Sitemap | Avanceret søgning |

Artikler fra JP's arkiv

Det synkende ø-rige
Funafuti, Tuvalu, Stillehavet

Når det er højvande, ændrer livets gang sig på den lille ø Funafuti, der ligger isoleret i Stillehavet.

Så lader beboere bilerne og motorcyklerne stå, så de ikke tager skade af det indtrængende saltvand, der står højt på øens få gader og veje. Flere må sejle i kano for at kunne komme ind i deres huse, der står på høje pæle. Og en række plantager med rodfrugten Pulaka, som er en traditionel spise på øen, er opgivet, fordi planten ikke kan tåle saltvandet.

»Tidligere troede jeg, at det ville tage 100 år, før vores land var forsvundet. Men nu tror jeg, at det vil gå meget hurtigere,« siger meteorolog Hilia Vavae, der er leder af Tuvalus eneste vejrstation.

Tusindvis af kilometer fra det nærmeste fastland kan man næsten fornemme, at havet er i færd med at tage tilbage, hvad naturen har brugt tusinder om ikke millioner af år på at skabe. Det højeste punkt på øen ligger blot tre meter over havets overflade, og øen er sine steder ikke bredere end nogle få meter.

Oceanet stiger

Mod øst hamrer Stillehavets bølger mod den stenede koralkyst. Mod vest er presset lidt mindre fra den noget mere rolige lagune. Funafuti er hovedøen i stillehavsriget Tuvalu, der består af i alt ni beboede øer og atoller. Den er som mange andre øer og lavtliggende områder på kloden truet af, at vandstanden i verdens have stiger.

Den pessimistiske vurdering for Tuvalus fremtid bygger Hilia Vavae på meteorologiske fakta og på egne observationer. Oversvømmelserne på øen er ifølge meteorologen gennem de seneste 10 år blevet markant kraftigere og kommer oftere. I dag er der jævnligt ved højvande oversvømmelser fra januar til maj og igen fra september til december.

»Sådan har det ikke altid været. Da jeg begyndte arbejdet på vejrstationen i 1986, havde vi oversvømmelser to måneder om året og slet ikke så kraftige, som dem vi ser i dag,« siger Hilia Vavae.

Vandstanden ved øen bliver målt af to målestationer, som Australien har stillet op ud for kysten. Vandstanden nåede den hidtidige rekord i marts 2001 og blev målt til 1,8 meter over normal vandstand. Det er et problem, når øen reelt ikke er meget andet end en lille sandbanke eller en dynge koraller i havet.


»Den dag stod vi i vand op ad benene uden for stationen, selv om den ligger 2,1 meter over havets overflade,« fortæller Hilia Vavae og peger op på nogle billeder på væggen, der er taget som dokumentation for den kraftige oversvømmelse.

Lidt efter, at vandet i havet når sit højeste, trænger havvandet op gennem de koraller, der danner øens fundament.

Vandstanden i havene varierer helt naturligt. Men siden 1993 er havet omkring Tuvalu steget med 5-6 centimeter. I øjeblikket stiger det med omkring 5,7 millimeter om året, fremgår det af en rapport fra South Pacific Sea Level & Climate Monitoring Project, der støttet af den australske regering nøje følger udviklingen i verdens have.

Projektets seneste opgørelser viser, at stigningen omkring Tuvalu er gennemsnitlig for en række stillehavsøer som Fiji, Vanuatu, Samoa og Marshall Øerne. Men på Tonga stiger vandet med 13,6 millimeter om året, mens det i Mikronesien stiger med faretruende 43,5 millimeter - eller næsten 4,5 centimeter hvert eneste år.

Global trussel

I løbet af de næste 100 år regner forskerne med, at vandstanden i verdenshavene vil stige med mellem 11 og 77 centimeter. Derfor er stillehavsøerne ikke de eneste områder, der kan få problemer med den stigende vandstand. For eksempel vil store dele af Bangladesh og områder i Egypten forsvinde, hvis havet stiger, som forskerne forudser, og der ikke bliver gjort noget for at inddæmme landområder. I værste fald risikerer millioner af mennesker at blive hjemløse.

Årsagen til den stigende vandstand er omdiskuteret, men kædes af de fleste forskere sammen med den globale opvarmning, der blandt andet resulterer i, at de fleste af verdens gletsjere smelter kraftigt, ligesom det er et faktum, at vand fylder lidt mere, når det bliver varmet op.

Faretruende cykloner

Stigende vandstand er imidlertid ikke den eneste trussel mod Tuvalus fremtid. Stillehavsriget trues også af mere ekstremt vejr. Flere gange i de seneste år er øerne blevet ramt af kraftige cykloner, også selv om den nordligste del af ø-riget ligger uden for det, man normalt anser for at være det såkaldte cyklonbælte.

I 1997 blev Funafuti ramt af tre cykloner, Gavin, Hina og Helly, der tilsammen åd omkring en halv kvadratkilometer af de lille ørige, som i forvejen kun bestod af i alt 26 kvadratkilometer land. Den sidste cyklon kom endda uden for sæsonen i juni.

En cyklon opstår i Stillehavet, når havets temperatur er over 27 grader. Vandet varmer luften op, som stiger til vejrs, hvorved der dannes ekstreme lavtryk ved vandoverfladen. Det fænomen kan udvikle sig til cykloner, der hærgende bevæger sig rundt i Stillehavet.

Ifølge Hilia Vavae vil Tuvalu fremover blive hårdere ramt.

»Jeg tror, at vi fremover vil blive ramt af flere cykloner som følge af den globale opvarmning,« siger hun.

I marts 1997 viste cyklonen Hina, hvad der kan ske i et lille sårbart ø-område som Tuvalu. Den dag blev en af Funafuti-atollens små ubeboede koraløer, Tepukasavilivili, fjernet fra havets overflade. Kokospalmerne blev revet op med rode og blæst ud i havet, og store dele af øens koraller vasket væk, så man i dag kun kan se resterne af øen, når der er lavvande.

En anden lille ubeboet koralø, Nasafua, er tæt på at lide samme skæbne.

»Den dag viste os, hvad der kan ske resten af Funafuti,« mener Hilia Vavae.

Ingen ældre huse

Funafuti er også blevet ramt af andre cykloner. I 1972 raserede en storm øen og væltede mange huse og træer. Derfor ser man i dag ingen ældre huse på øen. De fleste huse er enten bygget af beton med bliktag eller er primitive hytter bygget af træ, drivtømmer, palmeblade og lignende.

I 1992 skete det helt usædvanlige, at de nordligst beliggende øer i Tuvalu, der befinder sig flere hundrede kilometer nord for Funafuti, for første gang blev ramt af de kraftige storme. De anses normalt for at ligge uden for cyklonbæltet. Blandt andet blev en hel ny mole på øen Waitupo ødelagt.

»Jeg er derfor enig med de forskere, der mener, at cyklonbæltet vil blive udvidet som følge af den globale opvarmning,« siger Hilia Vavae.

Tuvalu er allerede begyndt at forberede sig på de nye tider med varmere vejr, højere vandstand og kraftigere vinde. I øjeblikket arbejder to af øens beboere på at færdiggøre en rapport over, hvad der skal ske, for at befolkningen kan tilpasse sig udviklingen.

Formålet er at sikre fødevareproduktionen, folkesundheden og vandressourcerne. Tre væsentlige områder, der allerede er ramt af problemer.

For eksempel har beboerne måttet opgive flere plantager, hvor de har dyrket den traditionelle spise pulaka. Og på en lille ø, der bliver udnyttet til sidste kvadratmeter, koster det dyrt.

»Øen er blevet mere sumpet, og saltvand trænger ind. Det kan mange planter ikke tåle. Fremover må vi lære folk at plante pulaka i højere bede,« siger Poni Faavae, der har ansvaret for rapporten, som med støtte fra FNs klimapanel IPCC skal guide Tuvalu ind i fremtiden.

Han fremviser en tidligere plantage, der i dag er opgivet, og hvor ukrudtet har taget over. At kalde det lille jordstykke for en plantage er dog lidt af en overdrivelse. For reelt er det ikke meget større end et dansk havebed.

Ifølge Poni Faavae frygter man også, at malaria skal komme til øen.

»Helbredet vil blive påvirket af den stigende varme. Den mere sumpede jord og de højere temperaturer vil give bedre vilkår for udklækning af myg. Derfor skal vi have sprøjtet mod dem,« siger han.

Vi ser, hvad der sker

På Tuvalu lever befolkningen med klimaets forandringer. Og der gøres reelt ingen tanker om, at man kan ændre på den udvikling, der alle

Flugt fra Stillehavsidyl
Funafuti, Tuvalu, Stillehavet

Mens vandet stiger faretruende og truer med at opsluge Tuvalu, arbejder regeringen i det lille ø-rige langt ude i Stillehavet på at sikre fremtiden for landets skrumpende befolkning.

Store dele af befolkningen, der er faldet til omkring 10.000, ønsker at forlade landet, som på mange måder kan sammenlignes med en synkende skude.

Selv landets fungerende premierminister, Alesana Kleis Seluka, erkender - og har fuld forståelse for - at mange indbyggere helst vil væk.

»Mange foretrækker at tage til andre lande som Fiji, Samoa, New Zealand og Australien - steder hvor de føler sig mere sikre. Befolkningstallet falder, fordi folk immigrerer, tager til udlandet for at studere eller arbejder som søfolk. Derfor er antallet af indbyggere i Tuvalu på tre år faldet med 500,« oplyser Alesane Kleis Seluka.

I øjeblikket lever omkring halvdelen af alle statsborgere fra Tuvalu uden for landets grænser. En aftale, der hvert år tillader 75 tuvalesere at rejse til New Zealand for at arbejde, er med til at få indbyggertallet på øerne til at falde yderligere.

Langt flere end de 75 søger om lov til at forlade øriget, hvor fremtidsmulighederne er alt andet end lyse. Derfor forsøger regeringen i Tuvalu da også at få en lignende aftale med Australien. Alesane Kleis Seluka forestiller sig, at man eventuelt kunne få lov til at oprette en koloni på det store kontinent, hvor pladsen er rigelig til de blot 20 millioner australiere.

»Vi har brug for forhandlinger med australierne. Og med al respekt for den australske regering, så har vi altid ment, at Australien er stort nok til også at have plads til os,« siger Alesana Kleis Seluka.

Det ringeste arbejde

Tuvalu har desuden i flere år forsøgt at få en aftale med den australske regering om at lade folk fra Tuvalu slå sig ned i Australien. Tuvaleserne har på forhånd erklæret sig villige til at tage alt det beskidte arbejde med lav status, som ingen andre har lyst til at tage. Men hidtil forgæves.

Ønsket om at komme væk fra øriget er så stort, at østatens tidligere premierminister for fire år siden købt et stykke jord i det større og mere velstående naboørige Fiji, hvor det er planen, at op til 1000 mennesker fra Tuvalu skal slå sig ned, hvis de får lov. Heller ikke denne plan er dog endnu ført ud i livet.

Vandet stiger

Den fungerende premierminister tager imod i sit ministerium, der er et lille grønt et-planshus bygget af træplader. Her er foruden ministeren selv et par kontoransatte. Til daglig hedder premierministeren på Tuvalu Enele Suboaga. Men mens han er på New Zealand, står Alesana Kleis Seluka i spidsen for regeringen.

Også i undervisningsministeriet oplever man, at vandet stiger og truer med at oversvømme hovedøen på Funafuti-atollen. Flere gange om året står vandet op til indgangen af ministeriet, der ligger ud til øens landingsbane.

»Klimaændringerne taget i betragtning, er jeg ikke sikker på, at Tuvalu vil fortsætte med at eksistere. Jeg er bekymret, når jeg ser vandet komme op uden for kontoret. Vi råber om hjælp, for jo mere vi råber, jo mere opmærksomhed får vi fra de vestlige lande,« siger Alesana Kleis Seluka.

Han giver utvetydigt de rige lande ansvaret for, at klimaforandringer og den globale opvarmning truer med at oversvømme øriget. Og han opfordrer alle de rige lande til at underskrive Kyoto-aftalen, der skal nedbringe udledningen af drivhusgasser.

De andres skyld

»Det er i hvert fald ikke os, der forårsager klimaforandringerne. Det er de lande, der har en stor industri - først og fremmest USA. Men også lande som Kina og Indien har stor vækst og bør derfor pålægges begrænsninger i deres udledninger. Landene i EU har været meget ansvarlige og har skrevet under på Kyoto-aftalen, men andre lande mangler,« siger den fungerende premierminister.

Den tidligere regering, som havde magten i Tuvalu indtil 2002, truede med at sagsøge store amerikanske og australske firmaer for at forårsage de klimaændringer, der nu truer Tuvalus fremtid. Den trussel er dog endnu ikke ført ud i livet og er ifølge Alesana Kleis Seluka ikke aktuel for øjeblikket.

»Men hvis vores rådgivere siger, at vi skal gøre det, kan det blive aktuelt. Vi vil have, at man skal tage os alvorligt, selv om vi er et lille land,« siger han.

Økonomien vendt

Det er ikke kun klimaet, der truer Tuvalus fremtid. Efter gode økonomiske år, da indtægterne både fra salg af fiskelicenser til udenlandske trawlere og salg af internetdomænet .tv skæppede godt i statskassen, er økonomien nu vendt.

»Tidligere tjente vi op mod 50 mio. kr. om året på fiskelicenserne. I fjor faldt indtægten til omkring 1,5 mio. kr.,« forklarer Alesana Kleis Seluka.

Han er også bekymret for, at indtægterne fra salget af internetdomænet vil falde, når aftalen skal genforhandles.

Omkring halvdelen af de voksne tuvalesere er i dag uden arbejde.

explorer@jp.dk

Korallerne blegner


Under vandet åbner sig en fantastisk fauna. Fisk i alle tænkelige farver svømmer rundt mellem lilla, grønne og gule koraller. En skildpadde har kort forinden været oppe at trække vejret ved havoverfladen.

Kun lyden fra vejrtrækningen gennem snorklen bryder stilheden i naturens eget akvarium.

Selv om de er usandsynligt smukke, er korallerne på Funafuti-atollen midt ude i Stillehavet dog ikke enestående. Masser af steder i havene rundt omkring på kloden kan dette imponerende skue af fisk og levende koraller opleves gennem dykkermasken.

Men måske ikke så meget længere.


 

Forskere er bekymrede for, at stigende havtemperaturer er i færd med at ødelægge det farvestrålende fænomen, som naturen har brugt tusinder af år på at opbygge.

Ifølge en rapport, som den danskfødte professor Ove Hoegh-Guldberg fra University of Queensland i Australien i februar offentliggjorde, kan de fleste af verdens koralrev i værste fald være ødelagt i år 2100. Selv hvis korallerne overlever den opvarmning af kloden, som de fleste klimaeksperter mener, allerede er i gang, vil de tage hundreder af år om at komme sig, konkluderer professoren, der anses for at være en af verdens førende koralforskere.

»Koralrevene er et af de første alvorlige ofre for klimaforandringer,« konkluderer Ove Hoegh-Guldberg i rapporten, der er lavet for Verdensnaturfonden, WWF, i Australien Tourism Industri Counsil.


 

I Australien frygter mange, at det vil koste store summer og arbejdspladser, hvis verdens største koralrev, Great Barrier Reef, der ligger ud for Australiens østkyst, bliver ødelagt. Det samme risikerer at ske i mange andre områder, hvor turismen er kædet tæt sammen med oplevelserne under vandet.

Således er turismen sammen med hensynet til miljøet i dag de væsentligste årsager til, at forskere og miljøorganisationer kæmper så hårdt for koralrevenes overlevelse. Alene i Caraibien omsætter dykkerindustrien i dag for omkring syv milliarder kroner om året. Og tallet er stigende. Fiskeriet er dog også en betydelig faktor, da en fjerdedel af de fisk, der fanges i udviklingslandene, stammer fra koralrevene.

Ifølge rapporten fra Ove Hoegh-Guldberg var 1998 året, hvor verden oplevede det hidtil værste angreb på korallernes sundhedstilstand i nyere tid. Det samme år da man målte den hidtil varmeste lufttemperatur på kloden, siden de officielle målinger begyndte for omkring 150 år siden. Blandt andet i Det Indiske Ocean døde hele koralrev.

 

Stressede koraller

Korallerne er små, fintfølende, levende mekanismer, der lever bedst i vand, der er 18-30 grader varmt. Men hvis havtemperaturen stiger for meget om sommeren, bliver korallen stresset. Først blegner den, fordi den skiller sig af med de mikroorganismer, der forsyner den med liv. Derefter dør den. Blot temperaturen bliver 1 grad over den normale, maksimale sommertemperatur, påvirker det korallen. Korallerne er også meget følsomme over for påvirkning fra mennesker enten i form af fiskeri eller blot ved simpel berøring fra turister eller andre, der træder på eller på anden vis beskadiger korallerne.

Funafuti midt i Stillehavet er en klassisk atol med koralrev hele vejen rundt om en lagune. Inde i selve lagunen vokser der desuden masser af farvestrålende koraller.

De færre end 10.000 indbyggere på Tuvalu har ingen som helst indflydelse på de stigende havtemperaturer i verdenshavene og den mulige påvirkning af Funafuti. Til gengæld forsøger man at beskytte korallerne og det dyreliv, der findes omkring revene ved den lille atol, så godt man kan.

I løbet af de seneste år har myndighederne gennemført to undersøgelser af korallernes tilstand. I 2002 bistod amerikanske forskere, og dengang konstaterede man et enkelt tilfælde af blegnede koraller. Sidste år i november gennemførte tuvaleserne deres egen undersøgelse, og ifølge Tupolaga Poulasi fra Tuvalus lille fiskerikontor, der er ved at lægge sidste hånd på rapporten, er der ikke denne gang fundet tegn på, at korallerne blegner.

»De koraller, der var beskadigede i 2002, er ifølge vores undersøgelse kommet sig helt igen,« siger Tupolanga Poulasi.

Ifølge Tupolanga Poulasi findes der mange døde koraller på atollen, men det er primært fremkaldt af menneskelig aktivitet.

»Vi kan konstatere, at omkring 70 procent af korallerne har det godt,« lyder konklusionen.

Især tæt på Funafutis hovedø er korallerne døde, mens de ude i lagunen har det bedre. Ifølge Tupolanga Poulasi skylde de døde koraller, at fiskerne og forureningen har gjort det af med dem.

»Vi forsøger at få folk til at forstå, at de skal passe på naturen,« forklarer Tupolanga Poulasi.

  

Restriktive regler

En stor del af den østlige del af atollen er således omdannet til et naturreservat, som man både skal have tilladelse til at besøge og samtidig overholde de restriktive regler for, hvordan man må opføre sig.

»På grund af det stigende befolkningstal her på atollen, har det været nødvendigt at omdanne noget af den til et reservat. Mange kom tidligere herud og tog på picnic og fiskede uden at tage hensyn til de sarte koraller. Men det er vigtigt at bevare naturen for de næste generationer, så de også kan se koraller, fisk og skildpadder,« siger Semese Alefaio, der holder opsyn med området og viser Explorers klimaekspedition rundt i lagunen.

Når Funafuti endnu ikke har oplevet de store problemer med blegning af korallerne, kan det ifølge Semese Alefaio hænge sammen med, at korallerne nu bliver ladt i fred, fordi turismen på denne atol er minimal.

»Til gengæld ved vi, at koralrevene ved Filippinerne, Salomon Øerne og Australien har problemer, muligvis på grund af turismen,« forklarer Semese Alefaio.

En anden forklaring på, at koralrevene på Funafuti fortsat er nogenlunde intakte, kan være, at stigningen i havtemperaturen rundt på kloden rammer meget forskelligt.

Ifølge Ove Hoegh-Guldberg er havtemperaturen i gennemsnit steget en grad i løbet af de seneste hundrede år. Havtemperaturen ventes fremtidig at stige med yderligere en-to grader for hvert århundrede.

Men stigningen bliver meget forskellig.

Allerede fra 2020 ventes koralrevene i Caraibien og Sydøstasien at blive ramt af blegning hvert eneste år, mens det centrale Stillehav, hvor Funafuti ligger, forventes at blive udsat for blegning hvert år fra 2040.

Rå fisk og høj bølgegang
Bølgerne kommer fra alle sider.

De rejser sig flere meter i vejret og kaster rundt med vores lille, orange fiskerbåd, som var den en løbsk badebold. De hvide skumtoppe og de blafrende palmetræer inde på land afslører, at vi befinder os midt i en mindre tropisk storm.

På kort tid er en solrig, skyfri himmel blevet dækket med mørke faretruende skyer.

Hvad der før var en rolig blå lagune er med et forvandlet til et frådende hav, der truer med at slå vores lille båd til pindebrænde på de knivskarpe koralrev.

Havet viser tænder.

Mens den lokale tuvaleser, der sidder ved roret, forsøger at manøvrere båden gennem det stadig mere hidsige hav, står skummet fra bølgerne ind i hovedet af os med en kraft langt større, end bruseren hjemme på hotellet kan levere. For at gøre det hele endnu værre, begynder regnen også at hamre ned fra himlen.

På et tidspunkt rammes vi af en forkert sø, og de fleste om bord i den lille båd tænker: Nu er det slut - nu kæntrer vi. Båden bliver kastet gennem luften og rammer havoverfladen med et øredøvende brag, hvorefter vandet vælter ind over os. I en brøkdel af et sekund er der dødstille. Men så tøffer motoren videre i kampen mod vandmasserne, mens der kommer gang i øsen for at tømme båden for vand. Noget senere må selv den garvede bådfører indrømme, at her var det tæt på at gå galt.

Der er langt fra Danmarks beskyttede fjorde til Funafuti-atollen midt ude i Stillehavet og flere tusinde kilometer fra nærmeste fastland. Her er ikke meget land til at skærme af for naturens rasen, hvilket vi i høj grad får at sande på vores 40 kilometer lange sejltur frem og tilbage til atollens sydlige ende, hvor øen Funafala ligger.

De var der allerede

Vi sejler hjemmefra tidligt om morgenen. Det blæser pænt, så vi kan ikke komme over til den vestlige del af atollen, som vi har planlagt. I stedet går turen mod syd ned langs en række små, ubeboede koraløer.

Det er sidst på stormsæsonen, og efter flere uger med regn og kraftig blæst er vejret omstændighederne taget i betragtning ganske pænt. Solen skinner gennem et spredt skydække.

Da vi kommer ned til den lille mole, ligger bådføreren og hans hjælper dovent og sover under gule regnfrakker på den vuggende båd.

»Vi troede, at I ville tidligt af sted, så vi kom herned tidligt,« siger den ene.

Det er første gang, nogen på denne ø er kommet tidligere end aftalt. For her sker alting i slowmotion, og hvad der kan udsættes til i morgen, bliver udsat. Ganske charmerende - men nogle gange også noget frustrerende.

Den lille båd bliver normalt brugt af de lokale til at fiske. Og her i Tuvalu bevæger man sig ikke ud på havet for sjov. Man har et ærinde. Enten skal man fiske, eller også skal man transportere mennesker eller fødevarer.

Ud med snøren

Også på denne tur tænker vores to hjælpere praktisk. De har taget fiskesnøre med og binder et blink fast til enden.

Enhver der har stået på molen ved Vesterhavet ved, hvor megen tålmodighed, det kræver, for at man kan hive nogle få snollede fladfisk i land. Anderledes er det langt ude i Stillehavet.

Vi har ikke sejlet langt, før der er bid første gang. Båden bliver stoppet og fisken hevet indenbords. Det er en makrel. Havet herude er åbenbart et stort tagselvbord. For i de omkring halvanden time, vores sejltur varer, hives den ene fisk efter den anden ind. Og vores hjælpere ser ikke det mindste overraskede ud, hver gang en fisk spræller på krogen.

Sådan nogle fisk kan i øvrigt være nogle aggressive bæster. En af dem når at bide en af ekspeditionens deltagere i foden på vej ned i bunden af båden.

Da vi kommer ned til Funafala, bliver vi inviteret på frokost. Her bor otte voksne, en enkelt teenager og et lille barn. Beboerne samler regnvandet op i vandtanke. Her findes et køleskab, men ingen strøm. Så vi er kommet langt væk fra den moderne civilisation.

De fire familier på øen ernærer sig primært ved at fiske og dyrke lidt planter.

Adræt kravler en af vores hjælpere op i kokostræet for at skaffe drinks. Han skærer kokosnødderne fri, så de falder ned på jorden. De er ikke brune og tørre som hjemme i Føtex eller Kvickly - men grønne og saftige. Der bliver skåret et fint lille hul i toppen, hvorefter vi kan drikke den herligste, søde saft.

Af med hovedet, værsgo

Imens går en af de ældre mænd i gang med at tilberede fiskene. Med en gammel rusten kniv skærer han finnerne og hovedet af.

Efter at manden har skåret fisken til, er det kvindens opgave at servere maden. Hun har i mellemtiden kogt ris og finder nogle små plastictallerkner og skeer frem.

Vi tager sandalerne af og træder ind i den lille hytte, der har åbne vinduer til alle sider, så blæsten kan køle hytten ned.

Fisken ligger rå groft tilskåret nede i en plasticbøtte. Også hovedet ligger dernede og stirrer olmt op på os, som om den anklagende spørger, hvorfor det var nødvendigt at lade livet for vores skyld. Fluerne svirrer om maden. De har også gang i et festmåltid.

Vi synker en ekstra gang ved tanken om, at denne fisk om lidt skal ind i munden.

Imens griner kvinden med sine halvt opløste tænder og peger bydende på maden.

»Skal vi virkeligt spise det her?« tænker vi.

Hele situationen er bizar. Den tandløse kvinde, den rå fisk og den rustne kniv. Fluerne. Langt ude i Stillehavet. Hvilken kulturforskel i forhold til det pæne, beskyttede Danmark.

Men fisken smager fantastisk. Og hvor anderledes er det i virkeligheden? For også i Danmark er rå fisk og ris blevet populær under navnet sushi.

Vi får den rendyrkede vare.

Og i takt med at vi griner over det anderledes måltid, griner også kvinden højlydt. Selv om det er en håbløs kamp, forsøger hun at holde fluerne væk fra maden.

Trods det noget suspekte service, så er renlighed noget, der sættes højt her på Funafala. Foruden at tage skoene af, inden man går indenfor, er det vigtigt at vaske hænder. Da vi er færdige med at spise, insisterer kvinden på, at vi skal vaske fingre i et lille vandbad.

Vi takker for måltidet og går en lille tur rundt på øen. Hytterne er usle. En enkelt gris løber rundt blandt nogle få kyllinger. Folk daser dovent i skyggen. Det er tid at tage hjem.

Ud i vinden igen

Men idet vi sejler ud af den azurblå lagune, begynder vinden for alvor at tage fat. Først griner vi lidt af de høje bølger og den kraftige vind. Men langsomt bliver det mere og mere alvorligt.

Selv om vores bådfører udfører et stort og tappert stykke arbejde, bliver tilbageturen alt andet end nogen fornøjelse. Bølgerne bliver konstant større og større. På et tidspunkt går vi højre om en ø og kommer herved om i læsiden. Det giver lidt ro for de efterhånden noget medtagne passagerer. Men da vi kommer tilbage i vinden, tager pokker igen ved vejret.

Da vi lidt senere møder en anden båd, som også har forvildet sig ud på havet på det forkerte tidspunkt, ser det næsten uvirkeligt ud.

Her kommer en båd dansende oven på bølgerne, som dengang man i et badekar fremstillede halvdårlige film om skibe i havsnød. Båden, vi møder, står indimellem næsten lodret i vandet. Det ser faretruende ud. De har formentlig tænkt præcis det samme om os.

Tilbage ved byen er bølgerne så høje, at vi ikke kan gå ind til molen. Vi er derfor nødt til at springe i vandet inde i nærheden af strandkanten, hvorefter skipper og hans hjælper må kæmpe i omkring en halv time med at tøjre den genstridige båd.

Da vi er i tørvejr inde i hotellets restaurant griner en gruppe australske bistandsarbejdere rutineret, da de hører om vores strabadser ude på havet. En kan ikke lade være med at fortælle en lille historie:

»Under et lignende vejr for et par år siden forsvandt en af de lokale fiskere, som var sejlet ud i den sydlige del af lagunen. Han blev 57 dage senere fundet i live v

Tropeparadis eller losseplads?


Kwinnie Kauapa viser stolt og en smule genert sit hjem frem. Omkring 20 mennesker bor i den lille, lyserøde træhytte, der næppe er meget mere end 25-30 kvadratmeter stor.

Til den ene side er der blot to meter til det frådende Stillehav, der i øvrigt tjener som toilet for kvarterets cirka 50 familier.

Til den anden side ligger halvdelen af huset nærmest oven på noget, der bedst kan betegnes som en losseplads: En lille sump fyldt med gamle øldåser, plasticemballage, gammelt jern, pap og papir samt gamle bildæk. Sumpen er samtidig en yndet legeplads for kvarterets mange børn, hvis de da ikke sidder inde i et af husene og spiller bob, eller tivini, som det kaldes her på Tuvalu.

Indenfor i Kwinnie Kauapas beskedne hjem er der imidlertid rent og pænt, og man tager selvfølgelig skoene af udenfor, så man ikke slæber skidt med ind.

 

Stillehavsriget Tuvalu midt i Stillehavet er så fyldt med kontraster, at det kan være svært at rumme.

Når man står på sydspidsen af hovedøen Funafuti og kigger op langs kysten, føler man sig midt i det rene skære bountyland med azurblåt vand og svajende palmer.

Men blot to meter væk inde bag palmerne begynder dyngerne af affald at hobe sig op.

En tur hen over den otte kilometer lange ø giver nærmest indtryk af at køre gennem én stor losseplads. Her bor mennesker, høns, grise, hunde, katte og rotter nærmest oven i dyngerne af affald.

Ikke overraskende stortrives rotterne overalt. Selv Tuvalus eneste hotel har de indtaget. Inde på kontoret, hvor en computer på sine gode dage sikrer en primitiv adgang til nternettet, klatrer rotterne livligt rundt - også mens man er på nettet.

Trods en temperatur på omkring 30 grader året rundt lugter der dog ikke af affald på Tuvalu. Alle former for madaffald ryger nemlig direkte i øens mange grise, der straks omsætter det til ny, værdifuld mad.

Samtidig ser mange af indbyggerne affaldet som en gevinst, der kan være med til at redde landet fra en dag i en ikke så fjern fremtid at blive spist op af Stillehavet, fordi vandstanden i verdenshavene stiger, og fordi stormene i denne del af verden bliver stadig kraftigere.

Man graver ganske enkelt affald som gamle blikdåser, papir, pap og lignende ned og indvinder på den måde nyt land til den kun 26 kvadratkilometer store nation.

Forbedret sundhed

Australieren Robyn Alderton, der de seneste to år har tilbragt i alt seks måneder på øen med at lære de lokale, hvordan de forbedrer fødevaresikkerheden og undgår farlige infektioner, mener, sundhedsforholdene er blevet markant forbedret. Hun advarer samtidig de mange vestlige hjælpearbejdere, der i disse år strømmer til de fattige øer, som ifølge Verdensbanken tilhører gruppen af verdens seks mindst udviklede lande, om, at de ikke skal komme og spille bedrevidende:

»Vi har alt for længe været i gang med at give dem vores standarder. Det skal vi holde op med. Det gælder også affaldet. For dem er det ikke affald, de bor midt i - det er ting, de kan bruge til at fylde ned i jorden, så de kan genvinde noget af det land, havet gang på gang æder,« lyder det fra den australske hjælpearbejder.

36-årige Kwinnie Kauapa har da også et særligt forhold til affaldsdyngerne:

»Vi har ikke problemer med affald. Vi smider det enten i vandhullet udenfor, eller også kommer myndighederne engang i mellem og henter det, hvorefter de bruger det til at skaffe mere land,« lyder forklaringen fra Kwinnie Kauapa, der heller ikke lægger skjul på, at toiletbesøg naturligvis foregår ude i havet.

Der er dog også tuvalesere, der er ved at være godt trætte af affaldet. Tommy Alefaio, der er sekretær for sømændenes fagforening på Tuvalu, mener ikke, regeringen tager problemet alvorligt.

»Regeringen gør simpelthen ikke nok for at få ryddet op. Vi har ikke mulighed for at brænde affaldet, derfor skal det sejles væk. Eller også skal vi have indført en mere miljøvenlig sortering og genbrug af vores affald,« mener Tommy Alefaio.

Et af problemerne er, at man kun får omkring 400 australske dollars - godt 2000 kr. - for en container fyldt med gamle øldåser, mens det koster omkring 10.000 dollars, eller godt 50.000 kr. at sende containeren ind til fastlandet. Genbrugsflasker, som vi har i Danmark, ville således blot forøge problemet, fordi det ville være for dyrt at sejle dem ind til fastlandet med henblik på genbrug.

Kwinnie Kauapa er et godt eksempel på de mennesker, der bor på Tuvalu.

Hun er selv i mere end én forstand flygtning i sit eget land. For et år siden kom hun sammen med sin mand og deres tre børn til Funafuti fra en af naboøerne, Nanumea, i jagten på arbejde og en bedre fremtid. Det lykkedes manden at finde arbejde, så familien nu har omkring 1000 kr. om måneden at gøre godt med.

Men for to måneder siden måtte de flygte fra den primitive bolig, de havde slået sig ned i, da huset blev oversvømmet. Derfor bor de nu oven på affaldsdyngerne i den nordlige ende af Funafuti.

Og her inde i den beskedne bolig, der består af træ og blikplader, og hvor vinduerne blot er et hul i væggen, er der flittig gang i den lille fejekost. Hver dag bliver der bagt brød midt på gulvet i det lille hjem, hvorefter mel, krummer og andet skidt behændigt bliver fejet ned i revnerne mellem guldbrædderne - ud til affaldsdyngerne - så hjemmet kan fremstå pænt og ryddeligt.

Udenfor det lille hjem, helt ude på kanten til Stillehavet har hun i øvrigt anbragt en tøjsnor, hvor familiens rene, nyvaskede tøj hænger på rad og række.

Mellem palmerne er et par hængekøjer sat op, så nogle af de mange beboere i det lille hus kan tilbringe nætterne her.

Kloakvand i lagunen

Indbyggernes noget afslappede forhold til hygiejne er dog problematisk, fortæller Robyn Alderton.

»Da jeg kom herud for to år siden, havde der inden for seks måneder været otte udbrud af alvorlig diarre. 60-70 procent af de godt 600 elever på øens skolen havde været ramt. Derfor gik vi i gang med at installere vandtanke til drikkevand og septictanke til toiletterne og har på den måde fået forbedret kloakforholdene markant, selv om kloakvandet stadig bliver sendt ud i lagunen. Nu har det dog været igennem en vis form for behandling inden.«

Robyn Alderton understreger samtidig, at de mange rotter kommer langt nede på listen af problemer, der skal gøres noget ved. Et af de mange andre problemer, den lille østat tumler med, er, at næsten alt skal importeres. Og mange anser Tuvalu for at være lidt af en losseplads. Således benytter forretningsfolk med et lemfældigt forhold til moral landet til at slippe af med varer, hvor sidste salgsdato for længst er udløbet. Det gælder f.eks. æg. Udløbsdatoen står ganske vist trykt på varerne, men det er som regel enten på engelsk eller på kinesisk, hvilket afskærer hovedparten af indbyggerne fra denne ret afgørende information.

Midt i alle problemerne er der dog også mange ting at blive imponeret over, mener Robyn Alderton:

»Folk på Tuvalu har stadig en tæt tilknytning til familien, hvilket vi for længst har mistet. Samtidig har de tålmodigheden til at se tiden gå. Det har vi også mistet.«

De fleste indbyggere, JP Explorer har talt med, fortæller imidlertid den samme tankevækkende historie:

Hovedparten af befolkningen på de små tropeøer drømmer om en dag at rejse væk og f.eks. tage til New Zealand, hvor mulighederne for uddannelse og job er langt bedre end på Tuvalu. I landet med blot 9500 indbyggere, på størrelse med en mindre, dansk ø, og med flere tusinde kilometer til det nærmeste fastland, er mulighederne for udvikling stærkt begrænsede, hvis de overhovedet findes.

Hovedparten af tuvaleserne har valgt at læne sig tilbage, nyde livet og hygge sig med hinanden. Nogle har slået sig på flasken og tåger berusede rundt det meste af tiden. Men hovedparten drømmer om en dag at rejse væk e

Vejret bestemmer fremtiden
Mens klimaeksperter, meteorologer og politikere verden over skændes om klimaforandringer, og hvad der skal gøres for at standse den globale opvarmning, så lever de ca. 11.000 beboere i Tuvalu afklaret med både vejr og vind.

»Vi er klar over, at vandet stiger. Alle siger, at øen vil forsvinde. Men jeg er troende, og hvis det er Guds vilje, så forsvinder den. Hvis Gud vil bevare øen, så fortsætter den med at eksistere,« siger den 50-årige Betty Kaitu, der har levet hele sit liv på Funafuti, hovedøen i Tuvalu.

For hende og mange andre på Tuvalu er klimaforandringer og global opvarmning ikke et tema, der egentligt eksisterer. Man lever med tingenes tilstand og indretter sig efter dem. Andet er der ifølge beboerne ikke at gøre. Men de har også i generationer levet nærmest dør om dør med naturkræfter langt stærkere, end de opleves i Danmark.

Flere gange i de seneste år er Tuvalu blevet ramt af kraftige storme og cykloner. Og i flere tilfælde kan det hænge sammen med den globale opvarmning. Samtidig er klimaforskerne nogenlunde enige om, at øriger som Tuvalu fremover i langt højere grad vil blive udsat for mere ekstremt vejr.

Både Betty Kaitu og hendes 66-årige mor, Akesa Mati, har dog allerede oplevet en lang række voldsomme storme på øen og lært at leve med dem.

»Vi ved, at de kommer. Men det er ikke noget nyt og usædvanligt for os. Det er noget, vi lever med,« siger Betty Kaitu.

En enkelt storm, som hærgede Funafuti i 1972, har dog gjort et stærkt indtryk på de to damer. Den har intet med klimaforandringer at gøre, men viser, hvad indbyggerne i Tuvalu i femtiden risikerer oftere at blive udsat for.

En eftermiddag kom vinden, og næste morgen stod kun de stærkeste af husene tilbage.

Betty Kaitu peger rundt på husene omkring den lille plads foran kirken, som vi sidder ved. Et enkelt hus nøjedes med at få revet taget af - ligesom fælleshuset blev stående. Alle andre beboelseshuse er opført efter stormen, som ødelagde resten.

Betty Kaitu var ikke selv på øen den dag, den blev ramt af stormen. Hun var i skole på en anden ø. Men hendes mor husker tydeligt dagen.

»Jeg kan huske, at vinden var så stærk, at alt blev revet væk,« fortæller hun.

Om eftermiddagen kom politiet og advarede om, at en stor storm var på vej. Alle blev bedt om at gå ned til en af øens rådsbygninger, som var den bygning med de stærkeste mure. Akesa Mati gik derned med sin mand og deres fire hjemmeboende børn.

»Vi troede, at det var verdens undergang, og jeg var meget bange, men jeg gik ikke i panik, for jeg var nødt til at holde øje med børnene,« fortæller Akesa Mati.

Stormen varede det meste af natten og først næste morgen, da hun kom ud fra rådsbygningen, gik skadernes omfang op for Akesa Mati. De fleste af øens huse var smadret, og træerne var væltet.

Også den 63-årige Fulau Tapu husker tydeligt den voldsomme storm. Han arbejdede dengang på et lille fiskerskib, der var ude på havet, da det begyndte at blæse op.

»Vi var på den vestlige side af Funafuti, men sejlede i havn, da stormen begyndte kl. fire om eftermiddagen. Kaptajnen sende mig først op til landingspladsen for at se, hvad der skete. Den var oversvømmet, og mange forsøgte i kano at sejle hen til mere sikre steder på øen,« husker Fulau Tapu.

Han gik tilbage til skibet, og kaptajnen bad sin besætning om at blive ombord. Men stormen steg i styrke. Og besætningen hoppede derfor i vandet og svømmede i de kraftige bølger ind til kysten.

»Vi blev på skibet til klokken 11 om aftenen, men derefter blev det for farligt. Så vi gik i land. Lynene slog ned, og vi kunne se, hvordan alt var ødelagt. Der var meget oversvømmelse. Alle træer var væltet. Og husene blæst i stykker,« fortæller Fulau Tapu.

Han forsøgte sammen med resten af besætningen at gemme sig mellem de væltede palmer. Der blev han indtil næste morgen, hvor han blev genforenet med familien.

Også gennem 1990'erne er Funafuti-atollen blevet ramt af flere storme.

Fulau Tapu bor i dag på en lille ø, Funafala, en times sejllads syd for Funafuti. Her bor fire familier, som kun har kontakt med omverden via båd.

»Under de store storme i 1997 var jeg her på øen. Bølgerne slog ind, og der var meget af øen, som blev skyllet i havet. Nogle af træerne væltede også, men det var ikke så slemt som i 1972,« mener Fulau Tapu.

Stormene i 1997 ryster heller ikke Betty Kaitu.

»Der skete ikke så mange skader. Nogle træer væltede, og små huse fik revet deres tag af bananblade af. Men vinden kom i stød og ikke så kontinuerligt,« siger hun.

Hun er heldig at bo på en del af Funafuti, hvor vandet ikke kommer op til hendes hus. Huset ligger ud til lagunen, og ifølge Betty Kaitu har vandet her aldrig været over den lille skrænt af døde koraller, der skærmer af mod bølgerne. Vandet er derfor aldrig kommet ind i hendes hus.

Andre beboere på øen er anderledes udsatte. Lidt længere mod nord kan man se, hvordan husene står på pæle helt ud til havsiden. Her hamrer havets bølger ind mod kysten ikke mere end to til tre meter fra husene. Og beboerne fortæller da også, at havvandet kommer ind under husene, når højvandet når sit maksimum.

Vandet nøjes ikke kun med at komme fra havet. Det kommer også op fra neden.

På husenes landside ligger små søer af havvand. En lille sti fører gennem søerne op til husene. Men på blot få minutter er stien dækket af vand. Højvandet er på vej.

explorer@jp.dk

06-04-2004

Destinationer

Gletsjerne smelter, vandstanden stiger, og stormene bliver kraftigere. Læs hvordan klimaet forandrer sig i Brasilien, Danmark, Indien, Kina, Namibia, Arktis og Tuvalu.
Til destinationerne

Klædt på til klimadebat

Jordens klima er under forandring. Forskere og politikere i hele verden diskuterer, hvad der sker, hvorfor det sker, og hvad der skal gøres ved det. Bliv klædt på til at være med i klimadebatten.
Læs mere