Sitemap | Avanceret søgning |

Er vi mennesker skyld i oversvømmelserne?

Er vi mennesker med til at ødelægge vores egen klode? Den globale opvarmning, som ifølge klimaforskerne delvist er menneskeskabt, har formentlig været med til at forværre de seneste dages voldsomme oversvømmelser i Australien og Brasilien.

Af Lars From
Publiceret 16-01-2011

Klimaforandringerne og den globale opvarmning kan have været med til at forværre de oversvømmelser, der den seneste uge har ramt først Australien siden Brasilien og efterladt en stribe af død og ødelæggelser.

Det vurderer bl. a. klimaforsker Wilhelm May fra Danmarks Meteorologiske Institut, DMI. Andre forskere i Australien og Norge er af samme opfattelse, mens professor Eigil Kaas fra Københavns Universitet er skeptisk over for at koble oversvømmelserne direkte sammen med forandringerne i klodens klima.

Alle er enige om, at det er klimafænomenet La Niña, der driver hele det klimasystem, der lige nu giver kraftig nedbør i Australien og Brasilien - og at La Niña som sådan ikke har noget med den globale opvarmning at gøre. Men det faktum, at det er blevet varmere på kloden, er ifølge Wilhelm May med til at gøre effekten - og dermed også konsekvenserne - stærkere.

»Effekten af La Niña er formentlig større end normalt, fordi den globale opvarmning har gjort det varmere og skabt et forhøjet indhold af vanddamp i atmosfæren.

Samtidig har der været en generel tendens til, at temperaturen i havet også har været stigende - både i Stillehavet og i Atlanterhavet - det giver igen mere vanddamp i atmosfæren og dermed også mere nedbør.

Det spiller naturligvis ind, at havtemperaturen er relativt høj, fordi vinden kommer ind fra havet og dermed bringer mere vanddamp ind over land,« lyder det fra Wilhelm May, der dermed peger på en mulig effekt både i Australien og i Brasilien.

Forskerne er uenige
Matthew England fra Center for Klimaforskning ved University of New South Wales i Sydney, Australien, påpeger over for nyhedsbureauet Reuters samme problemstilling.

»Havet rundt om Australien er varmere end nogensinde. Det giver mere fugtighed til atmosfæren i Queensland og i den nordlige monsun i Australien,« siger Matthew England.

Ifølge det australske meteorologiske institut har luftfugtigheden over det østlige Australien været rekordhøj de seneste 12 måneder.

»Derfor tror jeg, at man vil konkludere, at intensiteten af monsunregnen over Queensland i hvert fald delvist skyldes klimaforandringerne,« lyder det fra den australske klimaforsker.

Det er den danske professor Eigil Kaas dog endnu ikke overbevist om: »Jeg synes, at det er svært og alt for tidligt at tale om en klimasammenhæng. Når man ser på Australien og det, der er sket de seneste dage, ser det meget voldsomt ud. Men en del af forklaringen er, at vejret altid giver større udsving, når det sker i et varmere klima.

Samtidig er variationerne i klimaet generelt kraftigere, end folk tror. Og jeg mener ikke, at man kan sige med sikkerhed, at der er en kobling mellem klimaforandringer og de store oversvømmelser,« siger Eigil Kaas.

»Det er helt normalt«
Normalt er det Indonesien lidt længere mod nord, der bliver ramt af kraftigt nedbør i forbindelse med en La Niña, forklarer Eigil Kaas, der er træt af, at mange eksperter konstant forsøger at tillægge klimaet skylden for alle vejrfænomener.

»Det er helt normalt, at det regner meget, når der kommer en La Niña. I år er det bare blevet skubbet lidt længere sydpå og har derfor ramt Queensland og Australien, der ellers normalt ligger på kanten af det område, der påvirkes af en La Niña.«

Sidste gang, man i Australien og Brisbane havde store oversvømmelser, var i 1974, og også dengang havde man en kraftig La Niña, ligesom det er tilfældet i år. Den seneste uge er Brisbane og dens to millioner indbyggere blevet ramt af de værste oversvømmelser i 50 år, mindst 30.000 hjem er ødelagt, og 26 er fundet døde, mens 53 stadig er savnet.

I Brasilien har voldsomme regnskyl og jordskred samtidigt dræbt over 500 mennesker i det, nogle medier kalder den værste naturkatastrofe i landets historie. Bjergene uden for storbyen Rio er særlig hårdt ramt.

Efter El Niño følger La Niña Vejrfænomenet La Niña hænger direkte sammen med det mere kendte fænomen El Niño. El Niño rammer kloden med mellem to og syv års mellemrum, hvor temperaturen i store dele af Stillehavet stiger markant og efterfølgende medfører vejrkatastrofer forskellige steder på kloden i form af enten tørke, oversvømmelser eller lignende. Efter en El Niño følger en La Niña med den stik modsatte effekt. La Niña får havtemperaturen i det østlige og centrale Stillehav til at falde og sender en kraftig østlig vind ind mod de tropiske områder i det vestlige Stillehav. Nogenlunde det samme sker i det vestlige Atlanterhav. Derfor er Australien og Brasilien lige nu så hårdt ramt.

Også Sri Lanka er i løbet af ugen blevet ramt af kraftig regn og oversvømmelser, der dog næppe kan tilskrives La Niña. Over en million mennesker er berørt, mens mindst 27 mennesker er døde. Omkring 20 pct. af Sri Lankas rismarker er oversvømmet.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


Oversvømmelser i Queensland
Foto: Grafik: Ritzau og JP