Sitemap | Avanceret søgning |

Vi kommer til at stå i vand til livet

Mens verdens politikere diskuterer, hvordan vi kan undgå, at temperaturen på kloden stiger mere end to grader, advarer tysk professor: Havet vil formentlig være steget med mellem en og to meter inden år 2100.

Af LARS FROM
Publiceret 28-09-2009

Millioner af mennesker verden over må formentlig se sig om efter et nyt sted at bo.

Advarslerne i den seneste rapport fra FN's Klimapanel, IPCC, om, at verdenshavene vil stige, er nemlig alt for vage.

Havet vil stige langt mere end de 18-59 centimeter, som klimapanelet forudsagde i 2007, mener den tyske professor, Stefan Rahmstorf, fra Potsdam Institute for Climate Impact Research, der selv var én af hovedforfatterne på den seneste IPCC-rapport.


Stefan Rahmstorf
Den tyske professor i oceanografi Stefan Rahmstorf fra Potsdam Universitet mener, at vandet i verdenshavene vil stige endnu mere, end FN's klimapanel IPCC har forudset.
Foto: Ulrik Jantzen
 

»Stigningen bliver meget større end forudset af IPCC. På baggrund af den nyeste forskning forventer jeg en stigning på mellem 75 og 190 centimeter. Forudsigelserne fra IPCC er ganske enkelt urealistiske,« lyder det fra Stefan Rahmstorf, der samtidig understreger, at det er væsentligt mere, end han selv vurderede for blot to år siden.

»Stigningen bliver helt sikkert langt større, end IPCC forudsagde. Men ikke nok med det. Havene reagerer meget langsomt, derfor vil vandet i verdenshavene fortsætte med at stige i flere hundrede år.«

Mindst fem meter

Den tyske professor har bl.a. deltaget i et omfattende arbejde med at vurdere havvandstanden frem mod år 2300, og vurderingerne fra den såkaldte Delta Kommission er skræmmende.

»Vi vurderede, at vandet i 2200 vil være steget med 1,5-3,5 meter, mens det i 2300 vil være steget med 2,5-5,1 meter. Derfor er mit bud, at verdenshavene på langt sigt vil stige med mindst fem meter.«

Der er dog også en lille risiko for, at de nye, pessimistiske skøn kan være for høje - fordi de smeltende gletsjere ganske enkelt risikerer at løbe tør for is og dermed også vand til at fylde i verdenshavene.

Den anerkendte tyske professor forudser på baggrund af de stigende verdenshave store stormflodsproblemer ikke blot i lavtliggende lande som Danmark, Holland og Bangladesh, men også i storbyer som New York.

»I dag bliver enkelte subway-stationer i New York statistisk set oversvømmet en gang for hver 100 år. Hvis havet stiger blot en meter, vil det ske en gang hvert tredje år - uden at der er ret meget, man kan gøre ved det. Der er ingen tvivl om, at effekten af stormfloder og oversvømmelser bliver værre,« mener Stefan Rahmstorf.

Effekten på Danmark

Ifølge klimaeksperter fra ingeniørfirmaet Cowi vil en stigning på en meter ikke umiddelbart have stor effekt på Danmark. Men hvis vi får en stormflod som den, vi havde i 2006, vil både motorvej og jernbane på Nyborg-siden af Storebæltsbroen blive oversvømmet.

Siden 1880 er verdenshavene ifølge den tyske professor steget med omkring 20 centimeter. I øjeblikket stiger vandstanden med 3,4 millimeter om året - uden medvirken fra den globale opvarmning. Derfor vil vandet i verdenshavene - uden global opvarmning - stige en meter på 300 år. Rahmstorf forudser med den nuværende udvikling, at vandet i 2300 vil stå omkring fem meter højere end i dag.

Rahmstorf mener, at verden kan blive ramt af forskellige typer af katastrofer.

»Et resultat kan blive, at Golfstrømmen kollapser med voldsomme konsekvenser for Nordvesteuropa, eller at iskappen på Vestantarktis bryder sammen og får havet til at stige endnu mere.«

I marts deltog Stefan Rahmstorf som én af de førende klimaeksperter i det store klimamøde i København, hvor op mod 2.000 forskere og politikere var samlet for at drøfte klimaet og mulighederne for at lave en ny, global klimaaftale i København til december.

Her var han bl.a. i diskussion med daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

Fogh bad Stefan Rahmstorf om et konkret svar på, om målet med en maksimal stigning på to grader i den globale temperatur er forsvarligt.

Hertil svarede Stefan Rahmstorf, at der kun er 50 pct. chance for, at opvarmningen ikke overstiger to grader, hvis vi reducerer CO2-udslippet på kloden med 50 pct. inden 2050, sådan som EU og senest også G8-landene har lagt sig fast på.

Politikerne fra verdens største industrilande har dog endnu ikke lagt sig fast på, hvilke reduktioner i udledningen af drivhusgasser, som de selv vil binde sig til.

Stefan Rahmstorf
Fysiker, oceanograf og professor ved Potsdam Institute for Climate Impact Research.

Medlem af Academia Europaea og det tyske råd omkring klimaforandringer, German Advisory Council on Global Change.

Var én af hovedskribenterne på den seneste IPCC-rapport, der udkom i 2007, men deltager efter eget valg ikke i den næste.

Har udgivet flere end 50 videnskabelige artikler og flere bøger.