Sitemap | Avanceret søgning |

Drivhuseffekten

Hvis man lægger et lag af specielle gasser omkring Jorden med den evne, at de lukker varme ind, men ikke ud, vil temperaturen stige. Præcis som i et drivhus. Det er det, drivhuseffekten handler om.

Af Lisbeth Bjerre
Publiceret 15-02-2004

De fleste har oplevet, hvor varmt der kan være inde i et drivhus på en kølig forårsdag, når solen skinner. Drivhusets glasvægge lader de kortbølgede solstråler slippe ind, og samtidig holder glasvæggene de langbølgede varmestråler indenfor. Derfor bliver luften varmere inde i drivhuset end ude i den omgivende luft.

Jordens klima er grundlæggende bestemt af et tilsvarende system. Omtrent halvdelen af solens stråler absorberes af Jordens overflade. Når solens stråler rammer Jorden, omdannes de til infrarøde varmestråler.

I atmosfæren absorberes nogle af disse varmestråler af drivhusgasserne: Kuldioxid (CO2), metan, ozon, lattergas m.fl. I stedet for at forsvinde direkte ud i verdensrummet bliver de infrarøde stråler genbrugt, fordi drivhusgasserne optager dem og sender dem ud igen og på den måde opvarmer både atmosfæren og jordoverfladen.

De naturligt forekommende drivhusgasser lægger på den måde en slags glastag over atmosfæren i lighed med drivhusets glastag, og uden dem ville det være 33 grader koldere på Jorden. Den naturlige drivhuseffekt er derfor en forudsætning for det liv, vi kender i dag.

Problemet med drivhuseffekten er, at vi mennesker med vores måde at leve på sender flere drivhusgasser ud i atmosfæren, end de naturlige kredsløb umiddelbart har brug for. Jordens varmesystem bringes dermed ud af balance. Drivhusgasserne holder på varmen, og Jordens gennemsnitstemperatur stiger. Dette kaldes "den menneskeskabte drivhuseffekt", og det er den, og ikke den naturlige drivhuseffekt, der udgør en trussel mod Jordens klima.

Siden industrialiseringen i 1800-tallet er energiforbruget i verden steget markant, og det stiger fortsat. Langt hovedparten af energien produceres ved at afbrænde fossile brændstoffer som kul, olie og gas, og i den forbindelse dannes der store mængder CO2, som udledes i atmosfæren.

CO2 udgør halvdelen af de menneskeskabte drivhusgasser. Allerede i 1898 advarede den svenske videnskabsmand Svante Ahrrenius om, at CO2-udslippet kunne samle sig i atmosfæren og føre til en global opvarmning af kloden. Dengang var der dog ingen, der tog svenskeren alvorligt. Men sådan er det ikke længere. Siden 1960'erne har videnskabsfolk diskuteret drivhusgasserne, og hvilke klimaændringer en menneskeskabt drivhuseffekt kan føre til.

Forskerne har længe arbejdet ud fra teorier om, at CO2 er den primære årsag til den menneskeskabte drivhuseffekt. Nogle forskningsresultater har dog stillet spørgsmålstegn ved, om CO2 er hovedproblemet. På Goddard Rumforskningsinstitut i New York mener nogle forskere, at andre drivhusgasser, som ikke indeholder kuldioxid, spiller en større rolle i den globale opvarmning end CO2. Det drejer sig især om metan, CFC-gasser og ozon, og derfor bør udledningen af disse gasser ifølge forskerne reduceres på linje med CO2.

Meget tyder på, at der er sket ændringer af Jordens klima inden for de seneste 100 år. Jordens gennemsnitstemperatur er steget med 0,74 grader, og i samme periode er indholdet af drivhusgasser i atmosfæren øget med godt en tredjedel - fra 280 såkaldte ppm (partikler for hver en million partikler) til 379 ppm.

Ifølge FN er temperaturstigningerne kun lige begyndt, og i det 21. århundrede forventes temperaturen at stige mellem 1,8 og 4,0 grader. Man skal dog være varsom med at konkludere, at alle klimaændringer er menneskeskabte.

For 100 millioner år siden var klimaet betydeligt varmere end i dag, og for kun 15.000 år siden var Danmark dækket af is. Diskussionen om de menneskeskabte temperaturstigninger fik dog en foreløbig afklaring i 2007, da FN's Klimapanel, IPCC, konkluderede, at: »vi med 90 pct. sandsynlighed kan sige, at den globale opvarmning, vi har oplevet de seneste 50 år, er menneskeskabt«.

Det næste spørgsmål er, hvilke konsekvenser de varmere temperaturer har for verdens klima. Og her er sammenhængene så komplekse, at intet videnskabeligt institut eller national myndighed kan levere noget klart svar. Der er opstillet mange teorier, ligesom gigantiske computere har regnet på, hvordan klimaet må forventes at udvikle sig. De altdominerende vurderinger lyder, at den globale opvarmning vil få Jordens varmere klimabælter til at sprede sig på bekostning af de koldere, vandstanden i verdenshavene vil stige, og orkanerne i det tropiske bælte vil blive stærkere.

I praksis betyder de varmere temperaturer blandt andet, at nogle lande vil få helt nye dyrkningsmuligheder. I Danmark vil man formodentlig se flere vinmarker. I de mere tørre egne af verden kan de højere temperaturer til gengæld skabe svære betingelser for plantevæksten. Mængden af nedbør vil falde, og store landområder kan blive ramt af alvorlig tørke. Omkring Middelhavet vil der formentlig blive langt mere tørt, så ørkener vil brede sig, og manglen på vand vil blive udtalt.

Den stigende vandstand i verdenshavene vil i Europa øge presset på digerne i Holland, langs marskområderne i Tyskland og i Sønderjylland. Globalt risikerer mennesker, der bor langs kysterne, mange steder at blive drevet bort fra hus og hjem, og i de fattige egne vil mange mennesker formentlig have svært ved at klare sig igennem oversvømmelserne.

Den globale opvarmning kan således få uoverskuelige konsekvenser for mange millioner mennesker. Nogle eksperter taler om 100 millioner klimaflygtninge om 50 år, andre taler om helt op mod en milliard. Hvilke konsekvenser, og hvor store de bliver, er dog stadig omdrejningspunkt for mange politiske og videnskabelige stridigheder.

Opdateret af Lars From april 2008

Vigtige drivhusgasser
Den vigtigste drivhusgas er kuldioxid eller kultveilte (CO2). Denne luftart forekommer naturligt i atmosfæren, men koncentrationen er vokset med ca. 30 pct. siden den industrielle revolution. Men også klor-fluor-kulstof-forbindelser (CFC-gasser), kvælstofilter (NOx'er), metan (CH4) og ozon (O3) er vigtige. Virkningen af udledte gasser sammenfattes normalt i en mængde "ækvivalent CO2", dvs. den mængde CO2, der ville påvirke atmosfærens optag af stråling lige så meget som den pågældende gasblanding. Den vigtigste af alle drivhusgasser er vanddamp, der forekommer naturligt.
Sådan kan udledningen af CO2 begrænses
  • Lavere energiforbrug eller mere effektiv energiudnyttelse (f.eks. bedre bygningsisolering, sparepærer osv.).

  • Anvendelse af brændsler med mindre udslip pr. produceret energimængde (f.eks. gas i stedet for kul).

  • Brug af biobrændsler (træ, flis, halm m.v.), der i forvejen har optaget kulstof fra atmosfæren og måske endda er dyrket direkte til formålet.

  • Binding af kulstof i forøget skovvækst eller anden vegetation.

  • Oplagring af den dannede CO2 med forskellige metoder (f.eks. geologisk oplagring i havet). Metoderne er stadig kun på forsøgsstadiet.

  • Fremstilling af energi ved metoder, der ikke giver udslip af CO2, i form af vedvarende energi fra vindmøller, solfangere, fotoceller, bølgeenergi, jordvarme m.v.. Atomkraftværker giver heller ikke CO2-udslip, men politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige forhold begrænser anvendelsen.

    Kilde: Danmarks Miljøundersøgelser www.dmu.dk

  • Sådan virker drivhuseffekten
    Kilde: JP-Grafik