Sitemap | Avanceret søgning |

Næste stop tre km nede

Forskerne er allerede i fuld gang med at planlægge den næste dybe iskerneboring, skriver vores korrespondent i anden del af fortællingen fra Neem-boringen på indlandsisen i Grønland.

Af Lars From
Publiceret 11-04-2011

Når det er lykkedes at skrabe 50 mio. nye forskningskroner sammen, sætter iskerneforskerne et par ski under den adskillige tons tunge doom og flytter den fra Neem og 200 kilometer længere mod sydøst ind mod hjertet af den grønlandske indlandsis.

Det forklarer Jørgen Peder Steffensen, iskernekurator fra Niels Bohr Instituttets Center for Is og Klima ved Københavns Universitet og én af de bærende kræfter i den netop overståede Neemiskerneboring i Grønland.

»Vi har ikke fået 100 pct. af det, vi kom efter ved Neem. Derfor vil vi næste gang forsøge at få en helt uforstyrret iskerne, så vi kan få slået fuldstændig fast, hvad der skete i den seneste mellemistid for 115.000-130.000 år siden. Vi er især interesseret i at få slået fast, om der var så bratte klimaskift, sådan som vi tror. Hvis det viser sig at være rigtigt, vil vi i år 2100 nærme os en klimatilstand, der minder om Eemtiden. Derfor er den viden vigtig,« siger Jørgen Peder Steffensen.


Vital forskning
De danske iskerneforskere ved Københavns Universitet er blandt de førende i verden, når det handler om at bibringe fakta om fortidens klima. I en tid, hvor kloden er midt i en voldsom klimaforandring, er den type viden af vital betydning, og derfor fortsætter arbejdet med fuld styrke, også selv om Neem-boringen netop er afsluttet.

»Lige nu er vi i gang med at prøve at skaffe penge til en ny dybdeboring. Nye målinger med radar, der efterhånden er temmelig præcise, tyder på, at vi skal ca. 200 km mod sydøst for at finde den helt rigtige iskerne. Vi skal formentlig længst muligt væk fra kanten af isen,« forklarer Jørgen Peder Steffensen.

Ved Neem har forskere fra 14 nationer været i gang siden 2007, og både udstyr, bygninger og andet kan formentlig genbruges ved den næste boring.

»Vi vil være klar til at gå i gang, straks pengene er der. Jeg mener allerede, at vi kan være klar i 2014,« lyder det fra Jørgen Peder Steffensen.

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K), som i sommer har besøgt Neem, har store forventninger til de kommende iskerneboringer:

»Lige nu har forskerne brug for et par år til at beskrive og formidle, hvad de har fundet ud af ved Neem. Men herefter skal de i gang med at søge nye midler fra forskningsrådene, så de kan komme i gang med en ny boring. Og det ser rigtig godt ud, for forskningen heroppe er over det normale forskningsniveau. Samtidig har Danmark stor kompetence inden for klima og energi, og det skal vi holde fast i,« siger ministeren.

Copyright: Jyllands-Posten

Undervisningsartikel
Landsbyen på isen
Dybt inde på Grønlands indlandsis har i fire år ligget et lille besynderligt samfund, beboet af 14 forskellige nationaliteter: Neem-lejren.

Hvis du vil vide mere