end en lille sandbanke eller en dynge koraller i havet.


»Den dag stod vi i vand op ad benene uden for stationen, selv om den ligger 2,1 meter over havets overflade,« fortæller Hilia Vavae og peger op på nogle billeder på væggen, der er taget som dokumentation for den kraftige oversvømmelse.

Lidt efter, at vandet i havet når sit højeste, trænger havvandet op gennem de koraller, der danner øens fundament.

Vandstanden i havene varierer helt naturligt. Men siden 1993 er havet omkring Tuvalu steget med 5-6 centimeter. I øjeblikket stiger det med omkring 5,7 millimeter om året, fremgår det af en rapport fra South Pacific Sea Level & Climate Monitoring Project, der støttet af den australske regering nøje følger udviklingen i verdens have.

Projektets seneste opgørelser viser, at stigningen omkring Tuvalu er gennemsnitlig for en række stillehavsøer som Fiji, Vanuatu, Samoa og Marshall Øerne. Men på Tonga stiger vandet med 13,6 millimeter om året, mens det i Mikronesien stiger med faretruende 43,5 millimeter - eller næsten 4,5 centimeter hvert eneste år.

Global trussel

I løbet af de næste 100 år regner forskerne med, at vandstanden i verdenshavene vil stige med mellem 11 og 77 centimeter. Derfor er stillehavsøerne ikke de eneste områder, der kan få problemer med den stigende vandstand. For eksempel vil store dele af Bangladesh og områder i Egypten forsvinde, hvis havet stiger, som forskerne forudser, og der ikke bliver gjort noget for at inddæmme landområder. I værste fald risikerer millioner af mennesker at blive hjemløse.

Årsagen til den stigende vandstand er omdiskuteret, men kædes af de fleste forskere sammen med den globale opvarmning, der blandt andet resulterer i, at de fleste af verdens gletsjere smelter kraftigt, ligesom det er et faktum, at vand fylder lidt mere, når det bliver varmet op.

Faretruende cykloner

Stigende vandstand er imidlertid ikke den eneste trussel mod Tuvalus fremtid. Stillehavsriget trues også af mere ekstremt vejr. Flere gange i de seneste år er øerne blevet ramt af kraftige cykloner, også selv om den nordligste del af ø-riget ligger uden for det, man normalt anser for at være det såkaldte cyklonbælte.

I 1997 blev Funafuti ramt af tre cykloner, Gavin, Hina og Helly, der tilsammen åd omkring en halv kvadratkilometer af de lille ørige, som i forvejen kun bestod af i alt 26 kvadratkilometer land. Den sidste cyklon kom endda uden for sæsonen i juni.

En cyklon opstår i Stillehavet, når havets temperatur er over 27 grader. Vandet varmer luften op, som stiger til vejrs, hvorved der dannes ekstreme lavtryk ved vandoverfladen. Det fænomen kan udvikle sig til cykloner, der hærgende bevæger sig rundt i Stillehavet.

Ifølge Hilia Vavae vil Tuvalu fremover blive hårdere ramt.

»Jeg tror, at vi fremover vil blive ramt af flere cykloner som følge af den globale opvarmning,« siger hun.

I marts 1997 viste cyklonen Hina, hvad der kan ske i et lille sårbart ø-område som Tuvalu. Den dag blev en af Funafuti-atollens små ubeboede koraløer, Tepukasavilivili, fjernet fra havets overflade. Kokospalmerne blev revet op med rode og blæst ud i havet, og store dele af øens koraller vasket væk, så man i dag kun kan se resterne af øen, når der er lavvande.

En anden lille ubeboet koralø, Nasafua, er tæt på at lide samme skæbne.

»Den dag viste os, hvad der kan ske resten af Funafuti,« mener Hilia Vavae.

Ingen ældre huse

Funafuti er også blevet ramt af andre cykloner. I 1972 raserede en storm øen og væltede mange huse og træer. Derfor ser man i dag ingen ældre huse på øen. De fleste huse er enten bygget af beton med bliktag eller er primitive hytter bygget af træ, drivtømmer, palmeblade og lignende.

I 1992 skete det helt usædvanlige, at de nordligst beliggende øer i Tuvalu, der befinder sig flere hundrede kilometer nord for Funafuti, for første gang blev ramt af de kraftige storme. De anses normalt for at ligge uden for cyklonbæltet. Blandt andet blev en hel ny mole på øen Waitupo ødelagt.

»Jeg er derfor enig med de forskere, der mener, at cyklonbæltet vil blive udvidet som følge af den globale opvarmning,« siger Hilia Vavae.

Tuvalu er allerede begyndt at forberede sig på de nye tider med varmere vejr, højere vandstand og kraftigere vinde. I øjeblikket arbejder to af øens beboere på at færdiggøre en rapport over, hvad der skal ske, for at befolkningen kan tilpasse sig udviklingen.

Formålet er at sikre fødevareproduktionen, folkesundheden og vandressourcerne. Tre væsentlige områder, der allerede er ramt af problemer.

For eksempel har beboerne måttet opgive flere plantager, hvor de har dyrket den traditionelle spise pulaka. Og på en lille ø, der bliver udnyttet til sidste kvadratmeter, koster det dyrt.

»Øen er blevet mere sumpet, og saltvand trænger ind. Det kan mange planter ikke tåle. Fremover må vi lære folk at plante pulaka i højere bede,« siger Poni Faavae, der har ansvaret for rapporten, som med støtte fra FNs klimapanel IPCC skal guide Tuvalu ind i fremtiden.

Han fremviser en tidligere plantage, der i dag er opgivet, og hvor ukrudtet har taget over. At kalde det lille jordstykke for en plantage er dog lidt af en overdrivelse. For reelt er det ikke meget større end et dansk havebed.

Ifølge Poni Faavae frygter man også, at malaria skal komme til øen.

»Helbredet vil blive påvirket af den stigende varme. Den mere sumpede jord og de højere temperaturer vil give bedre vilkår for udklækning af myg. Derfor skal vi have sprøjtet mod dem,« siger han.

Vi ser, hvad der sker

På Tuvalu lever befolkningen med klimaets forandringer. Og der gøres reelt ingen tanker om, at man kan ændre på den udvikling, der alle

Diamanter dør aldrig
Der er mange måder at dø på i Afrika. Men hvis det er tid at dø, vil man dø. Sådan er skæbnen. Derfor er jeg ikke bange for dø,« fastslår 49-årige Llew Clark, som JP Explorer traf dybt inde i Okavango-deltaet i Botswana.

Og han er ikke ligefrem en mand, der har spadseret gennem livet med livrem og seler.

Efter at være født i Sydafrika har han siden have boet i stort set alle lande i det uroplagede, sydlige Afrika og har her gang på gang stirret døden direkte i øjnene. Enten i form af en bygeregn af fjendtlige geværkugler, ved illegalt at grave efter diamanter i Congo mellem oprørssoldater, banditter og kannibaler eller ved gang på gang at komme usædvanlig tæt på Afrikas vilde dyr.

Llew Clark har naturligvis også pådraget sig Afrikas mest almindelige sygdom, malaria, som han har haft mindst 15-16 gange. I 1996 blev han alvorligt syg og mistede her stort set alt for at kunne betale de store hospitalsregninger.

»Derfor tog jeg bagefter til Congo for at prøve lykken som diamantjæger. Sammen med en amerikansk tidligere grøn barret, en tidligere soldat fra de sydafrikanske special forces og en anden tidligere soldat tog jeg til Congo. Her arbejdede vi i et område kontrolleret af oprørshæren og levede sammen med bl.a. kannibaler, som jeg i øvrigt blev ganske gode venner med,« fortæller Llew Clark, der både dengang og nu var gift og havde børn.

»Kannibalerne må godt nok ikke jage mennesker mere, men de spiser stadig helst menneskekød, når de kan få fat i noget. For som én af dem forklarede mig, så danser menneskekød rundt i gryden, når man koger det. Det viser, at det stadig er levende. Når de ikke kan få menneskekød, spiser de chimpanse- eller gorillakød. Jeg levede derimod næsten udelukkende af jordnødder og bønner og tabte mig i løbet af seks måneder 37 kilo.«

De fire tidligere soldater havde hyret nogle lokale vagtmænd, der med skarpladte våben døgnet rundt skulle sørge for, at diamantjægerne ikke blev overfaldet og frarøvet fangsten af illegale diamanter. Og for Llew Clark var gevinsten faktisk temmelig pæn.

»Det lykkedes mig at tjene mere end 250.000 amerikanske dollars. En enkelt blå diamant, jeg fandt, blev således solgt for ikke mindre 290.000 dollars. Men levevilkårene var forfærdelige. Vi vidste aldrig, hvornår vi ville blive skudt af én af de andre. Og jeg skal aldrig tilbage, selv om der er utrolig smukt i Congo,« fastslår Llew Clark.

Congo er imidlertid ikke det eneste sted, hvor den garvede lykkejæger og kriger har levet livet mere end almindelig farligt.

»Da krigen i Angola rullede i 1990'erne, var jeg en overgang tilknyttet de sydafrikanske styrker. Jeg var maskingeværskytte ombord på en helikopter. Vi anså os selv for at være de gode fyre, der kæmpede mod cubanere og russere. Men på et tidspunkt tilbragte jeg seks dage på en strand i Angola, hvor jeg var så syg af malaria, at jeg troede, jeg skulle dø. Jeg havde mistet min satellittelefon i havet og kunne ikke få kontakt til min enhed. Det lykkedes dog til sidst at slippe ud,« fortæller Llew Clark, der også har haft arbejde på en ubåd.

Manden, der voksede op sammen med de sorte jægere og krigere ude på savannen, og ikke havde haft et par sko på, før han blev 11 år, har dog også brugt sine evner som skytte i jagten på nogle af Afrikas mange dyr.

»Som professionel jæger har jeg jaget alt, hvad der bevæger sig i Afrika. Flodheste, elefanter, bøffel, løver, leoparder og geparder. En overgang arbejdede jeg også som krybskytte i Botswana. Jeg var krybskytte, fordi jeg ikke havde den rigtige uddannelse til at blive anerkendt her i landet. Nu er det dog helt legalt, når jeg går på jagt,« understreger Llew Clark, der flere gange selv har været tæt på at blive ædt.

På en jagt var han hoppet ned i et hul, hvor også en gepardmor og hendes to små unger havde gemt sig. Og kun på et hængende hår lykkedes det Llew Clark at undslippe de spidse kløer på et særdeles ophidset eksemplar af verdens hurtigste dyr.

For nogle få måneder siden var det imidlertid et hjerteanfald, der var ved at tage livet af Llew Clark. Tre gange måtte lægerne anvende elektrostød for at få hjertet i gang igen, og Llew Clark viser stolt brandmærkerne på brystet frem.

Den garvede 49-årige bor i dag langt inde i deltaet sammen med sin kone og deres tre børn. Han har ingen forsikring, fordi han anser livet i landsbyen Seronga for usædvanlig sikkert. Og bilnøglen bliver heller aldrig taget ud af bilen.

»Jeg har en masse familie i New Zealand, der vil have mig til at flytte derover. Men hvor skulle jeg finde mine krokodiller? Nej, jeg bliver her i Afrika. Men hvis udviklingen fortsætter, vil jeg nok flytte længere ud i deltaet, for jeg foretrækker roen og stilheden, som den er nu.«

Llew Clark er i dag daglig leder af lodgen Mbiroba Camp, der er ejet af lokale sorte, ligesom han har sin egen forretning med at drive tre hotelbåde, der ligger placeret ude i deltaet, hvor turister kan komme og nyde livet for forholdsvis små penge.

Fredeligt eller ej, så er forholdene i Afrika specielle, hvilket Explorerholdet fik en klar fornemmelse af, en aften vi var inviteret til hyggelig komsammen sammen med Llew Clark og hans venner i deltaet med indtagelse af masser af våde varer og lidt sjov tobak.

Hele aftenen stod to skarpladte rifler klar i et hjørne.

Hvis der nu skulle opstå problemer.

explorer@jp.dk

Dårlige tider i kornkammeret
Ludhiana, Punjab, Indien

Punjab er kendt som Indiens kornkammer, og millioner af mennesker er afhængige af landbruget. Men nogle bønder mener ligefrem, at delstaten er på vej til at blive ørken.

Når man i disse dage kigger ud over markerne i delstaten Punjab i det nordvestlige Indien, signalerer alt idyl. Tusinder af landarbejdere, mange hentet fra Bengalen, høster kornet med små knive. Og på markederne i byerne ligger store dynger af korn og venter på at blive solgt.

Punjab er kendt som Indiens kornkammer, og statens hårdtarbejdende sikher har i de seneste 30 år formået at gennemføre en grøn revolution i det ellers primitive indiske landbrug.

Men bag de bugnende bunker af korn lurer en tikkende bombe, der truer med at hive eksistensgrundlaget væk under de millioner af mennesker, der alene i Punjab er afhængige af indtægterne fra landbruget.

I de seneste år er grundvandstanden i området faldet med mange meter. Og bønderne må investere i nye moderne pumper, der må længere og længere ned i jorden for at hente det vand, som er livsnødvendigt for, at bønderne kan høste hvede om foråret og ris om efteråret.

Årsagen er ifølge bønderne, at Punjab allerede nu oplever markant varmere vejr. Og en monsunregn, der kommer senere på året og medbringer mindre regn. I kombination med landmændenes intensive brug af grundvandet er det en cocktail, der ifølge bønderne selv kan omdanne delstaten til en ørken.

Ørkenen truer

Storbønderne Baljinder Singh og Bhagwaut Singh er to af de landmænd i Punjab, der efter indiske forhold med stor succes har formået at effektivisere deres landbrug. Men de mærker de stigende problemer med at skaffe vand nok.

Bhagwaut Singh har netop måttet investere 7000 kr. i en ny dybdeborende vandpumpe. Den gamle var ikke længere effektiv nok.

»Tidligere var der ingen problemer med at få vand nok. Hvis udviklingen fortsætter, får vi problemer,« siger han.

Kollegaen Baljinder Singh frygter ligefrem, at hele staten kan ende som ørken. Og han er selv med til at forværre problemet:

»For 1200 år siden var Rajasthan ikke langt herfra en grøn stat. I dag er den omdannet til ørken. Og Punjab risikerer at lide samme skæbne, fordi grundvandet konstant falder. Når vi når ned til en vis dybde, vil vi ikke længere kunne dyrke afgrøder her, og så vil også Punjab blive til ørken,« mener Baljinder Singh.

Han er samtidig klar over, at han selv med sin landbrugsdrift er en del af problemet.

»Fordi monsunen kommer senere, er vi nødt til at pumpe grundvand op for at kunne plante vores marker til med ris på det rigtige tidspunkt. Derfor fortsætter grundvandet med at falde. Hvis vi derimod stoppede med at dyrke ris, ville udviklingen vende. Problemet er, at vi tjener flere penge på at dyrke ris end på at dyrke hvede, derfor fortsætter vi, indtil der bliver fundet alternative afgrøder, som vi kan tjene lige så mange penge på,« erkender Baljinder Singh.

Han kan samtidig berette om, hvordan grundvandet på hans jord siden risen i 1975 blev introduceret i Punjab, er faldet fra knap tre meter under jordoverfladen til godt 13 meter i dag.

Baljinder Singh henter hovedparten af sin indtægt på ca. 40.000 kr. om året fra netop ris.

Den indiske regering har dog også en del af ansvaret. Det er nemlig regeringen i Delhi, der fastsætter den statsbestemte pris for henholdsvis hvede og ris. Og lige nu tjener bønderne 50 procent mere ved at dyrke ris, der ikke hører naturligt hjemme i Punjab.

Derfor har landmændene ikke råd til at opgive risen som supplement til hveden.

Jorden pantsat

Mens Baljinder Singh ejer så meget jord, at han formentlig altid vil kunne brødføde sin familie, så ser fremtiden mindre lys ud for den lille landmand Avtar Singh.

Den 28-årige landmand forsørger med sit lille jordstykke kone, fire børn og forældre. Han er taget ind på det lille marked i byen Ahmedgarh, hvor bønder fra hele området sælger deres korn.

Selv om priserne holdes kunstigt oppe af regeringen, kan Avtar Singh langt fra sælge så meget korn, at han kan holde kreditorerne fra døren.

»Det bliver sværere og sværere, at få det til at løbe rundt. De fleste af os små farmere er i dyb gæld, og de store landmænd forsøger at købe vores jord,« fortæller Avtar Singh.

I løbet af det seneste år har Avtar Singh lånt 7000 kr. i banken. Men da han på sidste års rishøst og den nuværende hvedehøst blot får en indtægt på 5000 kr., er der underskud på budgettet.

Banken har fået pant i jorden, og kan Avtar Singh ikke betale gælden, må han ud på det private lånemarked. Her er renten 30 procent, oplyser han.

Hvedehøsten fejlede

På markedet i Ahmedgarh står de små bønder i kø for at fortælle, hvor dårligt det går.

I år ligger Avtar Singhs hvedehøst 25 procent under det normale. Ifølge Avtar Singh fordi marts var usædvanligt varm og uden den mængde regn, der normalt falder.

Den faldende vandstand får også betydning for Avtar Singhs lille landbrug. For 15 år siden havde han slet ikke brug for en pumpe til at hente vand til overrisling af markerne. Den pumpe, han har nu, holder kun nogle få år mere, så kan den ikke længere nå ned til grundvandet. Men i modsætning til for eksempel storbonden Bhagwaut Singh har han ikke penge til en bedre.

»Om fem til seks år tror jeg, at jeg bliver nødt til at standse og sælge min jord. For jeg har ikke råd til at investere i en ny pumpe,« siger Avtar Singh.

Sælger Avtar Singh sin jord, bliver han nødt til at tage arbejde i industrien eller som landarbejder. Så vil han maksimalt kunne tjene 15-20 kr. om dagen.

Sker det, kommer Avtar Singh til at dele skæbne med de tusindvis af fattige landarbejdere, der udfører det manuelle arbejde for de sikhiske storbønder.

Forarmede landarbejdere

På Baljinder Singhs marker knokler landarbejderne på højtryk for at sikre en pæn indtægt til storbonden og hans familie.

Kulwant og hendes mand Jeel Singh må sammen med deres to børn arbejde i tre dage - 10 timer om dagen - for at tjene godt 100 kroner. I virkeligheden får familien ingen penge, men derimod 150 kilo af den hvede, de høster, hver gang de har høstet en acre, hvilket svarer til 4000 kvadratmeter. Når de ikke slider på marken, arbejder Jeel Singh som blikkenslager for otte kr. om dagen.

På marken ved siden af knokler en anden familie. Men Surinder Pal og hendes søster samt deres børn får kun 70 kr. - eller 100 kilo hvede - for tre dages arbejde. Samtidig er de otte mennesker, der skal leve af indtægten.

De har ikke selv noget jord. Så når de ikke er på høstarbejde for storbønderne, luger de grøntsager eller laver andet arbejde, som de kan få. Deres mænd deltager ikke i høstarbejdet, de arbejder i stedet som snedkere eller blikkenslagere og tjener omkring otte kr. om dagen.

Men det kniber at skaffe penge nok for de fattige landarbejdere, fortæller Surinder Pal. Og selv om de får en beskeden løn, kan de også blive tabere, hvis landbruget i Punjab og Indien som helhed oplever tilbagegang.

»Alt er meget dyrt, så vi har ikke penge nok. Og når det er dårligt vejr, så vi ikke kan høste, får vi ingen penge. Derfor må vi nogle gange sulte,« lyder det fra Surinder Pal.

Fremmedarbejdere

Der findes også en del gæstearbejdere fra andre dele af Indien, der knokler på storbøndernes marker.

Én af dem er Raghu Urao, der er 40 år og kommer fra Bihar provinsen. Her har han sammen med sin kone fire børn. Men selv om han hvert år tilbringer omkring seks måneder i Punjab, har han ikke mulighed for at flytte herop med sin familie.

»Jeg har ikke nogen bolig i Punjab. Derfor kan jeg ikke flytte herop med min familie. Hjemme i Bihar er de fleste fattige, og jeg har ikke noget arbejde. Derfor rejser jeg hvert år herop og hjælper med høsten. Det tjener jeg 18 kr. om måneden.

Engelsklæreren kan ikke engelsk
Assikalan, Indien

For en dansker kan det være svært at se, at det indiske skolesystem gør fremskridt, når man besøger Assi Governmet Elementary School i den lille landsby Assikalan i delstaten Punjab i det nordlige Indien.

Men alene det, at 95 procent af landsbyens børn i dag går i skole i stedet for at udføre børnearbejde, er et stort fremskridt.

»Tidligere var det kun halvdelen af børnene, der gik i skole. I dag sender selv fattige folk uden arbejde deres børn i skole,« fortæller Iqbal Singh, der underviser i engelsk og samfundsfag og er en af skolens 12 lærere.

Klasseopdelt

Som resten af det indiske samfund er også skolesystemet stærkt klasseopdelt. Mens de rige forældre sender deres børn i efter indiske forhold dyre privatskoler, så må almindelige borgere nøjes med den offentlige skole.

Det koster omkring 135 kroner om måneden at sende sit barn i en privat skole, men blot 60 øre om måneden i Assi Goverment Elementary School. Den er da heller ikke meget andet end nogle simple bygninger med en lille, udtørret plads, der fungerer som skolegård. Klasselokalerne er små, og der går ca. 25 elever i hver klasse.

Som bygningerne kan heller ikke undervisningen altid være lige kvalificeret. For selv om han er engelsklærer, forstår Iqbal Singh ikke et klap engelsk og en tolk må oversætte vores samtale.

Måske er kundskaber i engelsk for disse børn i landsbyskolen heller ikke umiddelbart det vigtigste at kunne i en egn, hvor der sjældent kommer hvide mennesker på besøg. Men hvis de skal have deres ambitioner opfyldt - mange vil for eksempel gerne være læger - så kommer man nok ikke uden om at kunne dette sprog i et land, hvor man hele tiden bliver mindet om dets fortid som engelsk koloni.

Halvdelen er væk

Selv om de fleste af landsbyens børn går i skole, så er næsten halvdelen af den ældste klasse fraværende, den dag JP Explorer besøger skolen.

Det er høstsæson, og mange er ude på marken for at hjælpe kornet i hus.

Selv om det åbenbart er tilladt at være fraværende for at arbejde, så er der alligevel disciplin i landsbyskolen.

Eleverne fra 8. klasse, der er meget imponerede over besøget fra Danmark, rejser sig, da vi kommer ind, og sætter sig igen på Iqbal Singhs kommando. De rejser sig igen, når de taler. Og tier stille, når de ikke bliver spurgt. Ikke fordi det emmer af den sorte skole - sådan gør man åbenbart bare.

Begrænset viden

Børnenes viden om Danmark er meget begrænset. Mandip Singh har dog hørt om, at Danmark har store mejerier. Han er en af de elever, der har store ambitioner, selv om han går i en lille, beskeden skole.

»Jeg vil gerne være læge og hjælpe folk. Jeg ved, at det er svært, og at jeg skal bruge meget tid på at læse bøger,« siger han.

Mandip Singh går om sommeren i skole fra klokken otte om morgenen til to om eftermiddagen. Om vinteren er mødetiden fra klokken ni til klokken tre. Der er seks skoledage om ugen - kun søndag er fridag.

»Derudover læser jeg lektier i omkring halvanden time,« fortæller Mandip Singh, der i fritiden spiller cricket med vennerne ude på vejen. Derudover hjælper han til hjemme hos forældrene.

Assi Government Elementary School har 200 elever, der går i 1. - 8. klasse. I det indiske skolesystem kan man derefter fortsætte i middleschool og videre på college, hvis man har lyst og evner.

Udviklingens bagside

Selv om flere børn med fattige forældre får en skoleuddannelse, så har udviklingen dog også en bagside. Ifølge indiske universitetsfolk, som JP Explorer har talt med, så får fattige børn i landområderne som for eksempel Mandip Singh sværere og sværere ved at komme ind på universiteterne.

Forskellen mellem de private skoler og de offentlige skoler bliver større, og derfor kan eleverne på de offentlige skoler ikke klare sig i konkurrencen om universitetspladserne.

explorer@jp.dk

Floden forsvinder
Dybt inde i hjertet af Okavango-deltaet ligger den lille landsby Seronga. En landsby stort set uberørt af den pulserende verden udenfor. Solen står op, folk åbner deres små forretninger, passer deres kvæg eller fisker lidt i floddeltaet. Der kommer også lidt turister forbi.

Alligevel er 74-årige Sareqo Sakega bekymret for fremtiden.

Bekymringen her langt inde i det dampende varme Afrika handler om vand. Masser af vand. Sareqo Sakega bor ganske vist midt i et gigantisk floddelta, der indeholder 95 procent af alt overfladevand i Botswana. Men den gamle mand har i sin levetid set vandet i både floden og deltaet falde mærkbart. Og nu bekymrer det ham, at myndighederne i nabolandet Namibia har planer om at tage noget af vandet fra Okavango-floden for at sikre indbyggerne i et af de tørreste lande i Afrika rent drikkevand.

Kan ende med krig

»Jeg kender udmærket Namibias planer. Hvis de gennemfører dem, vil det give store problemer heroppe, fordi folk her er totalt afhængige af floden og vandet i den. Uden vand er vi ingenting. Uden vand vil vores liv gå i stå. Det vil være slemt for både mennesker og de mange vilde dyr, der lever i området. Problemet er så stort, at det kan føre til en krig mellem vores to lande,« mener Sareqo Sakega, der selv både driver landbrug med kvægdrift og er medejer af en mindre lodge i landsbyen.

Okavango-deltaet er verdens største floddelta for en flod, der ikke ender i havet. Okavango-floden, der ofte er blevet betegnet som floden, der aldrig finder havet, ender derimod midt i Afrika, hvor den ophører i og med, at vandet fordamper. Udover de mange mennesker, der bor her, danner deltaet rammen om en af Afrikas mest imponerende samlinger af vilde dyr. Her myldrer med alt fra krokodiller til elefanter, flodheste, giraffer, zebraer, løver og leoparder. Men vandet i floden og dermed også i deltaet er faldet mærkbart, fortæller mange af de lokale. Tidligere nåede de kostbare dråber til byen Rakops mere end 100 kilometer syd for det nuværende delta. Her har man ikke set vand fra floden og deltaet i mindst 20 år.

Uden regnmager ingen regn

»Tidligere var vandstanden i Okavango-floden meget højere. Men nedbøren i området har ændret sig. Derfor er folk her i landsbyen blevet mere fattige,« forklarer Sareqo Sakega.

Ifølge den gamle mand troede de lokale indbyggere tidligere på en regnmager, der boede i landsbyen. Og siden regnmageren døde i 1995, er der da også kommet endnu mindre regn til området. I år er dog en undtagelse, fordi regntiden har bragt væsentlig mere regn end normalt. Det kan være en ændring i klimaet - eller en tilfældighed. Indbyggerne taler meget om det, men ingen ved det med sikkerhed.

Sikkert er det dog, at floden og vandet i den er vigtig ikke bare for de 2000-3000 indbyggere i Seronga, men for hele Botswana. De enorme mængder vand, der kommer ind i landet via Okavango-floden, er altafgørende for landets økonomi. Dels skaber det et særdeles frugtbart hjørne i en verden, der ellers er præget af ørkener, dels blomstrer turismen omkring Okavango-deltaet med titusindvis af velhavende turister hvert eneste år.

Deltaet forsvinder

Willie Phillips kom til Seronga i 1958. Og han deler bekymringen for fremtiden.

»Der er meget mindre vand i floden og deltaet. Da jeg kom hertil i 1958, kunne man sejle i kano til Victoria Vandfaldene på grænsen mellem Zambia og Zimbabwe. Det er ikke muligt i dag, fordi vandstanden er faldet. Og det er der to grunde til. Dels regner det mindre, dels er namibierne allerede gået i gang med at bruge noget af vandet i Okavango-floden til vanding. De lyver simpelthen, når de påstår, at de kun overvejer at bruge noget af vandet i floden, for det gør de allerede,« fastslår den 68-årige Willie Phillips, mens han fremviser en række fotos, der angiveligt viser, hvordan namibierne længere oppe ad floden pumper vand op for at bruge det til kunstvanding.

»Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at Okavango-deltaet er ved at forsvinde. Siden jeg kom til området, er deltaet blevet konstant mindre og mindre. Og jeg tror kun, der vil være nogle store vandhuller tilbage om nogle år. De vilde dyr vil også få mindre og mindre plads, så man bliver nødt til at skyde nogle af dem,« lyder den dystre spådom fra en mand, der har prøvet stort set alt, hvad der er værd at prøve i deltaet, og i dag er én af de ældre i landsbyen, der lyttes mest til.

En amputeret hånd

Willie Phillips er hverken meteorolog eller klimaekspert, men har ligesom mange af de andre ældre i landsbyen alligevel gjort sig sine overvejelser:

»Jeg ved ikke meget om global opvarmning og huller i ozonlaget, men i 1950'erne kunne man så og plante sine afgrøder inden for en eller to dage af det normale og være sikker på, at regnen ville komme, som den plejede. Sådan er det ikke mere. På samme måde er det et faktum, at Kalahari-ørkenen i det sydlige Botswana i dag bliver større og større. Og vi mennesker gør det heller ikke nemmere for naturen ved hele tiden at fælde flere og flere træer, der er med til at øge afskovningen og ørkendannelsen ikke mindst i Afrika.«

»Derfor forventer jeg det værst tænkelige for Okavangos fremtid. Jeg er således sikker på, at det hele vil forsvinde. Ikke i min tid, men jeg tror, at deltaet vil forsvinde. Hvis man ser på deltaet i dag i forhold til tidligere, så ser man en hånd, hvor der kun er to fingre tilbage, de andre er skåret af.«

Windhoek vil have vand

Mens man i floddeltaet er åbenlyst bekymrede for fremtiden for vandet i Okavango-floden og taler meget om det, er der ikke den store bekymring at spore hos myndighederne i nabolandet Namibia. Man erkender ganske vist, at ideen om en pipeline fra Okavango-floden ned til hovedstaden Windhoek er en varm, politisk kartoffel. Men ikke desto mindre en meget realistisk én af slagsen. Hovedparten af den omstridte pipeline ligger nemlig allerede klar. Ifølge embedsmænd hos Windhoek Kommune mangler man kun 10 procent i, at pipelinen er færdig, så man kan begynde at pumpe.

Hos firmaet Namwater, der er ansvarlig for vandforsyningen i hele Namibia, er driftsdirektør Kuiri F. Tjipangandjara dog lidt mere forsigtig.

»Vi mangler vel at bygge 200-300 kilometer pipeline til en pris af mellem 800 millioner og en milliard kroner, og det er mange penge i et land som Namibia. Men vi har helt klart et vandproblem i store dele af Namibia og især i hovedstaden Windhoek. Hvis det ikke regner nok, mangler vi vand i Windhoek, ligesom det vil forværre problemet, hvis befolkningstallet stiger. Derfor kan vi blive nødt til at skaffe mere vand fra andre steder,« forklarer driftsdirektøren.

Han erkender samtidig, at man skal tænke sig godt om, hvis man vælger at hente vand fra Okavango til Windhoek - en strækning på godt 700 kilometer.

»Miljøeffekten skal undersøges nøje, ligesom vi skal lytte til kritikken fra indbyggerne i Botswana. Vi mener dog ikke, det vil give problemer. Hvis vi laver pipelinen, er planen kun at hente, hvad der svarer til 0,1 procent af det vand, der løber i Okavango,« lyder forklaringen.

Allerede i dag pumpes der store mængder vand fra andre dele af Namibia til Windhoek. Det er da også derfor, at en stor del af den omstridte pipeline allerede ligger klar.

Globalt pres for vand

Manglen på vand er på ingen måde enestående for Namibia. Tværtimod. Flere og flere lande ikke mindst i Afrika mangler tilstrækkeligt vand for at kunne sikre indbyggerne noget så fundamentalt som rent drikkevand. Også i et land som Kina har myndighederne problemer med vandforsyningen til verdens største befolkning. Derfor overvejer man her at bygge en pipeline med vand fra Himalaya-bjergene til indbyggerne i hovedstaden Beijing.

Og de klimaforandringer, som forskerne allerede mener, er i fuld gang, vil formentlig gøre manglen på vand endnu større, fo

Flugt fra Stillehavsidyl
Funafuti, Tuvalu, Stillehavet

Mens vandet stiger faretruende og truer med at opsluge Tuvalu, arbejder regeringen i det lille ø-rige langt ude i Stillehavet på at sikre fremtiden for landets skrumpende befolkning.

Store dele af befolkningen, der er faldet til omkring 10.000, ønsker at forlade landet, som på mange måder kan sammenlignes med en synkende skude.

Selv landets fungerende premierminister, Alesana Kleis Seluka, erkender - og har fuld forståelse for - at mange indbyggere helst vil væk.

»Mange foretrækker at tage til andre lande som Fiji, Samoa, New Zealand og Australien - steder hvor de føler sig mere sikre. Befolkningstallet falder, fordi folk immigrerer, tager til udlandet for at studere eller arbejder som søfolk. Derfor er antallet af indbyggere i Tuvalu på tre år faldet med 500,« oplyser Alesane Kleis Seluka.

I øjeblikket lever omkring halvdelen af alle statsborgere fra Tuvalu uden for landets grænser. En aftale, der hvert år tillader 75 tuvalesere at rejse til New Zealand for at arbejde, er med til at få indbyggertallet på øerne til at falde yderligere.

Langt flere end de 75 søger om lov til at forlade øriget, hvor fremtidsmulighederne er alt andet end lyse. Derfor forsøger regeringen i Tuvalu da også at få en lignende aftale med Australien. Alesane Kleis Seluka forestiller sig, at man eventuelt kunne få lov til at oprette en koloni på det store kontinent, hvor pladsen er rigelig til de blot 20 millioner australiere.

»Vi har brug for forhandlinger med australierne. Og med al respekt for den australske regering, så har vi altid ment, at Australien er stort nok til også at have plads til os,« siger Alesana Kleis Seluka.

Det ringeste arbejde

Tuvalu har desuden i flere år forsøgt at få en aftale med den australske regering om at lade folk fra Tuvalu slå sig ned i Australien. Tuvaleserne har på forhånd erklæret sig villige til at tage alt det beskidte arbejde med lav status, som ingen andre har lyst til at tage. Men hidtil forgæves.

Ønsket om at komme væk fra øriget er så stort, at østatens tidligere premierminister for fire år siden købt et stykke jord i det større og mere velstående naboørige Fiji, hvor det er planen, at op til 1000 mennesker fra Tuvalu skal slå sig ned, hvis de får lov. Heller ikke denne plan er dog endnu ført ud i livet.

Vandet stiger

Den fungerende premierminister tager imod i sit ministerium, der er et lille grønt et-planshus bygget af træplader. Her er foruden ministeren selv et par kontoransatte. Til daglig hedder premierministeren på Tuvalu Enele Suboaga. Men mens han er på New Zealand, står Alesana Kleis Seluka i spidsen for regeringen.

Også i undervisningsministeriet oplever man, at vandet stiger og truer med at oversvømme hovedøen på Funafuti-atollen. Flere gange om året står vandet op til indgangen af ministeriet, der ligger ud til øens landingsbane.

»Klimaændringerne taget i betragtning, er jeg ikke sikker på, at Tuvalu vil fortsætte med at eksistere. Jeg er bekymret, når jeg ser vandet komme op uden for kontoret. Vi råber om hjælp, for jo mere vi råber, jo mere opmærksomhed får vi fra de vestlige lande,« siger Alesana Kleis Seluka.

Han giver utvetydigt de rige lande ansvaret for, at klimaforandringer og den globale opvarmning truer med at oversvømme øriget. Og han opfordrer alle de rige lande til at underskrive Kyoto-aftalen, der skal nedbringe udledningen af drivhusgasser.

De andres skyld

»Det er i hvert fald ikke os, der forårsager klimaforandringerne. Det er de lande, der har en stor industri - først og fremmest USA. Men også lande som Kina og Indien har stor vækst og bør derfor pålægges begrænsninger i deres udledninger. Landene i EU har været meget ansvarlige og har skrevet under på Kyoto-aftalen, men andre lande mangler,« siger den fungerende premierminister.

Den tidligere regering, som havde magten i Tuvalu indtil 2002, truede med at sagsøge store amerikanske og australske firmaer for at forårsage de klimaændringer, der nu truer Tuvalus fremtid. Den trussel er dog endnu ikke ført ud i livet og er ifølge Alesana Kleis Seluka ikke aktuel for øjeblikket.

»Men hvis vores rådgivere siger, at vi skal gøre det, kan det blive aktuelt. Vi vil have, at man skal tage os alvorligt, selv om vi er et lille land,« siger han.

Økonomien vendt

Det er ikke kun klimaet, der truer Tuvalus fremtid. Efter gode økonomiske år, da indtægterne både fra salg af fiskelicenser til udenlandske trawlere og salg af internetdomænet .tv skæppede godt i statskassen, er økonomien nu vendt.

»Tidligere tjente vi op mod 50 mio. kr. om året på fiskelicenserne. I fjor faldt indtægten til omkring 1,5 mio. kr.,« forklarer Alesana Kleis Seluka.

Han er også bekymret for, at indtægterne fra salget af internetdomænet vil falde, når aftalen skal genforhandles.

Omkring halvdelen af de voksne tuvalesere er i dag uden arbejde.

explorer@jp.dk

Flyvende safari
Seronga, Okavango, Botswana

Når man sidder i det lille fly og kigger ud ad vinduet, bliver man mødt af et mageløst skue:

Her nede under ens fødder ligger noget af det, der får Afrika til at gå i blodet på folk. Her er alt, hvad man kan ønske sig af dyreliv og natur.

Et sted ligger en flodhest på bunden af floden og slapper af. Og da vandet i floden er krystalklart, er den let at spotte oppe fra flyveren. Vi ligger i 1500 fods højde - omkring 500 meter - lavt nok til at vi kan se hovedparten af dyrene nede på jorden, og højt nok til at vi ikke forstyrrer dyrelivet.

Lidt senere passerer vi to flodheste på vej hen over en lille ø midt i dette enorme floddelta. Under vores fødder ser vi også tydeligt tusindvis af dyrestier, som dyrene bruger til at færdes rundt i dette floddelta, der dækker et areal på størrelse med mere end en tredjedel af hele Danmark.

Gang på gang dukker små flokke af elefanter op med deres store, blafrende ører og svingende haler. Girafferne er også svære at overse. Det samme gælder flokkene af zebraer med deres karakteristiske striber på hele kroppen.

Vi ser også kæmpe grupper af gnuer og bøfler, ligesom de mange dyr, vi i starten tror, er køer, viser sig at være forskellige typer af hjorte, gazeller, og andre dyr, der græsser på savannen.Vores flyvetur fra Maun og ud til landsbyen Seronga varer omkring en time, hvor der flittigt bliver filmet både med almindelige kameraer og med mere avancerede TV-kameraer ført af vores explorer-kollega fra Danmarks Radio.

1000 dollars

I Maun findes en række små flyselskaber med en større flåde af små fly, der kan tage gæsterne hvor som helst hen i det enorme delta. Vi har lejet et fly til tidligt lørdag morgen at flyve os ud til Seronga og hente os igen et par dage senere. Og med plads til fire eller fem mand ombord finder vi ikke prisen på 1000 amerikanske dollars (godt 6200 kr.) vanvittig høj - især ikke når man tænker på, at flyet skal flyve den en time lange flyvetur ikke mindre end fire gange.

Fra Maun vælger man selv, hvor man vil flyves hen. Man kan vælge en af de dyre lodges, der kan koste op til flere tusinde kroner i døgnet pr. person, til de mere beskedne, hvor man for 200-400 kr. pr. person pr. døgn kan få et glimrende ophold på en lidt mere beskeden lodge. Hele deltaet er overstrøet med små landingsbaner, så man nærmest kan blive fløjet lige til døren.

Når først man er fremme ved sin lodge, sit hotel eller primitive campingplads, kan man naturligvis arrangere hvilken som helst type safari, man har lyst til. Man kan også tage på jagt med en lokal guide, eller flytte ud på en flodbåd og her nyde livet i deltaet, mens båden langsomt bevæger sig rundt i dette virvar af små floder og kanaler.

Vi vælger at forsøge os med en flodbåd, der med plads til 20 personer kan lejes for knap 8000 kr. pr. døgn inklusive mad, drikkevarer samt afhentning på den nærmeste landingsbane etc. - vel og mærke for 20 personer.

Herude på vandet er man helt tæt på dyrelivet og naturen. Nede i det krystalklare flodvand, der anses for at være noget af det reneste flodvand i hele Afrika, er det krokodillerne og flodhestene, der regerer. Lige nu er de fleste større dyr dog trukket længere ud i flodsystemet, fordi vi er kommet lige efter regntiden, hvor vandet står unormalt højt. Men når det bliver mørkt, kan man stadig støde på masser af små baby-krokodiller, ligesom man også uden problemer kan få sin lyst til at se slanger og andet kryb og kravl styret. Der er også masser af leoparder og geparder i området, hvilket en række episoder om nærkontakt med mennesker vidner om.

En gruppe turister oplevede således få dage før vores ankomst ikke mindre end fem leoparder på to dage, ligesom de så en løve nedlægge en bøffel blot 100 meter væk, fortæller Llew Clark, der ejer i alt tre flodbåde og samtidig er daglig leder af en mindre lodge i landsbyen Seronga. Han tager to gange om året turister med ud på leopardjagt, da bestanden af dette fabelagtige dyr ifølge de lokale er for højt, så der jævnligt skal skydes nogle enkelte eksemplarer.

Mangel på elektricitet

Mens Afrika ellers er plaget af voldsom kriminalitet, skal man her i Seronga lede længe for at finde kriminalitet, der minder om, hvad vi finder hjemme i f.eks. Danmark.

Man skal dog hverken sætte bilbatterier eller solfangere fra sig i landsbyen, advarer de lokale. Så vil de uden tvivl lynhurtigt blive fjernet af desperate indbyggere, der kronisk mangler elektricitet i en by, hvor kan de allerfærreste har indlagt strøm og kun i form af en kostbar og støjende elgenerator.

Flyveturen tilbage fra Seronga til Maun er endnu flottere end udturen.

Flere gange passerer vi tæt henover de mest lækre, eksklusive lodges, og da det lykkes at få piloten til at flyve lavt hen over de store dyreflokke, kommer vil tilbage til civilisationen med en på alle måder uforglemmelig oplevelse.

Man kan også drage på mere traditionel safari i Botswana. Og da landet er på størrelse med Frankrig, er der god plads til alle. Befolkningen er i dag på omkring halvanden million mennesker, men ventes at falde de kommende år, da Botswana desværre er det land i verden med den største udbredelse af HIV/AIDS. 35-40 procent menes at være smittet.

explorer@jp.dk

FN-chef: Lomborg tænker som Hitler
New Delhi

Bjørn Lomborgs synspunkt om, at det vil være for dyrt for verdenssamfundet at forsøge at redde truede kulturer som inuitterne i Arktis fra følgerne af den globale opvarmning, får nu én af FN's chefer til at sammenligne Lomborgs menneskesyn med Adolf Hitlers.

»Hvor er forskellen på Lomborgs menneskesyn og Hitlers? Man kan ikke bare behandle mennesker som kvæg. Man er nødt til at have respekt for de forskellige kulturer på kloden,« mener chefen for FN's Klimapanel, IPCC, inderen dr. Rajendra Pachauri, som JP Explorer har mødt i New Delhi i Indien.

»Lomborg betragter folk som numre. Han mener, at det vil være billigere blot at evakuere folk fra Maldiverne i stedet for at forsøge at forhindre vandet i verdenshavene i at stige, så øriger som Maldiverne eller Tuvalu forsvinder i havet. Men hvor er respekten for mennesker henne? Folk har en ret til at leve og dø der, hvor deres forfædre har levet og ligger begravet. Hvis man skal følge Lomborgs tankegang, var det måske rigtigt, hvad Hitler gjorde,« lyder den barske kommentar fra Pachauri.

Han er inviteret til at deltage i Lomborgs store konference om verdens fremtid, Copenhagen Consensus, som foregår i København i slutningen af maj, men kan ikke deltage.

Den indiske formand for FN's Klimapanel, der repræsenterer flere end 2.000 af verdens førende klimaforskere, blev i 2002 udnævnt til formand for IPCC på foranledning af USA, der angiveligt mente, at den daværende formand, skotten Robert Watson, var for venstreorienteret.

Foreholdt de alvorlige anklager fra formanden for FN's Klimapanel fastholder Lomborg sit synspunkt.

»Pachauri vælger det bekvemme synspunkt at lade som om, at der er penge til det hele. Men det vil resultere i meget lidt for alle. Lad os i stedet gøre meget godt for mange mennesker. Vi er nødt til at prioritere, hvad vi bruger pengene til. For omkostningen ved bare i et år at leve op til Kyoto-aftalen kunne vi én gang for alle give rent drikkevand og kloakering til hele verdens befolkning. Det ville forhindre to millioner dødsfald og en halv milliard alvorligt syge hvert eneste år. Kyoto vil simpelthen have en meget lille effekt på klimaet og dermed på inuitternes forhold. Det ved Pachauri udmærket,« lyder det fra Bjørn Lomborg, der netop af Time Magazine er betegnet som en af verdens 100 mest indflydelsesrige personer.

»Vedrørende Pachauris sammenligning af mig med Hitler er jeg skuffet over, at et så vigtigt spørgsmål bliver bragt ned på så lavt et niveau. Jeg så hellere, at Pachauri holdt sig til faglige argumenter. Det ville tjene debatten bedre.«

explorer@jp.dk

Fodtur i Himalaya
Gangotri, Indien

Explorers ekspeditionsmedlem har efter knap seks ugers rejse endeligt fundet sine grænser.

Med hovedpine, kvalme, ondt i maven og rystende ben ligger han i fire tusinde meters højde halvvejs bevidstløs på bjergsiden. Klassiske tegn på højdesyge.

Hundrede meter nede ad den næsten lodrette klippeside bruser en hvirvelstrøm, der er den første spæde start til Indiens hellige flod Ganges. Bjergtinder op mod 6500 meter høje lyser snehvidt mod den blå himmel.

Explorers guide, Vinod Rana, plukker nogle små, lavtvoksende grønne planter.

»De hedder ganga tulsi, Ganges' græs. Det er helligt græs, som de hellige mænd plejer at plukke. De giver frisk ilt til hjernen,« forklarer han, idet han fører planterne op til det dødtrætte Explorermedlems næse og lader ham indhalere duften.

Stavrende ben

Om det er det hellige græs, der får exploratøren på benene igen, skal være usagt. Men forsigtigt går det igen nedad på stavrende ben ad den smalle sti, der sine steder ikke er meget mere end en halv meter bred. Vinod Rana skærmer det meste af tiden den dødtrætte ekspeditionsdeltager af, så han ikke risikerer at falde i døden. Der er stadig 15 kilometer tilbage.

Ganges udspringer i Himalayas bjerge. Og JP Explorer-ekspeditionen har sat sig for at vandre op i 4000 meters højde til gletsjeren Gaumukh, som leverer en stor del af det vand, som mange millioner af indere bader i som del af deres religiøse udøvelse af hinduismen.

Tusindvis af indere valfarter hvert år op til den lille by Gangotri, hvorfra der i 3100 meters højde går en 18 kilometer lang rute op til gletsjeren. De fleste indere stopper i byen, der blot har 150 indbyggere. Men Explorer vil selvfølgelig hele vejen op.

»Det kræver to dage at komme op til gletsjeren og retur igen. Vi kan ikke nå det på en dag,« forklarer Vinod Rana, da Explorer møder ham om aftenen før opstigningen.

Vi insisterer på, at vi kun har en dag til vores rådighed, og at vi vil gå op og ned samme dag. En uklog, men nødvendig beslutning, der resulterer i en 36 kilometer lang gåtur oppe i højderne.

Vinod Rana accepterer dog - måske fordi det er uden for sæsonen. I øjeblikket er der formentligt ikke meget at lave for en mand, der er født og opvokset i området og ernærer sig som bjergguide.

Tidligt op

Vi aftaler at mødes næste morgen kl. fem. Hvis vi starter tidligt, kan vi være tilbage ved syvtiden om aftenen, inden det bliver mørkt, mener han. Umiddelbart lyder det som tidlig afgang, men i Gangotri går man alligevel tidligt i seng, for der er ingen varme i husene og kun elektricitet i tre timer. Mad er der heller ikke megen af og slet ingen kød. For Gangotri er en hellig by, så man kan kun få beskeden vegetarmad.

Næste morgen er vi tidligt oppe og står klar til den aftalte tid. Men hverken Vinod Rana eller hans lillebror Praveen viser sig. Vi venter i 45 minutter, så dukker de to brødre op. De har selvfølgelig intet ur og ved tilsyneladende ikke, hvad klokken er. Vi når lige at få tre brød med honning og et par kopper sød te i maven inden afgang.

Ifølge hinduismen flyder Ganges fra guden Vishnus fødder. Vishnu beskytter og bevarer alt, hvad der er godt i livet. Ganges bliver også kaldt "Store Moder", og hver dag bader millioner af indere i floden som et led i udøvelsen af deres religion. Sine steder må det dog være en noget tvivlsom fornøjelse, for Ganges er så forurenet, at badningen sker med helbredet som indsats.

Anderledes rent er det oppe i Gangotri, hvor luften er ren og kølig. Og vandet er klart. Vi går hen forbi det lille tempel og det rød-hvide trappeanlæg, hvorfra pilgrimme kan hoppe i floden.

Hurtigt er vi oppe i bjergene, og det eneste, man kan høre, er vindens susen og vandets brusen under os.

Klare til at gribe

I begyndelsen af turen bliver der passet godt på os. Når vi balancerer på primitive træbroer over små bække, står Vinod Rana klar til at gribe, hvis vi falder. Og flere gange beder han os om at stoppe, når små stenskred signalerer, at der er fare for, at større klippestykker kan falde ned fra de stejle bjergsider. At det ikke er for sjov, vidner de store stenstykker, der jævnligt ligger i vejen for os på stien.

Selv om det er højt oppe i bjergene, findes der en del dyr i området. Selv om han ikke selv har set en, så hævder Vinod Rana, at der findes sneleoparder i området. Det er nu ikke helt sikkert. For der er kun omkring 5000 tilbage af dyrearten, der er en af de mest mytiske i Himalaya. Således hævder nogen, at den kan forsvinde i luften, som det passer den. Langt mere almindeligt er det med bjerggeder omkring Gangotri.

Da vi har holdt den første længere pause omkring halvvejs op til gletsjeren, begynder to af ekspeditionens medlemmer at vise de første tegn på træthed og højdesyge. Både hoved og ben føles tungere og tungere. Foran sprinter den 10 år yngre fotograf, der ellers har klaget over manglende tid flere gange på rejsen jorden rundt, og de to guider. De bærer al maden, drikkevarerne og ikke mindst solcremen til de efterladtes større og større irritation.

Vi er kommet direkte fra lavlandet dagen før. Og en opstigning fra 0-4000 meters højde på mindre end et døgn på tom mave viser sig ikke at være en god idé. Da de to sidste exploratører nærmest vakler op til teltet 500 meter fra gletsjeren omkring seks timer efter afgang, er begge ramt af højdesyge. Normalt er det vigtigt at bruge tid til at akklimatisere sig til højderne og spise og drikke rigeligt. Ingen af de fornuftige forholdsregler er blevet opfyldt i dette tilfælde.

Der er dog stadig kræfter til at give Vinod Rana en regulær skideballe for at have forladt de to svageste uden hverken mad eller drikke. Han får ingen penge, hvis det gentager sig, lyder beskeden, inden begge falder næsten livløse omkuld.

Oppe ved teltet dukker også en såkaldt sadhu op. Sadhuer er hellige mænd, der har opgivet al familie og socialt ansvar samt materielle goder for at søge en højere spirituel mening med livet. Alle rigtige hinduer bør mindst én gang om året tage på en pilgrimsfærd, men disse hellige mænd lever religionen helt ud gennem yoga, læsning af hellige tekster og besøg på hellige steder som Ganges udspring. Og mange af dem med en pibe hash i ny og næ.

Overalt i Indien kan man se dem på vandringsfærd. De er ofte iklædt gyldne klæder og bærer deres få ejendele i et lille klæde. Sadhuer går mange tusinde kilometer på bare fødder og beder en sadhu om penge til mad, er man forpligtet til at give.

Denne sadhu har dog sko på, og først er han ikke meget for at blive fotograferet. Men til sidst giver han fotografen.

Fotografen er derefter den eneste, der når helt hen foran gletsjeren og står helt ved kilden, hvor Ganges udspringer.

Vel er dette ikke nogen Mount Everest-ekspedition. Og bjergtoppen er i virkeligheden bunden af en gletsjer. Alligevel må vi hurtigt, efter at have indtaget bananer, appelsiner og toastbrød med smør, begynde nedturen.

Og her går det helt galt for eksploratøren med den værste højdesyge. Selv om det går nedad næsten hele vejen, er det nødvendigt at stoppe for hver kilometer. Og det bliver tungere og tungere at rejse sig for hver pause. På et tidspunkt passerer en gruppe muldyr, og det bliver overvejet at sætte eksploratøren op på et af dem.

Muldyrene bliver trukket af nogle af de mange nepalesiske bjergarbejdere, som inderne importerer til det hårde arbejde, det er at vedligholde ruterne i bjergene. Nepaleserne er små, hårdføre mænd skabt til arbejde i højderne. Mens tunge, hvide europæere stønner tungt efter vejret, vimser nepaeleserne nærmest rundt som bjerggeder.

Vinod Rana får besked om, at han hele tiden skal gå tæt op af den syge. Han har nu to rygsække på skulderen og er tydeligt bekymret for tiden. Hele tid

Fremtiden truer
Amazonas, Brasilien

Det er som at bevæge sig hundreder af år tilbage i tiden. Til dengang da den hvide mand kom til det nye kontinent i jagten på rigdom og lykke.

Foran os danser 20-30 indianere iført rødbrun krigsmaling og farverige fjerprydninger i tætte klynger, mens de ved at puste i store bambusrør fremkalder en manende musik. Dansen hedder Tortorav, der på indianernes sprog Tupi Monde betyder mange folk.

Den stammer fra dengang, portugiserne kom for at tage deres land, og handler om, at indianerne med dansen ville vise, at de ikke var bange for dem og var parate til at kæmpe til døden for at forsvare territoriet.

JP Explorer er på besøg hos Gaviao-stammen i det sydvestlige hjørne af Amazonas ikke langt fra grænsen til Bolivia.

Ritualer - og PR

Normalt går indianerne ikke klædt i fjer og bambusreb. De går i T-shirt og shorts som os andre. Og dansene bliver kun fundet frem ved særligt festlige lejligheder. Men det er sjældent, at der kommer besøg i landsbyen, så på trods af dansens drabelige tema gør indianerne alt for, at vi skal føle os velkomne. Og JP Explorers tilstedeværelse er samtidig for indianerne en kærkommen lejlighed til at gøre opmærksom på en kultur, der er under voldsomt pres fra den hvide mand. Og en lejlighed til at appellere til det internationale samfund om hjælp.

Efter dansen bliver der holdt en velkomstceremoni, hvor vi står på linje ansigt til ansigt med indianerne.

Stammens høvding Catarino holder en velkomsttale, hvorefter vi forklarer, at vi er kommet for at skrive om indianernes liv i regnskoven.

Vicehøvdingen retter derefter med et skarpt blik og på indianernes eget markante sprog en direkte appel til os:

»I skal altid være velkomne i mit hjem. Men vores præsident vil fratage os noget af vores land. Vil I ikke tage hjem og bede jeres politikere lægge pres på vores for at få dem til at opgive ideen, så vi kan få lov at beholde vores land? For det er indianerne, der ejer Brasilien,« siger vicehøvdingen, der bor fem kilometer længere inde i regnskoven.

Velkomstceremonien foregår i Gaviao-stammens hovedlandsby. Men stammens i alt 310 medlemmer bor på et 185.000 hektar stort område. Her ernærer de sig ved primitivt landbrug og fiskeri samt jagt med bue og pil. I hovedlandsbyen bor 110 af stammens medlemmer. Resten bor spredt rundt i regnskoven.

At vores besøg er en stor begivenhed kan aflæses af, at mange af indianerne har gået adskillige kilometer fra deres hjem for at byde os velkommen. Og landsbyskolens elever har fået fri i dagens anledning.

"Forkerte" traditioner

Her i den støvede landsby er der intet stress og jag. Intet fjernsyn, computere, mobiltelefoner, indlagt strøm eller andre tegn på den moderne verdens fremmarch. På et ryddet skovareal i den bagende sol ligger kun de små, primitive træhytter med bambustag.

Trods det fredelige, afslappede og stadig forholdsvis uberørte liv er høvding Catarino dog bekymret for fremtiden.

I en verden, hvor demokrati og menneskerettigheder er blevet sat øverst på dagsordenen af dem, der har magten og stort set alle pengene - nemlig de hvide - er indianernes kultur truet.

»I dag sker tingene, som de plejer. Men jeg er bekymret for, at det om 10 år ikke vil være det samme,« forklarer Catarino.

Stammens kultur ligger nemlig milevidt fra, hvad der i den hvide mands verden anses for rimeligt.

I landsbyen bliver man gift med sin kusine, sin fætter eller sin nevø allerede som 10- eller 12-årig. Og den udkårne bliver udpeget allerede ved fødslen. Kvinderne føder deres første barn, når de er omkring 14 år gamle. Og flerkoneri er helt almindeligt. Utroskab og skilsmisser kendes til gengæld ikke. Det er i landsbyen dog helt i orden at bytte partner for en nat eller to.

»Det kan man nok ikke om 10 år, fordi de hvide mener, det er forkert,« siger Caterino, der selv lever et liv mellem de to verdener, da han både har en indianerkone og en ikke indiansk kone, der taler hovedsproget portugisisk, som hovedparten af de andre 180 millioner brasilianere. I alt har han 16 børn.

Skolen er en trussel

Der bliver ellers gjort meget for at hjælpe indianerne og sikre deres kultur. Den lille indianerlandsby har således både en skole og en sundhedsklinik.

Men hvor absurd det end kan lyde, kan det faktisk være medvirkende til at nedlægge den stolte kultur.

»I dag går børnene i skole og lærer at regne og skrive portugisisk. Derfor vil de en dag ikke ønske at være her længere. De vil i stedet søge ind mod byerne for at finde jobs, ligesom de hvide folk gør. Men vi har et godt liv herude. Vi har vores egen levende kultur og vores eget sprog. Jeg tror bare ikke, det vil være det samme om nogle få år,« forklarer Caterino.

Og han ser mange problemer med den hvide mands kultur.

»Vi ønsker at indånde den rene luft, ikke den luft, folk indånder inde i byerne, da den er forurenet. Vi ønsker heller ikke noget supermarked eller apotek herude. Vi ønsker at jage og fiske - og at opfostre vores børn i fred og ro. Politikerne er ikke bekymrede for vores fremtid, men det er, fordi der ikke er nogle indianske politikere.«

Befolkningstilvækst

Gaviao-stammen har tidligere haft langt flere medlemmer end 310. Engang var der ikke mindre end 5000 Gaviao-indianere, men mange døde af de sygdomme, de fik fra de hvide - eller de bukkede under for tropesygdomme som malaria eller lignende. Derfor var hele stammen tæt på at uddø.

I dag er antallet af indbyggere dog i kraftigt stigning, fortæller sygeplejerske Neuza Pereira, der bor og arbejder hos indianerne 20 dage om måneden, hvorefter hun tilbringer 10 dage i sit hjem inde i Ji Parana ca. 60 kilometer væk.

På nogle få år er indbyggertallet femdoblet. Det er således lykkedes at få bragt børnedødeligheden meget langt ned, så indianerbørn i dag har langt større chance for at overleve end børn i de brasilianske byer. Samtidig har den lille sundhedsklinik forbedret helbredstilstanden betragteligt. Og hvis en indianer bliver rigtig syg, kan sygeplejersken hurtigt tilkalde en helikopter inde fra byen ved hjælp af klinikkens lille radiosender.

Indianerne får i gennemsnit omkring 12 børn. Stammens største familie tæller ikke færre end 18 børn. Derfor stiger indbyggertallet kraftigt, og overalt mellem husene myldrer det med børn.

Neuza Pereira viser også stolt sin cykel frem. Den bruger hun til at køre rundt til de seks andre indianerlandsbyer i området, hvor hun sikrer hjælp til både syge og især de mange børn.

Jagt med bue og pil

Det er imidlertid ikke nemt at bevæge sig rundt på Gaviao-stammens store område. Vi bliver inviteret med på jagt, men da vi forsøger at køre i vores firehjulstrækker ind til en lille boplads nogle kilometer fra den nærmeste grusvej, må vi opgive.

Vandhullerne og mudderet bliver for dybt. Derfor må vi i stedet gå de sidste godt to kilometer ind gennem junglen til den lille lysplet midt i regnskoven. Her ligger et par huse midt i det hul i skoven, som indianerne har ryddet for at kunne plante lidt majs, bananplanter og bønner.

Jagten bliver dog afbrudt af et kraftigt regnskyl, og vi må søge ly i de primitive hytter.

Der bliver derfor ikke den dag skudt efter fugle, aber eller en lokal form for gris, der er indianernes foretrukne bytte. Vi når dog at få en lille smagsprøve på, at de buer og pile, som indianerne stadig anvender, kan være særdeles effektive. En af indianerne kløver simpelthen et banantræ, da han demonstrerer skudkraften. Også indianernes landbrug er særdeles primitivt, selvom portugiserne i den nærliggende by har prøvet at udstyre dem med en traktor.

Ånderne bestemmer vejret

På grund af de primitive dyrkningsmetoder, der mest foregår med simple hakker, kræver det masser af jord at brødføde blot nogle få mennesker.

Derfor er og

Gletsjeren smelter
Gangotri, Himalaya

For 50 år siden gik gletsjeren Gaumukh helt ned til den hellige by Gangotri i det nordlige Indien ikke langt fra grænsen til Kina og Tibet. I dag ligger den 18 kilometer væk fra byen længere oppe i bjergene.

JP Explorer har besøgt gletsjeren et stykke inde i Himalaya omkring 4000 meter over havets overflade, hvor bjergtoppene stikker deres prægtige tinder op i 6.000-7.000 meters højde. Også her blandt verdens højeste bjerge mærker man den globale opvarmning, er både de lokale bjergfolk og eksperter enige om.

»Gletsjeren Gaumukh smelter. Hvert år bliver den mindre. Formentlig på grund af forurening, og fordi det bliver stadig varmere her i området,« fortæller Vinod Rana, der er bjergguide og selv født og opvokset ikke langt fra den lille landsby Gangotri.

»Tidligere lå der på denne tid af året sne og is helt ned til byen. Det sker næste aldrig mere. I stedet er man nødt til at gå de 18 kilometer op til kanten af der, hvor gletsjeren nu slutter,« fortæller han.

Og ganske rigtigt. Da vi besøger gletsjeren, er der ganske vist koldt tidligt om morgenen og et enkelt sted da også en smule nysne, men midt på dagen går de fleste bjergfolk rundt i bare arme og mange også med bare tæer.

28 til 34 grader

Professor i agrometeorologi Sukhdev Hundal fra Universitetet i Ludhiana i Punjab, Indien, fortæller, at man nu er begyndt at registrere, at gletsjerne i Himalaya også smelter, hvilket kan få alvorlige konsekvenser - bl.a. for Indiens vigtige landbrugsproduktion.

»Normalt ligger temperaturen i marts i det nordlige Indien på omkring 26 grader. I år har den ligget mellem 28 og 34 grader. De højere temperaturer er noget af forklaringen på, at gletsjerne smelter. Og efterhånden, som der bliver mindre is på gletsjerne, vil vandmængden, der kommer fra dem, også blive mindre. Det kan blive meget alvorligt for landbruget, da en del af vandet i floderne i Indien kommer oppe fra Himalaya,« forklarer Sukhdev Hundal. Næsten over hele kloden smelter gletsjerne i disse år kraftigere, end man nogensinde tidligere har registreret - i hvert fald i nyere tid.

Den største afsmeltning er registreret i Alperne og i Alaska, mens den snedækkede top af Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, ventes at være isfri om 15-20 år. Seniorforsker Jens Hesselbjerg Christensen fra Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, bekræfter samtidig, at målinger viser, at også en del gletsjere i Himalaya er begyndt at skrumpe.

»Man har ikke noget totalt overblik over gletsjerne i Himalaya, fordi området er så utilgængeligt. Men nogle af de gletsjere, man har undersøgt, trækker sig tilbage. Der er dog stadig mange gletsjere i Himalaya, der ligger så højt, at selv meget varmere vejr ikke vil ændre noget. Og der vil fortsat ligge evig sne på Mount Everest i mange år,« garanterer Jens Hesselbjerg Christensen.

»Men mange gletsjere har trukket sig tilbage. Ændringerne skyldes formentlig ændret temperatur, ligesom en ændring i mængden af nedbør har betydning. Det, der i første omgang vil ske, er, at sneen og isen på grund af opvarmningen smelter tidligere. Det vil sige, at der bliver meget vand i floderne i området tidligere på året, end det sker i dag. Jeg tror dog stadig, der vil være en meget stor tilførsel af vand fra Himalaya, det vil bare ske på nogle lidt andre tidspunkter,« siger den danske klimaforsker.

Permafrosten optøs

Det varmere klima på kloden kan dog også få andre - og måske mere alvorlige - konsekvenser for de mennesker, der bor og lever i bl.a. Himalaya. Det er nemlig ikke kun gletsjerne, der smelter, når det bliver varmere, det gør permafrosten nede i jorden også. Og når vandet i jorden ikke længere konstant er frosset til is, opstår der stadig oftere stenskred og kraftig erosion.

»Det kan blive alvorligt for infrastruktur som veje, broer og floder. Floder kan blive spærret, og broer kan blive ødelagt,« siger Jens Hesselbjerg Christensen.

Indtil videre er det formentlig gletsjerne i Europa, der har været hårdest ramt. Alene under hedebølgen sidste sommer forsvandt mellem fem og 10 procent af ismassen i gletsjerne i Alperne, vurderer klimaforskere. Folk, der færdes i Alperne, kan med egne øjne se, hvordan gletsjerne næsten år for år bliver mindre. Og skiløbere ved, at grænsen for det gode skiløb i Alperne allerede er rykket flere hundrede meter op ad bjergsiden i løbet af de seneste cirka 20 år.

Også i den amerikanske stat Alaska er der bekymring for gletsjernes fremtid. Her viser de seneste forskningsresultater, at gletsjerne i dag smelter dobbelt så hurtigt som i 1950'erne. I den periode er der hvert år forsvundet omkring 52 kubikkilometer is fra Alaskas gletsjere, vurderer ph.d. Anthony Arendt fra University of Alaska i Fairbanks. Ikke mindst fordi temperaturen i Alaska på 30 år er steget fire grader.

Enkelte vokser

Kun i New Zealand og Norge og muligvis også ved Sydpolen vokser en del af gletsjerne. Her er forklaringen, at det varmere klima på kloden samtidig betyder mere nedbør - bl.a. i form af sne. Men når det bliver rigtig varmt på Jorden - forskerne gætter på en stigning på helt op til 5,6 grader i løbet af de næste 100 år - vil gletsjerne formentlig også her begynde at skrumpe.

I Himalayas bjerge er situationen for gletsjerne endnu ikke så faretruende - bl.a. fordi bjergene her er de højeste i verden med adskillige toppe over 7.000-8.000 meter. Men mange af gletsjerne, der ligger nede i dalene, hvor menneskene færdes, bærer tydeligt præg af, at isen her er på retur.

Ved foden af Gaumukh-gletsjeren er der derfor ikke længere så meget at prale af. Gletsjeren er tydeligvis skrumpet en del. Der stikker ganske vist store issprækker frem, men ellers er det meste af den resterende is dækket af sten, grus og andet smeltemateriale som tydeligt tegn på afsmeltningen.

explorer@jp.dk

Globale skæbner
JP Explorer har gennem godt seks uger rejst Jorden rundt og forsøgt at sætte kød, blod og ansigter på den ophedede debat om global opvarmning, klimaforandringer og stigende havvandstand.


Uanset hvor i verden, man befinder sig, myldrer det med mennesker, der brænder for at fortælle deres version af sandheden. Fortælle om deres virkelighed.

Det kan godt være, at de ikke er klimaeksperter, har gået på universitet - eller i skole for den sags skyld - men de har alle en virkelighed og er alle påvirket af, hvad der sker på vores fælles klode.

Og deres version af sandheden er lige så vigtig som vores. Medierne er ofte bare meget bedre til at fortælle virkeligheden set fra vores side af plankeværket, mens vi som regel ikke gør ret meget ud af skæbnerne i verdens afkroge. Med mindre der er gode tv-billeder i det.

Der kan synes ufattelig langt fra børnene på stillehavsøen Tuvalu, der leger i strandkanten, til den isnende kulde i det arktiske Canada, hvor al transport foregår på snescooter.

Men faktisk er historien om menneskene og deres skæbner næsten ens.

Både på stillehavsøerne og i de arktiske områder er befolkningen bekymret over klimaet og de klimaforandringer, der er i gang, fordi det kan få fatale følger for den lokale kultur. Og begge steder må indbyggerne samtidig sande, at de hverken har haft nogen indflydelse på de ændringer, der er sket, eller har nogen chance for at gøre noget ved dem.

I Kina er historien en ganske anden. Men også her fandt vi spændende menneskeskæbner bag de høje skyskrabere og imponerende byggekraner. Vi inviterede os selv ind i bygningsarbejdernes kantine og helt ind i de - efter vores målestok - usle barakker, hvor mændene lever sammen som sild i en tønde.

På samme måde lykkedes det os i Indiens kornkammer, Punjab, at komme ind under huden på de landarbejdere, der for nogle få kroner om dagen knokler tolv timer dagligt og må tage til takke med at sove otte-ti mand sammen i et lokale, der ikke er meget større end et dansk børneværelse.

Vi bringer her fotograf Niels Hougaards indtryk af nogle af de mange mennesker og deres skæbner, som vi mødte på vores tur Jorden rundt.




explorer@jp.dk

Grøn vækst
»Udviklingen, der sidste år gav Shanghai en økonomisk vækst på 11,8 procent, skal fortsætte, men med langt stærkere fokus på miljøet.«

Jiao Yang, der er talsmand for regeringen i Shanghai, lægger stor vægt på miljøet, da hun tager imod JP Explorer i regeringsbygningen i hjertet af byen, hvor omkring 20 millioner mennesker har deres hjem.

»Vi vil aldrig tillade økonomiske udviklingsprojekter på bekostning af miljøet. Og hvis et ellers fornuftigt projekt forurener naturen eller betyder en stor udledning af drivhusgasser, vil vi afvise det. Fremover vil vi i udviklingen af Shanghai have langt mere fokus på kvalitet for både menneskers livsstil og for naturen,« fastslår Jiao Yang.

Det kan lyde som politisk korrekte fraser i et land, der har været styret med hård hånd af de kommunistiske magthavere i godt 50 år. Men de nye tider har for alvor holdt deres indtog i Shanghai.

Næsten symbolsk er det således en - ganske vist rød - kalender med Coca Colas let genkendelige logo på forsiden, der ligger i hånden på den veltalende, topprofessionelle og godt forberedte talsmand, mens hun forklarer om udviklingen og fremtiden for livet i én af verdens største byer. En forklaring, der næsten er mere præget af borgerlige kongstanker om liberalisme og gode udviklingsmuligheder for erhvervslivet, end den borgerlige regering hjemme i Danmark kan levere.

Trafikosen

Dog kan det klinge en anelse hult, når Jiao Yang taler om bæredygtig udvikling i en by, hvor det nogle gange føles svært at trække vejret på grund af den megen trafikos. Men intentionerne er gode nok, også når det gælder trafikken.

»I vil måske opleve trafikken som en anelse kaotisk. Men også den vil vi gerne få styr på, selv om det måske vil tage os endnu 10 år,« siger hun.

Og budskabet om, at man forsøger at skabe en grøn by, bliver bekræftet overalt. Selv på motorvejen gennem byen er der langs vejen plantet grønne træer, buske og blomster. Og når bulldozerne tromler gennem et byområde og vælter gamle boliger, efterlader de udover en stribe nye skyskrabere også store grønne pladser og parker. Målet er, at 10 procent af Shanghai skal bestå af grønne områder.

Desværre er Jiao Yang ikke leveringsdygtig i præcise tal for, hvor meget Shanghais udledning af drivhusgassen CO2 er steget de senere år. Måske fordi tallet uden tvivl vil være stort. Hovedparten af alle boliger og bygninger i Shanghai er i dag udstyret med airconditioning, ligesom antallet af biler er eksploderet.

Til gengæld forsikrer talsmanden, at man tog miljøet med ind i overvejelserne, da elforsyningen i byen sidste sommer var ved at bryde sammen under en hedebølge.

»Da vi havde problemer med at skaffe tilstrækkeligt med strøm, lukkede vi i første omgang de virksomheder ned, der havde den største udledning af svovl og andre miljøfjendtlige stoffer.«

Jiao Yang erkender dog, at forurening under den voldsomme vækst har været - og i perioder - fortsat er et problem. Flere dage lever luftkvaliteten ikke op til myndighedernes krav, hvilket forklarer den smoglignende tåge, der kan præge bybilledet. Derfor har myndighederne indført en streng overvågning af luftkvaliteten.

»Samtidig har vi gjort meget ved forureningen af vores floder. Vi har således brugt 10 år og masser af penge på at rense Suchou-floden, der var helt ødelagt af forurening. I dag kan man fange fisk i den, ligesom boligerne langs floden er blevet blandt de dyreste i byen,« forklarer Jiao Yang.

Omkring tre procent af budgettet i Shanghai bliver brugt til miljø.

Visionerne om vækst er dog dominerende. Talsmanden fortæller stolt, hvordan den økonomiske vækst i millionbyen i 12 år konstant har ligget på over 10 procent. At over 30.000 udenlandske firmaer nu har investeret i Shanghai - og alene sidste år investerede flere end 300 milliarder kroner. At hovedparten af alle familier i Shanghai nu har adgang til Internettet.

50 universiteter

I virkeligheden er opskriften på vækst og succes i Shanghai meget lig opskriften på succes i et land som Danmark. Shanghai satser benhårdt på uddannelse. Byen har omkring 50 universiteter, og uddannelsessystemet er opsat på, at alle skal have en uddannelse. Samtidig satser man nu langt mere på servicesektoren på bekostning af den mere belastende og miljøproblematiske industriproduktion.

Myndighederne har også en idé om, at den stramme statslige styring skal slækkes, og at der skal være mere åbenhed.

»Vi forsøger at give os selv mindre magt og overlader i stedet magten til andre både private og andre myndigheder. I stedet satser vi på rådgivning og overvågning af udviklingen. Samtidig fjernede vi alene sidste år over 1000 bureaukratiske regler og godkendelser,« fortæller Jiao Yang.

Og så har man i Shanghai - efter vestligt forbillede - indført talsmænd for regeringen for på den måde at sikre mere åbenhed omkring, hvad regeringen faktisk går og laver.

»Desuden vil vi nu åbne myndighedernes hjemmesider for befolkningen. I næste måned åbner de første 15 ministerier deres hjemmesider, så borgerne selv kan gå ind og følge med,« oplyser regeringstalsmanden.

Shanghai er én af de byer i Kina, der har haft den kraftigste vækst. Og den vækst skal nu spredes ud til resten af det enorme land, har regeringen i Beijing besluttet. Derfor er Shanghai forpligtet til at hjælpe en række fattige områder af Kina til at få den samme udvikling. Shanghai har fået ansvaret for at hjælpe Tibet, Sichuan-provinsen, Yunnan-provinsen og Xinjiang.

»Vi har til det formål oprettet en særlig afdeling, der hjælper med penge og varer, hjælper med at bygge skoler og hospitaler, ligesom vi uddanner folk eller sender vores lærere ud til dem. Vi sender også folk fra vores virksomheder ud, ligesom vi udveksler vores teknologiske fortrin med dem,« fortæller Jiao Yang.

explorer@jp.dk

Hent mere olie

»Dette er en arktisk ørken, hvor olieboring ikke har nogen effekt på hverken mennesker eller dyr.«

Joel Elson, der bor i Wasilla, Alaska, og arbejder i olieområdet Prudhoe Bay længst mod nord, kan ikke se noget problem i at hente olie op af undergrunden i det nordlige Alaska. For jorden er bundfrossen det meste af året, og der bor ikke nogen mennesker.

Der findes næppe ret mange i Alaska, der er uenige med ham. Måske fordi olien i dag er Alaskas guldåre. Sidste år fik hver eneste af de 677.000 indbyggere i USA's nordligste stat en check på 3.200 dollars (godt 16.000 kr.) som en særlig oliebonus. Derfor forstår stort set ingen her på Prudhoe Bay Hotel, hvorfor man ikke blot fortsætter med at pumpe olie op - og helst i et endnu højere tempo.

»De eneste, der overhovedet opdager, at vi er her, er nogle enkelte trækfugle, en masse myg og nogle få rensdyr. Og dem generer vi ikke. Samtidig sørger vi for at rydde grundigt op, når vi er færdige med at bore heroppe,« lyder det fra Joel Elson, der er født og opvokset i Alaska og har arbejdet i Prudhoe Bay i otte år.

Rensdyrene holder sig væk

Helt uden virkning på naturen og dyrelivet er olieboringen dog næppe. I hele det cirka 1.000 kvadratkilometer store oliefelt er der gang i boringen. Lastbiler med udstyr og mandskab drøner konstant frem og tilbage. Samtidig brændes der overalt naturgas af i store åbne flammer, ligesom en konstant larm som fra et gigantisk klimaanlæg giver en følelse af at være om bord på et fly.

Guiden fra BP fortæller stolt om, hvordan man konstruerer bygningerne, så rensdyrene kan gå under. Flere undersøgelser fra miljømyndighederne dokumenterer dog, at rensdyrene ikke kommer nærmere end tre-fire kilometer fra olieinstallationerne.

I 2006 gik det galt, da der løb mere end en million liter olie ud på grund af slitage og dårligt vedligehold af den berømte oliepipeline.

De seneste måneders skyhøje oliepriser har dog ikke gjort interessen for at hente olie her i Arktis mindre.

»Vi har lige haft orkan nede i Den Mexicanske Golf, hvilket på ny sendte oliepriserne i vejret - hvornår har du sidst hørt om en orkan heroppe? Det er simpelthen tåbeligt, hvis man fortsætter med at købe olie af de arabiske lande, når vi har så meget liggende her oppe i den frosne jord,« mener den 48-årige Joel Elson.

Han er heller ikke i tvivl om, at man også bør køre olieboreudstyret i stilling i den store nationalpark, Arctic National Wildlife Refuge, lidt længere mod øst, hvor eksperterne skønner, at der ligger godt 10 milliarder tønder olie.

Energi og især benzin til amerikanernes store biler er et vigtigt emne i valgkampen op til det amerikanske præsidentvalg i november. Ved at vælge guvernør Sarah Palin fra Alaska som vicepræsidentkandidat har John McCain samtidig bragt Alaska ind i valgkampen og ikke mindst gjort statens store reserver af olie og naturgas til et emne.

Palin og McCain vil sætte yderligere fart på olieboringen. Samtidig vil Palin bygge en ny naturgas-pipeline til 200 mia. kr., så man kan sende gas ned til de energihungrende "lower 48 states" (alle de sydligere stater bortset fra Hawaï, red.) Deres rival Barack Obama er mere skeptisk bl.a. på grund af miljøet. Han vil gerne udnytte reserverne af naturgas i Alaska, men mener, at det er en kortsigtet løsning at sætte fart i pumperne.

Greenpeace og de andre kendte miljøorganisationer har ikke kontorer i Alaska. Men miljøorganisationen Earth Policy Institute advarer fra sit hovedkontor i Washington mod at øge olieboringen i Alaska.

»Olien i Arctic National Wildlife Refuge svarer kun til halvandet års forbrug i USA - samtidig vil det hverken gøre USA energimæssigt uafhængig eller reducere prisen på benzin mærkbart,« lyder det fra Reah Janise Kauffman fra Earth Policy Institute.

Langt imellem skeptikerne

Selv om man skal lede længe i Prudhoe Bay for at finde en skeptikere, findes de. Og selv om det i længden kan koste ham jobbet, er miljøingeniør Frederick Westfield ikke sikker på, at det er en god idé at bore efter endnu mere olie her i det sårbare, arktiske område.

»Jeg er splittet. Man kan let komme til at begå fejl. Samtidig mener jeg, at der er andre måder at skaffe energi på end ved at bore i nationalparken - f.eks. i form af vedvarende energi.«

»Mit problem er, at det formentlig vil redde mit job, hvis McCain og Palin vinder - og øger boringen efter olie i Alaska - mens det formentlig vil redde den amerikanske økonomi, hvis Barack Obama vinder,« lyder det fra den sorte miljøingeniør, der har besluttet sig for ikke at stemme ved det kommende præsidentvalg.

Amerikanerne forbruger hver dag næsten 21 millioner tønder olie, hvilket svarer til en fjerdedel af verdens samlede forbrug. Boringerne i Alaska leverer i gennemsnit omkring halvanden millioner tønder om dagen. De bliver sendt gennem den næsten 1.300 kilometer lange Trans-Alaskan Pipeline fra Prudhoe Bay til Valdez.

Hvid bjørn i knibe

Spørger man en inuit, er der isbjørne nok. Men hvor er de?

JP Artic Explorer har nu i tre uger været på rejse gennem Canada. Vi har ledt. Vi har set os frygtsomt tilbage over skulderen, når vi har vandret i den øde canadiske vildmark. Selv i småbyerne har vi passet på. For vi har hørt rigtig mange historier om, at de hvide bjørne kan dukke op når som helst.

Men vi har ingen set. I live.

Måske har videnskabsfolkene ret. Isbjørnen er et truet dyr.

Første spor af bjørnen kommer i Igloolik, da jægeren Leo Talugarguk bringer et skind og et blodigt kranium ind til byen.

»Den skræmte livet af mig. Da jeg stak hovedet ud af teltet, var isbjørnen færre end ti meter væk. Så angreb den, men heldigvis fik de andre skudt bjørnen. Da var den bare en meter fra mig.«

I båden ligger det blodige, afpelsede kranium med de store hjørnetænder som det tydelige bevis på bjørnens status som det største rovdyr på land.

Det er livsfarligt at komme tæt på en isbjørn, der uden betænkning angriber og spiser mennesker. Som flere isbjørne var også denne bjørn afmagret og udmattet af sult, da den blev skudt. Maven var fyldt med græs, fordi bjørnen ikke havde indtaget nok føde i løbet af vinteren til at klare sig godt gennem sommeren.

I Igloolik er jagten på isbjørne endnu ikke givet fri, og drabet på isbjørnen bliver derfor efterforsket som et såkaldt "forsvarsdrab".

Bjørnene rykker nordpå

Men spørger man en inuit, er der isbjørne nok. De vil gerne have lov til at skyde flere. Især når de kommer tættere på byerne.

»Der er masser af isbjørne. Der er måske begyndt at blive færre længere mod syd. Men det er, fordi de på grund af isens tilbagetrækning kommer længere op til os i nord. Vi vil gerne skyde flere,« mener for eksempel Laben Kunuk, en anden fanger i Igloolik.

Han skød sin sidste bjørn for få måneder siden. Skindet solgte han for 9.600 kr. til en amerikansk trofæjæger, der var utilfreds med kun at have skudt en lille bjørn.

I den canadiske provins Nunavut må fangerne årligt skyde omkring 450 isbjørne. I stedet for at dræbe bruger man det mere politisk korrekte udtryk »høste«. Kvoten fastsættes på baggrund af studier af 12 af Canadas 14 bestande af isbjørne.

De fleste af bjørnene skydes af inuitter. Men også trofæjagt på isbjørne giver et tilskud til inuitternes økonomi.

Senest i april tog Brad Parker et par udenlandske gæster med på isbjørnejagt.

For at få licens til at dræbe to isbjørne betalte han den lokale jægerorganisation omkring 28.000 kr. I alt har han betalt inuitterne 96.000 kr., når udgifterne til hundeslæde og fører tælles med. Tilbage havde Brad Parker et overskud på omkring 100.000 kr. til sig selv af betalingen fra rejsebureauet, der organiserede de udenlandske jægeres tur.

Han mener ikke, at jagt truer bjørnens fremtid.

»Kvoten baserer sig på seriøse studier af bestanden,« mener Brad Parker.

Skød bjørn med bue og pil

Også i Resolute helt mod nord forsøger JP Arctic Explorer at finde en isbjørn, og chancerne er gode her i byen.

På en enkelt dag blev der i vinter set ni bjørne ved byens losseplads, og få dage før vores ankomst har en fanger skudt en bjørn nede på stranden få meter fra vores hotel.

Mark Idlou fik øje på isbjørnen, da han om eftermiddagen spejdede ud over havet efter hvaler fra sit køkkenvindue. Den vandrede på stranden og stoppede for at sætte tænderne i et gammelt hvalkadaver. Den 28-årige fanger ringede til en kammerat med en bue og pil, og sammen gik de to på bjørnejagt.

»Vi var ca. 20 meter fra den. Jeg skød syv pile mod den, og de fire ramte. Den virkede ligeglad med de tre første, men sank sammen, da den fjerde ramte i hjertet,« fortæller Mark Idlou.

Det var første gang, Mark Idlou gik på jagt med bue og pil. De to fangere havde for en sikkerheds skyld også en riffel med, men bjørnen nåede aldrig at forsvare sig. Den var sulten og havde søgt helt ind til byen for at spise. Det er Mark Idlous 12. isbjørn.

Familien sidder nu og renser skindet. Mark Idlou, hans kone Rhoda og hendes veninde Angela, hver med sin ulo. Når alt fedt er skrabet af, vasker de det og blødgør det ved at gå på det.

Bjørnen var kun ca. 180 cm høj og derfor ikke meget værd. Pr. fod koster skindet 150 dollars. Engang solgte Mark et skind på 11 fod for 4.000 dollars.

Bjørnepatruljer hver time

I Resolute kommer bjørnene jævnligt ind i byen, fortæller Mark Idlou.

»Det varierer meget fra år til år, hvor mange isbjørne vi ser. Et år så vi 30 på isen ude i bugten, andre år er der meget få. Sidste år etablerede vi en isbjørnepatrulje, der kører rundt om byen hver time i de mest farlige måneder. Ligesom I lærer jeres børn ikke at blive kørt ned af bussen, lærer vi vores at tage sig i agt for isbjørne. Vi er mest bange for isbjørneungerne. De er hurtige og mest aggressive. Men man skal helt tilbage til 1960'erne for at finde nogen her, der blev dræbt af en isbjørn.«

Hver gang, Mark har skudt en bjørn, koger han kødet af kraniet og vender det ud mod havet, så bjørnens ånd ikke går tabt. Det er et råd, han har fået fra byens ældre.

I en ny bog, "Grønlands hvide bjørn", af den danske isbjørneforsker Erik Born, der især har forsket i isbjørne i Grønland, sættes der spørgsmålstegn ved bæredygtigheden ved jagten på isbjørne, der samtidig presses af klimaforandringer.

I 2005 vurderede IUCN, der opgør, hvor mange dyrearter der er truede, at antallet af isbjørne vil falde med 30 pct. i løbet af de næste 45-50 år. Andre studier viser, at 2/3 af alle isbjørne vil være væk i løbet af 50-100 år.

I Gjoa Haven og Cambridge Bay er der ingen isbjørne om sommeren. Men i Alaska senere på rejsen har vi måske mere held med os.

I Brasilien kører bilerne på sukkerrør
Brasilia/Porto Velho

Mens hele den vestlige verden taler om at indføre miljøvenlige biobrændsler til biler, busser og lastbiler, har man for længst gjort noget ved det i Brasilien.

Ikke mindre end 25 pct. af al benzin i landet er skiftet ud med ethanol, der ikke belaster klodens klima ved at udsende drivhusgasser. Ethanol fremstilles i Brasilien af sukkerrør, der blot genbruger den CO2, der allerede findes i atmosfæren.

Og regeringen i det store sydamerikanske land har planer om, at langt mere af benzinen skal skiftes ud med miljøvenlig ethanol, fortæller miljøminister Marina Silva i et interview med Jyllands-Postens udsendte Explorerhold.

»Ethanol udsender ikke drivhusgasser og belaster ikke klimaet. Derfor har det en stor effekt i forhold til at reducere forureningen fra bilerne. Samtidig mindsker det fattigdommen, fordi bønderne tjener penge på at fremstille sukkerrør, ligesom ethanol er billigere at købe end benzin. Det er med andre ord en god idé både socialt, økonomisk og miljømæssigt,« mener Marina Silva og henviser til, at 53 mio. af Brasiliens 180 mio. indbyggere i dag lever for under én dollar om dagen.

Folket bakker op

Og den vellidte miljøminister har god støtte til sin politik ude i befolkningen. Alex Sakke fra Porto Velho er en af de mange millioner bilister i Brasilien, der kører rundt med 25 pct. ethanol i tanken, og han støtter ministeren.

»Det er en god idé, fordi det forurener mindre. Samtidig er det en god måde at bruge nogle af de mange sukkerrør, vi fremstiller i Brasilien,« mener Alex Sakke.

Tankejer Margarido Ferreira i Porto Velho er dog ikke i tvivl om, hvad hovedforklaringen på det store salg af ethanol er:

»Fordi det er billigt.«

Ingen afgift

I modsætning til i Danmark skal der ikke betales afgift af ethanol i Brasilien. Derfor er ren ethanol omkring 30 pct. billigere at købe end benzin blandet med 25 pct. ethanol. Blandet benzin koster knap fem kr. pr. liter, mens ren ethanol kun koster godt tre kr. literen.

Folkevogn har for få måneder siden introduceret en ny bil i Brasilien, der både kan køre på ren ethanol og på almindelig benzin. Og den nye bil er blevet en så stor succes, at 18 pct. af alle nye biler i dag kan køre på ren ethanol, fortæller José Miguez, der er leder af den brasilianske regerings klimakommission.

Han understreger samtidig, at målet på lidt længere sigt er at få alle biler til at køre på ren ethanol.

»Det vil kunne bringe vores udledning af de skadelige drivhusgasser næsten ned på nul. Og vi er allerede i fuld gang med at ændre teknologien i bilerne,« forklarer José Miguez.

Brasilien har i 25 år haft ethanol blandet i benzinen, og mange bilejere har i den periode valgt at anskaffe sig en bil, der kan køre på ren biobrændsel. Landet oplevede dog en mindre tilbagegang i salget af ethanol, da sukkerpriserne omkring 1990 gik voldsomt i vejret. Det fik en del benzinstationer til helt at opgive ethanol, der også var steget markant i pris. Siden har tingene udjævnet sig, og regeringen har ingen planer om at lade salget af ethanol falde igen, forsikrer miljøminister Marina Silva.

Bilerne tåler mosten

Bilerne tager ingen skade af at køre på benzin blandet med ethanol. Og prisen for en bil, der kan køre på ren ethanol, er ikke højere end prisen for en almindelig bil.

I Europa har EU-Kommissionen vedtaget, at alle EU-lande fra 1. januar 2005 skal have erstattet mindst 2 pct. af benzin og dieselolie med biobrændsel fremstillet af planteprodukter i form af ethanol eller biodiesel. Det er dog indtil videre gjort frivilligt for de enkelte lande.

Fra 2010 er det målet, at 5,75 pct. af brændstoffet skal være biobrændsel. Samtidig opfordrer Kommissionen medlemslandene til at fritage biobrændstof fra traditionelle energiafgifter.

Flere EU-lande har ligesom Brasilien fjernet afgiften på biobrændslerne, ligesom man i bl.a. Tyskland og Sverige er begyndt at tilsætte biodiesel fremstillet af rapsolie til den traditionelle dieselolie.

Også USA - det land i verden, der bruger mest benzin - er i fuld gang med at tilsætte ethanol til benzinen. I 2003 lå forbruget af ethanol i USA på to tredjedele af forbruget i Brasilien.

Amerikanerne vil bl.a. lade ethanol erstatte stoffet MTBE, der er stærkt skadeligt for bl.a. drikkevandet.

I Danmark, der ellers ofte har slået på at være foregangsland på miljøområdet, er der imidlertid intet sket.

explorer@jp.dk

I den hårde skole
Shanghai »Erfaring er visdommens moder.« Ordene på væggen i tredjeklasse på Shanghai Youcai Senior High School skal få eleverne til at bruge ekstra energi på skolen. Og energi er der brug for i det kinesiske skolesystem, hvor eleverne kæmper hårdt for at få gode karakterer, så de kan komme ind på de bedste skoler og universiteter.

16-årige Yugiao Yang fra Shanghai er da også lidt af en slider. Hver dag går han i skole fra 7.50 om morgenen til 15.15 om eftermiddagen. Derefter er der fra 16.15 til 17.15 mulighed for at bruge skolens sportsaktiviteter. Og om aftenen fra 19 til 21 er der mulighed for fælles lektielæsning. Fem dage om ugen.

»Der er ikke meget tid til andet end at lave lektier,« erkender Yougiao Yang. Den effektivitet og disciplin, der præger det øvrige kinesiske samfund, er også tydelig at se på Shanghai Youcai High School, der forbereder eleverne til universitetet. Skolen er en 100 år gammel skole og er en af de mest efterspurgte offentlige skoler i Shanghai. Eleverne er blevet nøje udvalgt og har skullet opnå bestemte karakterer ved test, inden de er kommet ind på skolen.

Det koster årligt knap 5000 kr. at gå på skolen. En pæn udgift taget i betragtning at mange arbejdere i Kina ikke tjener meget mere end 1500 kr. om måneden. Derfor kommer mange af eleverne da også fra bedrestillede hjem.

»Mange vil gå på den her skole, og det var lidt svært at komme ind. Men hvis man anstrenger sig, kan det også lade sig gøre,« forklarer 17-årige Wang Yue, der også går i tredje klasse på skolen, der svarer til et dansk gymnasium.

Gennem hele skolesystemet har eleverne vænnet sig til at blive målt gennem deres præstationer. Allerede når de er tre år gamle og begynder i en form for børnehave, begynder den første spæde indlæring.

Lige nu kæmper Wang Yue sammen med skolens øvrige elever om at få så høje karakterer, at han kan komme ind på det bedste universitet.

Alle bor på skolen

Skolens 1700 elever bor alle på skolen og sover i fælles soverum. Det er helt normalt i det kinesiske skolesystem.

Mange elever står op klokken 6.30 om morgenen og dyrker sport, før de begynder undervisningen. Skolen har både svømmehal, tennisbane og idrætshal.

»Når jeg ikke laver lektier, spiller jeg lidt basketball, badminton, computerspil eller besøger historiske steder i Kina,« fortæller Yugiao Yang, der er en af de meget få af eleverne på skolen, der har søskende. Yugiao Yang har en et år ældre søster. Det har til gengæld kostet hans forældre dyrt, da de kinesiske myndigheder kræver adskillige tusinde kroner i betaling for at tillade, at en familie får mere end et barn.

Selv om Yugiao Yang kommer fra Shanghai, bor han hele ugen på skolen og er kun hjemme i weekenden. Mange andre elever kommer langvejs fra og ser deres familie sjældnere. Omkring 100 elever kommer fra andre lande som Korea, Japan og Taiwan, fortæller Yugiao Yang.

I skolen undervises eleverne i matematik, kinesisk, engelsk, fysik, kemi, musik, kunst og idræt.

Selv om Shanghai Yucai Senior High School er fyldt med mønsterelever, minder den også en hel del om et dansk gymnasium. I frikvarteret buldrer popmusikken ud af højttalerne, mens eleverne enten taler eller råber til hinanden, og enkelte sidder på deres plads og sover.

Stræberskole

På væggen minder en række diplomer dog om, at det er lidt af en stræberskole. Og krusedullerne på tavlen er ikke graffiti, men forskellige kloge sætninger eller propagandaslogans fra det kommunistiske system. For eksempel bliver eleverne mindet om, at de skal vise respekt for lærerne og udvise engagement i uddannelsen.

Ikke ret mange elever har lyst at tale engelsk, men engelsklærer Huen Xiaorong forsikrer, at der bliver undervist flittigt i sproget. Og med jævne mellemrum bliver de 46 elever i klassen delt op i to grupper, hvor al samtale skal foregå på engelsk. Under sidste "engelsk-tale-periode" var der to udenlandske lærere i klassen. Ellers er engelskundervisningen mest skriftlig.

Wang Yue mener dog, at det er vigtigt at lære fremmedsprog og støtter helt den åbenhed, som er begyndt at præge det kinesiske samfund. »Vi skal lære noget om andre kulturer, hvis vi skal gøre forretninger med andre lande som USA og England,« mener Wang Yue.

Han kender også lidt til Danmark, som han har hørt om i faget historie. Wang Yue ved, at Danmarks dronning hedder Margrethe, han kender den lille havfrue og kender danske småkager. »Og så har I et vældigt smukt land,« mener han.

explorer@jp.dk

I sporet af den lange slæderejse
Vi kan begynde denne fortælling i det nordligste Grønland, i Qaanaaq, hvor borgmester Jens Danielsen er indtrådt i en komité, der vil rejse penge til et nyt mindesmærke i den vindblæste bygd midt i ødemarken.  

Mindesmærket skal hædre kvinden Arnarulunnguaq, der fødtes i Qaanaaq i 1896 og døde den 2. oktober 1933.  

Arnarulunnguaq er stort set ukendt uden for Qaanaaq. Men hun er en del af historien om historien bag verdens længste slæderejse - Knud Rasmussens 5. Thuleekspedition fra Grønland til Sibirien.  

Under ekspeditionen fra 1921 til 1924 påviste den store polarforsker, at der blandt den oprindelige inuit-befolkning tværs over Arktis findes en fælles kultur, fælles traditioner og et fælles verdensbillede. 

Knud Rasmussens studier gav ham efterfølgende fortjent ære og opmærksomhed. Ekspeditionen hjembragte cirka 20.000 etnografiske genstande, hvoraf hovedparten i dag findes på Nationalmuseets etnografiske samling. 

Mindre opmærksomhed var der omkring den seje grønlandske kvinde, som fulgte Knud Rasmussen på den 18.000 kilometer lange slæderejse, tilberedte mad og holdt det livsnødvendige skindtøj i orden.  

Vi kunne også have begyndt fortællingen i en lejlighed i Lyngby ved København - hos den 85-årige Madeleine Leo Hansen og hendes søn Peder. Madeleine er enke efter Leo Hansen; filmfotografen, som rejste til Amerika for at møde 5. Thuleekspedition midt i det arktiske ingenting og følge med på den sidste del af rejsen. Under nærmest håbløse omstændigheder producerede han stumfilm og tog fotografier til støtte for Knud Rasmussens arbejde.

 

Også han - der senere blev biografejer i Lyngby - er i dag nærmest ukendt. Leo Hansen døde i 1962, men i lejligheden hos hans 34 år yngre enke lever mindet om Leo og 5. Thuleekspedition. Leos søkort, hans rejsepas, billetten til Atlanterhavsdamperen og de håndskrevne notesbøger åbner døren til et eventyr med mange ukendte sider og glemte bipersoner. 

"Han var en pragtfuld mand. Var han ikke flot? Han fortalte ikke meget, men når han fortalte, så kunne han få alle til at lytte," siger Madeleine med øjne, der lyser af kærlighed. 

På JP Explorer har vi lært Knud Rasmussen, Arnarulunnguaq, Leo Hansen og slæderejsens fjerde deltager - grønlænderen Miteq - godt at kende, efter at redaktionen i 2000 satte som ambition at gennemføre en ekspedition i sporet af den 5. Thuleekspedition.  

I 2008 - 75-året for Knud Rasmussens død - skulle det være. I eftersommeren vender JP Explorer derfor tilbage til den arktiske ødemark for at følge i den store polarforskers spor fra Grønland til Stillehavet. Dog ikke på hundeslæde, men i fly. 

Missionen for Jyllands-Postens Arctic Explorer-ekspedition er at finde ud af, om der stadig mellem Atlanterhavet og Stillehavet findes et folk med samme kultur og samme sprog - om "den menneskelige sejhed, kraft og skønhed", som Knud Rasmussen beskrev, har overlevet ind i et nyt årtusind. Og om der fortsat findes grundlag for en bæredygtig udvikling såvel socialt som miljømæssigt.  

Dokumentationen fra 5. Thule-ekspedition er med på rejsen som det solide fodfæste, når vi ser fremad. Vi vil afsøge, hvad der er tilbage af inuit-kulturen - og beskrive, hvordan levevilkårene i Arktis er under forandring. 

Arctic Explorer lægger særlig vægt på at beskrive klimaforandringerne og effekten på den skrøbelig kultur, som befinder sig i brændpunktet for de klimatiske ændringer, der forekommer stadig mere uomgængelige.  

De seneste 10 år (1996-2006) har været de varmeste siden varmeperioden i 1930'erne og 1940'erne, og adskillige steder i Østgrønland har årets middeltemperatur passeret frysepunktet. Overalt i Arktis sker smeltningen af sne og is samt optøningen af permafrost hurtigere end tidligere, og der er tale om en selvforstærkende effekt, fordi solens stråler i stigende grad absorberes i stedet for at reflekteres tilbage i verdensrummet. Disse forandringer griber forstyrrende ind i menneskers, planters og dyrs levebetingelser og cyklusser.  

Undervejs vil ekspeditionen også grave dybere i de mindre kendte beretninger, der knytter sig til 5. Thuleekspedition og dens deltagere.  

Arctic Explorer begynder i Thule og følger i store træk ruten for Knud Rasmussens ekspedition tværs over det nordamerikanske kontinent til Sibirien. Undervejs tager ekspeditionen afstikkere til blandt andet Nordvestpassagen. 

Ud over journalister og en fotograf er også eksperter i etnografi og zoologi med på ekspeditionen, som gennemføres i samarbejde med blandt andre Moesgård Museum, Zoo i København, Ilulissat Museum og Grønlands Naturinstitut.  

Ekspeditionsleder er Jørgen Ullerup, Jyllands-Postens mest erfarne exploratør, som også deltog i blandt andet Galathea 3-ekspeditionen.

Ingen vand i varmen
Windhoek, Namibia

Susanna Nowases ligger i et telt i den fattige bydel Goreangab i Namibias hovedstad Windhoek.

En lille flosset bibel er tilsyneladende en af hendes vigtigste ejendele, som den ligger der på hendes seng.

For fire år siden blev hun ramt af en blodprop, der gjorde hende lam i en stor del af kroppen. Hun kan kun lige sætte sig halvvejs op på den ene side.

Teltet har hun fået af Røde Kors. Herfra kan hun ligge og kigge ud på omverdenen. I et lille blikskur bag teltet bor hendes fem børn.

Udover at hun har svært ved at skaffe penge til mad, har Susanna Nowases ingen adgang til rindende vand, som her i Namibias stegende hede ellers er en livsvigtig fornødenhed.

Vandværket har lukket for vandet. Og hun betaler en nabo cirka 100 kr. om måneden, så børnene kan hente vand der.

Men en vandregning på omkring 25.000 kr. til kommunens vandværk - der løber renter på hver måned - truer med at sætte hende på gaden. Det lille stykke jord, som teltet står på, risikerer hun også at miste, fordi kommunen nu vil have sine penge.

Susanna Nowases historie er ekstrem. Men hun er alligevel et godt billede på, hvordan fattige afrikanere får sværere og sværere ved at skaffe rent vand.

Ikke råd til vandet

JP Explorer har besøgt de fattige bydele i Windhoek, som beboes af de indfødte. Selv i de fattige kvarterer er der indlagt rindende vand. Så kan man betale vandregningen, får man også vand i hanerne. Men flere tusinde har ikke råd til vandet, der i kroner og øre koster cirka det samme som i Danmark.

Her i de fattige bydele tjener de folk, som er heldige at have et arbejde, imidlertid kun 500-600 kr. om måneden, mens pensionister får udbetalt omkring 300 kr. hver måned.

»Vand bliver mere værdifuldt end noget andet - især her i Namibia. Det bliver det 21. århundredes guld og olie,« mener Jade McClune, der forsøger at hjælpe de indfødte med at få vand i hanerne.

Namibia er et af de steder i verden, hvor det regner mindst. Klimaforandringerne er ikke umiddelbart skyld i de fattiges problemer, fordi der nærmest har været konstant tørke i store dele af landet de seneste 30 år. Men klimaforskere regner med, at fremtidens klima vil byde på et endnu tørrere klima i Namibia, hvilket sammen med en forventet vækst i befolkningen vil øge prisen for rent vand og dermed de fattiges problemer.

Kaotisk situation

Der findes uden tvivl langt fattigere mennesker i Afrika, end dem JP Explorer har mødt i Windhoek. Alligevel er situationen for mange indbyggere i Windhoek kaotisk. Og de høje udgifter til vand er med til at sende dem ud på en social deroute, fordi de opbygger stor gæld til det lokale vandværk. En gæld som de aldrig har en chance for at betale.

En af dem, der risikerer en alvorlig social nedtur, er Dawid Afrikaaner. Han bor i bydelen Katutura, som betyder "Vi vil ikke leve her."

Katutura er en bydel, som de fattige indbyggere i flere omgange er blevet tvangsforflyttet til, fordi de hvide overtog centrum af Windhoek. Efter afrikanske forhold er det et pænt kvarter. Husene er bygget af sten. Tagene er tætte. Mange har både elektricitet og rindende vand.

Men flere tusinde er på vej fra hus og hjem. De skylder som Dawid Afrikaaner store formuer til vandværket og dermed til kommunen.

Den dag, JP Explorer besøger Dawid Afrikaaner, har den lokale sherif netop været på besøg for at sætte ham på gaden. Derfor står hele det sparsomme møblement stablet op ude på fortorvet. Og sheriffen har sat en kraftig hængelås på gitterlågen ind til huset.

»De kom i morges, og jeg prøvede at gå hen til nogle advokater for at få hjælp. Da jeg kom tilbage, var møblerne ude og porten låst,« fortæller Dawid Afrikaaner.

Han arbejder som sikkerhedsvagt, men selv om arbejdsdagen er på ikke mindre end 12 timer, så får han kun udbetalt omkring 25 kr. om dagen. Derfor er der ikke meget at betale vandet med, som koster 4,30 kr. pr. kubikmeter plus afgifter. For de fattige afrikanere er det en høj pris, selv om den er lavere end den pris, de rigere hvide namibianere skal betale.

Alligevel er Dawid Afrikaaners gæld til vandværket vokset til omkring 10.000 kr. Han har været uden vand og elektricitet i omkring 16 år, og nu er familien, som foruden Dawid Afrikaaner består af hustruen og 14 børn, sat på gaden. I forvejen har Dawid Afrikaaner sendt konen og børnene sydpå. Huset risikerer at blive sendt på tvangsauktion.

»Jeg har prøvet at betale hver måned. Men vi skulle betale mere, og det kan jeg ikke,« siger Dawid Afrikaaner.

Han har tænkt sig at kæmpe for at få lov til at blive i huset. Under beskyttelse af naboer og venner vil han trodse myndighederne og flytte ind igen.

Taber han kampen, kan næste stop på den sociale deroute blive bydelen Goreangab, hvor Susanne Nowares ligger i sit telt fra Røde Kors.

Støvede jordveje

I modsætning til Katutura er her ingen pæne veje belagt med asfalt, men kun støvede jordveje. Husene er ikke længere bygget af sten - men af blik. Også her er der dog mulighed for rindende vand og elektricitet. Hvis man altså kan betale. 46-årige Edla Kamutueze boede indtil 1990 i Katutura. I dag bor hun i et såkaldt "schak", som de ydmyge blikskure i Goreangab bliver kaldt.

Her i Goreangab ejer de enkelte beboere et jordstykke. I modsætning til mange andre afrikanske byer, har bystyret i Windhoek forsøgt at styre og organisere tilflytningen til byen fra landet, ved at tildele beboerne deres eget stykke jord. Men det er ikke nogen garanti for, at man kan få lov til at blive. Ikke hvis vandregningen er for stor.

»Vi blev jaget ud af vores hus for en gæld på 3000 kr. Uden varsel kom de og hev vores møbler udenfor. De ødelagde mine ting og vores tilværelse,« fortæller Edla Kamutueze.

Hun deler blikskuret med mand og otte børn. Børnene sover i køkkenet. De fem drenge på gulvet, mens pigerne deler en seng. Desuden har forældrene et soveværelse og en lille stue.

Toilettet er bushen bag huset. Her laves både stort og småt. Og enden bliver tørret med sten på gammeldags afrikansk facon. Når de sidder omme i bushen og forretter nødtørften, har de udsigt til byens vandreservoir, som børnene bader i.

Edla Kamutueze er heldig, at hendes mand har et arbejde som taxachauffør, hvor han tjener 600 kr. om måneden. Men familiens gæld til vandværket er i dag steget til 12.000 kr. Der var rindende vand i huset de første seks år, hun boede i blikskuret.

»Jeg er meget bange for at miste mit hus. Hvis det sker, ved jeg ikke, hvor vi skal bo,« siger hun.

Jade McClune skønner, at omkring 30.000 namibiere i Windhoek er i samme situation. Under vores besøg står de indfødte nærmest i kø for at fortælle den samme sørgelige historie, mens de vifter vredt med deres vandregninger, som de ikke kan betale.

Kilometer efter vand

I både Katutura og Goreangab er vi inde i mange huse uden vand. Nogle steder hjælper naboerne. Andre steder må beboerne gå mange kilometer med deres spande til folk, de kender.

Mødre med små børn lægger for eksempel de beskidte bleer ned i spandene og genbruger vandet til tøjvask flere gange. Derfor udgør det manglende vand også et stort sundhedsmæssigt problem.

For præcist at fastslå problemets omfang indleder Jade McClune om kort tid en undersøgelse af 15.000 namibianske familiers adgang til drikkevand, ligesom kravet om rent vand til alle står øverst på listen, når der 1. maj bliver organiseret en større demonstration for de fattige.

explorer@jp.dk

Inuitter til kamp mod de rige lande
Iqaluit, Canada

Først fandt forskerne ud af, at inuitterne var fyldt med giftstoffer fra den forurening, de rige lande i årevis har sendt ud over resten af kloden. Og nu viser det sig, at den globale opvarmning vil ramme de indfødte i de arktiske egne langt voldsommere end folk på resten af kloden.

Derfor er det på høje tid, at verden reagerer og gør noget for at redde inuitternes truede kultur, mener Sheila Watt-Cloutier, præsident og leder for verdens omkring 125.000 inuitter.

»Vi mener, vores menneskerettigheder bliver undertrykt, fordi de rige lande blot fortsætter med at udlede drivhusgasser, selv om det truer med at ødelægge hele vores kultur og eksistensgrundlag. Vores mål er især at få USA til at tilslutte sig de internationale klimaaftaler fra Kyoto, så vi kan få gang i en reduktion i udledningen af drivhusgasserne,« forklarer Sheila Watt-Cloutier.

»Vi er afhængige af at leve hele vores liv i det arktiske miljø, men med den opvarmning, der allerede er i fuld gang, vil levevilkårene for et helt folk blive afgørende ændret. Derfor må hele verden lære at opføre sig mere ansvarligt.«

Kritik af USA

Inuitternes præsident retter især sit skyts mod USA.

»USA opfører sig uansvarligt ved ikke at ville underskrive Kyoto-aftalen. Et land, der har råd til at bruge op mod 400 milliarder kroner på en 30 dage lang krig, har vel også råd til at gøre bare lidt mere for at udvikle en mere miljøvenlig teknologi, så der kan blive udsendt færre drivhusgasser til atmosfæren. Det kan godt være, at folk i USA og Canada ikke har noget imod at kunne gå i shorts i oktober eller november, men de er altså også nødt til at tænke på andre mennesker på kloden. Og for os inuitter, der lever hele vores liv på isen og sneen, kan den globale opvarmning ændre alt,« siger Sheila Watt-Cloutier.

Hun rejser i øjeblikket verden rundt og forsøger at skaffe opbakning til inuitternes kamp for anstændige levevilkår, hvor de ikke bliver tvunget fra hus og hjem og til at opgive deres tusind år gamle levevis, fordi resten af verden ikke vil bruge energi med lidt mere omtanke og lade være med blot at bruge løs af verdens ressourcer og dermed - formentlig - medvirke til, at opvarmningen af kloden får endnu mere fart.

Og projektet har givet resultat. Senest har inuitternes præsident haft møder med repræsentanter for flere små ø-stater.

»Jeg mødtes for kort tid siden med transportministeren fra Jamaica og med en repræsentant for regeringen stillehavsøriget Vanuatu. Vi forsøger at skabe en alliance mellem inuitterne og de små ø-stater, da begge parter er truet af den globale opvarmning. Samtidig sagde formanden for den komité i det amerikanske senat, der arbejder med klimaproblemerne, for kort tid siden, at det nu er på tide, at det Senatet aflægger inuitterne et besøg. Det viser, at verden for alvor er begyndt at tage os og vores problemer alvorligt,« lyder det fra den medievante præsident.

I sidste uge havde hun besøg af den amerikanske avis Washington Post, mens hun på det seneste desuden har optrådt i britiske medier som BBC og The Guardian samt en række andre, internationale medier.

Lomborg: Alt for dyrt

Inuitterne har også fået opbakning fra både EU og FN. FN har således gjort sundheden for befolkningen i Arktis til et parameter for sundheden i resten af verden.

Direktør Bjørn Lomborg fra det danske Institut for Miljøvurdering mener imidlertid, det vil være alt for dyrt for verdenssamfundet at forsøge at redde inuitternes kultur ved at begrænse udledningen af drivhusgasser.

»Inuitterne er ikke de eneste, der har problemer, og vi har ikke penge til at løse alt. Derfor vil jeg være tilbøjelig til at mene, at man i stedet burde hjælpe de millioner af mennesker, der hvert år dør af tuberkulose, AIDS eller malaria eller de 800 millioner, som ikke får mad nok. Der er også millioner af mennesker, der ikke har adgang til rent drikkevand, mennesker, der har langt større problemer end inuitterne,« mener Bjørn Lomborg. Han finder også den voldsomme kritik af især USA for ikke at leve op til Kyoto-aftalerne fejlagtig.

»Det virker næsten komisk, at Sheila Watt-Cloutier er sur på USA for ikke ville tilslutte sig Kyoto-aftalen, da det stort set ingen effekt vil have for klimaet de næste 50 år, om man gennemfører Kyoto-aftalen eller ej. Først i løbet af de kommende 100 år vil Kyoto have en meget lille effekt på klodens klima,« mener Lomborg.

»Forgiftet i årevis«

Inuitterne føler, de længe har været ofre for andre landes gerninger.

»Vi er i årevis blevet forgiftet. Vores modermælk er i dag fyldt med giftstoffer, som er ført herop til Arktis med luftforureningen fra de rige lande. Og nu er den menneskelige aktivitet og voldsomme afbrænding af især kul, olie og gas i fuld gang med at skabe en global opvarmning, der kan betyde, at hele vores kultur vil være væk i mit barnebarns levetid,« lyder det fra Sheila Watt-Cloutier. Midt i bekymringen for fremtiden tror hun dog på, at verden kan og vil forandre sig.

»Hvert eneste menneske kan gøre en forskel. Og jeg tror på, at folk kan ændre sig. Jeg har ændret mig. Hvis hele verden besluttede at nedsætte energiforbruget med 15 procent fra den ene dag til den anden, ville man straks kunne se en forandring. Hvis vi derimod ikke tager os sammen, er det ikke kun os inuitter, det vil ramme. Så vil klimaforandringerne få betydning for hele verden,« mener inuitternes præsident, der samtidig opfordrer verden til at lære af de vindbidte inuitterne, der lever et liv på kanten af det mulige og på én gang kæmper mod både isnende kulde og global opvarmning.

»Vi ved, hvad en bæredygtig udvikling er for noget, for vi har i løbet af de seneste 1000 år aldrig nogensinde udryddet et eneste dyr. Og vi lever ikke blot for at dræbe dyrene - vi lærer de unge, hvordan man skal leve for at overleve og samtidig leve i harmoni med naturen.«

Note: Denne artikel er skrevet i 2004, da Bjørn Lomborg var direktør for det nu nedlagte Institut for Miljøvurdering.

Isklump på skrump
Verdens næststørste isklump er kommet på skrump.

Sidste år forsvandt omkring 240 kubikkilometer is fra indlandsisen i Grønland. Det svarer til astronomiske 240.000 milliarder liter vand, eller 580 gange Danmarks samlede vandforbrug et helt år. Og forskerne er ikke i tvivl om, at afsmeltningen vil blive endnu større de kommende år, fordi temperaturen på kloden stiger - især i de arktiske egne. Til gengæld indeholder isen i Grønland næsten tre milliarder kubikkilometer is og vil derfor næppe forsvinde de første mange hundrede år, uanset hvor meget varmere det bliver på kloden.

Når man står ved Ilulissat og skuer ud over den næsten uendelige iskappe, der fortsætter kilometer efter kilometer, eller befinder sig i en helikopter over isfjorden lidt uden for byen, er det svært at forestille sig, hvilke enorme mængder is der her er i bevægelse.

Isbjerge uden for ruden

Det hjælper lidt, når man tidligt om morgenen opdager, at et isbjerg med plads nok til at huse en mindre dansk landsby i løbet af natten har lagt sig til rette på fjorden lige uden for ens vindue.

Isen flytter sig konstant - især ved Ilulissat, hvor man i dag finder den mest aktive gletsjer på den nordlige halvkugle. Gletsjeren er derfor nærmest blevet symbol på den globale opvarmning og suger som et andet fluepapir politikere, klimaforskere, kendte og andre klimaturister fra hele verden til sig, fordi man her nærmest med det blotte øje kan se isen forsvinde og ved selvsyn opleve effekten af den globale opvarmning.

Da vi besøger Ilulissat, er Folketingets præsidium på besøg, ligesom vi møder skatteminister Kristian Jensen (V) i lufthavnen. Klimaminister Connie Hedegaard (K) har sammen med chefen for FN's Klimapanel, IPCC, inderen Rajendra Pachauri, og den amerikanske kommentator Thomas Friedmann fra New York Times netop været her, ligesom de lokale stadig husker besøget af statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), kansler Angela Merkel og USA's præsidentkandidat John McCain.

Gletsjeren ved isfjorden sender hvert år 46 kubikkilometer is ud i havet, frosset vand, der ville kunne forsyne et land som USA med frisk drikkevand i to år, så klimaforkæmper og Nobelprismodtager Al Gore har naturligvis også været her.

Nogle hundrede kilometer længere mod syd i Kangerlussuaq møder vi Jørgen Peder Steffensen, iskerneforsker fra Københavns Universitet, der er på jagt efter de mange hemmeligheder, der ligger begravet dybt nede i isen. Han har siden begyndelsen af maj haft base her i Grønland - først inde midt på isen, hvor et forskerhold under dansk ledelse i 20-30 graders frost er i gang med at bore en iskerne ud, der kan føre forskerne flere hundrede tusind år tilbage i tiden - senere som koordinator for sommerens i alt 23 flyvninger med forsyninger og folk ind til og fra isen.

Afsmeltning går for stærkt

Jørgen Peder Steffensen, der efter godt tre måneder på Grønland med sit fuldskæg og sit store hår godt kan minde lidt om en vildmand, har bl.a. haft diskussioner med Connie Hedegaard og med klimachef Pachauri om klimaforandringer og indlandsis.

»Lige nu står gletsjerne så langt fremme, som de har gjort i 1.000 år. I Vikingetiden lå de 20-30 kilometer længere tilbage end i dag. De nåede formentlig deres maksimum i 1997. Men nu begynder jeg til gengæld at se forandringer,« lyder det fra Jørgen Peder Steffensen, da vi besøger ham.

»Gletsjerne kan dog kun gøre én af to ting: De kan gå frem, eller de kan gå tilbage. Og vi ville også være bekymrede, hvis de gik frem. Problemet lige nu er, at afsmeltningen af isen ser ud til at gå for stærkt.«

Hvis forudsigelserne om, hvor meget temperaturen på kloden vil stige, holder stik, er Jørgen Peder Steffensen ikke i tvivl om, at det vil få en voldsom betydning for isen på Grønland.

»Så vil isen måske skrumpe 20-30 pct. Det vil medføre en stigning i verdenshavene på 1,5-2 meter. Men det vil tage lang tid. Sidste gang, vi havde istid på den nordlige halvkugle, tog det 3.000 år for isen at smelte væk. Der vil måske forsvinde 20-30 pct. af isen i Grønland i løbet af 1.000 år. Det kan ikke gå ret meget hurtigere, fordi der er så meget is,« vurderer den danske iskerneforsker.
Sebastian Mernild fra University of Alaska i Fairbanks er en anden dansk klimaforsker, der har interesseret sig indgående for udviklingen i Grønland. Han har forsøgt at beregne, hvordan det vil gå med isen i Grønland, efterhånden som vi mennesker sender flere og flere drivhusgasser op i atmosfæren.

Hvis vi øger mængden af drivhusgasser med 15 pct., vil effekten på isen være mærkbar, men ikke fatal. Så vil blot et par pct. af isen smelte bort i løbet af de næste 330 år. Øger vi derimod mængden af drivhusgasser med 150 pct., vil knap 20 pct. formentlig være smeltet i 2340, mens 25 pct. af det areal, der i dag er dækket af is, vil være isfrit, vurderer Sebastian Mernild.

Jørgen Peder Steffensen, der har arbejdet med isen i Grønland og med klimaforandringer det meste af sit liv, tror dog ikke, at klimaforandringerne er den største trussel mod klodens fremtid.

»Jeg tror stadig, at risikoen for en krig er større end risikoen for klimaforandringer.«

Kampen om vandet
Windhoek, Namibia

Ifølge FN mangler fire ud af ti mennesker på kloden i dag vand i større eller mindre grad.

Og FN anslår, at når verdens befolkning omkring 2030 angiveligt vil være vokset fra de nuværende seks milliarder til omkring otte milliarder, vil andelen, der bor i områder med alvorlig mangel på vand, være vokset til omkring to tredjedele. Det svarer til 5,5 milliarder mennesker.

Derfor anser mange manglen på rent vand som et af det 21. århundredes mest alvorlige ressourceproblemer.

Forklaringen er blandt andet, at vandressourcerne på kloden er meget ulige fordelt. 73 procent af verdens befolkning bor i Afrika eller Asien, men de e to verdensdele råder kun over 47 procent af verdens ferskvand. I Nordamerika bor kun 8 procent af verdens befolkning, som råder over 15 procent af det tilgængelige ferskvand. Også i Europa er der allerede i dag begyndende mangel på vand - her bor 13 procent af verdens befolkning, som kun råder over 8 procent af vandet.

Sundhedsrisiko

Vandmangel og dårlige vandforhold udgør en alvorlig sundhedsrisiko for millioner af mennesker i de fattige udviklingslande. Således skyldes 80 procent af alle sygdomme og en tredjedel af alle dødsfald i ulandene mangel på vand eller dårlige vandforhold.

Derfor er rent vand og ordentlige sanitære forhold da også et af både FN's og EU's højest prioriterede områder, når det handler om hjælp til de fattige lande.

Et ændret klima kan mange steder gøre vandmanglen endnu større, vurderer klimaforskere. Ifølge FN's Klimapanel, IPCC, ventes temperaturen på kloden at stige med mellem 1,4 og 5,8 grader i løbet af de kommende 100 år. Det vil formentlig medføre mere tørke, flere hedebølger, flere oversvømmelser og flere storme. Det kan undre, at der mangler vand, når 70 procent af kloden er dækket af vand. Men dels er 97,5 procent af vandet saltvand, dels er en stor del af resten bundet i gletsjere og indlandsis på f.eks. Grønland og Antarktis. Derfor er det reelt kun en meget lille del af ferskvandet, der overhovedet er tilgængeligt.

explorer@jp.dk

Kina buldrer frem
Shanghai, Kina

Der er langt fra billederne af formand Maos rødgardister med knyttede næver og røde tørklæder til det imponerende lyshav fra stribevis af flere hundrede meter høje skyskabere på bredden af Huangpu-floden midt i hjertet af Shanghai.

Blandt de mange reklamer blinker det imponerende lysshow ganske vist også med politisk korrekte slogans som "Shanghai har en blå himmel, et grønt land og klart vand" og "Alle har pligt til at beskytte miljøet", skrevet med kinesiske tegn. Men Shanghais skyline er alligevel et tydeligt billede på, at det gamle kommunistiske bondesamfund i disse år gennemgår forandringer uden sidestykke i verdenshistorien.

Ægteparret Gu Ruizheng, 69 år, og Mei Youding, 72 år, har været med hele vejen fra dengang i 1930'erne, da Shanghai var kendt som Østens Paris, og Kina blev regeret af Chiang Kai-shek, over Maos kulturrevolution til de nu moderne, næsten kapitalistiske tider. Og for dem kan forandringerne ikke ske for hurtigt.

»Jeg er ikke bekymret for hastigheden. For jo hurtigere det går, jo hurtigere kan vi få skabt forbindelser til det internationale samfund. Vi har længe været fattige, så det kan ikke gå hurtigt nok,« mener Mei Youding.

Mei Youding og hans kone er nøje udvalgt af statsapparatet til at fortælle JP Explorer, hvordan ældre kinesere ser på udviklingen. Han er mangeårigt partimedlem, og familien har hele livet været en mønsterfamilie set med det kommunistiske systems øjne. Men de er samtidig også et mønstereksempel på, at selv gamle partimedlemmer er parate til at tage et opgør med fortiden.

Det ældre ægtepar har allerede fået deres udbytte af den økonomiske vækst. De tager imod JP Explorer i en stor pæn lejlighed, som de deler med sønnen og hans kone og barn. Der er aircondition, farvefjernsyn og stereoanlæg. Og på barnebarnets værelse står en computer. Med fladskærm naturligvis. Behagelig luksus - som først og fremmest er betalt af sønnens gode indkomst fra jobbet som salgsdirektør i et stort farmaceutisk firma.

Shanghai, den dekadente by

Gu Ruizheng er født i Shanghai. Dengang var byen kendt som en dekadent by med mange muligheder for udskejelser. Men for byens mange arbejdere var det først og fremmest en fattig by. Gu Ruizheng voksede op i en arbejderfamilie og boede i et lille hus sammen med sine forældre og ni søskende. Forældrene levede af at transportere varer, som de trak rundt i små kærrer.

»Da jeg blev født, var der ingen høje bygninger i byen. Folk havde heller ikke cykler eller biler, så man måtte gå på arbejde,« husker Gu Ruizheng.

Efter at Kina i 1940'erne var blevet befriet for det japanske herredømme, udbrød der borgerkrig i Kina. Formand Mao trak sig sejrrigt ud af opgøret og dannede i 1949 Folkerepublikken Kina. Siden har kommunisterne siddet på magten.

»Jeg kan huske, at folk var meget glade, og at der blev sunget i gaderne,« fortæller Gu Ruizheng.

Den kommunistiske magtovertagelse - som i officielt kinesisk sprog kaldes befrielsen - gav blandt andet Gu Ruizheng mulighed for at få en skoleuddannelse. Og i skolen mødte hun sin nuværende mand.

Som tak for de nye muligheder har ægteparret loyalt gjort karriere i det offentlige system. Hun som børnehavelærer. Han som embedsmand og partimedlem.

Men selv om ægteparret stadig er tro over for det kommunistiske system, er det også stærkt kritisk overfor Maos handlinger. Kulturrevolutionen i slutningen af 1960'erne frem til Maos død, da kommunisterne gennem tvangsforflytninger, udrensninger og undertrykkelse af intellektuel tankegang, forsøgte at gøre Kina til en rigtig bondestat, var en stor fejltagelse, mener de.

»Vi blev ikke involveret i kulturrevolutionen, men det var en meget kaotisk tid,« siger Gu Ruizheng.

Opmuntret af Mao marcherede over en million rødgardister gennem Shanghais gader. Borgmesteren blev tvunget til at gå af. En million unge blev tvangsforflyttet ud på landet. Og enhver, der havde kontakt med udlændinge, risikerede at blive dræbt.

»Mao lukkede døren til landet, så det ikke kunne udvikle sig. Det gjorde, at vi overså muligheder. Men hans bidrag til landet er større end fejlene,« mener Mei Youding.

Men efter Maos død i 1976 begyndte Kina igen at ændre sig. Deng Xiaoping formulerede som den første en mere åben politik. Og når kinesere i dag skal forklare, hvordan man i en by som Shanghai kan have en kapitalistisk markedsøkonomi, samtidig med at det politiske styre i Kina er gammeldags kommunistisk med ét parti ved magten, henviser de stadig til Deng Xiaopings udtalelser.

»Først må nogle folk blive rige, så må de fattige blive rigere og rigere,« siger Mei Youding.

I dag er Shanghai det økonomiske lokomotiv i Kina. Byen er reelt verdens største byggeplads, og i takt med at højhusene skyder op, flyder investeringerne til byen. Indtjeningerne stiger år for år i denne storby med 20 millioner indbyggere.

Klasseopdelt samfund

Men omkring 800 millioner af Kinas 1,3 mia. indbyggere lever stadig i fattigdom på landet. Og i byerne illustreres det tydeligt, at Kina reelt er et klasseopdelt samfund. Mens en arbejder må nøjes med en timeløn på mellem tre og fire kroner. Så bliver andre milliardærer på rekordtid.

»Betingelserne for folk i byerne er blevet bedre. Men især i den vestlige del af landet er der meget fattigdom. Nu er opgaven at få de fattige hevet med op,« siger Mei Youding.

Mens de kommunistiske partier har måttet slippe magten i de østeuropæiske lande, har formand Maos gamle parti trods åbningen mod vest formået at holde fast i magten i Kina. Blandt andet gennem brug af militær magt, som det blev set i 1989 under studenteroprøret på Den Himmelske Freds plads. Også i Shanghai blev der under studenteroprøret indsat militær til at holde orden. Kina bliver stadig af mange stærkt kritiseret for at overtræde menneskerettighederne.

Det ældre ægtepar håber, at kommunisterne også vil være ved magten om 20 år. Men det er ikke givet.

»Det vigtigste for landet lige nu er fred og stabilitet. Men det er svært at sige, om partiet vil fortsætte med at lede Kina, for 10-20 år er lang tid. Det er et spørgsmål, som det kræver lang tid at diskutere,« mener Mei Youding.

explorer@jp.dk

Klimaekspedition Jorden rundt
Dagligt rapporteres der fra hele kloden om varmerekorder, ekstreme regnskyl, heftige storme, og hvad det medfører af død og ulykke for millioner af mennesker.

Men er der noget, der er tvivl om, og som altid kalder på debat og stærke følelser, så er det klodens klima.

Både menigmand, såkaldte eksperter og velanskrevne forskere fører ophedede diskussioner om vind og vejr. Mange er parate til at drage hurtige konklusioner på klimaets vegne, når det har været en særlig varm sommer, eller det har regnet ekstra meget i en måned.

Den ene dag hører vi, at en ny istid er lige om hjørnet. Den næste, at Danmark er på vej mod markant varmere klima. Senest rapporterede det ansete engelske nyhedsbureau The Observer, at en hemmeligholdt rapport fra det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, til præsident George W. Bush, forudser, at kloden i de næste 20 år vil opleve så dramatiske klimaforandringer, at det kan sende kloden på randen af anarki og resultere i en global katastrofe, der vil koste millioner af liv i krige og naturkatastrofer.

Rapporten advarer om, at Europas storbyer vil synke under havniveau. At Storbritannien er på vej mod sibirisk klima. Megatørke opstår flere steder på kloden. Konflikter med atomvåben og stribevis af folkelige oprør vil følge i kølvandet.

Hvad skal man tro?

I dag flyver et reportagehold bestående af Jyllands-Postens journalister Lars From og Klaus Dohm samt fotografen Niels Hougaard af sted fra København på en mission, der skal føre holdet fra regnskoven over Polarcirklen til stillehavsøer og Kinas storbyer. Senere vil Helle Lyster og Martin Skovmand fra Danmarks Radio, DR, støde til holdet.

JP Explorers klimaekspedition bliver den hidtil største satsning, siden JP Explorers store verdensomrejse op mod årtusindskiftet.

Jyllands-Postens reportere skal i de kommende seks uger rejse flere end 92.000 kilometer med det formål at berette fra seks af klodens kontinenter om de levevilkår, som klimaet byder mennesket.

Jordens beboere kan ikke forudsige klimaets udvikling. Det kræver en længere tidshorisont end den menneskelige hukommelse. Men indbyggerne rundt på kloden kan fortælle om de forandringer, som de oplever har fundet sted, og som sker her og nu.

Foruden artiklerne i Jyllands-Posten er der denne hjemmeside, hvor skoleelever, gymnasieelever og andre interesserede kan hente undervisningsmateriale og baggrundsviden. Ligesom Danmarks Radio senere vil sende programmer fra turen med klimaets vidner.

Først stop: Brasilien

Første stop på rejsen er Brasilien og byen Porto Velho i den sydlige del af Amazonas jungle. Her er der i de seneste 20 år blevet fældet store dele af regnskoven med konsekvenser for både det lokale og det globale miljø. I alt er der i Brasilien de seneste år fældet regnskov på et areal svarende til størrelsen af Frankrig. Samtidig giver afbrændingen af regnskov et udslip af drivhusgassen CO2 svarende til Storbritanniens årlige udslip.

Så mens indianerne kan se deres levebetingelser falde til jorden, håber landmanden, minekompagnierne og skovfirmaerne på gevinst.

Fra den varme regnskov flyver holdet stik nord til arktisk Canada. Med udgangspunkt i inuitternes hovedstad, Iqaluit, vil reportageholdet fortælle om, i hvilket omfang stigende temperaturer påvirker inuitternes ældgamle tradition for at leve i pagt med naturen.

Fra det kolde nord går turen igen til varmere himmelstrøg syd for ækvator. Stillehavsriget Tuvalu er verdens næstmindste land med højeste punkt blot fire meter over havets overflade.

På Tuvalu frygter beboerne at blive ofre for stigende vandstand og heftigere storme, og regeringen har derfor truet med at sagsøge både USA og Australien for ikke at have underskrevet den såkaldte Kyoto-aftale, der skal regulere udledningen af de drivhusgasser, som menes at være en medvirkende årsag til klodens stigende temperaturer. Herfra vil holdet rapportere fra et land og en kultur, som måske risikerer at forsvinde.

Vækstcentret Kina

Fra det lille Tuvalu går turen til mægtige Kina. De over én milliard kinesere oplever i disse år en industriel revolution uden sidestykke. Kina har verdens højeste vækstrate, og indenfor en overskuelig årrække kan en stor del af befolkningen have samme levestandard som indbyggerne i Vesten. Kan Kinas store vækst få konsekvenser for klimaet på hele kloden? Explorerholdet besøger vækstcentret Shanghai og rapporterer fra byen, hvor et gigantisk finanscentrum er skudt op, hvor der drømmes om vestlig levestandard både i de store skyskrabere og i de teltbyer, hvor fattige kinesere fra landet har slået sig ned.

Kampen om vandet i Namibia

Indien er på linie med Kina et land med mange mennesker og stor vækst. Men Indien er også et af de lande, som eksperterne forudsiger vil få størst problemer med landbrugsproduktionen som følge af et varmere klima med en mere ustabil monsunregn.

Mange egne af landet har haft problemer med tørke. Og bønderne i et af verdens største landbrugslande, hvor hundreder af millioner er afhængige af indkomsten fra landbrug, må se deres udbytte reduceret. Fra Indien rapporterer holdet også fra områder, der er hærget af jordskred og erosion som følge af kraftigere regnskyl. Desuden vil holdet prøve at komme op til de store gletsjere i Himalaya, der som mange andre af verdens gletsjere er på dramatisk tilbagetog.

Næste stop på rejsen bliver Namibia i det sydlige Afrika. Som et af de tørreste lande i verden er der her udpræget mangel på vand. Både til landbrugsproduktion og til drikkevand.

I Namibias hovedstad, Windhoek, er manglen på drikkevand så stor, at man omdanner kloakvandet til drikkevand. Samtidig overvejer man at føre en mange hundrede kilometer lang ledning med vand fra Okawango-floden i nord ned til Windhoek. Hvis det sker, kan resultatet blive en krig om vand med nabolandet Botswana, som er dybt afhængig af vandet fra den store flod, der er livsnerven i det store Okawango-delta midt inde på det afrikanske kontinent.

Der vil formentlig komme endnu flere konflikter, som den der kan være på vej mellem Namibia og Botswana på en klode, hvor temperaturen stiger, ørkenerne breder sig, og rent drikkevand bliver en mere og mere eftertragtet mangelvare.

Sidste stop på rejsen er Danmark. Nogle forskere er begyndt at tale om, at en istid kan være lige om hjørnet, hvis den varme Golfstrøm forsvinder. De fleste eksperter hælder dog stadig til den opfattelse, at Danmark er på vej mod et varmere klima. Samtidig tyder meget på, at Danmark bliver et af de lande, der kan få gevinst af de kommende klimaforandringer. Ikke kun i form af flere varme dage på stranden, men også i form af bedre betingelserne for skov- og landbrug.

lars.from@jp.dk
klaus.dohm@jp.dk

Klimaet ændrer det danske landskab
Ændringerne i klodens klima er allerede så markante, at Miljøstyrelsen om kort tid udsender en vejledning til danskerne om konsekvenserne.

I Danmark vil klimaændringerne blandt andet føre til, at de store plantager med grantræer vil forsvinde, mens nye træarter vil brede sig.

Samtidig skal undergrundsbaner, broer, tunneller, kloaker og bygninger forberedes til et mere uforudsigeligt klima, vil det fremgå af vejledningen.

»Uanset hvad årsagen er, er der enighed om, at klimaet er ved at forandre sig. Det er vi nødt til at forberede os på. Efter orkanen i 1999 blev det tydeligt for enhver, at vi skal have mere stabile skove,« siger miljøminister Hans Christian Schmidt (V).

Ifølge klimaforskere fra blandt andet Danmarks Meteorologiske Institut vil temperaturerne i Danmark i løbet af de næste 100 år stige med fire-fem grader om vinteren. Det vil således kun sjældent være muligt at løbe på skøjter på søerne. Der vil samtidig være risiko for voldsommere storme og kraftigere regnvejr. Derimod bliver der flere badedage om sommeren.

I Danmark vil det føre til, at man skal bruge millionbeløb på at klimasikre alle nye, store investeringer i byggeri. Jyllands-Posten sender søndag et Explorerhold ud på en rejse Jorden rundt for at rapportere om klimaforandringerne på klodens kontinenter.

Kloakvand i hanerne
Windhoek, Namibia

Når man sætter sig ned for at nyde et glas dejligt koldt vand i Namibias hovedstad Windhoek, er der en pæn chance for, at man drikker sit eget kloakvand.

Op til en tredjedel af vandet i hanerne er nemlig renset spildevand.

Normalt vil de fleste folk løbe skrigende væk med udsigten til at drikke kloakvand, men da Namibia er et af de tørreste lande i verden - og har en nærmest kronisk mangel på vand - er det alment accepteret af både rige og fattige, at man genbruger spildevandet og sender det tilbage i vandhanerne.

Windhoek får ganske vist 340 millimeter nedbør om året, men da den årlige fordampning er på ikke mindre end 3400 millimeter, hjælper det ikke meget.

Derfor er det eneste, der for alvor bekymrer indbyggerne, prisen, der med en kubikmeterpris på fem-seks kroner ligner prisen i Danmark, selv om købekraften i dette fattige, afrikanske land er en ganske anden.

Der er derimod ikke mange, som gør noget nummer ud af, at det er renset kloakvand, der strømmer ud af hanerne.

Haven lægges om

Én af de mere velhavende indbyggere i Windhoek er Roland Engel, der for få måneder siden flyttede til byen fra Sydafrika. Og han ser ingen problemer i, at det er renset kloakvand, han har inde i huset. Prisen og kommunens særlige interesse for store vandforbrugere bekymrer ham derimod mere.

»Derfor er jeg netop nu ved at lægge haven om, så vi ikke behøver bruge så meget vand til at vande haven. Vi har fjernet græsset og skiftet det ud med fliser,« fortæller Roland Engel, mens han viser rundt i den lille have, hvor swimming-poolen indtil videre har fået lov at blive.

Roland Engel og hans familie på fire personer bruger hver måned omkring 20 kubikmeter vand. Med en vandkrævende have stiger forbruget hurtigt til 30. Og hvis man kommer op på 40-50 kubikmeter om måneden, vil man hurtigt få besøg af én af kommunens inspektører, der vil have at vide, hvorfor man bruger så meget vand. Samtidig får man en stor bøde, hvis forbruget overstiger de normale 20-30 kubikmeter om måneden.

Penge før vand

I de fattige kvarterer er der heller ingen, der stille spørgsmålstegn ved, om det er kloakvand eller ej, der kommer ud af hanerne. Bare der kommer noget ud. Og det er langtfra altid tilfældet. Ikke mindst fordi kommunen er begyndt at forlange at få betalt gamle vandregninger. Og sker det ikke, bliver der lukket for vandet.

På det højtavancerede renseanlæg lidt udenfor Windhoek garanterer civilingeniør John Esterhuissen, at vandet er så rent, at man uden problemer kan drikke det.

Krav om klor

»Vandet er med garanti helt rent, når det forlader anlægget. Vi tilsætter ganske vist klor til vandet, men det er et krav fra kommunen og skyldes alene risikoen for bakterier, når vandet transporteres gennem kommunens ledningsnet. Samtidig tilsætter vi maksimalt en tredjedel renset spildevand til drikkevandet - af hensyn til sikkerheden. Vi er nemlig nødt til at være meget opmærksomme på risikoen for urent vand, da vi får skylden hver eneste gang, der er problemer med vandet i Windhoek, selv om det ikke har noget med os at gøre,« forklarer John Esterhuissen.

Allerede i 1969 begyndte man at genbruge kloakvandet i Windhoek. Men først efter en alvorlig tørke i 1996 er der for alvor kommet gang i genbruget af det ellers så ildelugtende kloakvand.

Og for mindre end to år siden tog man et helt nyt anlæg i brug - et anlæg, der uden sammenligning er det mest avancerede af sin slags i verden.

Her bliver kloakvandet renset med aktivt kul, behandlet med jernklorid, kaustisk soda, ozon og meget andet, ligesom det bliver sendt gennem en række højavancerede filtre, hvor selv den mindste snavs bliver sorteret fra.

Det er et privat selskab, som er ejet af bl.a. tyske og hollandske interesser, der driver rensningsanlægget.

Begrænsninger

Driftsdirektør Kuiri F. Tjipangandjara fra det nationale Namwater, der har ansvaret for drikkevandsforsyningen til hele Namibia, erkender, at Namibia har et drikkevandsproblem.

»Når vand er gratis, bruger vi en masse. Men ved at hæve prisen på vand, har vi fået gjort vandsituationen stabil. Hvis befolkningstallet i Windhoek stiger, er vi dog nødt til at begynde at hente vand andre steder.«

Drikkevandet i Namibia kommer i dag fra vandboringer, overfladevand og fra renset kloakvand. Men ofte skal man helt ned i 500 meters dybde for at hente vand til byens cirka en halv million store befolkning.

Flere steder i verden

Med udsigt til klimaforandringer over det meste af kloden - herunder ikke mindst mere tørke og ustabilt regnvejr - vil modellen med at rense kloakvandet formentlig blive aktuelt mange andre steder i verden.

»Vores partnerne er derfor interesserede i at gøre det samme andre steder i verden. Man har allerede forsøgt i Singapore, men her blev kloakvandet ikke accepteret af befolkningen. De kommende år vil det formentlig også blive interessant mange andre steder i Afrika, ligesom man ser seriøst på vores løsning i Australien,« fortæller John Esterhuissen.

Han gør samtidig opmærksom på en tragisk sammenhæng mellem sygdommen aids og vandforsyningen i Namibias hovedstad.

»Når vi taler om fremtidens vandforsyning, har vi to scenarier. Et med hiv og aids og et uden. Hvis der bliver fundet en måde at helbrede folk med hiv og aids, får vi et meget alvorligt problem i Windhoek med mangel på vand, fordi befolkningstallet så vil stige kraftigt. Og så vil vi være tvunget til at bringe vand hertil fra andre steder. Til gengæld vil der gå væsentligt længere tid, inden vi får alvorlige problemer, hvis der ikke bliver fundet en helbredelse. På den måde er hiv og aids - isoleret set - en fordel for vandforsyningen i Windhoek,« konkluderer John Esterhuissen.

explorer@jp.dk

Kloden under forandring
Temperaturen på jordkloden er i løbet af de seneste 100 år steget med 0,6 grader. Og stigningen har været kraftigst i perioden fra 1976 og frem til i dag. Samtidig er de 10 varmeste år, der nogensinde er registreret på kloden, alle målt siden 1987.

1998 var det varmeste år af dem alle - med en temperatur på 0,58 grader over det normale for perioden 1960-90. 2002 var det næstvarmeste år, mens 2003 er det tredjevarmeste år, siden forskerne i 1856 begyndte at foretage systematiske målinger.

Gennemsnitstemperaturen var sidste år 0,43 grader over normalen.

Temperaturstigningen har været størst i de arktiske egne, hvor konsekvenserne mange steder allerede er synlige.

Tyndere is ved Arktis

Havisen ved Arktis er blevet 40 procent tyndere i løbet af blot et par årtier, ligesom udbredelsen af havis i området omkring Nordpolen i dag er 10-15 procent mindre end i 1950. Målingerne er dels foretaget med satellit, dels via undervandsbåde, der systematisk har målt tykkelsen af isen. Afsmeltningen af havisen fortsætter for fuld styrke.

Også bjerggletsjerne over det meste af vores planet er i fuld gang med at trække sig tilbage som de har været det gennem en stor del af det 20. århundrede. Generelt skrumper gletsjerne de fleste steder, og dér, hvor de trods alt vokser, er forklaringen formentlig den stigende mængde nedbør - som følge af det varmere klima.

Sidste sommer var Europa ved at blive kvalt i den værste hedebølge i 500 år, hvilket var stærkt medvirkende til, at gletsjerne i vores del af verden skrumpede med mellem 5 og 10 procent. Forskerne mener, at en række af gletsjerne i Alperne kan være væk om ganske få årtier.

I Alaska, det sted på kloden med flest gletsjere - bortset fra Grønland og Antarktis - viser målinger, at gletsjerne skrumper med en halv meter om året. Her taler man om en stigning i gennemsnitstemperaturen om vinteren på op mod seks grader.

De seneste 30-40 år har forskerne målt snedækket på den nordlige halvkugle, og her har man konstateret, at tæppet af sne i løbet af de seneste 15 år er blevet 10 procent mindre, end det var i perioden 1966-86.

Permafrost på retur

Det har ifølge forskerne betydet, at permafrosten mange steder begynder at blive nedbrudt. Hvor jorden tidligere året rundt var bundfrossen op til 100 meter ned i dybet, begynder den nu stille og roligt at tø. Det har allerede givet alvorlige konsekvenser i Alaska, det nordlige Canada og ikke mindst i Sibirien. Hvis permafrosten forsvinder, kan jorden på det nærmeste kollapse, så huse falder sammen, veje synker ned i jorden og flyvepladser bliver ubrugelige.

Det er også et faktum, at vandstanden i verdenshavene er steget. I løbet af de seneste 100 år er vandet kommet til at stå 10-20 centimeter højere. Det har endnu ikke fået alvorlige konsekvenser, men hvis vandet fortsætter med at stige, vil det betyde alvorlig risiko for oversvømmelser og andre naturkatastrofer.

Der findes endnu intet endegyldigt bevis på, at mennesket er skyld i klimaforandringerne. Der er dog ingen tvivl om, at vi med vores måde at leve på i årtusinder har haft en kraftig indflydelse på klimaet.

Det gælder ikke mindst ændringerne af landskabet på kloden. Gennem årtusinder har vi fældet træer for at opdyrke jorden. Et af de første steder var omkring Middelhavet, hvor man for mere end 2000 år siden gik meget voldsomt til værks og tilbage i Romertiden fik fældet masser af skov. Siden er resten af verden fulgt efter med en kraftig opdyrkning af landskabet i Nordamerika, Asien, Sydamerika, Afrika og resten af Europa.

Den type ændringer har en kraftig effekt på det lokale klima og muligvis også det globale. Men betydningen er størst lokalt. Ikke mindst træernes rolle som en magnet, der fastholder luftfugtigheden i et område, er vigtig.

Det meget tørre klima i Sydeuropa kan således hænge sammen med, at her ikke findes så mange skove.

Tilsvarende har man Florida, USA, for at kunne dyrke endnu flere appelsiner og citroner, drænet meget store områder. Men i takt med at luften er blevet mere tør, har man de seneste år pludselig oplevet perioder med frost, der har ødelagt citrusfrugterne. Florida har ellers været kendt for aldrig at have frost, men med et mere tørt klima har frosten pludselig fået bedre vilkår.

Mens forskerne strides om, hvorvidt den globale opvarmning skyldes udledningen af de såkaldte drivhusgasser - herunder især kuldioxid, CO2 - eller ej, er det et faktum, at indholdet af CO2 i atmosfæren siden 1750 er øget med 31 procent, og at stigningen fortsætter. Derfor taler FN's klimapanel, IPCC, om en skelnelig menneskelig påvirkning af klodens klima.

Mere regn i Danmark

Det er også et faktum, at mængden af nedbør på kloden er steget. Især i de nordlige og sydlige egne - herunder bl.a. i Danmark. Også her peger eksperterne på, at det hænger sammen med den stigende temperatur på kloden.

Ikke mindst efter orkanen, der i 1999 ramte Danmark, har både politikere og forskere talt meget om den øgede risiko for flere kraftige storme og orkaner samt mere kraftig nedbør. Der er dog endnu ingen dokumentation for, at vi har fået flere tropiske storme, orkaner og tornadoer i løbet af det 20. århundrede.

Der er således heller intet belæg for f.eks. at kæde orkanen Mitch, der i 1998 dræbte op mod 11.000 mennesker i Mellemamerika, sammen med den globale opvarmning.

Første artikel fra JP Explorer bringes næste søndag. Holdets første logbog kan læses i avisen og på nettet på torsdag.

Korallerne blegner


Under vandet åbner sig en fantastisk fauna. Fisk i alle tænkelige farver svømmer rundt mellem lilla, grønne og gule koraller. En skildpadde har kort forinden været oppe at trække vejret ved havoverfladen.

Kun lyden fra vejrtrækningen gennem snorklen bryder stilheden i naturens eget akvarium.

Selv om de er usandsynligt smukke, er korallerne på Funafuti-atollen midt ude i Stillehavet dog ikke enestående. Masser af steder i havene rundt omkring på kloden kan dette imponerende skue af fisk og levende koraller opleves gennem dykkermasken.

Men måske ikke så meget længere.


 

Forskere er bekymrede for, at stigende havtemperaturer er i færd med at ødelægge det farvestrålende fænomen, som naturen har brugt tusinder af år på at opbygge.

Ifølge en rapport, som den danskfødte professor Ove Hoegh-Guldberg fra University of Queensland i Australien i februar offentliggjorde, kan de fleste af verdens koralrev i værste fald være ødelagt i år 2100. Selv hvis korallerne overlever den opvarmning af kloden, som de fleste klimaeksperter mener, allerede er i gang, vil de tage hundreder af år om at komme sig, konkluderer professoren, der anses for at være en af verdens førende koralforskere.

»Koralrevene er et af de første alvorlige ofre for klimaforandringer,« konkluderer Ove Hoegh-Guldberg i rapporten, der er lavet for Verdensnaturfonden, WWF, i Australien Tourism Industri Counsil.


 

I Australien frygter mange, at det vil koste store summer og arbejdspladser, hvis verdens største koralrev, Great Barrier Reef, der ligger ud for Australiens østkyst, bliver ødelagt. Det samme risikerer at ske i mange andre områder, hvor turismen er kædet tæt sammen med oplevelserne under vandet.

Således er turismen sammen med hensynet til miljøet i dag de væsentligste årsager til, at forskere og miljøorganisationer kæmper så hårdt for koralrevenes overlevelse. Alene i Caraibien omsætter dykkerindustrien i dag for omkring syv milliarder kroner om året. Og tallet er stigende. Fiskeriet er dog også en betydelig faktor, da en fjerdedel af de fisk, der fanges i udviklingslandene, stammer fra koralrevene.

Ifølge rapporten fra Ove Hoegh-Guldberg var 1998 året, hvor verden oplevede det hidtil værste angreb på korallernes sundhedstilstand i nyere tid. Det samme år da man målte den hidtil varmeste lufttemperatur på kloden, siden de officielle målinger begyndte for omkring 150 år siden. Blandt andet i Det Indiske Ocean døde hele koralrev.

 

Stressede koraller

Korallerne er små, fintfølende, levende mekanismer, der lever bedst i vand, der er 18-30 grader varmt. Men hvis havtemperaturen stiger for meget om sommeren, bliver korallen stresset. Først blegner den, fordi den skiller sig af med de mikroorganismer, der forsyner den med liv. Derefter dør den. Blot temperaturen bliver 1 grad over den normale, maksimale sommertemperatur, påvirker det korallen. Korallerne er også meget følsomme over for påvirkning fra mennesker enten i form af fiskeri eller blot ved simpel berøring fra turister eller andre, der træder på eller på anden vis beskadiger korallerne.

Funafuti midt i Stillehavet er en klassisk atol med koralrev hele vejen rundt om en lagune. Inde i selve lagunen vokser der desuden masser af farvestrålende koraller.

De færre end 10.000 indbyggere på Tuvalu har ingen som helst indflydelse på de stigende havtemperaturer i verdenshavene og den mulige påvirkning af Funafuti. Til gengæld forsøger man at beskytte korallerne og det dyreliv, der findes omkring revene ved den lille atol, så godt man kan.

I løbet af de seneste år har myndighederne gennemført to undersøgelser af korallernes tilstand. I 2002 bistod amerikanske forskere, og dengang konstaterede man et enkelt tilfælde af blegnede koraller. Sidste år i november gennemførte tuvaleserne deres egen undersøgelse, og ifølge Tupolaga Poulasi fra Tuvalus lille fiskerikontor, der er ved at lægge sidste hånd på rapporten, er der ikke denne gang fundet tegn på, at korallerne blegner.

»De koraller, der var beskadigede i 2002, er ifølge vores undersøgelse kommet sig helt igen,« siger Tupolanga Poulasi.

Ifølge Tupolanga Poulasi findes der mange døde koraller på atollen, men det er primært fremkaldt af menneskelig aktivitet.

»Vi kan konstatere, at omkring 70 procent af korallerne har det godt,« lyder konklusionen.

Især tæt på Funafutis hovedø er korallerne døde, mens de ude i lagunen har det bedre. Ifølge Tupolanga Poulasi skylde de døde koraller, at fiskerne og forureningen har gjort det af med dem.

»Vi forsøger at få folk til at forstå, at de skal passe på naturen,« forklarer Tupolanga Poulasi.

  

Restriktive regler

En stor del af den østlige del af atollen er således omdannet til et naturreservat, som man både skal have tilladelse til at besøge og samtidig overholde de restriktive regler for, hvordan man må opføre sig.

»På grund af det stigende befolkningstal her på atollen, har det været nødvendigt at omdanne noget af den til et reservat. Mange kom tidligere herud og tog på picnic og fiskede uden at tage hensyn til de sarte koraller. Men det er vigtigt at bevare naturen for de næste generationer, så de også kan se koraller, fisk og skildpadder,« siger Semese Alefaio, der holder opsyn med området og viser Explorers klimaekspedition rundt i lagunen.

Når Funafuti endnu ikke har oplevet de store problemer med blegning af korallerne, kan det ifølge Semese Alefaio hænge sammen med, at korallerne nu bliver ladt i fred, fordi turismen på denne atol er minimal.

»Til gengæld ved vi, at koralrevene ved Filippinerne, Salomon Øerne og Australien har problemer, muligvis på grund af turismen,« forklarer Semese Alefaio.

En anden forklaring på, at koralrevene på Funafuti fortsat er nogenlunde intakte, kan være, at stigningen i havtemperaturen rundt på kloden rammer meget forskelligt.

Ifølge Ove Hoegh-Guldberg er havtemperaturen i gennemsnit steget en grad i løbet af de seneste hundrede år. Havtemperaturen ventes fremtidig at stige med yderligere en-to grader for hvert århundrede.

Men stigningen bliver meget forskellig.

Allerede fra 2020 ventes koralrevene i Caraibien og Sydøstasien at blive ramt af blegning hvert eneste år, mens det centrale Stillehav, hvor Funafuti ligger, forventes at blive udsat for blegning hvert år fra 2040.

Kvalitet til 3,5 kroner i timen
Shanghai, Kina

Yuan Wenru er én af Kinas millioner af pligtopfyldende - og eftertragtede - industriarbejdere. Hun passer sit arbejde til punkt og prikke. Otte timer om dagen, fem dage om ugen.

For det får hun en månedsløn på ca. 600 kr., hvilket svarer til ca. 3,50 kr. i timen.

Da hun tjener færre end 750 kr. om måneden, slipper hun for at betale skat, ligesom det kommunistiske samfund sørger for, at hun er sikret, hvis hun bliver syg eller kommer til skade, ligesom der også er taget hånd om hendes pension.

Hendes chef, direktør Yang Yong Cai fra det private firma Shanghai Haihua Sensor Co. Ltd. har derfor særdeles gode kort på hånden, når han skal forhandle kontrakter med tyske eller amerikanske bilproducenter, som han leverer sensorer til motorer til.

Styr på kvaliteten

»Hvis vi har den rette kvalitet i dag, kan vi erobre markedet i morgen,« mener den ivrige arbejdsgiver, der lige nu er til eksamen hos den amerikanske koncern Visteon. Og hvis amerikanerne siger god for den kvalitet, firmaet i Shanghai kan levere, venter store ordrer, konkluderer Yang Yong Cai.

Kvaliteten af produktionen i Kina har tidligere været et problem, men mange af virksomhederne har fået styr på kvaliteten, og mange er kvalitets-certificeret efter de internationale normer.

»Vi leverer lige nu 150.000 sensorer om året. Hvis vi består kvalitetskontrollen, hvad vi regner med, vil vi få til opgave at producere 660.000 sensorer for amerikanerne. Det vil øge antallet af ansatte i virksomheder fra 40 til omkring 80,« fortæller Yang Yong Cai.

Regnestykket er ifølge direktøren enkelt:

»Hvis vi køber råvarer det samme sted, og vi kan levere den rette kvalitet, har vi i Kina den billigste arbejdskraft og kan derfor levere varerne billigst.«

Yang Yong Cai er ikke i tvivl om, at Kina i høj grad er på vej ind på verdensmarkedet, ikke mindst efter at verdens mest folkerige nation er blevet medlem af verdenshandelsorganisationen WTO.

»Efter at vi har tiltrådt WTO, er Kina blevet verdens store fabrik,« lyder den optimistiske konklusion fra Yang Yong Cai. Han har på ægte planøkonomisk vis lagt en ambitiøs flerårig udviklingsplan, der i første omgang skal sikre virksomheden et godt image med samme standard som konkurrerende firmaer i vesten. Derefter skal den ud og erobre markedet.

Lønningerne på den lille driftige fabrik ligger mellem 7.500 og 45.000 kr. om året. De største kunder er de tyske folkevognsfabrikker samt amerikanske General Motors.

Imponerende vækst

Shanghai Haihua Sensor Co. Ltd. ligger midt i bydelen Malu i udkanten af Shanghai. Og den lokale borgmester, Zhao Ming, kan berette om en imponerende vækst:

»Der bor 50.000 indbyggere i bydelen, mens 70.000 hver dag pendler ind for at passe deres arbejde. De senere år har vi i gennemsnit haft en vækst på 30 pct. mens den i 1999 og 2000 var på ikke mindre end 45 pct.,« fortæller Zhao Ming.

Faktisk er udviklingen i Malu den kraftigste i hele Shanghai, hvor den samlede økonomi sidste år steg med 11,8 pct.

Firmaerne i området producerer især dele til biler, fødevarer, møbler og elektronik. Der er ikke danske firmaer med egen afdeling i Malu, men der findes danske samarbejdspartnere.

Sidste år investerede de udenlandske firmaer fra især Japan, Sydkorea, USA og Tyskland mere end seks mia. kr. i området, der er udvalgt til at være en af de fire vigtigste investeringszoner i Shanghai.

Malu ligger centralt placeret godt 24 kilometer fra centrum, tæt på verdens tredjestørste havn og en af de to internationale lufthavne i Shanghai.

Borgmesteren er derfor ikke i tvivl om, at der vil komme endnu mere gang i udviklingen de kommende år.

Speed på udviklingen

»Vi satser på en endnu hurtigere udvikling. Vi har blandt andet virksomheder, der gerne vil producere endnu flere dele til General Motors, VW og til produktion af rent kinesiske biler. Samtidig er vi ved at få gang i hotel- og servicebranchen i området.«

Zhao Ming ser meget gerne, at også danske virksomheder får øjnene op for den driftige bydel i Shanghai, hvor myndighederne de senere år har gjort meget for at forbedre levevilkårene for arbejderne.

»Hvis danske virksomheder kan deltage i udbygningen af vores område, vil de være velkomne.«

Direkte flyrute

Og mulighederne er faktisk blevet endnu bedre. Nu kan virksomhederne ikke alene spare masser af penge på de lave kinesiske lønninger, nu er det også blevet markant lettere at komme fra Danmark til Shanghai, da SAS for kort tid siden har oprettet en direkte rute fra København til Shanghai.

En rapport om såkaldt sourcing i Kina, hvor virksomheder lægger dele af deres produktion til udlandet, som det danske generalkonsulat i Shanghai for nylig har udgivet, konkluderer bl.a., at de kinesiske lønninger næppe vil stige nævneværdigt de kommende år på grund af den enorme arbejdskraftreserve i verdens mest folkerige nation.

Rapporten er i øvrigt blevet en bestseller blandt interesserede danske erhvervsfolk, oplyser konsul Birgit Hjortlund i Shanghai.

explorer@jp.dk

Legendarisk søvej åbner

Mange søfolk er gennem årene døde i forsøget på at finde søvejen nordvest gennem Arktis. Druknet eller frosset ihjel.

I dag er den legendariske rute, som kan forkorte sejlturen mellem Europa og Asien med flere tusinde kilometer, nem at finde. Men selv om Nordvestpassagen - der forbinder Atlanten med Stillehavet - lige nu officielt er åben, kan det stadig være en farefuld færd at sejle ruten.

Den canadiske isbryder "Amundsen", opkaldt efter nordmanden, der i 1906 blev den første til at gennemsejle ruten, er netop nu på vej igennem. Men ifølge Olivier Tremblay, navigationsofficer på "Amundsen", der er en af den canadiske Coast Guards fem isbrydere, kræver det alligevel erfaring og lokalkendskab at komme sikkert frem.

»Et handelsskib kan endnu ikke bare sejle igennem. Der skal laves flere opmålinger og sættes bøjer ud. Man skal i hvert fald have en erfaren rådgiver med. En kaptajn uden erfaring med is i Nordvestpassagen, det vil ikke være godt,« mener Olivier Tremblay.

Arctic Explorer bliver i helikopter fløjet ud til "Amundsen". Blot et enkelt isbjerg er i sigte i farvandet, hvor "Amundsen" ligger for anker, inden den skal sejle videre på sin tur gennem Nordvestpassagen. Olivier Tremblay tager en række kort frem fra skuffen og viser, hvilken rute "Amundsen" er sejlet igennem. Ikke uden stolthed, for især turen gennem det smalle Bellot Strædet, en lille hurtig genvej, var en udfordring.

Nemmere passage

Mens Nordvestpassagen fra 1500-tallet og indtil begyndelsen af 1900-tallet var lukket for de hårdføre opdagelserejsende på grund af de store ismasser, har den rekordstore afsmeltning af is nu resulteret i, at det meste af passagen er isfri om sommeren. På sin tur er "Amundsen" kun en enkelt gang stødt på is, som let blev brudt op.

»Vi troede, at der ville være mere is, men vi kan se, at den forsvinder meget hurtigt. Folk, der har været her på skibet længe, siger hele tiden, at det er blevet meget nemmere at sejle igennem,« forklarer Olivier Tremblay.

Når man planlægger ruten gennem Nordvestpassagen, er der mange forhold at tage hensyn til. Der er flere ruter at vælge afhængig af forholdene. Ikke kun mængden af is - men i lige så høj grad vindretningen og strømforholdene, der har stor betydning for, hvor isen flytter sig hen, afgør, hvor skibene sejler. Det gør også sejladsen vanskeligere, at man endnu ikke har opmålt havdybden i alle områder.

Åbningen af Nordvestpassagen giver på længere sigt store økonomiske perspektiver. Nationalt i Canada, fordi det fremover bliver meget lettere at fragte råstoffer fra miner i Arktis ud. Internationalt, fordi der kan spares penge på fragt mellem Europa, Amerika og Asien.

»Det er svært at sige præcist, hvad det kommercielle potentiale er, men det vil blive billigere at fragte gods mellem Asien og Europa,« fortæller Brian LeBlanc, regionaldirektør, for Canadian Coast Guard i central- og arktisk Canada:

Som et af de første danske kommercielle skibe sejlede kabelskibet "Peter Faber" i slutningen af august igennem Nordvestpassagen østfra. Det skete i forbindelse med udlægning af kabler mellem Grønland og Canada, og flere gange mødte skibet is. En enkelt gang måtte skibet sejle slalom og ændre rute for at komme igennem isen, fremgår det af skibets logbog.

Et politisk minefelt

Det canadiske militær opererer med, at Nordvestpassagen omkring år 2050 vil kunne blive en væsentlig transportvej sommeren igennem. Rederier kan regne med at spare millioner på mindre transporttid og dermed mindre olieforbrug. Men der er også store uafklarede sikkerheds- og forsikringsspørgsmål. Derfor forbereder kystgarden sig på at kunne håndtere ulykker med havarerede skibe og olieudslip.

Nordvestpassagen er også et politisk minefelt i forholdet mellem Canada og USA. Spørgsmålet er for eksempel, om USA frit kan sende atombevæbnede ubåde gennem farvandet, som canadierne anser for at være territorialt farvand. Amerikanerne anerkender, at Nordvestpassagen ligger på canadisk område, men siger samtidig, at den er en international sejlrende.

For blot få uger siden krævede Canadas konservative premierminister, Stephen Harper, der for nylig udskrev valg, at alle skibe, som vil igennem passagen, skal rapportere deres ankomst til Canadas kystvagt. Det anses for både at være en udenrigs- og indenrigspolitisk melding.

»Vi vil vide, hvilke skibe der kommer igennem og hvorfor,« siger Brian LeBlanc.

Endnu har USA ikke reageret officielt, men den almindelige canadier regner med, at amerikanerne gør som de plejer: »Lige hvad der passer dem.«

Når havet æder byen

Hvem skal betale regningen, når klimaet ændrer sig?

I Danmark er diskussionen om klimaforandringer fortsat meget abstrakt. For de 405 indbyggere i landsbyen Kivalina midt i Alaskas ødemark er problemet krystalklart:

Landsbyen er ved at blive ædt af havet og skal flyttes i sikkerhed, hvis man skal undgå en katastrofe.

Regningen på 400 mio. dollars - ca. to milliarder kroner - bliver nu sendt til de olie- og energiselskaber, som landsbyens indbyggere mener, er skyld i problemerne.

»De skal holdes ansvarlige for de ødelæggelser, de har påført vores miljø og vores natur,« lyder det fra Colleen Swan, enlig mor til seks og leder af inuitternes administration i landsbyen.

Hun har næsten hele sin store familie som naboer - inklusiv sine forældre og hovedparten af deres 45 børn og 35 børnebørn. Den 49-årige kvinde forsøger i disse dage at hjælpe med at få byens maddepoter fyldt op med fisk, før vinteren sætter ind. Indbyggerne i den lille landsby har næsten ingen indkomst, men lever primært af, hvad naturen kan give dem i form af fisk, rensdyr og måske en hval i ny og næ. De har ingen jordisk chance for selv at betale for en flytning af landsbyen.

Derfor har de valgt at anlægge sag mod Exxon, Shell, BP og de andre store olie- og energiselskaber, som de mener, er ansvarlige for udledningen af de mange drivhusgasser.

»Vi er nødt til at flytte hele byen fire kilometer ned ad kysten til et sted, hvor havet ikke eroderer kysten. Og de olie- og energiselskaber, der er skyld i klimaforandringerne, skal betale,« lyder det fra Colleen Swan.

Kivalina er en charmerende lille landsby i det yderste hjørne af USA, placeret helt ud til Beringshavet på en smal ø bestående af sand og grus.

Havisen gav læ

Hidtil har havisen beskyttet det lille samfund mod de kraftige efterårsstorme. Men sådan er det ikke mere. På grund af et varmere klima kommer isen langt senere og forsvinder tidligere. Derfor rammer bølgerne fra især de kraftige efterårsstorme nu med fuld styrke og æder sig stille og roligt ind på landsbyen.

 

Sidste år lurede en større oliekatastrofe. I løbet af en enkelt storm åd havet adskillige meter af den smalle ø og truede med at skylle 10 kæmpestore olietanke i havet - tanke, der var fyldt med tusindvis af liter dieselolie til opvarmning gennem vinteren. Tankene er netop blevet flyttet i midlertidig sikkerhed. Regningen på ca. tre mio. kr. har staten Alaska efter et langt slagsmål accepteret at betale.

I flere år har det været klart, at klimaforandringerne truer Kivalina. I 2004 blev man for alvor klar over, at den var gal. En kraftig efterårsstorm åd 25-50 meter af kysten og fik nogle af husene til at stå faretruende tæt på vandkanten.

Det satte gang i arbejdet med at bygge et nyt dige. Men den dag i september 2006, da diget skulle indvies, blev der i stedet for fest blæst katastrofealarm. Havet åd ganske enkelt hovedparten af de enorme sandsække, som diget var bygget af.

»Før 2004 var det en mulighed at flytte byen. Nu er det en nødvendighed,« konstaterer Colleen Swan, der har været én af frontkæmperne i det sagsanlæg, som blev indledt i foråret.

Det er lykkedes at få en gruppe af advokater i Californien og Alaska til at tage sagen. Advokaterne får kun penge, hvis landsbyen vinder.

Sagen kan få omfattende konsekvenser.

»Lige nu er seks andre landsbyer i Alaska ligesom Kivalina i akut fare for at blive skyllet i havet,« fortæller Meera Kohler, direktør for Alaska Village Electric Cooperative Inc., et energiselskab der sørger for energi til 53 små landsbyer.

Det er Alaska Village Electric Cooperative Inc., der ejer olietankene i Kivalina, og selskabet har tilsvarende problemer flere andre steder i Alaskas ødemark.

Mange landsbyer er truede

I alt er ikke færre end 184 af de mange små bosteder og landsbyer i Alaska - ifølge de officielle vurderinger - truet af følgerne af klimaforandringerne. Det handler om erosion forårsaget af havets bølger og om konsekvenserne af, at permafrosten smelter og får tusindvis af huse til at synke sammen. Her i den ellers så iskolde stat er klimaet allerede blevet adskillige grader varmere i løbet af de seneste 20-30 år. Og det ser ud til at fortsætte.

Selv om der er masser af olie - og dermed også penge - i Alaska, tror Colleen Swan ikke på, at hverken staten Alaska eller USA's føderale myndigheder vil være i stand til at betale den enorme regning.

»Og vores egen guvernør Sarah Palin har haft for travlt med at bygge en ny gaspipeline til at interessere sig for vores problemer. Det eneste, hun har gjort, er at nedsætte et udvalg, der skal se på konsekvenserne af klimaforandringerne i Alaska. Hun ved næsten intet om vores alvorlige problemer.«

En flyvetur op langs Alaskas vestkyst viser med al tydelighed, at Kivalina langt fra er den eneste landsby, der er på vej i havet. Med jævne mellemrum dukker en lille klynge huse op i strandkanten. Huse, hvor der - trods de barske vilkår her i ødemarken - bor mennesker og familier. Sådan har det været i århundreder. Det er små inuitsamfund som dem, den danske opdagelsesrejsende Knud Rasmussen mødte på sin vej med hundeslæde gennem Arktis for godt 80 år siden.

Det ændrede klima har også ødelagt mulighederne for at tage på hvalfangst ude på isen om foråret, fortæller Enoq Swan, en anden af indbyggerne i Kivalina. Tidligere tog man ud på isen i marts, april og maj måned for at jage hvaler. Nu er isen enten helt væk eller for tynd, når hvalerne kommer forbi.

I Kivalina fortsætter dagligdagen trods de dystre udsigter. Børnene leger. De voksne fisker. Og de unge forsøger at få genskabt noget af den gamle inuitkultur. I øjeblikket samles 30-40 børn og unge hver aften for at øve traditionel trommedans. Der er også et gospel-sangkor i landsbyen.

Men planerne for en evakuering ligger klar. Og hver gang vinden for alvor tager fat, bliver der blæst alarm. Ligesom mange andre sender Colleen Swan med jævne mellemrum sine børn og børnebørn i sikkerhed, når det trækker op til storm.

Når isen bryder op
Der lugter lidt af nytårsaften her mellem isbjergene ud for Dukkefjeldet i det nordligste Grønland. Skud på skud fra kaliber 22-rifler brager af sted mod en sæl, som to fangere i hver sin jolle har jagtet i over en halv time.

Sælen er en mester i at undvige. Den stikker kun hovedet op i nogle få sekunder, så dykker den igen for et par minutter senere at komme op på et nyt og uventet sted.

Jagten fortsætter, og til sidst bliver den træt. Mens Martins sidste skud ender som et plask i vandet et par meter fra sælen, rammer Qolutat endelig plet. Sælen vrider sig og lægger sig et kort øjeblik i vandoverfladen.

Begge de grønlandske fangere skruer gashåndtaget i bund. Lige nu afgør splitsekunder spørgsmålet om succes eller fiasko. Det gælder om at komme lynhurtigt frem for at sætte en krog i byttet.

Men begge kommer for sent. Den dræbte sæl synker ned gennem det krystalblå hav, ned mod bunden og mod alle havdyrenes moder, som inuitterne ville sige i gamle dage.

En truet kultur
Det er langtfra noget tag-selv-bord at være fanger. I verdens nordligste by, Qaanaaq, er tilværelsen barsk. Byen ligger afsondret fra resten af Grønland og har kun ustabile flyforbindelser at forlade sig på.

Med klimaændringerne risikerer en i forvejen truet fangerkultur at blive presset endnu mere på retur. Fangerne frygter, at den globale opvarmning og nedsmeltningen af Nordpolen kan ende som en regulær katastrofe.

»Jeg tror ikke, at fangerkulturen vil overleve på længere sigt. Der er indført kvoter på narhval, isbjørn og hvalros. Det er ved at ødelægge vores økonomi, og færre og færre unge vælger at blive fangere,« fortæller den snart 60-årige fanger Uusaqqak Qujaukitsaq.

Hans hjem, et af de mange små træhuse på den fjeldskrænt, som udgør Qaanaaq, udstråler ellers alt andet end krise. Det er veludstyret med fladskærm og al moderne elektronik. Fangeren, der har været medlem af Landstinget og rejst på hundeslæde med Kronprinsen, har desuden medbragt sit videokamera på jagterne.

Uusaqqak Qujaukitsaq har fem børn. Kun et af dem, sønnen Mads Ole, fører faderens erhverv videre.

 

Jagtsæsonen forkortes
Ifølge Uusaqqak begynder opvarmningen af klimaet nu for alvor at kunne mærkes. I flere dage har regnen silet ned over Qaanaaq. Helt usædvanligt, mener Uusaqqak Qujaukitsaq, som forklarer den øgede vandmængde med klimaforandringer.

Men det er især om vinteren, at konsekvensen for alvor mærkes:

»Det bliver varmere og varmere, så isen bliver tyndere og tyndere. Det er skidt, for det betyder, at vi ikke længere kan komme ud til vores gamle fangstpladser. Sæsonen er også forkortet. Havisen bryder op langt tidligere end normalt,« siger han og nævner som den eneste positive konsekvens af klimaændringerne, at laksene i Laksefjorden er blevet federe.

Fangerne er langtfra begejstrede for den årlige kvote, der for fem år siden blev indført for at begrænse jagten på narhval.

»Med kvoterne begrænser man fangernes frihed. Det går også ud over hundene, så vi af og til mangler hundefoder. Det ville være langt bedre at reducere bestanden af spækhuggere, der æder alt på deres vej,« siger Uusaqqak Qujaukitsaq.

Det er svært at få oplyst et præcist tal, men i byen er der almindelig enighed om, at mellem 30 og 50 af Qaanaaqs 650 indbyggere er professionelle fangere. Om sommeren jager de fra jolle eller kajak, om vinteren trækker de i varme isbjørnebukser og kører med hundeslæde ind over isen for at fiske hellefisk eller harpunere hvalros.

Opbrud i luften
Erhvervet er måske ikke det økonomisk mest indbringende for det lille samfund, men fangerne har høj status og er vigtige for byens selvforståelse. Når en fanger træder ind i butikken eller på den lokale restauration, viser de andre respekt.

Fornemmelsen af opbrud kan dog mærkes i luften. Forleden meddelte den canadiske regering, at Nordvestpassagen nord om Canada lige nu er sejlbar. Det er endnu et tegn på, at Canadas arktiske farvande og kyster ændrer sig hurtigt, og at der vil komme en stærkt forøget sejlads af kommercielle skibe og turistfartøjer i det arktiske område.

I Qaanaaq kommer den nye virkelighed sejlende i form af krydstogtskibe, der jævnligt anløber byen.

Færden ind mod byen følges intenst fra vinduerne i de farvestrålende huse, hvor kikkerter er standardudstyr. Mens det ankrer op og venter på lavvande, gør nogle indbyggere sig klar til at modtage de rige turister, der er om bord på det ombyggede russiske hvalfangerskib, som skal give dem en polaroplevelse.

I sit hemmelige værksted sætter Odaq turbo på produktionen af små thulemænd i narhvalstand. Konen sendes ned på stranden for at sælge dem.

»50 dollar pr. styk,« formaner Odaq, mens hans kone bener af sted mod havet.

Et kvarter senere skifter thulemændene ejermand. Netop tidsnok til, at konen kan nå i butikken for at omsætte indtægten i en karton hvidvin.

Det bliver der drukket en del af i Qaanaaq.

Uusaqqak Qujaukitsaq mener, at kommunen burde satse mere på turismen, f.eks. ved at bygge et hotel med kapacitet til mange gæster. Fangerne kunne supplere indtægten ved at tage turister med på jagt. Den forretning er nu kun ved sin spæde begyndelse. For de relativt få mennesker, der har råd til en billet helt til Qaanaaq, er der fastsat en dagspris på bådleje eller slædehundekørsel.

Den gamle storfanger
Alt det er nyt for storfanger Qaavigannguaq Qisuk på 81 år, der fra byens plejehjem har udsigt over isbjergene. Han er en driftig mand, hvis værelse er fyldt med værktøj. Lige nu er han i gang med at lave en ulo, en grønlandsk kvindekniv. Om eftermiddagen tager han madresterne med ud til sine fem hunde, som står bundet på fjeldet ved siden af plejehjemmet.

Han mener, at dovenskaben har fået tag i Qaanaaq:

»I dag kan de unge få socialhjælp, og det betyder, at mange ikke tager ud for at fange. Hvis de ikke havde fået det, havde de nok ikke været så dovne,« mener han.

Hele ansigtet og de smalle øjne forvandles til et smittende smil, når han mindes sin egen tid som fanger. Dengang kunne fangerne skyde løs på alt det, de lystede. Selv har han skudt så mange isbjørne, at han ikke har tal på dem.

»Hvis vi så tre isbjørne, skød vi dem bare. Nu skal de tænke på kvoter,« siger han.

Qaavigannguaq Qisuk boede med sin familie i en tørvehytte oplyst af en tranlampe, og på jagter byggede han snehytter. Overskudskød blev samlet som køddepoter til slædehundene og gemt under sten, akkurat som det stadig sker i dag.

»Jeg var aldrig bange, for hundene vidste godt, hvad de ville. Når de fik færten af en isbjørn, vidste de, at der kom mad på bordet. Når vi havde skudt bjørnen, efterlod vi nogle knogler fra den på stedet, fordi isbjørne altid kommer tilbage til samme sted.«

Når fangerne beretter om deres bedrifter, sidder kvinderne tavse og nikker beundrende på de rigtige steder. Det er også dem, der syr deres lune skindtøj og garver skindene med uloen.

Ifølge Qaanaaqs driftigste mand, hotelejer Hans Jensen, bruger en mand således aldrig sådan en kvindekniv til at skrabe skind. Det ville føre til en dårlig fangst.

Meget tyder imidlertid på, at narhval, sæl og hvalros fremover vil svømme i sikre farvande omkring Qaanaaq. På stranden øver børnene sig i at kaste med harpun, men de færreste regner med at blive fangere på fuldtid.

Ud af de otte drenge i skolens niende klasse vil kun to følge i fædrenes fodspor.

På flugt fra klimaændringer
New Delhi

Når hele øriger forsvinder i havet, fordi vandstanden stiger, og tørken gør det umuligt at dyrke landbrug i store landområder, vil millioner af mennesker ikke have andet valg end at flygte.

Formanden for FN's Klimapanel, IPCC, inderen dr. Rajendra Pachauri, som JP Explorer har mødt i New Delhi i Indien, forudser nye flygtningestrømme i takt med, at klimaforandringer gør hele områder på kloden ubeboelige.

»Sidste sommer havde vi en ekstrem hedebølge i Andhra Pradesh i Indien, der dræbte 3.664 mennesker. Hvis folk bliver påvirket af den slags år efter år, bliver de selvfølgelig nødt til at flytte. Tilsvarende vil folk begynde at vandre, fordi havvandstanden stiger i lavtliggende områder som f.eks. Bangladesh, Tuvalu eller Maldiverne,« mener Pachauri.

»Derfor vil det internationale samfund blive udsat for et enormt pres de kommende år. Der bliver formentlig tale om titals millioner af mennesker, der vil være på flugt fra klimaforandringer allerede midt i dette århundrede.

Det er baggrunden for, at FN's generalsekretær, Kofi Annan, netop har nedsat en arbejdsgruppe, der bl.a. skal se på klimaforandinger og konsekvenserne for flygtningestrømmene på kloden,« forklarer Rajendra Pachauri. Han mener, at næsten alle områder på kloden vil blive berørt, fordi klimaforandringerne i forskellig udgave ventes at ramme overalt.

Endnu mere ulige

»Det vil påvirke folks liv, da mange ikke vil have andre muligheder end at flytte væk. Samtidig vil det skade verdensøkonomien, især fordi den ulige konkurrence mellem landbruget i de rige og de fattige lande vil blive endnu mere ulige. I f.eks. Senegal dyrkede man tidligere sine egne afgrøder, mens det i dag er billigere blot at importere det hele fra Europa. Tilsvarende ser vi i Indiens kornbælte produktionen gå ned - bl.a. på grund af klimaforandringer.«

Ifølge Pachauri bliver der i dag givet omkring 400 milliarder dollars, cirka 2500 milliarder kroner, om året i subsidier til landbruget - først og fremmest i de rige lande. Derfor får de fattige lande sværere og sværere ved at konkurrere.

»Det problem er man i verdenshandelsorganisationen WTO nødt til at forholde sig til, fordi landmændene i de fattige lande ganske enkelt ikke længere kan konkurrere,« mener Pachauri.

Reaktioner vil komme

Selv om der endnu ikke er sket ret meget i retning af at gøre noget ved de voksende klimaproblemer, er han dog ikke så bekymret:

»Vi lever i dag i en globaliseret verden, hvor det dagligt bliver vist på fjernsynet, hvis en amerikansk soldat er blevet dræbt i Irak. Derfor vil offentligheden også reagere, når vi for alvor begynder at se konsekvenserne af klimaforandringerne. Og jeg tror ikke, at offentligheden vil tillade, at Tuvalu eller Maldiverne drukner i havet. Det vil påvirke folks moral, hvorefter offentligheden vil reagere,« vurderer formanden for FN's Klimapanel. »Men det ville være langt bedre at forebygge end at reparere bagefter. Der skal udvikles nye afgrøder - nye arter, der bedre kan tåle saltvand, er mere tolerante over for tørke o.s.v. Samtidig er regeringerne verden over nødt til at stille de nødvendige midler til rådighed. I dag tager man det ikke alvorligt nok.«

Ifølge Pachauri er der dog enkelte lande, der gør en aktiv indsats for klimaet.

»Især EU gør noget, ligesom Japan er bekymret. Og i USA er der heldigvis nogle stater, der gør et stort stykke arbejde, samtidig med at der er en række selskaber, der gør en aktiv indsats.«

Den enkeltes ansvar

Det er imidlertid ikke nok blot at læne sig tilbage og vente på, at regeringerne gør noget. Ansvaret påhviler alle - ikke mindst den enkelte borger, mener klimaformanden.

»Vindkraft er en god idé, som vi har brug for meget mere af. Kollektiv trafik er godt. Men vi har også brug for en mere effektiv udnyttelse af energien i hjemmene. Her kunne den enkelte borger i f.eks. Danmark nok godt skrue temperaturen ned med en grad eller to eller bruge en mere miljøvenlig form for aircondition.«

Og udviklingen er faretruende både i de rige og i de fattige lande, mener Rajendra Pachauri.

»Derfor skal vi have vendt udviklingen. Og de rige lande er nødt til at gå foran, fordi det er her, man har den nødvendige teknologi. Og der skal investeres mere, hvis det skal lykkes. Udviklingen af Toyotas nye hybridbil Prius er et godt eksempel, men der skal meget mere til«.

explorer@jp.dk

Regnskoven falder
Porto Velho, Brasilien

Den 72-årige Francisco Paolo do Santos er en nøjsom mand.

På et lille stykke jord i udkanten af Amazonas regnskov har han sammen med andre småfarmere fældet hundredvis af træer, der før stod flotte og knejsende. Nu ligger hovedparten af de store stammer på jorden. Nogle som forkullede, afbrændte træstumper, andre er blot efterladt, hvor de faldt. Enkelte træer har fået lov at blive stående i den stegende sol.

Her på dette lille jordstykke dyrker Francisco Paolo do Santos sammen med andre farmere deres beskedne afgrøder.

Spredt mellem de væltede træer står lidt ris, et par bananpalmer, lidt ananas, peberplanter, lidt chili og en tapioka. Ikke planter, der giver et voldsomt udbytte - men nok til, at han og familien kan blive mætte.

»Jeg ved godt, at det er ulovligt at fælde træerne, og egentligt kan jeg godt lide skoven. Jeg kan lide at færdes i den. Der er smukt og køligt. Men jeg er nødt til at fælde træerne for at overleve,« forklarer Francisco Paolo do Santos.

Som mange andre af indbyggerne i delstaten Rondonia i det vestlige Brasilien kom han til området i midten af 1980'erne for at søge lykken. Lokket af pengene fra store guldfund. Men det blev aldrig til den store rigdom. Så nu må han ernære familien ved primitivt landbrug, efter at mange miner er blevet lukket.

Det daglige brød

Francisco Paolo do Santos spekulerer ikke på, at han ved at fælde skoven risikerer at medvirke til, at en stor del af klodens dyre- og planteliv forsvinder. Eller at klimaet kan ændre sig både lokalt og globalt, når træerne ikke længere er der til at holde på fugten og fungere som lager for de enorme mængder drivhusgasser, der, når de bliver frigivet til atmosfæren, menes at bidrage til opvarmningen af kloden. For ham drejer det sig alene om at brødføde familien.

»Der var ikke længere nogen fremtid for mig ude på østkysten, hvor jeg stammer fra. Her inde i regnskoven har jeg bedre muligheder, og her er jeg lykkelig,« forklarer Francisco Paolo do Santos.

Den lille mand i bar mave og opknappede bukser fortæller beredvilligt om de vilkår, som han og familien på seks børn og en række børnebørn lever under. De holder til i små, beskedne hytter bygget af de forhåndenværende materialer - træ, palmeblade og plastik. Familiens vandforsyning kommer fra en dyb brønd i jorden, mens maden tilberedes over åben ild.

Rondonia er et af de områder i verden, hvor der de seneste år er forsvundet mest regnskov. På satellitbilleder kan man år for år se, hvordan regnskoven skrumper.

Kræver tilladelse

Hvor skiftende brasilianske regeringer tidligere med økonomiske bidrag tilskyndede folk til at flytte ud i regnskoven og fælde træerne, så de øde egne i det nordvestlige Brasilien kunne blive koloniseret, så er det i dag forbudt at slå sig ned uden tilladelse.

Der hersker imidlertid lovløse tilstande her ude på kanten af den civiliserede verden. Den brasilianske regering har ganske vist sagt, at fældningen af træerne skal stoppes. Men det er langtfra sket. Når tallene for 2003 offentliggøres, frygter mange, at de vil vise, at der alene det seneste år er forsvundet et skovområde på størrelse med Jylland.

Francisco Paolo do Santos er trods sit beskedne bidrag til skovhugsten et godt billede på de lovløse tilstande.

For godt et år siden rykkede han sammen med blandt andre Osvaldo Soares og hans bror ind i skoven og fældede løs af træerne. Nu er han sammen med sine bofæller organiseret i en lille gruppe, der forsøger at få lov til at blive. Og de lovløse bønder står langtfra alene. De støttes af mange lokale politikere, store kvægbønder og træindustrien, for der er mange penge at hente, når regnskoven fældes.

Myndighederne er dog også begyndt at skrue bissen på. Mens vi står og snakker med Francisco Paolo do Santos og flere af de andre bønder, dukker politiet op.

»Dommeren har afgjort, at området skal forlades. Vi er herude for at registrere, hvor mange der bor her,« forklarer politimajor Rangel.

Koloniseringen af Rondonia og andre områder af regnskoven bliver styret af organisationen INCRA, der på regeringens vegne er sat til at uddele jordlodder til de lovløse bønder og bestemme, hvor meget skov der må fældes i de bestemte områder.

Men stik imod reglerne vælger mange af de små bønder blot at sælge deres jordlodder videre til især de store kvægbønder, der derefter rydder skoven og udlægger områderne til græsarealer til de tusinder og atter tusinder af køer, der opdrættes i Rondonia. Også folk, der lever af at sælge træet - de såkaldte madereiros - er klar til opkøb.

»Men om kort tid indfører vi nye regler, der kan sende folk i fængsel, hvis de overtræder reglerne,« fortæller Alex Sakai fra INCRA i Porto Velho og viser os en avisartikel, der handler om, at regeringen nu også er begyndt at indsætte hæren i kampen mod den ulovlige skovhugst.

Med våben i hånd

Han erkender, at det bliver meget svært at stoppe den ulovlige skovhugst. Ofte fordi skovhugsten og de ulovlige jordbesidelser sker med våben i hånd.

»Sidste år blev omkring 50 mennesker i Rondonia dræbt under sådanne opgør om skoven og træerne. Men vi må lære folk, hvordan de kan dyrke landbrug ordentligt og samtidig leve side om side med skoven,« forklarer Alex Sakai.

Kampen om skoven tænker den lille bonde Francisco Paolo do Santos dog ikke meget over. Han ønsker blot at kunne dyrke sine afgrøder i fred.

En bøn til gud

»Hver dag inden jeg går i seng, beder jeg til gud om, at jeg får lov til at blive. Hvis ikke, så må jeg finde et andet sted, hvor jeg kan fælde træerne og slå mig ned. En mand kan ikke gøre noget uden gud.«

Men måské er der anden hjælp på vej.

Da vi forlader den lille åbning i skoven, dukker et par advokater iført jakkesæt og mørke solbriller op. De er hyret af pengestærke politikere og kvægfolk, der ønsker at hjælpe de små, lovløse bønder, så koloniseringen af regnskoven kan fortsætte. Også guvernøren i staten Rondonia er tilhænger af, at en større del af regnskoven skal fældes for at give plads til mere primitivt landbrug og flere jobs til de mange arbejdsløse i staten.

explorer@jp.dk

Regnskoven skal reddes
JP Explorer har mødt den karismatiske miljøminister Marina Silva, der begyndte som miljøaktivist.

Brasilia Den brasilianske regering er dybt bekymret for regnskoven og tager truslerne mod skovens fremtid meget alvorligt.

Det fastslår Brasiliens miljøminister, Marina Silva, da JP Explorer møder op på hendes kontor i hovedstaden Brasilia. Og den vellidte miljøminister, der har en fortid som miljøaktivist, erkender, at problemerne er store:

»Vi har allerede mistet 15 procent af regnskoven i Amazonas, så den nu kun dækker 85 procent af den oprindelige udbredelse. Og der fældes stadig ulovligt masser af træ. Derfor kommer regeringen nu med et nyt initiativ, der skal stoppe afskovningen. Det er det hidtil mest seriøse forsøg på at standse ulovlighederne, et forsøg der involverer 15 forskellige ministerier,« forklarer Marina Silva.

Hun lægger heller ikke skjul på, at klimaet i Brasilien allerede er ved at ændre sig. En udvikling der kan blive forværret af skovhugsten.

»Vi er bekymrede, fordi vi begynder at registrere, at vi får mindre regn i Amazonas, hvilket har betydning for hele Brasilien.«

Drivhusgasser

Hovedparten af de klimaforandringer, der allerede er registreret Brasilien, skyldes efter alt at dømme udledninger af bl.a. drivhusgasser andre steder på kloden. Men de senere års massive afbrænding af regnskov - i øjeblikket brændes der et område på størrelse med Jylland af hvert eneste år - udleder også en mængde drivhusgasser, der er med til at påvirke klimaet i Brasilien. Og på længere sigt frygter bl.a. britiske klimaeksperter en dramatisk opvarmning og udtørring af store dele af Amazonas, hvis ikke fældningen af regnskoven standses.

Da Brasilien ikke tilhører gruppen af industrilande, har landet i forbindelse med de internationale klimaaftaler fra Kyoto ikke fået pålagt særlige kvoter for den fremtidige udledning af drivhusgasser. Men Marina Silva understreger, at Brasilien tager klimaproblemet særdeles alvorligt, bl.a. ved at satse meget kraftigt på at bruge ethanol fremstillet af sukkerrør i bilerne i stedet for benzin.

Samtidig vil miljøministeren have den ulovlige skovhugst afløst af en bæredygtig udnyttelse af regnskoven. Og de bønder, der overtræder reglerne, skal straffes hårdere end i dag.

»Vi ønsker at håndhæve langt hårdere, at ejerne kun må udnytte 20 procent af deres jord inde i regnskoven - og kun hvis det sker på en bæredygtig måde. De resterende 80 procent må de ikke røre, bortset fra at høste frugter og lignende fra træerne. Derudover har vi udpeget en masse beskyttede områder.« Den brasilianske regering vil bl.a. ændre landbruget i de følsomme regnskovsområder fra ekstensiv landbrug med løsgående kvæg til mere intensiv landbrugsproduktion med brug af den nyeste teknologi.

Samtidig investeres der i disse år omkring 10 milliarder kroner i en omfattende satellitovervågning af regnskoven. Man forsøger simpelthen at følge al aktivitet ved hjælp af overvågningsfly, sensorer og avanceret computerudstyr, der sender oplysningerne tilbage til myndighederne ude i regnskoven via satellit.

På en anden måde

Marina Silva er samtidig meget opmærksom på, hvilke naturrigdomme Brasilien sidder på, og hvad det betyder for resten af verden.

»20 procent af verdens levende arter lever i Brasilien. 11 procent af verdens vandressourcer findes i Brasilien og heraf findes otte procent alene i Amazonas. Det viser, hvor vigtigt regnskoven og Amazonas er for hele verden.«

Den brasilianske regering er også klar over, at de 21 millioner mennesker, der bor i Amazonas, skal have hjælp, hvis man skal forhindre den ulovlige skovhugst, der mange steder er et voksende problem.

»Hvis vi skal komme den ulovlige træhugst til livs, må vi skabe alternativer for disse mennesker. Det er ikke nok blot at komme og fortælle dem, hvad de ikke må. Vi må også fortælle dem, hvad de så skal.«

»Vi ønsker ikke at begå samme fejl, som vi har gjort med regnskoven i det østlige Brasilien ud mod Atlanterhavet. Her har vi i dag kun syv procent af den oprindelige regnskov tilbage. Men i dag har vi den viden, der skal til, for at gøre tingene anderledes for resten af Amazonas. Samtidig skal vi fremover også lære af både indianerne og andre lokale. De lokale har en masse viden, vi skal bare være bedre til at bruge den,« fastslår miljøministeren, som øjensynligt synes, det er så vigtigt at nuancere omverdenens syn på Brasiliens forhold til regnskoven, at hun afsætter halvanden time til Explorer-holdet.

explorer@jp.dk

Regnskoven skal satellitovervåges
Porto Velho

Med en gigantisk milliardinvestering forsøger Brasilien nu at intensivere overvågningen og beskyttelsen af Amazonas' regnskov.

Overalt i regnskoven bliver der i øjeblikket opsat sensorer, der kan registrere selv den mindste bevægelse i skoven. Samtidig bliver der indsat en række overvågningsfly, meteorologiske målestationer og andet moderne udstyr, hvorefter alle opsamlede data sendes via satellit til tre centre, der i disse måneder er ved at blive gjort operative.

JP Explorer har besøgt et af overvågningscentrene i projektet SIPAM, der ligger i Porto Velho i delstaten Rondonia. Centret blev taget i brug for få måneder siden. Desuden er et center i Amazonas' hovedstad, Manaus, i funktion. Og om kort tid bliver endnu et center i Belem sat i gang.

»Det er ikke nemt at beskytte skoven, når det dækker så stort et område,« forklarer Roberto Suarez, der er chef for overvågningscentret i Porto Velho.

Inden vi kommer ind i det skarpt bevogtede overvågningscenter, bliver vi registreret og fotograferet, ligesom vi skal vise vores pas. I overvågningscentret opsamles alle indsamlede data om skovhugst, meteorologi, vandstande i floderne, bebyggelser, sygdomme og meget andet i de store computere, som centrets ansatte synligt stolte viser frem.

»Satellitten registrerer, hvor skoven bliver fældet. Og oplysningerne kan herefter med det samme blive sendt videre til politiet, der så kan rykke ind og stoppe ulovlighederne,« forklarer Roberto Suarez.

I alt investerer Brasilien over 10 år omkring 10 mia. kr. i systemet. Mest af alt ligner det moderne center med de lange, tomme gange lidt af en måneby, som den ligger her på kanten til regnskoven i udkanten af Porto Velho.

Indtil nu har det været svært at registrere, om der allerede er sket klimaforandringer i forbindelse med fældningen af regnskoven. Simpelthen fordi klimaet i dette enorme og utilgængelige område indtil nu ikke har været ordentlig registreret.

»Først om 20 år«

»Vi hører om klimaforandringer, og nogle skriver allerede om, at det er blevet varmere, og at der kommer mindre regn. Men vi har brug for flere data. Først om 20 år kan vi formentlig sige noget sikkert om klimaudviklingen,« fortæller Marcello Gama, leder af kontoret for meteorologi.

En sidegevinst ved systemet er, at indianerlandsbyer selv i øde egne nu bliver forbundet med omverdenen via computer. Det betyder, at der over internettet er forbindelse til folk, der næsten lever, som man gjorde i Danmark for 2000 år siden.

»Før kunne det tage otte dage med båd at komme ud til en landsby. Nu tager det kun et kort øjeblik med computeren,« forklarer Roberto Suarez.

Under rundvisningen kigger vi ind i det kontrolrum, der varetager kontakten med de små indianerlandsbyer ude i junglen. Lederen af kontoret prøver at ringe op til en fjern landsby, men får ingen forbindelse. Men systemet skal nok komme til at fungere, lover han.

explorer@jp.dk

Rå fisk og høj bølgegang
Bølgerne kommer fra alle sider.

De rejser sig flere meter i vejret og kaster rundt med vores lille, orange fiskerbåd, som var den en løbsk badebold. De hvide skumtoppe og de blafrende palmetræer inde på land afslører, at vi befinder os midt i en mindre tropisk storm.

På kort tid er en solrig, skyfri himmel blevet dækket med mørke faretruende skyer.

Hvad der før var en rolig blå lagune er med et forvandlet til et frådende hav, der truer med at slå vores lille båd til pindebrænde på de knivskarpe koralrev.

Havet viser tænder.

Mens den lokale tuvaleser, der sidder ved roret, forsøger at manøvrere båden gennem det stadig mere hidsige hav, står skummet fra bølgerne ind i hovedet af os med en kraft langt større, end bruseren hjemme på hotellet kan levere. For at gøre det hele endnu værre, begynder regnen også at hamre ned fra himlen.

På et tidspunkt rammes vi af en forkert sø, og de fleste om bord i den lille båd tænker: Nu er det slut - nu kæntrer vi. Båden bliver kastet gennem luften og rammer havoverfladen med et øredøvende brag, hvorefter vandet vælter ind over os. I en brøkdel af et sekund er der dødstille. Men så tøffer motoren videre i kampen mod vandmasserne, mens der kommer gang i øsen for at tømme båden for vand. Noget senere må selv den garvede bådfører indrømme, at her var det tæt på at gå galt.

Der er langt fra Danmarks beskyttede fjorde til Funafuti-atollen midt ude i Stillehavet og flere tusinde kilometer fra nærmeste fastland. Her er ikke meget land til at skærme af for naturens rasen, hvilket vi i høj grad får at sande på vores 40 kilometer lange sejltur frem og tilbage til atollens sydlige ende, hvor øen Funafala ligger.

De var der allerede

Vi sejler hjemmefra tidligt om morgenen. Det blæser pænt, så vi kan ikke komme over til den vestlige del af atollen, som vi har planlagt. I stedet går turen mod syd ned langs en række små, ubeboede koraløer.

Det er sidst på stormsæsonen, og efter flere uger med regn og kraftig blæst er vejret omstændighederne taget i betragtning ganske pænt. Solen skinner gennem et spredt skydække.

Da vi kommer ned til den lille mole, ligger bådføreren og hans hjælper dovent og sover under gule regnfrakker på den vuggende båd.

»Vi troede, at I ville tidligt af sted, så vi kom herned tidligt,« siger den ene.

Det er første gang, nogen på denne ø er kommet tidligere end aftalt. For her sker alting i slowmotion, og hvad der kan udsættes til i morgen, bliver udsat. Ganske charmerende - men nogle gange også noget frustrerende.

Den lille båd bliver normalt brugt af de lokale til at fiske. Og her i Tuvalu bevæger man sig ikke ud på havet for sjov. Man har et ærinde. Enten skal man fiske, eller også skal man transportere mennesker eller fødevarer.

Ud med snøren

Også på denne tur tænker vores to hjælpere praktisk. De har taget fiskesnøre med og binder et blink fast til enden.

Enhver der har stået på molen ved Vesterhavet ved, hvor megen tålmodighed, det kræver, for at man kan hive nogle få snollede fladfisk i land. Anderledes er det langt ude i Stillehavet.

Vi har ikke sejlet langt, før der er bid første gang. Båden bliver stoppet og fisken hevet indenbords. Det er en makrel. Havet herude er åbenbart et stort tagselvbord. For i de omkring halvanden time, vores sejltur varer, hives den ene fisk efter den anden ind. Og vores hjælpere ser ikke det mindste overraskede ud, hver gang en fisk spræller på krogen.

Sådan nogle fisk kan i øvrigt være nogle aggressive bæster. En af dem når at bide en af ekspeditionens deltagere i foden på vej ned i bunden af båden.

Da vi kommer ned til Funafala, bliver vi inviteret på frokost. Her bor otte voksne, en enkelt teenager og et lille barn. Beboerne samler regnvandet op i vandtanke. Her findes et køleskab, men ingen strøm. Så vi er kommet langt væk fra den moderne civilisation.

De fire familier på øen ernærer sig primært ved at fiske og dyrke lidt planter.

Adræt kravler en af vores hjælpere op i kokostræet for at skaffe drinks. Han skærer kokosnødderne fri, så de falder ned på jorden. De er ikke brune og tørre som hjemme i Føtex eller Kvickly - men grønne og saftige. Der bliver skåret et fint lille hul i toppen, hvorefter vi kan drikke den herligste, søde saft.

Af med hovedet, værsgo

Imens går en af de ældre mænd i gang med at tilberede fiskene. Med en gammel rusten kniv skærer han finnerne og hovedet af.

Efter at manden har skåret fisken til, er det kvindens opgave at servere maden. Hun har i mellemtiden kogt ris og finder nogle små plastictallerkner og skeer frem.

Vi tager sandalerne af og træder ind i den lille hytte, der har åbne vinduer til alle sider, så blæsten kan køle hytten ned.

Fisken ligger rå groft tilskåret nede i en plasticbøtte. Også hovedet ligger dernede og stirrer olmt op på os, som om den anklagende spørger, hvorfor det var nødvendigt at lade livet for vores skyld. Fluerne svirrer om maden. De har også gang i et festmåltid.

Vi synker en ekstra gang ved tanken om, at denne fisk om lidt skal ind i munden.

Imens griner kvinden med sine halvt opløste tænder og peger bydende på maden.

»Skal vi virkeligt spise det her?« tænker vi.

Hele situationen er bizar. Den tandløse kvinde, den rå fisk og den rustne kniv. Fluerne. Langt ude i Stillehavet. Hvilken kulturforskel i forhold til det pæne, beskyttede Danmark.

Men fisken smager fantastisk. Og hvor anderledes er det i virkeligheden? For også i Danmark er rå fisk og ris blevet populær under navnet sushi.

Vi får den rendyrkede vare.

Og i takt med at vi griner over det anderledes måltid, griner også kvinden højlydt. Selv om det er en håbløs kamp, forsøger hun at holde fluerne væk fra maden.

Trods det noget suspekte service, så er renlighed noget, der sættes højt her på Funafala. Foruden at tage skoene af, inden man går indenfor, er det vigtigt at vaske hænder. Da vi er færdige med at spise, insisterer kvinden på, at vi skal vaske fingre i et lille vandbad.

Vi takker for måltidet og går en lille tur rundt på øen. Hytterne er usle. En enkelt gris løber rundt blandt nogle få kyllinger. Folk daser dovent i skyggen. Det er tid at tage hjem.

Ud i vinden igen

Men idet vi sejler ud af den azurblå lagune, begynder vinden for alvor at tage fat. Først griner vi lidt af de høje bølger og den kraftige vind. Men langsomt bliver det mere og mere alvorligt.

Selv om vores bådfører udfører et stort og tappert stykke arbejde, bliver tilbageturen alt andet end nogen fornøjelse. Bølgerne bliver konstant større og større. På et tidspunkt går vi højre om en ø og kommer herved om i læsiden. Det giver lidt ro for de efterhånden noget medtagne passagerer. Men da vi kommer tilbage i vinden, tager pokker igen ved vejret.

Da vi lidt senere møder en anden båd, som også har forvildet sig ud på havet på det forkerte tidspunkt, ser det næsten uvirkeligt ud.

Her kommer en båd dansende oven på bølgerne, som dengang man i et badekar fremstillede halvdårlige film om skibe i havsnød. Båden, vi møder, står indimellem næsten lodret i vandet. Det ser faretruende ud. De har formentlig tænkt præcis det samme om os.

Tilbage ved byen er bølgerne så høje, at vi ikke kan gå ind til molen. Vi er derfor nødt til at springe i vandet inde i nærheden af strandkanten, hvorefter skipper og hans hjælper må kæmpe i omkring en halv time med at tøjre den genstridige båd.

Da vi er i tørvejr inde i hotellets restaurant griner en gruppe australske bistandsarbejdere rutineret, da de hører om vores strabadser ude på havet. En kan ikke lade være med at fortælle en lille historie:

»Under et lignende vejr for et par år siden forsvandt en af de lokale fiskere, som var sejlet ud i den sydlige del af lagunen. Han blev 57 dage senere fundet i live v

Shanghai boomer
Shanghai

Den ufaglærte maler Liu Jinlang er en af de mange arbejdere på pladsen, som via hårdt arbejde forsøger at skabe en bedre fremtid for sig selv og sin familie. Han har sammen med millioner af andre kinesere søgt til Shanghai for at få sin del af det økonomiske mirakel, som millionbyen i det østlige Kina i disse år oplever.

Byggepladsen i bydelen Gubei er langt fra den eneste. For overalt i Shanghai bygges der. Og kun himlen synes at sætte grænser for, hvor stort og hvor højt der kan bygges.

Alderdommen sikres

Den store byggeplads er billedet på det moderne Kina, hvor økonomien boomer. Og arbejderen Liu Jinliang er billedet på de fremtidsdrømme, som millioner af kinesere deler.

»Jeg vil tjene flere penge, så mine børn kan få en god uddannelse. De skal have bedre levevilkår, end jeg har haft, og kunne forsørge mig godt, når jeg bliver gammel,« forklarer Liu Jinlang.

Den lille, arbejdsomme mand fra Henan provinsen 870 kilometer fra Shanghai bor sammen med knap 2000 andre arbejdere i midlertidige barakker, der er smækket op mellem de nye skyskrabere.

38-årige Liu Jinliang, der hjemme i landsbyen har kone og to børn, har i forskellige perioder i løbet af de seneste fem-seks år arbejdet i Shanghai. Senest har han i to måneder været med til at gøre det nye boligkvarter ved Gubei Garden til virkelighed.

Inde i barakkerne, godt gemt under bambusstilladser, er der ikke ret meget lys. Men luften emmer af nybyggerstemning i form af svedige mænd, en let duft af alkohol, tobak og masser af godt humør.

De arbejdsomme mænd bor 8-10 sammen i små rum på størrelse med et dansk børneværelse, der både tjener som soverum, opholdsstue, spisestue og primitivt vaskerum. Hver mand har sin egen køje, mens tøj, vaskebaljer og brugt service enten hænger oppe i loftet på en tøjsnor eller ligger spredt på de uredte senge mellem sikkerhedshjelme, dyner og puder.

På en af sengene ligger et lille spejl med en kraftig, rød ramme, mens et mikroskopisk tv står og flimrer i den ene ende af lokalet. Udenfor sidder en af arbejderne med en murerspand foran sig, mens han barberer sig for at blive klar til en tur i byen. Nogle er fortsat på arbejde, andre er klædt pænt på. En enkelt har sågar slips og jakke på.

Selv om de beskedne boligforhold i Danmark næppe ville have overlevet besøg af arbejdstilsyn eller huslejenævn, er der ingen tvivl om, at mændene hygger sig med hinanden. Der bliver spillet kort og snakket, ligesom arbejderne jævnligt tager ind og ser på livet i denne millionby så milevidt fra den virkelighed, de selv kommer fra i de tusindvis af små landsbyer i Kina.

Million-lejligheder

Der er også langt fra arbejdernes boligvilkår på byggepladsen til de luksuriøse lejligheder, som skyskraberne i Gubei ender med at blive.

Hver lejlighed bliver på mere end 200 kvadratmeter og koster mellem fire og seks mio. kr. Af kompleksets 447 lejligheder er omkring 300 allerede solgt.

»Men vi har nu stoppet salget, fordi priserne stiger. Så hvis vi venter med at sælge de sidste lejligheder, tjener vi flere penge,« forklarer Bao Hongwu, vicedirektør for Zheijiang Zhongda Construction Group, der opfører bygningerne for en privat investor.

Det store byggefirma er det ottende største af de firmaer, der i øjeblikket opererer inden for byggebranchen i Shanghai. Det har over 30.000 ansatte og er involveret i 108 lignende projekter i byen, der huser 20 millioner indbyggere. I alt opererer over 2000 byggefirmaer i Shanghai i øjeblikket.

Ved at kigge ud fra byggepladsen i Gubei kan man forsikre sig om den megen aktivitet. Både nært og fjernt bygges der. På en nabogrund er fundamenterne til nye boligkomplekser ved at blive opført. Mens endnu en anden grund er ved at blive gjort klar.

Selv om Kina er et kommunistisk land, bliver priserne på lejlighederne fastsat på markedsøkonomiske vilkår. Efterspørgslen bestemmer prisen.

To prøvelejligheder er gjort klar til fremvisning. Og der er langt fra billedet af fattige risbønder med bambushatte og arbejdere i ydmyge barakker til de moderne faciliteter, som de glade indehavere af lejlighederne kan se frem til at bo i.

Der er massive gulve af hårdt træ overalt. Lejlighedens tre badeværelser er lavet i marmor og spanske klinker. Køkkeninventaret er luksus importeret fra Tyskland.

Naturligvis er der også gjort klar til, at tjenestepigen kan have sit eget lille værelse med toilet. Aircondition er en selvfølge.

»Nogle købere er udlændinge, andre rige kinesere. Men mange kinesere har selvfølgelig ikke råd til at bo i sådan en lejlighed,« forklarer Bao Hongwu.

Langt fra bund til top

Dermed er det store boligkompleks i Gubei også billedet på, at forskellen mellem rig og fattig i det kommunistiske Kina også bliver større i disse år.

Arbejderen Liu Jinlang er en af dem, der aldrig selv får råd til at bo i sådan en lejlighed. Hjemme har han et mindre landbrug. Når han har tid, tager han ud for at tjene ekstra penge. Som bygningsarbejder tjener han 1200-1300 kr. om måneden ved at arbejde 10 timer om dagen 25-26 dage om måneden. Han kan holde fri i weekenden, men gør det sjældent.

»Jeg er normalt væk fra familien i tre måneder af gangen, men jeg savner den egentligt ikke,« fortæller Liu Jinlang.

En normal arbejdsdag på byggepladsen begynder klokken seks om morgenen. Klokken 11 er der halvanden times frokostpause, hvorefter der igen arbejdes til klokken halv seks om aftenen. De arbejdsivrige med lyst til at tjene ekstra kan fortætte til klokken 22. En overarbejdstime bliver betalt med godt fire kroner.

Liu Jinlang kan bo gratis i barakkerne, men han skal betale for maden. I gennemsnit bruger en arbejder omkring 10 kroner om dagen på mad. Et pænt beløb i betragtning af den lave timeløn.

»Jeg synes, jeg bruger mange penge på at spise her,« mener Liu Jinlang.

Han risikerer også at blive idømt bøder, hvis han overtræder byggepladsens regler. Det koster 80 kr. i bøde, hvis han ryger på pladsen. Et slagsmål bliver takseret til 400 kr. Og skader han en anden arbejder alvorligt i et slagsmål, koster forseelsen ikke mindre end 8000 kr. samt udgifter til ofrets hospitalsbehandling. Sådan en bøde kan nemt svare til næsten et års arbejde.

Reglementet med bødesatserne er hængt op uden for kantinen, hvor arbejderne hver dag stiller sig i lange køer med deres hvide tallerkner for at hente mad.

Også Liu Jinlang drømmer om at få et liv i større luksus - men først og fremmest på sine børns vegne. I hans hjemby, der har 800 indbyggere, har han et fjernsyn, men ingen bil og absolut ingen mobiltelefon.

»Jeg håber, at mine børn får drømmene om bil, hus og luksusgoder opfyldt, og at de kommer til at leve, som folk gør i Shanghai,« forklarer han.

Da vi forlader Liu Jinliang og hans byggeplads i udkanten af Shanghai, kommer to nye kinesere ind gennem porten for at søge arbejde. På ryggen bærer de deres ejendele i gule sække, som er fyldt med alt fra sengetøj til bøjler, gryder, potter og pander. De er klar til at knokle i adskillige timer dagligt for at kunne få en lille bid af overfloden og boomet i Shanghai.

explorer@jp.dk

Skæbnesvanger sæljagt
Iqaluit, Canada



Den 17. februar 2001 blev en dato, der for resten af livet ændrede Simon Nattaqs tilværelse.

Den dag som utallige mange gange tidligere i den erfarne jægers liv, var han taget ud på havisen for at jage sæler.

Siden han var dreng, har den 62-årige canadiske inuit ernæret sig som jæger og kender derfor området omkring Iqaluit i den nordøstlige del af Canada grundigt.

 

Her i denne kolde ødemark har jagten i årtusinder været afgørende for overlevelse. Og i hele Simon Nattaqs tilværelse har isbjørne, rensdyr, sæler og andre arktiske dyr udgjort det vigtigste eksistensgrundlag.

I dag har Simon Nattaq ingen ben. Han røg igennem isen og ned i det kolde vand. Og begge ben måtte bagefter amputeres. Tilværelsen drejer sig derfor ikke længere om jagt. Og kun sjældent kører han ud på snescooter for at følge de andre jægere.

»Isen har ændret sig meget og den er blevet mere uforudsigelig. Det er derfor blevet mere nødvendigt for jægerne at være påpasselige,« forklarer Simon Nattaq.

Fangerne i byen kan i dag rapportere om, hvordan isen omkring Iqaluit er blevet tyndere, samtidig med at vejret er blevet varmere. Det er ikke godt for et samfund, hvor isens tykkelse og stabilitet er afgørende.

Igennem isen

Og den skæbnesvangre dag i februar fejlbedømte Simon Nattaq isen, selv om han flere gange tidligere havde jaget i området, der ligger omkring 40 kilometer sydøst for Iqaluit.

»Min snescooter var for tung og pludselig røg den igennem isen, og jeg faldt ned i vandet. Jeg kunne mærke det kolde vand komme ind under dragten,« fortæller Simon Nattaq. Han illustrerer det våde tøj ved at vride et ternet viskestykke mellem hænderne.

I det lille hul havde Simon Nattaq svært ved at komme op på isen igen, fordi kanten var meget skrøbelig. Men det lykkedes ham at svømme hen til et sted, hvor isen var mere fast at kravle op. Det er kun muligt at opholde sig i få minutter i det iskolde vand, før man mister bevidstheden, så den uheldige fanger var formentlig ualmindelig heldig med overhovedet at overleve.

I minus 33 grader og drivvådt tøj gik Simon Nattaq derefter mod nord, indtil han fandt en lille hytte, hvor han kunne krybe i ly.

»Jeg var våd over det hele, men jeg fik varmen ved at gå. Min snescooter var væk og jeg havde mistet alt jagtudstyr og to geværer,« fortæller han.

I alt 53 timer måtte Simon Nattaq tilbringe i den simple hytte, hvor han undgik dehydrering ved med et lys at smelte en smule sne i en lille dåse. Endelig efter to døgn fandt et redningshold Simon Nattaq, der på grund af frostskader i fødder og underben måtte have dem fjernet på et hospital i hovedstaden Ottawa.

Det er blevet varmere

»Gud har holdt hånden over mig, for der er andre jægere, som ikke har overlevet lignende ulykker,« fortæller han.

I dag kan Simon Nattaq gå rundt på kunstige ben, men det meste af tiden holder den tidligere viceborgmester sig inden døre. Han er ikke i tvivl om, at klimaforandringer var medvirkende til ulykken.

»Jeg har været jæger, siden jeg var barn, og jeg kender isen. Men hvor den før var blød på overfladen og hård i bunden, så er det nu omvendt. Samtidig er det blevet varmere end før,« forklarer Simon Nattaq.

Og der er ifølge den uheldsramte jæger flere tegn på, at forholdene i Arktis har ændret sig. Vinden kommer ikke længere helt fra den samme retning. Stjernerne står anderledes på himlen. Og solen brænder hårdere i huden end før.

»Det er som om, jorden er tippet,« mener Simon Nattaq.

I hjemmet er familien naturligvis glade blot for, at husets overhoved, der selv har modtaget en æresmedalje for en heltemodig redningsdåd, overlevede den dramatiske episode.

I det grønne træhus i det iskolde og snedækkede Iqaluit bor han i dag med sin kone, børn og børnebørn. Den yngste datter Kitty kommer forbi.

»Jeg var chokeret, men er virkelig glad for, at han overlevede ulykken,« siger Kitty og fortæller, at der hvert år sker 2-3 alvorlige jagtulykker i området.

Tropeparadis eller losseplads?


Kwinnie Kauapa viser stolt og en smule genert sit hjem frem. Omkring 20 mennesker bor i den lille, lyserøde træhytte, der næppe er meget mere end 25-30 kvadratmeter stor.

Til den ene side er der blot to meter til det frådende Stillehav, der i øvrigt tjener som toilet for kvarterets cirka 50 familier.

Til den anden side ligger halvdelen af huset nærmest oven på noget, der bedst kan betegnes som en losseplads: En lille sump fyldt med gamle øldåser, plasticemballage, gammelt jern, pap og papir samt gamle bildæk. Sumpen er samtidig en yndet legeplads for kvarterets mange børn, hvis de da ikke sidder inde i et af husene og spiller bob, eller tivini, som det kaldes her på Tuvalu.

Indenfor i Kwinnie Kauapas beskedne hjem er der imidlertid rent og pænt, og man tager selvfølgelig skoene af udenfor, så man ikke slæber skidt med ind.

 

Stillehavsriget Tuvalu midt i Stillehavet er så fyldt med kontraster, at det kan være svært at rumme.

Når man står på sydspidsen af hovedøen Funafuti og kigger op langs kysten, føler man sig midt i det rene skære bountyland med azurblåt vand og svajende palmer.

Men blot to meter væk inde bag palmerne begynder dyngerne af affald at hobe sig op.

En tur hen over den otte kilometer lange ø giver nærmest indtryk af at køre gennem én stor losseplads. Her bor mennesker, høns, grise, hunde, katte og rotter nærmest oven i dyngerne af affald.

Ikke overraskende stortrives rotterne overalt. Selv Tuvalus eneste hotel har de indtaget. Inde på kontoret, hvor en computer på sine gode dage sikrer en primitiv adgang til nternettet, klatrer rotterne livligt rundt - også mens man er på nettet.

Trods en temperatur på omkring 30 grader året rundt lugter der dog ikke af affald på Tuvalu. Alle former for madaffald ryger nemlig direkte i øens mange grise, der straks omsætter det til ny, værdifuld mad.

Samtidig ser mange af indbyggerne affaldet som en gevinst, der kan være med til at redde landet fra en dag i en ikke så fjern fremtid at blive spist op af Stillehavet, fordi vandstanden i verdenshavene stiger, og fordi stormene i denne del af verden bliver stadig kraftigere.

Man graver ganske enkelt affald som gamle blikdåser, papir, pap og lignende ned og indvinder på den måde nyt land til den kun 26 kvadratkilometer store nation.

Forbedret sundhed

Australieren Robyn Alderton, der de seneste to år har tilbragt i alt seks måneder på øen med at lære de lokale, hvordan de forbedrer fødevaresikkerheden og undgår farlige infektioner, mener, sundhedsforholdene er blevet markant forbedret. Hun advarer samtidig de mange vestlige hjælpearbejdere, der i disse år strømmer til de fattige øer, som ifølge Verdensbanken tilhører gruppen af verdens seks mindst udviklede lande, om, at de ikke skal komme og spille bedrevidende:

»Vi har alt for længe været i gang med at give dem vores standarder. Det skal vi holde op med. Det gælder også affaldet. For dem er det ikke affald, de bor midt i - det er ting, de kan bruge til at fylde ned i jorden, så de kan genvinde noget af det land, havet gang på gang æder,« lyder det fra den australske hjælpearbejder.

36-årige Kwinnie Kauapa har da også et særligt forhold til affaldsdyngerne:

»Vi har ikke problemer med affald. Vi smider det enten i vandhullet udenfor, eller også kommer myndighederne engang i mellem og henter det, hvorefter de bruger det til at skaffe mere land,« lyder forklaringen fra Kwinnie Kauapa, der heller ikke lægger skjul på, at toiletbesøg naturligvis foregår ude i havet.

Der er dog også tuvalesere, der er ved at være godt trætte af affaldet. Tommy Alefaio, der er sekretær for sømændenes fagforening på Tuvalu, mener ikke, regeringen tager problemet alvorligt.

»Regeringen gør simpelthen ikke nok for at få ryddet op. Vi har ikke mulighed for at brænde affaldet, derfor skal det sejles væk. Eller også skal vi have indført en mere miljøvenlig sortering og genbrug af vores affald,« mener Tommy Alefaio.

Et af problemerne er, at man kun får omkring 400 australske dollars - godt 2000 kr. - for en container fyldt med gamle øldåser, mens det koster omkring 10.000 dollars, eller godt 50.000 kr. at sende containeren ind til fastlandet. Genbrugsflasker, som vi har i Danmark, ville således blot forøge problemet, fordi det ville være for dyrt at sejle dem ind til fastlandet med henblik på genbrug.

Kwinnie Kauapa er et godt eksempel på de mennesker, der bor på Tuvalu.

Hun er selv i mere end én forstand flygtning i sit eget land. For et år siden kom hun sammen med sin mand og deres tre børn til Funafuti fra en af naboøerne, Nanumea, i jagten på arbejde og en bedre fremtid. Det lykkedes manden at finde arbejde, så familien nu har omkring 1000 kr. om måneden at gøre godt med.

Men for to måneder siden måtte de flygte fra den primitive bolig, de havde slået sig ned i, da huset blev oversvømmet. Derfor bor de nu oven på affaldsdyngerne i den nordlige ende af Funafuti.

Og her inde i den beskedne bolig, der består af træ og blikplader, og hvor vinduerne blot er et hul i væggen, er der flittig gang i den lille fejekost. Hver dag bliver der bagt brød midt på gulvet i det lille hjem, hvorefter mel, krummer og andet skidt behændigt bliver fejet ned i revnerne mellem guldbrædderne - ud til affaldsdyngerne - så hjemmet kan fremstå pænt og ryddeligt.

Udenfor det lille hjem, helt ude på kanten til Stillehavet har hun i øvrigt anbragt en tøjsnor, hvor familiens rene, nyvaskede tøj hænger på rad og række.

Mellem palmerne er et par hængekøjer sat op, så nogle af de mange beboere i det lille hus kan tilbringe nætterne her.

Kloakvand i lagunen

Indbyggernes noget afslappede forhold til hygiejne er dog problematisk, fortæller Robyn Alderton.

»Da jeg kom herud for to år siden, havde der inden for seks måneder været otte udbrud af alvorlig diarre. 60-70 procent af de godt 600 elever på øens skolen havde været ramt. Derfor gik vi i gang med at installere vandtanke til drikkevand og septictanke til toiletterne og har på den måde fået forbedret kloakforholdene markant, selv om kloakvandet stadig bliver sendt ud i lagunen. Nu har det dog været igennem en vis form for behandling inden.«

Robyn Alderton understreger samtidig, at de mange rotter kommer langt nede på listen af problemer, der skal gøres noget ved. Et af de mange andre problemer, den lille østat tumler med, er, at næsten alt skal importeres. Og mange anser Tuvalu for at være lidt af en losseplads. Således benytter forretningsfolk med et lemfældigt forhold til moral landet til at slippe af med varer, hvor sidste salgsdato for længst er udløbet. Det gælder f.eks. æg. Udløbsdatoen står ganske vist trykt på varerne, men det er som regel enten på engelsk eller på kinesisk, hvilket afskærer hovedparten af indbyggerne fra denne ret afgørende information.

Midt i alle problemerne er der dog også mange ting at blive imponeret over, mener Robyn Alderton:

»Folk på Tuvalu har stadig en tæt tilknytning til familien, hvilket vi for længst har mistet. Samtidig har de tålmodigheden til at se tiden gå. Det har vi også mistet.«

De fleste indbyggere, JP Explorer har talt med, fortæller imidlertid den samme tankevækkende historie:

Hovedparten af befolkningen på de små tropeøer drømmer om en dag at rejse væk og f.eks. tage til New Zealand, hvor mulighederne for uddannelse og job er langt bedre end på Tuvalu. I landet med blot 9500 indbyggere, på størrelse med en mindre, dansk ø, og med flere tusinde kilometer til det nærmeste fastland, er mulighederne for udvikling stærkt begrænsede, hvis de overhovedet findes.

Hovedparten af tuvaleserne har valgt at læne sig tilbage, nyde livet og hygge sig med hinanden. Nogle har slået sig på flasken og tåger berusede rundt det meste af tiden. Men hovedparten drømmer om en dag at rejse væk e

Truslen fra øst
Shanghai

Den økonomiske vækst i Kina er så kraftig, at udledningen af drivhusgasser fra kinesiske biler, kraftværker og industrivirksomheder om 10-20 år vil være større end den, amerikanerne står bag.

Klima- og energieksperter er bekymrede og advarer om konsekvenserne, fordi de velhavende kinesere med ekspresfart erhverver sig vestlige velfærdsgoder som aircondition, mobiltelefoner, computere og biler. Med 1,3 milliarder indbyggere betyder udviklingen i Kina i dag formentlig mere for klodens klima, end udviklingen i hele den vestlige verden, lyder vurderingen.

Væksten i Kina er så kraftig, at kraftværkerne ikke længere kan levere strøm nok. I over halvdelen af landets provinser oplever man med jævne mellemrum udfald i strømforsyningen på grund af overforbrug i stil med de problemer, der i 2000 truede økonomien i Californien, USA.

Derfor er kineserne nu i fuld gang med at bygge en række nye kulkraftværker, så de kan producere endnu mere strøm og udlede endnu flere af de drivhusgasser, der menes at være en medvirkende årsag til, at temperaturen på kloden er steget de seneste 10-15 år. Normalt regner man med, at den økonomiske udvikling i et land hænger tæt sammen med energiforbruget. Er der vækst i økonomien, stiger energiforbruget nogenlunde tilsvarende. Og da langt hovedparten af verdens energi i dag fremstilles ved afbrænding af kul, olie og gas, er det ensbetydende med, at udledningen af drivhusgasser stiger.

Ifølge det internationale energi agentur, IEA, er over halvdelen af alle de nye kulkraftværker, der er ved at blive bygget i verden, kinesiske.

I 2003 nåede væksten i Kina 9,1 procent. Salget af nye biler steg med 85 procent til to millioner, mens salget af mobiltelefoner steg med en tredjedel til 40 millioner. Samlet investerede kineserne sidste år omkring 5000 milliarder kroner i nye huse, bygninger, veje, broer og lignende, konkluderer en rapport fra den kinesiske regering.

Kostbar afkøling

Især sidste sommer opstod der dog problemer med strømforsyningen, da millioner af kinesere under en hedebølge skruede op for deres energislugende airconditionanlæg.

»Således skyldtes 40 pct. af væksten i energiforbruget i Shanghai øget brug af aircondition,« forklarer Barbara Finamore, direktør for det amerikanske China Clean Energi Projekt under den private hjælpeorganisation Natural Ressource Defence Council, der fungerer som energirådgiver for de lokale myndigheder i Shanghai.

»Og den kommende sommer forventer man endnu større problemer.«

Problemerne med at levere strøm nok er så store, at den kinesiske regering overvejer at lægge en dæmper på væksten.

Kina er ellers blevet en sand magnet for produktionsvirksomheder fra hele verden - godt hjulpet på vej af lave lønninger og velvilje fra myndighedernes side, når nye virksomheder skal etablere sig. Samtidig er Kina midt i et byggeboom uden sidestykke i historien. I Shanghai er der så kraftig gang i byggeriet af nye boligblokke og industrivirksomheder, at myndighederne hver syvende måned må udsende nye bykort, da der så er kommet så mange nye bygninger til, at de gamle kort ikke længere passer. 40 pct. af energiforbruget i Kina går til byggebranchen.

Spar på energien

Kinesernes egne planer siger, at Kinas økonomi skal firedobles frem til 2030, ligesom den blev det i perioden 1980-2000.

Derfor forventer Barbara Finamore, at Kina i løbet af 10-20 år vil passere USA som verdens mest energiforbrugende nation.

»Vi forsøger at overbevise kineserne om, at de skal satse på den moderne teknologi, energieffektive kraftværker, mere miljøvenlige lavenergihuse, en aircondition, der ikke bruger så meget energi, nye teknologier i bilerne o.s.v.,« forklarer Barbara Finamore.

Hun tror ikke på, at man kan dæmpe væksten i Kina.

»Men jeg håber, at man ved at anvende den mest moderne teknologi - der desværre også koster noget ekstra - måske kan firedoble økonomien frem til 2030, men kun øge energiforbruget til det dobbelte.«

Det kan være et alvorligt problem, at kineserne i øjeblikket efter godt 50 år med statsstyret planøkonomi er ved at gå over til markedsøkonomi, hvor de frie kræfter får lov at bestemme udviklingen.

»Men myndighederne er helt klar over problemet og de nationale konsekvenser, hvis det ikke lykkes at få økonomien til at vokse uden at øge energiforbruget tilsvarende. Så vil det få alvorlig indflydelse på luftforureningen, landbrugsproduktionen, den voksende mængde sur regn og ikke mindst befolkningens sundhed. Verdensbanken antager, at forurening fra den stigende energiproduktion alene i dag har så stor indflydelse på befolkningens sundhed, at det koster Kina 7 pct. af landets bruttonationalprodukt. Derfor er regeringen klar over, at noget skal gøres,« mener Barbara Finamore.

Teknologi må der til

Direktør Jørgen Abildgaard fra konsulentfirmaet ECON Danmark var tidligere miljøminister Svend Aukens chefrådgiver i energispørgsmål. Han er ikke i tvivl om, at kineserne vil have vestlige velfærdsgoder, og at væksten vil fortsætte. Han ser dog samtidig et stort potentiale for at udnytte energien langt bedre end i dag.

»Kineserne får f.eks. kun 30-32 pct. af energien ud af deres kul i kulkraftværkerne, mens vi i Danmark er oppe på 48 pct. Derfor vil kineserne kunne øge energiforbruget kraftigt uden at øge udledningerne, hvis de samtidig investerer i den nyeste teknologi. Men det kræver, at man satser på den mest moderne teknologi, og at de virksomheder, der etablerer sig i Kina, går ind og tager et medansvar for, at produktionen bliver bæredygtig,« mener Jørgen Abildgaard.

Frit slag - foreløbigt

Målt pr. indbygger er energiforbruget i Kina i dag fortsat blandt de laveste i verden. Men dels er der mange kinesere, dels er forskellen på rig og fattig stor. Og forskellen på de rige storbyer i øst som Shanghai, Hong Kong, Guangzhou, Beijing og Shenzhen og de fattige områder i det vestlige Kina skal udlignes, har den kinesiske regering besluttet.

Udover Kina står også udviklingslande som Indien og Malaysia på spring med en voldsom vækst og deraf følgende stigning i udledningen af drivhusgasser. Ifølge den internationale klimaaftale fra Kyoto er det kun de rige lande, der er forpligtet til at nedbringe deres udledning af drivhusgasser. Således er verdens to mest folkerige nationer, Kina og Indien, med henholdsvis 1,3 og 1 milliard indbyggere slet ikke pålagt nogen form for begrænsninger.

explorer@jp.dk

Ud med rødgranen - ind med vinmarker
Til gengæld kan vi glæde os til flere danske vinmarker med gode, danske årgangsvine.

Danmark er et af de lande på kloden, der vil få størst glæde af de klimaforandringer, som eksperterne allerede mener, er i fuld gang. Vi ligger i det bælte på kloden, hvor landbrugsproduktionen overordnet set har udsigt til at et højere udbytte, ligesom vi kan se frem til varmere somre med mere sol og mindre regn og en temperatur, der ventes at blive tre-fem grader højere end i dag.

»Derfor tror jeg bestemt, at vi vil komme til at se flere vinmarker og mere vindyrkning i Danmark,« vurderer forskningsprofessor Jørgen E. Olsen fra Danmarks Jordbrugsforsknings afdeling for plantevækst og jord i Tjele.

Ifølge Jørgen E. Olesen er Danmark allerede godkendt som kommercielt vinproduktionsland, og der findes da også allerede flere vinmarker i Danmark om end produktionen endnu er minimal.

Den danske forskningsprofessor anser generelt klimaeffekterne for Danmark for at være positive. Han forudser dog stigende problemer med vores vandmiljø, fordi øget nedbør om vinteren kan give en øget udvaskning af især fosfor.

»Men ellers vil de fleste afgrøder formentlig give et øget afkast, alene fordi der ventes at være en øget mængde CO² i atmosfæren,« vurderer den danske forskningsprofessor.

Han forudser en dansk landbrugsproduktion, der kommer til at ligne den, man i dag præsterer i Midtvesten i USA.

»Vi vil nok komme til at se mere majs og sojaprotein i Danmark, fordi temperaturerne bliver væsentlig højere. Vores kartoffelproduktion er nogenlunde fleksibel, men hvis det bliver virkelig varmt, kan kartoflerne godt blive klemt og udbyttet gå lidt ned.«

Og forandringerne er i fuld gang.

Mere majs

Sidste år gav majs i Sønderjylland således for første gang et større høstudbytte end vårbyg.

»Hvis temperaturerne fortsætter med at stige, vil en del af vores kornareal derfor blive skiftet ud med majs med henblik på brug som grisefoder, ligesom vi vil komme til at se flere hestebønner og lignende.«

Jørgen E. Olesen har samtidig et interessant syn på fremtidens globale fødevaresituation:

»Man regner med, at verdens befolkning fortsat vil vokse. Samtidig vil folk især i Østasien og Kina blive stadig mere velhavende. Og større rigdom vil automatisk betyde et større forbrug af kød. Det kød vil man imidlertid ikke have jord nok til selv at producere. Når man sender føden igennem et dyr, giver det kun 10-20 procent af energien. I stedet for at bruge en hektar til at brødføde et menneske med ris, skal man derfor bruge måske 5-10 hektar for at skaffe mad nok til et enkelt menneske. Den jord har man ikke i Østen. Derfor tror jeg, at Europa vil komme til at producere fødevarer til Østasien og Kina, mens de så til gengæld vil lave små dippedutter til os. Det er grunden til, at vi vurderer, at Danmark også i fremtiden vil producere rigtig mange grise,« lyder vurderingen fra én af Danmarks førende eksperter, når det handler om effekten af de fremtidige klimaforandringer på landbrugsområdet.

Mens dansk landbrug formentlig vil få relativt nemt ved at tilpasse sig et ændret klima, skal skovejerne allerede nu til at tænke sig godt om.

Professor, dr. agro J. Bo Larsen fra Center for Skov og Landskab ved Landbohøjskolen, mener, det definitivt bør være slut med de store granplantager, fordi grantræerne ikke kan tåle en stigende temperatur i Danmark.

J. Bo Larsen foreslår, at skovejerne i første omgang skærer andelen af rødgraner ned fra de nuværende 27 procent til omkring 10. Og hvis temperaturen stiger, som eksperterne forventer, kan man så langsomt lade rødgranen helt forsvinde fra det danske skovlandskab.

Udbredt skovdød

Rødgranen kræver en vintertemperatur på omkring minus to grader, for at få tilstrækkeligt med hvile. Får den ikke det, vil mange af træerne langsomt dø.

»Det oplevede vi i vintrene 1988-89 og 1989-90, hvor vintertemperaturen var fire-fem grader over det normale, hvilket ligner det, man forventer om 100 år. Dengang så vi udbredt skovdød blandt rødgranerne, der først fik røde nåle og derefter helt døde,« forklarer J. Bo Larsen.

»Hvis man i første omgang gik ned på måske 10 procent rødgraner og brugte dem som blandingstræer i blandede beplantninger, ville man kunne udskyde det endelige valg til senere. Samtidig kunne man passende få flere udenlandske granarter som sitka og douglas ind i de danske skove. De er væsentlig mere klimafleksible og tilpasset et mildt oceanisk klima,« vurderer J. Bo Larsen.

Han mener, man i stedet i høj grad skal satse på bøg, eg og ask som nogle af de bærende arter i fremtidens danske skove.

Og så er alle eksperter enige om, at skovene skal bestå af en blanding af forskellige træarter, hvilket vil gøre dem mere robuste i forhold til det stigende antal storme, der ventes at komme.

Men det haster, da det typisk tager mellem 50 og 150 år at skabe en helt ny skov. Og klimaforandringerne ventes for alvor at indfinde sig indenfor de næste 50-100 år.

Varmere vejr truer landbruget
Ludhiana, Punjab, Indien

Varmere vejr og ustabile regnperioder truer med at fjerne eksistensgrundlaget for millioner af mennesker i Indien.

Verdens næstmest folkerige nation risikerer at blive et af de lande, hvor landbruget bliver hårdest ramt af klimaforandringer. Og da samtidig knap 700 millioner af Indiens godt en milliard indbyggere er afhængige af indtægterne fra produktionen af ris, hvede og andre afgrøder, kan Indien blive den store taber, hvis klimaet udvikler sig, som mange klimaeksperter forudser.

»Der er ikke udsigt til nogen god fremtid for landbruget i Indien,« mener forskningsassistent Suruchi Bhadwal, centeret for Globale Miljøstudier i Indiens hovedstad New Delhi.

Hun har sammen med et hold af forskere gennemført en række studier af landbruget i forskellige egne af Indien. Og konklusionen er, at mange egne vil opleve en massiv tilbagegang.

Mens mange lande i de tempererede områder i Europa, Canada og Australien formentlig i fremtiden vil få bedre muligheder for at dyrke korn og andre landbrugsprodukter, vil mange fattige lande i tropiske og subtropiske områder komme til at opleve tilbagegang i produktionen, fremgår det af undersøgelser fra det britiske meteorologiske institut, Met Office.

Import af fødevarer

Og den dystre forudsigelse er Suruchi Bhadwal enig i.

»Mens mange rige lande får bedre vilkår, så er det os i fattige lande som Indien, der må bære omkostningerne. Vi bliver ikke længere i stand til at brødføde os selv, men må importere fødevarer fra andre lande,« mener Suruchi Bhadwal.

Landmændene i Indien kan se frem til at blive ramt af flere forskellige forandringer. For eksempel vil store landområder langs østkysten blive oversvømmet og jorden blive ødelagt af saltvand på grund af den stigende havvandstand og de kraftigere storme, der ventes i de kommende år. Den centrale og den sydlige del af Indien vil oftere opleve tørke. Og som det måske værste scenarie vil varmen rykke højere mod nord op i det bælte, som i dag er Indiens væsentligste landbrugsområde. Her vil landmændene få svært ved at opretholde udbyttet, med mindre de skifter til andre afgrøder og på andre måder får effektiviseret deres landbrug.

Først og fremmest vil de små landbrug lide under udviklingen.

»De små farmere er mere sårbare over for klimaforandringer, fordi de har sværere ved at tilpasse sig. Hvis man har adgang til mere moderne teknologi og bedre høstredskaber, kan man også tilpasse sig bedre,« mener Suruchi Bhadwal.

Folkevandring truer

Fødselstallet i Indien er så højt, at landet om få år ventes at overhale Kina som verdens mest folkerige nation. Og kombinationen af mange mennesker og dårligere udbytter kan betyde, at mange mennesker kan blive nødt til at forlade deres hjemegn for at finde andre steder, hvor de kan skabe sig et eksistensgrundlag.

»Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der sker, hvis det bliver mere almindeligt med tørke i for eksempel den centrale del af Indien. Så bliver mange mennesker nødt til at flytte,« forklarer Suruchi Bhadwal.

Delstaten Punjab er et godt eksempel på, hvordan udviklingen kan blive. Det intensive overforbrug af grundvandet til kunstvanding kombineret med mere varme og ustabil monsunregn kan i værste fald omdanne Indiens kornkammer til en ørken. I øjeblikket falder grundvandstanden i gennemsnit med 30 centimeter om året. Nogle steder i den centrale del af staten endnu mere.

»Om 20 år kan vi have en ørken her i staten. Vi kan ikke ændre på produktionsformerne hurtigt nok,« mener professor Sukhdev Hundal, der er tilknyttet landbrugsuniversitetet i Ludhiana, Punjab samt Ohio State University i USA som forsker i landbrug og klima.

Ifølge professoren vil gennemsnitstemperaturerne i Indien være steget med tre grader i år 2050 og fem grader i år 2100. Trods omfattende kunstvanding har Punjab netop i år erfaret, hvad der sker med hvedehøsten under varmere forhold. I marts var gennemsnitstemperaturen omkring fem grader højere end normalt. Det resulterede i, at kornet modnede for hurtigt, så udbyttet i gennemsnit er faldet med 15 procent i forhold til et normalt år.

»Det regner ikke mindre. Landmændene siger noget andet, fordi deres hukommelse er kort. Men det er en meget alvorlig situation med det varmere vejr, for vi vil oftere få lange tørkeperioder. Samtidig vil monsunen opføre sig mere ustabilt,« siger Sukhdev Hundal, der lige som Suruchi Bhadwal frygter, at Indien i en ikke særlig fjern fremtid ikke vil være i stand til at brødføde sig selv.

Endnu er dagtemperaturerne i Punjab ifølge professoren ikke steget mere end 0,4-0,5 grader i løbet af de seneste 80 år. Til gengæld er nattemperaturen alene de seneste 30 år i gennemsnit blevet mellem 2 og 2,5 grader højere , så i Punjab er den globale opvarmning i høj grad en realitet, mener Sukhdev Hundal.

explorer@jp.dk

Vejret bestemmer fremtiden
Mens klimaeksperter, meteorologer og politikere verden over skændes om klimaforandringer, og hvad der skal gøres for at standse den globale opvarmning, så lever de ca. 11.000 beboere i Tuvalu afklaret med både vejr og vind.

»Vi er klar over, at vandet stiger. Alle siger, at øen vil forsvinde. Men jeg er troende, og hvis det er Guds vilje, så forsvinder den. Hvis Gud vil bevare øen, så fortsætter den med at eksistere,« siger den 50-årige Betty Kaitu, der har levet hele sit liv på Funafuti, hovedøen i Tuvalu.

For hende og mange andre på Tuvalu er klimaforandringer og global opvarmning ikke et tema, der egentligt eksisterer. Man lever med tingenes tilstand og indretter sig efter dem. Andet er der ifølge beboerne ikke at gøre. Men de har også i generationer levet nærmest dør om dør med naturkræfter langt stærkere, end de opleves i Danmark.

Flere gange i de seneste år er Tuvalu blevet ramt af kraftige storme og cykloner. Og i flere tilfælde kan det hænge sammen med den globale opvarmning. Samtidig er klimaforskerne nogenlunde enige om, at øriger som Tuvalu fremover i langt højere grad vil blive udsat for mere ekstremt vejr.

Både Betty Kaitu og hendes 66-årige mor, Akesa Mati, har dog allerede oplevet en lang række voldsomme storme på øen og lært at leve med dem.

»Vi ved, at de kommer. Men det er ikke noget nyt og usædvanligt for os. Det er noget, vi lever med,« siger Betty Kaitu.

En enkelt storm, som hærgede Funafuti i 1972, har dog gjort et stærkt indtryk på de to damer. Den har intet med klimaforandringer at gøre, men viser, hvad indbyggerne i Tuvalu i femtiden risikerer oftere at blive udsat for.

En eftermiddag kom vinden, og næste morgen stod kun de stærkeste af husene tilbage.

Betty Kaitu peger rundt på husene omkring den lille plads foran kirken, som vi sidder ved. Et enkelt hus nøjedes med at få revet taget af - ligesom fælleshuset blev stående. Alle andre beboelseshuse er opført efter stormen, som ødelagde resten.

Betty Kaitu var ikke selv på øen den dag, den blev ramt af stormen. Hun var i skole på en anden ø. Men hendes mor husker tydeligt dagen.

»Jeg kan huske, at vinden var så stærk, at alt blev revet væk,« fortæller hun.

Om eftermiddagen kom politiet og advarede om, at en stor storm var på vej. Alle blev bedt om at gå ned til en af øens rådsbygninger, som var den bygning med de stærkeste mure. Akesa Mati gik derned med sin mand og deres fire hjemmeboende børn.

»Vi troede, at det var verdens undergang, og jeg var meget bange, men jeg gik ikke i panik, for jeg var nødt til at holde øje med børnene,« fortæller Akesa Mati.

Stormen varede det meste af natten og først næste morgen, da hun kom ud fra rådsbygningen, gik skadernes omfang op for Akesa Mati. De fleste af øens huse var smadret, og træerne var væltet.

Også den 63-årige Fulau Tapu husker tydeligt den voldsomme storm. Han arbejdede dengang på et lille fiskerskib, der var ude på havet, da det begyndte at blæse op.

»Vi var på den vestlige side af Funafuti, men sejlede i havn, da stormen begyndte kl. fire om eftermiddagen. Kaptajnen sende mig først op til landingspladsen for at se, hvad der skete. Den var oversvømmet, og mange forsøgte i kano at sejle hen til mere sikre steder på øen,« husker Fulau Tapu.

Han gik tilbage til skibet, og kaptajnen bad sin besætning om at blive ombord. Men stormen steg i styrke. Og besætningen hoppede derfor i vandet og svømmede i de kraftige bølger ind til kysten.

»Vi blev på skibet til klokken 11 om aftenen, men derefter blev det for farligt. Så vi gik i land. Lynene slog ned, og vi kunne se, hvordan alt var ødelagt. Der var meget oversvømmelse. Alle træer var væltet. Og husene blæst i stykker,« fortæller Fulau Tapu.

Han forsøgte sammen med resten af besætningen at gemme sig mellem de væltede palmer. Der blev han indtil næste morgen, hvor han blev genforenet med familien.

Også gennem 1990'erne er Funafuti-atollen blevet ramt af flere storme.

Fulau Tapu bor i dag på en lille ø, Funafala, en times sejllads syd for Funafuti. Her bor fire familier, som kun har kontakt med omverden via båd.

»Under de store storme i 1997 var jeg her på øen. Bølgerne slog ind, og der var meget af øen, som blev skyllet i havet. Nogle af træerne væltede også, men det var ikke så slemt som i 1972,« mener Fulau Tapu.

Stormene i 1997 ryster heller ikke Betty Kaitu.

»Der skete ikke så mange skader. Nogle træer væltede, og små huse fik revet deres tag af bananblade af. Men vinden kom i stød og ikke så kontinuerligt,« siger hun.

Hun er heldig at bo på en del af Funafuti, hvor vandet ikke kommer op til hendes hus. Huset ligger ud til lagunen, og ifølge Betty Kaitu har vandet her aldrig været over den lille skrænt af døde koraller, der skærmer af mod bølgerne. Vandet er derfor aldrig kommet ind i hendes hus.

Andre beboere på øen er anderledes udsatte. Lidt længere mod nord kan man se, hvordan husene står på pæle helt ud til havsiden. Her hamrer havets bølger ind mod kysten ikke mere end to til tre meter fra husene. Og beboerne fortæller da også, at havvandet kommer ind under husene, når højvandet når sit maksimum.

Vandet nøjes ikke kun med at komme fra havet. Det kommer også op fra neden.

På husenes landside ligger små søer af havvand. En lille sti fører gennem søerne op til husene. Men på blot få minutter er stien dækket af vand. Højvandet er på vej.

explorer@jp.dk

06-04-2004

I Knud Rasmussens slædespor

Følg med JP Explorer i sporet af polarforskeren Knud Rasmussens 5. Thuleekspedition - verdens længste slæderejse fra Grønland til Sibirien. Hvad er forandret i Arktis siden slæderejsen i 1920'erne - og hvilke forandringer skyldes klimaet?
Læs mere

Klædt på til klimadebat

Jordens klima er under forandring. Forskere og politikere i hele verden diskuterer, hvad der sker, hvorfor det sker, og hvad der skal gøres ved det. Bliv klædt på til at være med i klimadebatten.
Læs mere

Brasilien

Mange i Brasilien har mest hovedrysten til overs for de vestlige lande og miljøorganisationer, der kritiserer landet med verdens største regnskov for at fælde nogle af træerne til fordel for landbrug og kvægdrift.
Til destinationen Brasilien

Danmark

Danskerne må forberede sig på, at varmere og mere ekstremt vejr vil forandre landskab og levevilkår. I Danmark vil klimaændringerne blandt andet føre til, at de store plantager med grantræer vil forsvinde, mens nye træarter vil brede sig.
Til destinationen Danmark

Indien

Indien er et af de lande på kloden, hvor landbruget bliver hårdest ramt af klimaforandringer. Eksperter frygter, at Indien fremover ikke vil være i stand til at brødføde sig selv, og at millioner af bønder bliver nødt til at finde en anden indtægtskilde.
Til destinationen Indien

Kina

Voldsom økonomisk vækst i Kina betyder, at landet om få år kan blive den største bidragyder til drivhuseffekten. Kineserne er i fuld gang med at overtage den vestlige verdens vaner.
Til destinationen Kina

Namibia

Mange mennesker især i Afrika og Asien må leve med beskidt eller alt for lidt vand. Klimaforandringer ventes at øge kampen om vandet.
Til destinationen Namibia

Tuvalu

Det lille ø-rige Tuvalu i Stillehavet risikerer om få årtier at være forsvundet i havet. Stigende vandstand og kraftigere storme truer eksistensen for de godt 11.000 indbyggere.
Til destinationen Tuvalu