Sitemap | Avanceret søgning |

Ingen vand i varmen

En stor del af Namibias fattige befolkning mangler rindende vand. Den har ikke råd til at betale den høje pris for vandet og opbygger derfor en voldsom gæld til det lokale vandværk. Først bliver der lukket for vandet, derefter må mange gå fra hus og hjem.

Af LARS FROM, KLAUS DOHM og NIELS HOUGAARD (foto)
Publiceret 25-04-2004

Windhoek, Namibia


Ingen vand i varmen (2)
Susanna Nowases ligger syg i et telt i den fattige bydel Goreangab i Namibias hovedstad Windhoek.

Susanna Nowases ligger i et telt i den fattige bydel Goreangab i Namibias hovedstad Windhoek.

En lille flosset bibel er tilsyneladende en af hendes vigtigste ejendele, som den ligger der på hendes seng.

For fire år siden blev hun ramt af en blodprop, der gjorde hende lam i en stor del af kroppen. Hun kan kun lige sætte sig halvvejs op på den ene side.

Teltet har hun fået af Røde Kors. Herfra kan hun ligge og kigge ud på omverdenen. I et lille blikskur bag teltet bor hendes fem børn.

Udover at hun har svært ved at skaffe penge til mad, har Susanna Nowases ingen adgang til rindende vand, som her i Namibias stegende hede ellers er en livsvigtig fornødenhed.

Vandværket har lukket for vandet. Og hun betaler en nabo cirka 100 kr. om måneden, så børnene kan hente vand der.

Men en vandregning på omkring 25.000 kr. til kommunens vandværk - der løber renter på hver måned - truer med at sætte hende på gaden. Det lille stykke jord, som teltet står på, risikerer hun også at miste, fordi kommunen nu vil have sine penge.

Susanna Nowases historie er ekstrem. Men hun er alligevel et godt billede på, hvordan fattige afrikanere får sværere og sværere ved at skaffe rent vand.

Ikke råd til vandet

JP Explorer har besøgt de fattige bydele i Windhoek, som beboes af de indfødte. Selv i de fattige kvarterer er der indlagt rindende vand. Så kan man betale vandregningen, får man også vand i hanerne. Men flere tusinde har ikke råd til vandet, der i kroner og øre koster cirka det samme som i Danmark.

Her i de fattige bydele tjener de folk, som er heldige at have et arbejde, imidlertid kun 500-600 kr. om måneden, mens pensionister får udbetalt omkring 300 kr. hver måned.

»Vand bliver mere værdifuldt end noget andet - især her i Namibia. Det bliver det 21. århundredes guld og olie,« mener Jade McClune, der forsøger at hjælpe de indfødte med at få vand i hanerne.

Namibia er et af de steder i verden, hvor det regner mindst. Klimaforandringerne er ikke umiddelbart skyld i de fattiges problemer, fordi der nærmest har været konstant tørke i store dele af landet de seneste 30 år. Men klimaforskere regner med, at fremtidens klima vil byde på et endnu tørrere klima i Namibia, hvilket sammen med en forventet vækst i befolkningen vil øge prisen for rent vand og dermed de fattiges problemer.

Kaotisk situation

Der findes uden tvivl langt fattigere mennesker i Afrika, end dem JP Explorer har mødt i Windhoek. Alligevel er situationen for mange indbyggere i Windhoek kaotisk. Og de høje udgifter til vand er med til at sende dem ud på en social deroute, fordi de opbygger stor gæld til det lokale vandværk. En gæld som de aldrig har en chance for at betale.


Ingen vand i varmen (1)
Dawid Afrikaaner er blevet sat på gaden af den lokale sherif, fordi han ikke kunne betale sin vandregning.

En af dem, der risikerer en alvorlig social nedtur, er Dawid Afrikaaner. Han bor i bydelen Katutura, som betyder "Vi vil ikke leve her."

Katutura er en bydel, som de fattige indbyggere i flere omgange er blevet tvangsforflyttet til, fordi de hvide overtog centrum af Windhoek. Efter afrikanske forhold er det et pænt kvarter. Husene er bygget af sten. Tagene er tætte. Mange har både elektricitet og rindende vand.

Men flere tusinde er på vej fra hus og hjem. De skylder som Dawid Afrikaaner store formuer til vandværket og dermed til kommunen.

Den dag, JP Explorer besøger Dawid Afrikaaner, har den lokale sherif netop været på besøg for at sætte ham på gaden. Derfor står hele det sparsomme møblement stablet op ude på fortorvet. Og sheriffen har sat en kraftig hængelås på gitterlågen ind til huset.

»De kom i morges, og jeg prøvede at gå hen til nogle advokater for at få hjælp. Da jeg kom tilbage, var møblerne ude og porten låst,« fortæller Dawid Afrikaaner.

Han arbejder som sikkerhedsvagt, men selv om arbejdsdagen er på ikke mindre end 12 timer, så får han kun udbetalt omkring 25 kr. om dagen. Derfor er der ikke meget at betale vandet med, som koster 4,30 kr. pr. kubikmeter plus afgifter. For de fattige afrikanere er det en høj pris, selv om den er lavere end den pris, de rigere hvide namibianere skal betale.

Alligevel er Dawid Afrikaaners gæld til vandværket vokset til omkring 10.000 kr. Han har været uden vand og elektricitet i omkring 16 år, og nu er familien, som foruden Dawid Afrikaaner består af hustruen og 14 børn, sat på gaden. I forvejen har Dawid Afrikaaner sendt konen og børnene sydpå. Huset risikerer at blive sendt på tvangsauktion.

»Jeg har prøvet at betale hver måned. Men vi skulle betale mere, og det kan jeg ikke,« siger Dawid Afrikaaner.

Han har tænkt sig at kæmpe for at få lov til at blive i huset. Under beskyttelse af naboer og venner vil han trodse myndighederne og flytte ind igen.

Taber han kampen, kan næste stop på den sociale deroute blive bydelen Goreangab, hvor Susanne Nowares ligger i sit telt fra Røde Kors.

Støvede jordveje

I modsætning til Katutura er her ingen pæne veje belagt med asfalt, men kun støvede jordveje. Husene er ikke længere bygget af sten - men af blik. Også her er der dog mulighed for rindende vand og elektricitet. Hvis man altså kan betale. 46-årige Edla Kamutueze boede indtil 1990 i Katutura. I dag bor hun i et såkaldt "schak", som de ydmyge blikskure i Goreangab bliver kaldt.


Ingen vand i varmen (3)
En bedstemor deler vand ud til børn, der er tørstige i heden.

Her i Goreangab ejer de enkelte beboere et jordstykke. I modsætning til mange andre afrikanske byer, har bystyret i Windhoek forsøgt at styre og organisere tilflytningen til byen fra landet, ved at tildele beboerne deres eget stykke jord. Men det er ikke nogen garanti for, at man kan få lov til at blive. Ikke hvis vandregningen er for stor.

»Vi blev jaget ud af vores hus for en gæld på 3000 kr. Uden varsel kom de og hev vores møbler udenfor. De ødelagde mine ting og vores tilværelse,« fortæller Edla Kamutueze.

Hun deler blikskuret med mand og otte børn. Børnene sover i køkkenet. De fem drenge på gulvet, mens pigerne deler en seng. Desuden har forældrene et soveværelse og en lille stue.

Toilettet er bushen bag huset. Her laves både stort og småt. Og enden bliver tørret med sten på gammeldags afrikansk facon. Når de sidder omme i bushen og forretter nødtørften, har de udsigt til byens vandreservoir, som børnene bader i.

Edla Kamutueze er heldig, at hendes mand har et arbejde som taxachauffør, hvor han tjener 600 kr. om måneden. Men familiens gæld til vandværket er i dag steget til 12.000 kr. Der var rindende vand i huset de første seks år, hun boede i blikskuret.

»Jeg er meget bange for at miste mit hus. Hvis det sker, ved jeg ikke, hvor vi skal bo,« siger hun.

Jade McClune skønner, at omkring 30.000 namibiere i Windhoek er i samme situation. Under vores besøg står de indfødte nærmest i kø for at fortælle den samme sørgelige historie, mens de vifter vredt med deres vandregninger, som de ikke kan betale.

Kilometer efter vand

I både Katutura og Goreangab er vi inde i mange huse uden vand. Nogle steder hjælper naboerne. Andre steder må beboerne gå mange kilometer med deres spande til folk, de kender.

Mødre med små børn lægger for eksempel de beskidte bleer ned i spandene og genbruger vandet til tøjvask flere gange. Derfor udgør det manglende vand også et stort sundhedsmæssigt problem.

For præcist at fastslå problemets omfang indleder Jade McClune om kort tid en undersøgelse af 15.000 namibianske familiers adgang til drikkevand, ligesom kravet om rent vand til alle står øverst på listen, når der 1. maj bliver organiseret en større demonstration for de fattige.

explorer@jp.dk

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten