Sitemap | Avanceret søgning |

Tropeparadis eller losseplads?

Udefra ligner den lille østat Tuvalu midt i Stillehavet et paradis. Den er en af de mange stillehavsøer, som man i disse år forsøger at redde gennem aftaler om udledning af drivhusgasser. Men bag palmerne, koralrevene og sandstrandene hober bjerge af affald sig op. Og rotterne stortrives. Men det gør livsglæden også hos de 9500 indbyggere i det kontrastfyldte land.

Af KLAUS DOHM, LARS FROM og NIELS HOUGAARD (foto)
Publiceret 11-04-2004

Funafuti, Tuvalu, Stillehavet


FODBOLD
Tuvaleserne bor tæt på havet - her er der gang i boldlegen på stranden.


Kwinnie Kauapa viser stolt og en smule genert sit hjem frem. Omkring 20 mennesker bor i den lille, lyserøde træhytte, der næppe er meget mere end 25-30 kvadratmeter stor.

Til den ene side er der blot to meter til det frådende Stillehav, der i øvrigt tjener som toilet for kvarterets cirka 50 familier.

Til den anden side ligger halvdelen af huset nærmest oven på noget, der bedst kan betegnes som en losseplads: En lille sump fyldt med gamle øldåser, plasticemballage, gammelt jern, pap og papir samt gamle bildæk. Sumpen er samtidig en yndet legeplads for kvarterets mange børn, hvis de da ikke sidder inde i et af husene og spiller bob, eller tivini, som det kaldes her på Tuvalu.

Indenfor i Kwinnie Kauapas beskedne hjem er der imidlertid rent og pænt, og man tager selvfølgelig skoene af udenfor, så man ikke slæber skidt med ind.


UUUHM
Tante laver doughnoughts i hytten.
 

Stillehavsriget Tuvalu midt i Stillehavet er så fyldt med kontraster, at det kan være svært at rumme.

Når man står på sydspidsen af hovedøen Funafuti og kigger op langs kysten, føler man sig midt i det rene skære bountyland med azurblåt vand og svajende palmer.

Men blot to meter væk inde bag palmerne begynder dyngerne af affald at hobe sig op.

En tur hen over den otte kilometer lange ø giver nærmest indtryk af at køre gennem én stor losseplads. Her bor mennesker, høns, grise, hunde, katte og rotter nærmest oven i dyngerne af affald.

Ikke overraskende stortrives rotterne overalt. Selv Tuvalus eneste hotel har de indtaget. Inde på kontoret, hvor en computer på sine gode dage sikrer en primitiv adgang til nternettet, klatrer rotterne livligt rundt - også mens man er på nettet.

Trods en temperatur på omkring 30 grader året rundt lugter der dog ikke af affald på Tuvalu. Alle former for madaffald ryger nemlig direkte i øens mange grise, der straks omsætter det til ny, værdifuld mad.

Samtidig ser mange af indbyggerne affaldet som en gevinst, der kan være med til at redde landet fra en dag i en ikke så fjern fremtid at blive spist op af Stillehavet, fordi vandstanden i verdenshavene stiger, og fordi stormene i denne del af verden bliver stadig kraftigere.

Man graver ganske enkelt affald som gamle blikdåser, papir, pap og lignende ned og indvinder på den måde nyt land til den kun 26 kvadratkilometer store nation.


PINK
Kwinnie Kauapa kigger ud af sin lille lyserøde træhytte, som huser omkring 20 mennesker.

Forbedret sundhed

Australieren Robyn Alderton, der de seneste to år har tilbragt i alt seks måneder på øen med at lære de lokale, hvordan de forbedrer fødevaresikkerheden og undgår farlige infektioner, mener, sundhedsforholdene er blevet markant forbedret. Hun advarer samtidig de mange vestlige hjælpearbejdere, der i disse år strømmer til de fattige øer, som ifølge Verdensbanken tilhører gruppen af verdens seks mindst udviklede lande, om, at de ikke skal komme og spille bedrevidende:

»Vi har alt for længe været i gang med at give dem vores standarder. Det skal vi holde op med. Det gælder også affaldet. For dem er det ikke affald, de bor midt i - det er ting, de kan bruge til at fylde ned i jorden, så de kan genvinde noget af det land, havet gang på gang æder,« lyder det fra den australske hjælpearbejder.

36-årige Kwinnie Kauapa har da også et særligt forhold til affaldsdyngerne:

»Vi har ikke problemer med affald. Vi smider det enten i vandhullet udenfor, eller også kommer myndighederne engang i mellem og henter det, hvorefter de bruger det til at skaffe mere land,« lyder forklaringen fra Kwinnie Kauapa, der heller ikke lægger skjul på, at toiletbesøg naturligvis foregår ude i havet.

Der er dog også tuvalesere, der er ved at være godt trætte af affaldet. Tommy Alefaio, der er sekretær for sømændenes fagforening på Tuvalu, mener ikke, regeringen tager problemet alvorligt.

»Regeringen gør simpelthen ikke nok for at få ryddet op. Vi har ikke mulighed for at brænde affaldet, derfor skal det sejles væk. Eller også skal vi have indført en mere miljøvenlig sortering og genbrug af vores affald,« mener Tommy Alefaio.

Et af problemerne er, at man kun får omkring 400 australske dollars - godt 2000 kr. - for en container fyldt med gamle øldåser, mens det koster omkring 10.000 dollars, eller godt 50.000 kr. at sende containeren ind til fastlandet. Genbrugsflasker, som vi har i Danmark, ville således blot forøge problemet, fordi det ville være for dyrt at sejle dem ind til fastlandet med henblik på genbrug.

Kwinnie Kauapa er et godt eksempel på de mennesker, der bor på Tuvalu.

Hun er selv i mere end én forstand flygtning i sit eget land. For et år siden kom hun sammen med sin mand og deres tre børn til Funafuti fra en af naboøerne, Nanumea, i jagten på arbejde og en bedre fremtid. Det lykkedes manden at finde arbejde, så familien nu har omkring 1000 kr. om måneden at gøre godt med.

Men for to måneder siden måtte de flygte fra den primitive bolig, de havde slået sig ned i, da huset blev oversvømmet. Derfor bor de nu oven på affaldsdyngerne i den nordlige ende af Funafuti.

Og her inde i den beskedne bolig, der består af træ og blikplader, og hvor vinduerne blot er et hul i væggen, er der flittig gang i den lille fejekost. Hver dag bliver der bagt brød midt på gulvet i det lille hjem, hvorefter mel, krummer og andet skidt behændigt bliver fejet ned i revnerne mellem guldbrædderne - ud til affaldsdyngerne - så hjemmet kan fremstå pænt og ryddeligt.

Udenfor det lille hjem, helt ude på kanten til Stillehavet har hun i øvrigt anbragt en tøjsnor, hvor familiens rene, nyvaskede tøj hænger på rad og række.

Mellem palmerne er et par hængekøjer sat op, så nogle af de mange beboere i det lille hus kan tilbringe nætterne her.

Kloakvand i lagunen

Indbyggernes noget afslappede forhold til hygiejne er dog problematisk, fortæller Robyn Alderton.

»Da jeg kom herud for to år siden, havde der inden for seks måneder været otte udbrud af alvorlig diarre. 60-70 procent af de godt 600 elever på øens skolen havde været ramt. Derfor gik vi i gang med at installere vandtanke til drikkevand og septictanke til toiletterne og har på den måde fået forbedret kloakforholdene markant, selv om kloakvandet stadig bliver sendt ud i lagunen. Nu har det dog været igennem en vis form for behandling inden.«

Robyn Alderton understreger samtidig, at de mange rotter kommer langt nede på listen af problemer, der skal gøres noget ved. Et af de mange andre problemer, den lille østat tumler med, er, at næsten alt skal importeres. Og mange anser Tuvalu for at være lidt af en losseplads. Således benytter forretningsfolk med et lemfældigt forhold til moral landet til at slippe af med varer, hvor sidste salgsdato for længst er udløbet. Det gælder f.eks. æg. Udløbsdatoen står ganske vist trykt på varerne, men det er som regel enten på engelsk eller på kinesisk, hvilket afskærer hovedparten af indbyggerne fra denne ret afgørende information.

Midt i alle problemerne er der dog også mange ting at blive imponeret over, mener Robyn Alderton:

»Folk på Tuvalu har stadig en tæt tilknytning til familien, hvilket vi for længst har mistet. Samtidig har de tålmodigheden til at se tiden gå. Det har vi også mistet.«

De fleste indbyggere, JP Explorer har talt med, fortæller imidlertid den samme tankevækkende historie:

Hovedparten af befolkningen på de små tropeøer drømmer om en dag at rejse væk og f.eks. tage til New Zealand, hvor mulighederne for uddannelse og job er langt bedre end på Tuvalu. I landet med blot 9500 indbyggere, på størrelse med en mindre, dansk ø, og med flere tusinde kilometer til det nærmeste fastland, er mulighederne for udvikling stærkt begrænsede, hvis de overhovedet findes.

Hovedparten af tuvaleserne har valgt at læne sig tilbage, nyde livet og hygge sig med hinanden. Nogle har slået sig på flasken og tåger berusede rundt det meste af tiden. Men hovedparten drømmer om en dag at rejse væk e

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten