Sitemap | Avanceret søgning |

FN kan ikke længere redde klodens klima

Hverken politikere eller klimaforkæmpere tror længere på, at FN kan løse klodens klimaproblemer. Siden fiaskoen i København i 2009 er udledningen af drivhusgasser steget kraftigt. Samtidig bliver klimaforandringerne stadigt mere tydelige fra Arktis til regnskovene i Amazonas.

Af Lars From
Publiceret 19-10-2012

Den politiske kamp for klodens klima lever sit helt eget liv.

Langt væk fra en virkelighed med smeltende gletsjere, mere tørke, kraftigere regn og mere ekstremt vejr. Indtil nu har kampen varet i over 20 år. Resultaterne er dog svære at få øje på. I hvert fald hvis man ønsker at undgå, at de stadigt større udledninger af drivhusgasser skal ændre klimaet på kloden dramatisk. Ikke desto mindre fortsætter kampen for fuld musik.

Hvert år i november/ december mødes tusindvis af politikere, embedsmænd, klimaforskere og aktivister et eller andet sted på kloden for at forhandle om fremtiden for klodens klima. Sidste år foregik det i Durban i Sydafrika, i 2010 var det i Cancun i Mexico og i 2009 i København.

Andre år har det årlige COP-møde været henlagt til Bali, New Delhi, Buenos Aires og Kyoto.

Op til COP15-mødet i København var beskeden fra både forskere og politikere, at det nu var sidste udkald, hvis man skulle undgå dramatiske klimaforandringer. Det lykkedes sågar at få både USA's præsident, Barack Obama, og Kinas premierminister, Wen Jiabao, til København.

Men det eneste, man kunne enes om, var en hensigtserklæring om, at temperaturen på kloden ikke må stige med mere end to grader.

Ingen forpligtelser, ingen håndfaste løfter og ingen sanktioner mod de lande, der ikke gør noget for at indfri målsætningen.

Siden er klimaforandringerne blevet stadigt mere tydelige: Isen i Grønland smelter kraftigt, Arktis er på vej mod at blive isfri om sommeren, koralrevene blegner, Amazonas tørrer ud, og i sommer har voldsom tørke ramt USA, Rusland og dele af Østeuropa.

Da Det Internationale Energi Agentur, IEA, i maj i år præsenterede tallene for udledningen af drivhusgasser i 2011, var budskabet fra IEA's cheføkonom, Fatih Birol, at kloden lige nu har kurs mod en temperaturstigning på ikke to, men seks grader.

Stadigt flere politikere og klimaforkæmpere erkender derfor, at FN-systemet ikke kan levere den indsats, der skal til for at undgå en voldsom temperaturstigning.

»FN-sporet er ikke i stand til at levere de redskaber, der skal til,« mener klima-og energiminister Martin Lidegaard (R).

»De store lande vil ikke binde sig til en international aftale - derfor bliver det meget svært, og i praksis umuligt, at løse klimaproblemerne ved hjælp af forhandlinger i FN-systemet.« Lidegaard satser derfor hårdt på at indgå enkeltaftaler med lande som Mexico, Vietnam og Sydafrika, som Danmark kan hjælpe til en fremtid med udledning af mindre CO2, end de ellers ville have fået.

Han bakkes op af sin forgænger som klimaminister, Lykke Friis fra Venstre: Vi har globale problemer, der kræver globale løsninger.

Men FN er ikke tilpasset den nye verdensorden.

»Vi står med mange globale problemer, der kræver globale løsninger. Men vi har ikke de institutioner, der skal til for at kunne hjælpe os. De internationale institutioner i FN - fra Verdensbanken til FN's Sikkerhedsråd - er ikke tilpasset den nye verdensorden.

Derfor er der ikke længere noget stort internationalt pres her.« Lykke Friis nævner det store topmøde om en bæredygtig udvikling i Rio i sommer som et andet eksempel på, at FN ikke kan levere varen: »I Rio fik politikerne end ikke lov at forhandle. Her var tingene aftalt, inden politikerne ankom. Der var nærmest tale om matchfixing.«

Det rykker ikke
Den tidligere klimaminister har selv deltaget i adskillige EU-ministerrådsmøder, hvor man drøftede yderligere reduktioner i EU's udledning af drivhusgasser.

»Indtil for nylig var den helt store sag, om EU-landene skulle forpligte sig til at reducere sine udledninger med 30 pct. i stedet for 20 i 2020.

Det blev diskuteret på utallige ministerrådsmøder. Men da man for nylig besluttede at opgive det, blev det stort set ikke omtalt i hverken danske eller europæiske medier,« fortæller Lykke Friis.

»Det ligner en erkendelse af, at man ikke længere kan bruge FN-systemet til at lægge pres på andre. Derfor bliver en reduktion på 20 eller 30 pct. irrelevant. De andre rykker sig jo alligevel ikke.

Og derfor kan vi ikke længere bruge COP-systemet til at lægge pres på hinanden,« mener den tidligere minister.

fastholde FN-sporet. Men vi er nødt til at lave COP-systemet om, så det ikke er så tungt. Man behøver f. eks. ikke at holde store møder hvert år, men kunne måske nøjes med at holde det hvert tredje eller hvert femte år. Her skulle det så til gengæld være realistisk at opnå resultater.«

Lær af ozon-succes
Både Lykke Friis og klimachef John Nordbo fra Verdensnaturfonden, WWF, vil bruge erfaringerne fra kampen for at redde ozonlaget.

»I Montreal fik fornuftige lande i 1987 sikret, at man gennemførte en fuld udfasning af brugen af freon,« fortæller John Nordbo.

»Samme logik kan man bruge på klimaområdet.« Ikke desto mindre er også John Nordbo bekymret for, hvordan man får FN-forhandlingerne til at give resultat på klimaområdet. Især USA's rolle er problematisk, lyder hans vurdering.

»Så længe USA er en del af klimaforhandlingerne under UNFCCC (FN's klimaforhandlinger, red.), har de reelt vetoret. Men intet tyder på, at USA vil levere. Uanset om præsidenten hedder Barack Obama eller noget andet. Jeg tror dog ikke på, at det bliver bedre af helt at lade være med at forhandle,« lyder det fra Nordbo.

EU's danske klimakommissær, Connie Hedegaard, har heller ikke tænkt sig at droppe forhandlingerne.

»Der er brug for, at mange gør noget i alle mulige sammenhænge. Og der er brug for en international ramme. Virksomhederne er de mest ivrige for at få en international ramme. De er ikke interesseret i 100 slags løsninger eller 33 slags kvotesystemer,« understreger Connie Hedegaard som forklaring på, hvorfor hun fortsat kæmper for en eller anden form for international aftale.

»Der er sket fremskridt de seneste tre-fire år. Vi oplevede i Durban sidste år, at både Kina, Indien og USA anerkendte behovet for samarbejde.

Her talte vi også om, hvordan vi kan få flere ambitioner ind i forhandlingerne.

Vi skal måske inkludere nye gasser og kæmpe hårdere for at få fjernet subsidier for fossile brændsler.«

Drop tilskud til sol og vind
Danske Bjørn Lomborg, der i snart 15 år har kæmpet indædt mod planerne om at bruge milliarder af kroner på at reducere udledningen af drivhusgasser gennem Kyoto-aftalen, glæder sig over den voksende erkendelse af, at FN-forhandlingerne ikke vil løse klimaproblemerne.

»Det er en skam, at klimaminister Martin Lidegaard og hans regering alligevel holder fast ved, at når nu resten af verden ikke kan reducere deres udledning af CO2, så må det være EU's opgave at betale næsten 1.500 mia. kr. om året for reduktioner, der ingen effekt vil have selv om hundrede år,« lyder det fra Bjørn Lomborg.

Den danske direktør for Copenhagen Concensus har især vendt sig imod Kyoto-aftalen, der har til formål at reducere de rige landes udledning af drivhusgasser med godt 5 pct. fra 1990 til 2012, mens der i aftalen ikke stilles krav til udviklingslandene - inklusive Indien og Kina.

Men da USA i 2001 meldte sig ud af Kyoto-aftalen, samtidig med at Kina, der slet ikke er omfattet, i dag er ansvarlig for over 25 pct. af verdens samlede udledninger, har Kyoto-aftalen fra 1997 aldrig fået den betydning, som mange havde regnet med.

»Med erkendelsen af, at den nuværende proces har spillet fallit, var det måske på tide, at Lidegaard i stedet fokuserede på de økonomisk mest effektive løsninger.

Man burde stoppe subsidierne til ineffektive energikilder som vindmøller og solceller, subsidier der i 2020 vil koste Danmark over 20 mia. kr. om året. I stedet skulle regeringen fokusere mere på de effektive løsninger, som økonomerne fra Copenhagen Consensus kom frem til, nemlig at investere væsentligt mere i forskning og udvikling af grønne energi-teknologier. Danmark skulle firdoble sine investeringer her til 3,6 mia. kr. om året,« mener Lomborg.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

KLIMAFORHANDLING
Kyoto-aftalen:

- Indgået i 1997.

- Skal reducere rige landes udledning med 5,2 pct. fra 1990 til 2012.

- En stadig mindre andel af verdens CO2-udledning er omfattet af Kyoto-aftalen.

- Kina og USA, der står udenfor, udleder i alt ca. 43 pct.

FN's COP-system:

- Verdens lande mødes hvert år til en ny COP for at drøfte klodens klimaproblemer.

- COP1 var i Berlin i 1995, seneste gang var COP17 i Durban i Sydafrika. Næste gang er COP18 i Qatar.

- Dertil kommer et utal af årlige møder under COP'en.

- FN's videnskabelige klimapanel, IPCC, arbejder tæt sammen med FN's COP-system.