Sitemap | Avanceret søgning |

På nettet via solen

Det er ikke mange organisationer i Afrika, der tør sige nej tak til en gave fra den amerikanske computer-gigant Microsoft. Men SchoolNet Namibia turde godt. Eller rettere: De var nødt til det, for det ville være alt for dyrt at sige ja tak.

Af Lasse Nørgaard

Lyder det forvirrende? Her er historien: Schoolnet Namibia startede i 2000 som et samarbejde mellem nogle privatpersoner og organisationer i Namibia. Målet for projektet var at give samtlige skoler, lærere og elever i landet adgang til internettet.


Namibia

Foto: Niels Hougaard

I Danmark ville det ikke være det store problem, men i Namibia er det en kæmpe udfordring. Landet har 1600 skoler, og flere end 900 af dem har hverken elektricitet eller telefon. Samtidig er de geografiske afstande enorme: Namibia er næsten 20 gange så stort som Danmark.

SchoolNet kom imidlertid godt fra start. I de første par år af projektet kom flere og flere skoler på nettet - en del af dem i hovedstaden og andre større byer, men også mange skoler på landet fik nyt hardware og software. Computer-værkstederne fik installeret solenergi, og adgangen til nettet blev sikret via satellit eller specielle bredbåndsmaster.

I 2002 tilbød Microsoft at forære 50 brugte computere og en del software til det gode initiativ. Men med i tilbuddet var også, at der skulle betales for noget nyt software, og at SchoolNet skulle skifte internet-udbyder. Det ville i alt koste 15 gange så meget som gavens værdi. Derfor takkede SchoolNet pænt nej tak til det store amerikanske firma og fortsatte sit arbejde med andre donorer.

SchoolNet har nu etableret computer-værksteder og internet på over 250 skoler i Namibia, og målet er at nå ud til alle skoler inden 2005. Det er ambitiøst, men SchoolNet har fået opbakning fra bl.a. svenske SIDA (som svarer til Danida) og en række andre donorer, og initiativet har også vundet en række internationale priser.

De fleste af priserne har SchoolNet fået, fordi de er med til at mindske det, man kalder "the digital gap", dvs. den ulige adgang til informationsteknologi og dens fordele. Projektet er med andre ord med til at rette op på det forhold, at det typisk er unge i de rige lande og i storbyerne, der får mest ud af informationsteknologien. Elever og lærere over hele Namibia er blevet styrket, fordi de har adgang til informationer og undervisningsmateriale på nettet, og det betyder ekstra meget, da de fleste af skolerne heller ikke har et bibliotek. Samtidig kan de nu udveksle ideer og oplysninger via nettet - ligesom de kan chatte med hinanden.

SchoolNet får sine computere fra firmaer i både Namibia og udlandet. Ofte er det brugte, men stadig brugbare computere, der bliver doneret. En del af de computere, som bliver givet fra England, ankommer pakket ind i Lego-klodser. Dels beskytter klodserne computerne godt under transporten, dels er Lego populært også i Namibia.

Når skolerne får nye computere og internet-adgang, får de samtidig en ung frivillig fra Kids on the Block til at hjælpe dem med at komme i gang. Kids on the Block er en af SchoolNets udløbere: En gruppe af over 400 frivillige, der har fået et 10-ugers kursus i enten software eller både hardware og software, og som senere tilbringer et semester på en skole for at undervise lærere og elever. Skolen betaler ikke løn, men sørger for rejse, kost og logi. Flere af de frivillige fra Kids on the Block har senere fået fast job i andre virksomheder.

Der er nu etableret et SchoolNet Africa, og der er SchoolNet-projekter i 25 afrikanske lande, men det er ikke alle, der er landsdækkende som i Namibia.

SchoolNet Namibia er også begyndt på andre specielle projekter, bl.a. om så vidt forskellige emner som en webside om effekten af HIV/AIDS i hovedstaden Windhoeks største kvarter Katutura og en kortlægning af alle insekter i samarbejde med det nationale museum.

Miljø spiller også en stor rolle på skoleskemaet i Namibia. Efter uafhængigheden i 1990 fik Namibia en ny grundlov, og den blev betegnet som "verdens bedste", bl.a. fordi det var den første grundlov, hvor der stod, at miljøet skulle sikres og bevares.

Landet udarbejdede dengang nye skolebøger, bl.a. til faget Life Skills ("livskundskab"), og her er miljø en stor del af pensum.

Miljøundervisningen handler selvfølgelig om emner som industrialisering, forurening og farerne for miljøet i et forbrugssamfund, men også om landets unikke miljø. Namibia har nogle af verdens flotteste natur- og dyreparker, en vild kyststrækning, der fik kolonimagterne til i mange år at undgå landet, og de såkaldte vandrende klitter i Soussuvlei. Mange vilde dyr lever også stadig i landet, fra specielle biller til store elefanter og fra sjældne antiloper til de over 100.000 sæler, der holder til ved Cape Cross.

Fra afslutningen af Første Verdenskrig og indtil 1990 var Namibia kontrolleret af Sydafrika. Tidligere var det en tysk koloni, og der bor stadig mange efterkommere af de tyske kolonisatorer, ligesom mange stednavne i landet er tyske.

Som i flere andre af landene i det sydlige Afrika, er det hvide farmere, der ejer det meste af den gode landbrugsjord i Namibia. 30 millioner hektar er ejet af de hvide, mens 2,2 millioner hektar ejes af sorte bønder.

Der har været frygt for, at det samme ville ske i Namibia som i Zimbabwe, hvor den sorte befolkning har jaget de hvide farmere væk og besat farmene. Men det har den namibiske regering advaret stærkt imod. Den er tilhænger af en politik med frivilligt salg, og den har lovet at slå hårdt ned på eventuelle besættere, der tager loven i egen hånd. Samtidig indrømmer regeringen, at det går for langsomt med at få fordelt jorden ad frivillighedens vej, og at alt for mange af landets indbyggere har vanskeligt ved at klare sig, fordi de ikke har noget jord at dyrke.