Sitemap | Avanceret søgning |

Artikler fra JP's arkiv

Diamanter dør aldrig
Der er mange måder at dø på i Afrika. Men hvis det er tid at dø, vil man dø. Sådan er skæbnen. Derfor er jeg ikke bange for dø,« fastslår 49-årige Llew Clark, som JP Explorer traf dybt inde i Okavango-deltaet i Botswana.

Og han er ikke ligefrem en mand, der har spadseret gennem livet med livrem og seler.

Efter at være født i Sydafrika har han siden have boet i stort set alle lande i det uroplagede, sydlige Afrika og har her gang på gang stirret døden direkte i øjnene. Enten i form af en bygeregn af fjendtlige geværkugler, ved illegalt at grave efter diamanter i Congo mellem oprørssoldater, banditter og kannibaler eller ved gang på gang at komme usædvanlig tæt på Afrikas vilde dyr.

Llew Clark har naturligvis også pådraget sig Afrikas mest almindelige sygdom, malaria, som han har haft mindst 15-16 gange. I 1996 blev han alvorligt syg og mistede her stort set alt for at kunne betale de store hospitalsregninger.

»Derfor tog jeg bagefter til Congo for at prøve lykken som diamantjæger. Sammen med en amerikansk tidligere grøn barret, en tidligere soldat fra de sydafrikanske special forces og en anden tidligere soldat tog jeg til Congo. Her arbejdede vi i et område kontrolleret af oprørshæren og levede sammen med bl.a. kannibaler, som jeg i øvrigt blev ganske gode venner med,« fortæller Llew Clark, der både dengang og nu var gift og havde børn.

»Kannibalerne må godt nok ikke jage mennesker mere, men de spiser stadig helst menneskekød, når de kan få fat i noget. For som én af dem forklarede mig, så danser menneskekød rundt i gryden, når man koger det. Det viser, at det stadig er levende. Når de ikke kan få menneskekød, spiser de chimpanse- eller gorillakød. Jeg levede derimod næsten udelukkende af jordnødder og bønner og tabte mig i løbet af seks måneder 37 kilo.«

De fire tidligere soldater havde hyret nogle lokale vagtmænd, der med skarpladte våben døgnet rundt skulle sørge for, at diamantjægerne ikke blev overfaldet og frarøvet fangsten af illegale diamanter. Og for Llew Clark var gevinsten faktisk temmelig pæn.

»Det lykkedes mig at tjene mere end 250.000 amerikanske dollars. En enkelt blå diamant, jeg fandt, blev således solgt for ikke mindre 290.000 dollars. Men levevilkårene var forfærdelige. Vi vidste aldrig, hvornår vi ville blive skudt af én af de andre. Og jeg skal aldrig tilbage, selv om der er utrolig smukt i Congo,« fastslår Llew Clark.

Congo er imidlertid ikke det eneste sted, hvor den garvede lykkejæger og kriger har levet livet mere end almindelig farligt.

»Da krigen i Angola rullede i 1990'erne, var jeg en overgang tilknyttet de sydafrikanske styrker. Jeg var maskingeværskytte ombord på en helikopter. Vi anså os selv for at være de gode fyre, der kæmpede mod cubanere og russere. Men på et tidspunkt tilbragte jeg seks dage på en strand i Angola, hvor jeg var så syg af malaria, at jeg troede, jeg skulle dø. Jeg havde mistet min satellittelefon i havet og kunne ikke få kontakt til min enhed. Det lykkedes dog til sidst at slippe ud,« fortæller Llew Clark, der også har haft arbejde på en ubåd.

Manden, der voksede op sammen med de sorte jægere og krigere ude på savannen, og ikke havde haft et par sko på, før han blev 11 år, har dog også brugt sine evner som skytte i jagten på nogle af Afrikas mange dyr.

»Som professionel jæger har jeg jaget alt, hvad der bevæger sig i Afrika. Flodheste, elefanter, bøffel, løver, leoparder og geparder. En overgang arbejdede jeg også som krybskytte i Botswana. Jeg var krybskytte, fordi jeg ikke havde den rigtige uddannelse til at blive anerkendt her i landet. Nu er det dog helt legalt, når jeg går på jagt,« understreger Llew Clark, der flere gange selv har været tæt på at blive ædt.

På en jagt var han hoppet ned i et hul, hvor også en gepardmor og hendes to små unger havde gemt sig. Og kun på et hængende hår lykkedes det Llew Clark at undslippe de spidse kløer på et særdeles ophidset eksemplar af verdens hurtigste dyr.

For nogle få måneder siden var det imidlertid et hjerteanfald, der var ved at tage livet af Llew Clark. Tre gange måtte lægerne anvende elektrostød for at få hjertet i gang igen, og Llew Clark viser stolt brandmærkerne på brystet frem.

Den garvede 49-årige bor i dag langt inde i deltaet sammen med sin kone og deres tre børn. Han har ingen forsikring, fordi han anser livet i landsbyen Seronga for usædvanlig sikkert. Og bilnøglen bliver heller aldrig taget ud af bilen.

»Jeg har en masse familie i New Zealand, der vil have mig til at flytte derover. Men hvor skulle jeg finde mine krokodiller? Nej, jeg bliver her i Afrika. Men hvis udviklingen fortsætter, vil jeg nok flytte længere ud i deltaet, for jeg foretrækker roen og stilheden, som den er nu.«

Llew Clark er i dag daglig leder af lodgen Mbiroba Camp, der er ejet af lokale sorte, ligesom han har sin egen forretning med at drive tre hotelbåde, der ligger placeret ude i deltaet, hvor turister kan komme og nyde livet for forholdsvis små penge.

Fredeligt eller ej, så er forholdene i Afrika specielle, hvilket Explorerholdet fik en klar fornemmelse af, en aften vi var inviteret til hyggelig komsammen sammen med Llew Clark og hans venner i deltaet med indtagelse af masser af våde varer og lidt sjov tobak.

Hele aftenen stod to skarpladte rifler klar i et hjørne.

Hvis der nu skulle opstå problemer.

explorer@jp.dk

Floden forsvinder
Dybt inde i hjertet af Okavango-deltaet ligger den lille landsby Seronga. En landsby stort set uberørt af den pulserende verden udenfor. Solen står op, folk åbner deres små forretninger, passer deres kvæg eller fisker lidt i floddeltaet. Der kommer også lidt turister forbi.

Alligevel er 74-årige Sareqo Sakega bekymret for fremtiden.

Bekymringen her langt inde i det dampende varme Afrika handler om vand. Masser af vand. Sareqo Sakega bor ganske vist midt i et gigantisk floddelta, der indeholder 95 procent af alt overfladevand i Botswana. Men den gamle mand har i sin levetid set vandet i både floden og deltaet falde mærkbart. Og nu bekymrer det ham, at myndighederne i nabolandet Namibia har planer om at tage noget af vandet fra Okavango-floden for at sikre indbyggerne i et af de tørreste lande i Afrika rent drikkevand.

Kan ende med krig

»Jeg kender udmærket Namibias planer. Hvis de gennemfører dem, vil det give store problemer heroppe, fordi folk her er totalt afhængige af floden og vandet i den. Uden vand er vi ingenting. Uden vand vil vores liv gå i stå. Det vil være slemt for både mennesker og de mange vilde dyr, der lever i området. Problemet er så stort, at det kan føre til en krig mellem vores to lande,« mener Sareqo Sakega, der selv både driver landbrug med kvægdrift og er medejer af en mindre lodge i landsbyen.

Okavango-deltaet er verdens største floddelta for en flod, der ikke ender i havet. Okavango-floden, der ofte er blevet betegnet som floden, der aldrig finder havet, ender derimod midt i Afrika, hvor den ophører i og med, at vandet fordamper. Udover de mange mennesker, der bor her, danner deltaet rammen om en af Afrikas mest imponerende samlinger af vilde dyr. Her myldrer med alt fra krokodiller til elefanter, flodheste, giraffer, zebraer, løver og leoparder. Men vandet i floden og dermed også i deltaet er faldet mærkbart, fortæller mange af de lokale. Tidligere nåede de kostbare dråber til byen Rakops mere end 100 kilometer syd for det nuværende delta. Her har man ikke set vand fra floden og deltaet i mindst 20 år.

Uden regnmager ingen regn

»Tidligere var vandstanden i Okavango-floden meget højere. Men nedbøren i området har ændret sig. Derfor er folk her i landsbyen blevet mere fattige,« forklarer Sareqo Sakega.

Ifølge den gamle mand troede de lokale indbyggere tidligere på en regnmager, der boede i landsbyen. Og siden regnmageren døde i 1995, er der da også kommet endnu mindre regn til området. I år er dog en undtagelse, fordi regntiden har bragt væsentlig mere regn end normalt. Det kan være en ændring i klimaet - eller en tilfældighed. Indbyggerne taler meget om det, men ingen ved det med sikkerhed.

Sikkert er det dog, at floden og vandet i den er vigtig ikke bare for de 2000-3000 indbyggere i Seronga, men for hele Botswana. De enorme mængder vand, der kommer ind i landet via Okavango-floden, er altafgørende for landets økonomi. Dels skaber det et særdeles frugtbart hjørne i en verden, der ellers er præget af ørkener, dels blomstrer turismen omkring Okavango-deltaet med titusindvis af velhavende turister hvert eneste år.

Deltaet forsvinder

Willie Phillips kom til Seronga i 1958. Og han deler bekymringen for fremtiden.

»Der er meget mindre vand i floden og deltaet. Da jeg kom hertil i 1958, kunne man sejle i kano til Victoria Vandfaldene på grænsen mellem Zambia og Zimbabwe. Det er ikke muligt i dag, fordi vandstanden er faldet. Og det er der to grunde til. Dels regner det mindre, dels er namibierne allerede gået i gang med at bruge noget af vandet i Okavango-floden til vanding. De lyver simpelthen, når de påstår, at de kun overvejer at bruge noget af vandet i floden, for det gør de allerede,« fastslår den 68-årige Willie Phillips, mens han fremviser en række fotos, der angiveligt viser, hvordan namibierne længere oppe ad floden pumper vand op for at bruge det til kunstvanding.

»Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at Okavango-deltaet er ved at forsvinde. Siden jeg kom til området, er deltaet blevet konstant mindre og mindre. Og jeg tror kun, der vil være nogle store vandhuller tilbage om nogle år. De vilde dyr vil også få mindre og mindre plads, så man bliver nødt til at skyde nogle af dem,« lyder den dystre spådom fra en mand, der har prøvet stort set alt, hvad der er værd at prøve i deltaet, og i dag er én af de ældre i landsbyen, der lyttes mest til.

En amputeret hånd

Willie Phillips er hverken meteorolog eller klimaekspert, men har ligesom mange af de andre ældre i landsbyen alligevel gjort sig sine overvejelser:

»Jeg ved ikke meget om global opvarmning og huller i ozonlaget, men i 1950'erne kunne man så og plante sine afgrøder inden for en eller to dage af det normale og være sikker på, at regnen ville komme, som den plejede. Sådan er det ikke mere. På samme måde er det et faktum, at Kalahari-ørkenen i det sydlige Botswana i dag bliver større og større. Og vi mennesker gør det heller ikke nemmere for naturen ved hele tiden at fælde flere og flere træer, der er med til at øge afskovningen og ørkendannelsen ikke mindst i Afrika.«

»Derfor forventer jeg det værst tænkelige for Okavangos fremtid. Jeg er således sikker på, at det hele vil forsvinde. Ikke i min tid, men jeg tror, at deltaet vil forsvinde. Hvis man ser på deltaet i dag i forhold til tidligere, så ser man en hånd, hvor der kun er to fingre tilbage, de andre er skåret af.«

Windhoek vil have vand

Mens man i floddeltaet er åbenlyst bekymrede for fremtiden for vandet i Okavango-floden og taler meget om det, er der ikke den store bekymring at spore hos myndighederne i nabolandet Namibia. Man erkender ganske vist, at ideen om en pipeline fra Okavango-floden ned til hovedstaden Windhoek er en varm, politisk kartoffel. Men ikke desto mindre en meget realistisk én af slagsen. Hovedparten af den omstridte pipeline ligger nemlig allerede klar. Ifølge embedsmænd hos Windhoek Kommune mangler man kun 10 procent i, at pipelinen er færdig, så man kan begynde at pumpe.

Hos firmaet Namwater, der er ansvarlig for vandforsyningen i hele Namibia, er driftsdirektør Kuiri F. Tjipangandjara dog lidt mere forsigtig.

»Vi mangler vel at bygge 200-300 kilometer pipeline til en pris af mellem 800 millioner og en milliard kroner, og det er mange penge i et land som Namibia. Men vi har helt klart et vandproblem i store dele af Namibia og især i hovedstaden Windhoek. Hvis det ikke regner nok, mangler vi vand i Windhoek, ligesom det vil forværre problemet, hvis befolkningstallet stiger. Derfor kan vi blive nødt til at skaffe mere vand fra andre steder,« forklarer driftsdirektøren.

Han erkender samtidig, at man skal tænke sig godt om, hvis man vælger at hente vand fra Okavango til Windhoek - en strækning på godt 700 kilometer.

»Miljøeffekten skal undersøges nøje, ligesom vi skal lytte til kritikken fra indbyggerne i Botswana. Vi mener dog ikke, det vil give problemer. Hvis vi laver pipelinen, er planen kun at hente, hvad der svarer til 0,1 procent af det vand, der løber i Okavango,« lyder forklaringen.

Allerede i dag pumpes der store mængder vand fra andre dele af Namibia til Windhoek. Det er da også derfor, at en stor del af den omstridte pipeline allerede ligger klar.

Globalt pres for vand

Manglen på vand er på ingen måde enestående for Namibia. Tværtimod. Flere og flere lande ikke mindst i Afrika mangler tilstrækkeligt vand for at kunne sikre indbyggerne noget så fundamentalt som rent drikkevand. Også i et land som Kina har myndighederne problemer med vandforsyningen til verdens største befolkning. Derfor overvejer man her at bygge en pipeline med vand fra Himalaya-bjergene til indbyggerne i hovedstaden Beijing.

Og de klimaforandringer, som forskerne allerede mener, er i fuld gang, vil formentlig gøre manglen på vand endnu større, fo

Flyvende safari
Seronga, Okavango, Botswana

Når man sidder i det lille fly og kigger ud ad vinduet, bliver man mødt af et mageløst skue:

Her nede under ens fødder ligger noget af det, der får Afrika til at gå i blodet på folk. Her er alt, hvad man kan ønske sig af dyreliv og natur.

Et sted ligger en flodhest på bunden af floden og slapper af. Og da vandet i floden er krystalklart, er den let at spotte oppe fra flyveren. Vi ligger i 1500 fods højde - omkring 500 meter - lavt nok til at vi kan se hovedparten af dyrene nede på jorden, og højt nok til at vi ikke forstyrrer dyrelivet.

Lidt senere passerer vi to flodheste på vej hen over en lille ø midt i dette enorme floddelta. Under vores fødder ser vi også tydeligt tusindvis af dyrestier, som dyrene bruger til at færdes rundt i dette floddelta, der dækker et areal på størrelse med mere end en tredjedel af hele Danmark.

Gang på gang dukker små flokke af elefanter op med deres store, blafrende ører og svingende haler. Girafferne er også svære at overse. Det samme gælder flokkene af zebraer med deres karakteristiske striber på hele kroppen.

Vi ser også kæmpe grupper af gnuer og bøfler, ligesom de mange dyr, vi i starten tror, er køer, viser sig at være forskellige typer af hjorte, gazeller, og andre dyr, der græsser på savannen.Vores flyvetur fra Maun og ud til landsbyen Seronga varer omkring en time, hvor der flittigt bliver filmet både med almindelige kameraer og med mere avancerede TV-kameraer ført af vores explorer-kollega fra Danmarks Radio.

1000 dollars

I Maun findes en række små flyselskaber med en større flåde af små fly, der kan tage gæsterne hvor som helst hen i det enorme delta. Vi har lejet et fly til tidligt lørdag morgen at flyve os ud til Seronga og hente os igen et par dage senere. Og med plads til fire eller fem mand ombord finder vi ikke prisen på 1000 amerikanske dollars (godt 6200 kr.) vanvittig høj - især ikke når man tænker på, at flyet skal flyve den en time lange flyvetur ikke mindre end fire gange.

Fra Maun vælger man selv, hvor man vil flyves hen. Man kan vælge en af de dyre lodges, der kan koste op til flere tusinde kroner i døgnet pr. person, til de mere beskedne, hvor man for 200-400 kr. pr. person pr. døgn kan få et glimrende ophold på en lidt mere beskeden lodge. Hele deltaet er overstrøet med små landingsbaner, så man nærmest kan blive fløjet lige til døren.

Når først man er fremme ved sin lodge, sit hotel eller primitive campingplads, kan man naturligvis arrangere hvilken som helst type safari, man har lyst til. Man kan også tage på jagt med en lokal guide, eller flytte ud på en flodbåd og her nyde livet i deltaet, mens båden langsomt bevæger sig rundt i dette virvar af små floder og kanaler.

Vi vælger at forsøge os med en flodbåd, der med plads til 20 personer kan lejes for knap 8000 kr. pr. døgn inklusive mad, drikkevarer samt afhentning på den nærmeste landingsbane etc. - vel og mærke for 20 personer.

Herude på vandet er man helt tæt på dyrelivet og naturen. Nede i det krystalklare flodvand, der anses for at være noget af det reneste flodvand i hele Afrika, er det krokodillerne og flodhestene, der regerer. Lige nu er de fleste større dyr dog trukket længere ud i flodsystemet, fordi vi er kommet lige efter regntiden, hvor vandet står unormalt højt. Men når det bliver mørkt, kan man stadig støde på masser af små baby-krokodiller, ligesom man også uden problemer kan få sin lyst til at se slanger og andet kryb og kravl styret. Der er også masser af leoparder og geparder i området, hvilket en række episoder om nærkontakt med mennesker vidner om.

En gruppe turister oplevede således få dage før vores ankomst ikke mindre end fem leoparder på to dage, ligesom de så en løve nedlægge en bøffel blot 100 meter væk, fortæller Llew Clark, der ejer i alt tre flodbåde og samtidig er daglig leder af en mindre lodge i landsbyen Seronga. Han tager to gange om året turister med ud på leopardjagt, da bestanden af dette fabelagtige dyr ifølge de lokale er for højt, så der jævnligt skal skydes nogle enkelte eksemplarer.

Mangel på elektricitet

Mens Afrika ellers er plaget af voldsom kriminalitet, skal man her i Seronga lede længe for at finde kriminalitet, der minder om, hvad vi finder hjemme i f.eks. Danmark.

Man skal dog hverken sætte bilbatterier eller solfangere fra sig i landsbyen, advarer de lokale. Så vil de uden tvivl lynhurtigt blive fjernet af desperate indbyggere, der kronisk mangler elektricitet i en by, hvor kan de allerfærreste har indlagt strøm og kun i form af en kostbar og støjende elgenerator.

Flyveturen tilbage fra Seronga til Maun er endnu flottere end udturen.

Flere gange passerer vi tæt henover de mest lækre, eksklusive lodges, og da det lykkes at få piloten til at flyve lavt hen over de store dyreflokke, kommer vil tilbage til civilisationen med en på alle måder uforglemmelig oplevelse.

Man kan også drage på mere traditionel safari i Botswana. Og da landet er på størrelse med Frankrig, er der god plads til alle. Befolkningen er i dag på omkring halvanden million mennesker, men ventes at falde de kommende år, da Botswana desværre er det land i verden med den største udbredelse af HIV/AIDS. 35-40 procent menes at være smittet.

explorer@jp.dk

Ingen vand i varmen
Windhoek, Namibia

Susanna Nowases ligger i et telt i den fattige bydel Goreangab i Namibias hovedstad Windhoek.

En lille flosset bibel er tilsyneladende en af hendes vigtigste ejendele, som den ligger der på hendes seng.

For fire år siden blev hun ramt af en blodprop, der gjorde hende lam i en stor del af kroppen. Hun kan kun lige sætte sig halvvejs op på den ene side.

Teltet har hun fået af Røde Kors. Herfra kan hun ligge og kigge ud på omverdenen. I et lille blikskur bag teltet bor hendes fem børn.

Udover at hun har svært ved at skaffe penge til mad, har Susanna Nowases ingen adgang til rindende vand, som her i Namibias stegende hede ellers er en livsvigtig fornødenhed.

Vandværket har lukket for vandet. Og hun betaler en nabo cirka 100 kr. om måneden, så børnene kan hente vand der.

Men en vandregning på omkring 25.000 kr. til kommunens vandværk - der løber renter på hver måned - truer med at sætte hende på gaden. Det lille stykke jord, som teltet står på, risikerer hun også at miste, fordi kommunen nu vil have sine penge.

Susanna Nowases historie er ekstrem. Men hun er alligevel et godt billede på, hvordan fattige afrikanere får sværere og sværere ved at skaffe rent vand.

Ikke råd til vandet

JP Explorer har besøgt de fattige bydele i Windhoek, som beboes af de indfødte. Selv i de fattige kvarterer er der indlagt rindende vand. Så kan man betale vandregningen, får man også vand i hanerne. Men flere tusinde har ikke råd til vandet, der i kroner og øre koster cirka det samme som i Danmark.

Her i de fattige bydele tjener de folk, som er heldige at have et arbejde, imidlertid kun 500-600 kr. om måneden, mens pensionister får udbetalt omkring 300 kr. hver måned.

»Vand bliver mere værdifuldt end noget andet - især her i Namibia. Det bliver det 21. århundredes guld og olie,« mener Jade McClune, der forsøger at hjælpe de indfødte med at få vand i hanerne.

Namibia er et af de steder i verden, hvor det regner mindst. Klimaforandringerne er ikke umiddelbart skyld i de fattiges problemer, fordi der nærmest har været konstant tørke i store dele af landet de seneste 30 år. Men klimaforskere regner med, at fremtidens klima vil byde på et endnu tørrere klima i Namibia, hvilket sammen med en forventet vækst i befolkningen vil øge prisen for rent vand og dermed de fattiges problemer.

Kaotisk situation

Der findes uden tvivl langt fattigere mennesker i Afrika, end dem JP Explorer har mødt i Windhoek. Alligevel er situationen for mange indbyggere i Windhoek kaotisk. Og de høje udgifter til vand er med til at sende dem ud på en social deroute, fordi de opbygger stor gæld til det lokale vandværk. En gæld som de aldrig har en chance for at betale.

En af dem, der risikerer en alvorlig social nedtur, er Dawid Afrikaaner. Han bor i bydelen Katutura, som betyder "Vi vil ikke leve her."

Katutura er en bydel, som de fattige indbyggere i flere omgange er blevet tvangsforflyttet til, fordi de hvide overtog centrum af Windhoek. Efter afrikanske forhold er det et pænt kvarter. Husene er bygget af sten. Tagene er tætte. Mange har både elektricitet og rindende vand.

Men flere tusinde er på vej fra hus og hjem. De skylder som Dawid Afrikaaner store formuer til vandværket og dermed til kommunen.

Den dag, JP Explorer besøger Dawid Afrikaaner, har den lokale sherif netop været på besøg for at sætte ham på gaden. Derfor står hele det sparsomme møblement stablet op ude på fortorvet. Og sheriffen har sat en kraftig hængelås på gitterlågen ind til huset.

»De kom i morges, og jeg prøvede at gå hen til nogle advokater for at få hjælp. Da jeg kom tilbage, var møblerne ude og porten låst,« fortæller Dawid Afrikaaner.

Han arbejder som sikkerhedsvagt, men selv om arbejdsdagen er på ikke mindre end 12 timer, så får han kun udbetalt omkring 25 kr. om dagen. Derfor er der ikke meget at betale vandet med, som koster 4,30 kr. pr. kubikmeter plus afgifter. For de fattige afrikanere er det en høj pris, selv om den er lavere end den pris, de rigere hvide namibianere skal betale.

Alligevel er Dawid Afrikaaners gæld til vandværket vokset til omkring 10.000 kr. Han har været uden vand og elektricitet i omkring 16 år, og nu er familien, som foruden Dawid Afrikaaner består af hustruen og 14 børn, sat på gaden. I forvejen har Dawid Afrikaaner sendt konen og børnene sydpå. Huset risikerer at blive sendt på tvangsauktion.

»Jeg har prøvet at betale hver måned. Men vi skulle betale mere, og det kan jeg ikke,« siger Dawid Afrikaaner.

Han har tænkt sig at kæmpe for at få lov til at blive i huset. Under beskyttelse af naboer og venner vil han trodse myndighederne og flytte ind igen.

Taber han kampen, kan næste stop på den sociale deroute blive bydelen Goreangab, hvor Susanne Nowares ligger i sit telt fra Røde Kors.

Støvede jordveje

I modsætning til Katutura er her ingen pæne veje belagt med asfalt, men kun støvede jordveje. Husene er ikke længere bygget af sten - men af blik. Også her er der dog mulighed for rindende vand og elektricitet. Hvis man altså kan betale. 46-årige Edla Kamutueze boede indtil 1990 i Katutura. I dag bor hun i et såkaldt "schak", som de ydmyge blikskure i Goreangab bliver kaldt.

Her i Goreangab ejer de enkelte beboere et jordstykke. I modsætning til mange andre afrikanske byer, har bystyret i Windhoek forsøgt at styre og organisere tilflytningen til byen fra landet, ved at tildele beboerne deres eget stykke jord. Men det er ikke nogen garanti for, at man kan få lov til at blive. Ikke hvis vandregningen er for stor.

»Vi blev jaget ud af vores hus for en gæld på 3000 kr. Uden varsel kom de og hev vores møbler udenfor. De ødelagde mine ting og vores tilværelse,« fortæller Edla Kamutueze.

Hun deler blikskuret med mand og otte børn. Børnene sover i køkkenet. De fem drenge på gulvet, mens pigerne deler en seng. Desuden har forældrene et soveværelse og en lille stue.

Toilettet er bushen bag huset. Her laves både stort og småt. Og enden bliver tørret med sten på gammeldags afrikansk facon. Når de sidder omme i bushen og forretter nødtørften, har de udsigt til byens vandreservoir, som børnene bader i.

Edla Kamutueze er heldig, at hendes mand har et arbejde som taxachauffør, hvor han tjener 600 kr. om måneden. Men familiens gæld til vandværket er i dag steget til 12.000 kr. Der var rindende vand i huset de første seks år, hun boede i blikskuret.

»Jeg er meget bange for at miste mit hus. Hvis det sker, ved jeg ikke, hvor vi skal bo,« siger hun.

Jade McClune skønner, at omkring 30.000 namibiere i Windhoek er i samme situation. Under vores besøg står de indfødte nærmest i kø for at fortælle den samme sørgelige historie, mens de vifter vredt med deres vandregninger, som de ikke kan betale.

Kilometer efter vand

I både Katutura og Goreangab er vi inde i mange huse uden vand. Nogle steder hjælper naboerne. Andre steder må beboerne gå mange kilometer med deres spande til folk, de kender.

Mødre med små børn lægger for eksempel de beskidte bleer ned i spandene og genbruger vandet til tøjvask flere gange. Derfor udgør det manglende vand også et stort sundhedsmæssigt problem.

For præcist at fastslå problemets omfang indleder Jade McClune om kort tid en undersøgelse af 15.000 namibianske familiers adgang til drikkevand, ligesom kravet om rent vand til alle står øverst på listen, når der 1. maj bliver organiseret en større demonstration for de fattige.

explorer@jp.dk

Kampen om vandet
Windhoek, Namibia

Ifølge FN mangler fire ud af ti mennesker på kloden i dag vand i større eller mindre grad.

Og FN anslår, at når verdens befolkning omkring 2030 angiveligt vil være vokset fra de nuværende seks milliarder til omkring otte milliarder, vil andelen, der bor i områder med alvorlig mangel på vand, være vokset til omkring to tredjedele. Det svarer til 5,5 milliarder mennesker.

Derfor anser mange manglen på rent vand som et af det 21. århundredes mest alvorlige ressourceproblemer.

Forklaringen er blandt andet, at vandressourcerne på kloden er meget ulige fordelt. 73 procent af verdens befolkning bor i Afrika eller Asien, men de e to verdensdele råder kun over 47 procent af verdens ferskvand. I Nordamerika bor kun 8 procent af verdens befolkning, som råder over 15 procent af det tilgængelige ferskvand. Også i Europa er der allerede i dag begyndende mangel på vand - her bor 13 procent af verdens befolkning, som kun råder over 8 procent af vandet.

Sundhedsrisiko

Vandmangel og dårlige vandforhold udgør en alvorlig sundhedsrisiko for millioner af mennesker i de fattige udviklingslande. Således skyldes 80 procent af alle sygdomme og en tredjedel af alle dødsfald i ulandene mangel på vand eller dårlige vandforhold.

Derfor er rent vand og ordentlige sanitære forhold da også et af både FN's og EU's højest prioriterede områder, når det handler om hjælp til de fattige lande.

Et ændret klima kan mange steder gøre vandmanglen endnu større, vurderer klimaforskere. Ifølge FN's Klimapanel, IPCC, ventes temperaturen på kloden at stige med mellem 1,4 og 5,8 grader i løbet af de kommende 100 år. Det vil formentlig medføre mere tørke, flere hedebølger, flere oversvømmelser og flere storme. Det kan undre, at der mangler vand, når 70 procent af kloden er dækket af vand. Men dels er 97,5 procent af vandet saltvand, dels er en stor del af resten bundet i gletsjere og indlandsis på f.eks. Grønland og Antarktis. Derfor er det reelt kun en meget lille del af ferskvandet, der overhovedet er tilgængeligt.

explorer@jp.dk

Kloakvand i hanerne
Windhoek, Namibia

Når man sætter sig ned for at nyde et glas dejligt koldt vand i Namibias hovedstad Windhoek, er der en pæn chance for, at man drikker sit eget kloakvand.

Op til en tredjedel af vandet i hanerne er nemlig renset spildevand.

Normalt vil de fleste folk løbe skrigende væk med udsigten til at drikke kloakvand, men da Namibia er et af de tørreste lande i verden - og har en nærmest kronisk mangel på vand - er det alment accepteret af både rige og fattige, at man genbruger spildevandet og sender det tilbage i vandhanerne.

Windhoek får ganske vist 340 millimeter nedbør om året, men da den årlige fordampning er på ikke mindre end 3400 millimeter, hjælper det ikke meget.

Derfor er det eneste, der for alvor bekymrer indbyggerne, prisen, der med en kubikmeterpris på fem-seks kroner ligner prisen i Danmark, selv om købekraften i dette fattige, afrikanske land er en ganske anden.

Der er derimod ikke mange, som gør noget nummer ud af, at det er renset kloakvand, der strømmer ud af hanerne.

Haven lægges om

Én af de mere velhavende indbyggere i Windhoek er Roland Engel, der for få måneder siden flyttede til byen fra Sydafrika. Og han ser ingen problemer i, at det er renset kloakvand, han har inde i huset. Prisen og kommunens særlige interesse for store vandforbrugere bekymrer ham derimod mere.

»Derfor er jeg netop nu ved at lægge haven om, så vi ikke behøver bruge så meget vand til at vande haven. Vi har fjernet græsset og skiftet det ud med fliser,« fortæller Roland Engel, mens han viser rundt i den lille have, hvor swimming-poolen indtil videre har fået lov at blive.

Roland Engel og hans familie på fire personer bruger hver måned omkring 20 kubikmeter vand. Med en vandkrævende have stiger forbruget hurtigt til 30. Og hvis man kommer op på 40-50 kubikmeter om måneden, vil man hurtigt få besøg af én af kommunens inspektører, der vil have at vide, hvorfor man bruger så meget vand. Samtidig får man en stor bøde, hvis forbruget overstiger de normale 20-30 kubikmeter om måneden.

Penge før vand

I de fattige kvarterer er der heller ingen, der stille spørgsmålstegn ved, om det er kloakvand eller ej, der kommer ud af hanerne. Bare der kommer noget ud. Og det er langtfra altid tilfældet. Ikke mindst fordi kommunen er begyndt at forlange at få betalt gamle vandregninger. Og sker det ikke, bliver der lukket for vandet.

På det højtavancerede renseanlæg lidt udenfor Windhoek garanterer civilingeniør John Esterhuissen, at vandet er så rent, at man uden problemer kan drikke det.

Krav om klor

»Vandet er med garanti helt rent, når det forlader anlægget. Vi tilsætter ganske vist klor til vandet, men det er et krav fra kommunen og skyldes alene risikoen for bakterier, når vandet transporteres gennem kommunens ledningsnet. Samtidig tilsætter vi maksimalt en tredjedel renset spildevand til drikkevandet - af hensyn til sikkerheden. Vi er nemlig nødt til at være meget opmærksomme på risikoen for urent vand, da vi får skylden hver eneste gang, der er problemer med vandet i Windhoek, selv om det ikke har noget med os at gøre,« forklarer John Esterhuissen.

Allerede i 1969 begyndte man at genbruge kloakvandet i Windhoek. Men først efter en alvorlig tørke i 1996 er der for alvor kommet gang i genbruget af det ellers så ildelugtende kloakvand.

Og for mindre end to år siden tog man et helt nyt anlæg i brug - et anlæg, der uden sammenligning er det mest avancerede af sin slags i verden.

Her bliver kloakvandet renset med aktivt kul, behandlet med jernklorid, kaustisk soda, ozon og meget andet, ligesom det bliver sendt gennem en række højavancerede filtre, hvor selv den mindste snavs bliver sorteret fra.

Det er et privat selskab, som er ejet af bl.a. tyske og hollandske interesser, der driver rensningsanlægget.

Begrænsninger

Driftsdirektør Kuiri F. Tjipangandjara fra det nationale Namwater, der har ansvaret for drikkevandsforsyningen til hele Namibia, erkender, at Namibia har et drikkevandsproblem.

»Når vand er gratis, bruger vi en masse. Men ved at hæve prisen på vand, har vi fået gjort vandsituationen stabil. Hvis befolkningstallet i Windhoek stiger, er vi dog nødt til at begynde at hente vand andre steder.«

Drikkevandet i Namibia kommer i dag fra vandboringer, overfladevand og fra renset kloakvand. Men ofte skal man helt ned i 500 meters dybde for at hente vand til byens cirka en halv million store befolkning.

Flere steder i verden

Med udsigt til klimaforandringer over det meste af kloden - herunder ikke mindst mere tørke og ustabilt regnvejr - vil modellen med at rense kloakvandet formentlig blive aktuelt mange andre steder i verden.

»Vores partnerne er derfor interesserede i at gøre det samme andre steder i verden. Man har allerede forsøgt i Singapore, men her blev kloakvandet ikke accepteret af befolkningen. De kommende år vil det formentlig også blive interessant mange andre steder i Afrika, ligesom man ser seriøst på vores løsning i Australien,« fortæller John Esterhuissen.

Han gør samtidig opmærksom på en tragisk sammenhæng mellem sygdommen aids og vandforsyningen i Namibias hovedstad.

»Når vi taler om fremtidens vandforsyning, har vi to scenarier. Et med hiv og aids og et uden. Hvis der bliver fundet en måde at helbrede folk med hiv og aids, får vi et meget alvorligt problem i Windhoek med mangel på vand, fordi befolkningstallet så vil stige kraftigt. Og så vil vi være tvunget til at bringe vand hertil fra andre steder. Til gengæld vil der gå væsentligt længere tid, inden vi får alvorlige problemer, hvis der ikke bliver fundet en helbredelse. På den måde er hiv og aids - isoleret set - en fordel for vandforsyningen i Windhoek,« konkluderer John Esterhuissen.

explorer@jp.dk

Destinationer

Gletsjerne smelter, vandstanden stiger, og stormene bliver kraftigere. Læs hvordan klimaet forandrer sig i Brasilien, Danmark, Indien, Kina, Namibia, Arktis og Tuvalu.
Til destinationerne

Klædt på til klimadebat

Jordens klima er under forandring. Forskere og politikere i hele verden diskuterer, hvad der sker, hvorfor det sker, og hvad der skal gøres ved det. Bliv klædt på til at være med i klimadebatten.
Læs mere