Sitemap | Avanceret søgning |

Artikler fra JP's arkiv

Grøn vækst
»Udviklingen, der sidste år gav Shanghai en økonomisk vækst på 11,8 procent, skal fortsætte, men med langt stærkere fokus på miljøet.«

Jiao Yang, der er talsmand for regeringen i Shanghai, lægger stor vægt på miljøet, da hun tager imod JP Explorer i regeringsbygningen i hjertet af byen, hvor omkring 20 millioner mennesker har deres hjem.

»Vi vil aldrig tillade økonomiske udviklingsprojekter på bekostning af miljøet. Og hvis et ellers fornuftigt projekt forurener naturen eller betyder en stor udledning af drivhusgasser, vil vi afvise det. Fremover vil vi i udviklingen af Shanghai have langt mere fokus på kvalitet for både menneskers livsstil og for naturen,« fastslår Jiao Yang.

Det kan lyde som politisk korrekte fraser i et land, der har været styret med hård hånd af de kommunistiske magthavere i godt 50 år. Men de nye tider har for alvor holdt deres indtog i Shanghai.

Næsten symbolsk er det således en - ganske vist rød - kalender med Coca Colas let genkendelige logo på forsiden, der ligger i hånden på den veltalende, topprofessionelle og godt forberedte talsmand, mens hun forklarer om udviklingen og fremtiden for livet i én af verdens største byer. En forklaring, der næsten er mere præget af borgerlige kongstanker om liberalisme og gode udviklingsmuligheder for erhvervslivet, end den borgerlige regering hjemme i Danmark kan levere.

Trafikosen

Dog kan det klinge en anelse hult, når Jiao Yang taler om bæredygtig udvikling i en by, hvor det nogle gange føles svært at trække vejret på grund af den megen trafikos. Men intentionerne er gode nok, også når det gælder trafikken.

»I vil måske opleve trafikken som en anelse kaotisk. Men også den vil vi gerne få styr på, selv om det måske vil tage os endnu 10 år,« siger hun.

Og budskabet om, at man forsøger at skabe en grøn by, bliver bekræftet overalt. Selv på motorvejen gennem byen er der langs vejen plantet grønne træer, buske og blomster. Og når bulldozerne tromler gennem et byområde og vælter gamle boliger, efterlader de udover en stribe nye skyskrabere også store grønne pladser og parker. Målet er, at 10 procent af Shanghai skal bestå af grønne områder.

Desværre er Jiao Yang ikke leveringsdygtig i præcise tal for, hvor meget Shanghais udledning af drivhusgassen CO2 er steget de senere år. Måske fordi tallet uden tvivl vil være stort. Hovedparten af alle boliger og bygninger i Shanghai er i dag udstyret med airconditioning, ligesom antallet af biler er eksploderet.

Til gengæld forsikrer talsmanden, at man tog miljøet med ind i overvejelserne, da elforsyningen i byen sidste sommer var ved at bryde sammen under en hedebølge.

»Da vi havde problemer med at skaffe tilstrækkeligt med strøm, lukkede vi i første omgang de virksomheder ned, der havde den største udledning af svovl og andre miljøfjendtlige stoffer.«

Jiao Yang erkender dog, at forurening under den voldsomme vækst har været - og i perioder - fortsat er et problem. Flere dage lever luftkvaliteten ikke op til myndighedernes krav, hvilket forklarer den smoglignende tåge, der kan præge bybilledet. Derfor har myndighederne indført en streng overvågning af luftkvaliteten.

»Samtidig har vi gjort meget ved forureningen af vores floder. Vi har således brugt 10 år og masser af penge på at rense Suchou-floden, der var helt ødelagt af forurening. I dag kan man fange fisk i den, ligesom boligerne langs floden er blevet blandt de dyreste i byen,« forklarer Jiao Yang.

Omkring tre procent af budgettet i Shanghai bliver brugt til miljø.

Visionerne om vækst er dog dominerende. Talsmanden fortæller stolt, hvordan den økonomiske vækst i millionbyen i 12 år konstant har ligget på over 10 procent. At over 30.000 udenlandske firmaer nu har investeret i Shanghai - og alene sidste år investerede flere end 300 milliarder kroner. At hovedparten af alle familier i Shanghai nu har adgang til Internettet.

50 universiteter

I virkeligheden er opskriften på vækst og succes i Shanghai meget lig opskriften på succes i et land som Danmark. Shanghai satser benhårdt på uddannelse. Byen har omkring 50 universiteter, og uddannelsessystemet er opsat på, at alle skal have en uddannelse. Samtidig satser man nu langt mere på servicesektoren på bekostning af den mere belastende og miljøproblematiske industriproduktion.

Myndighederne har også en idé om, at den stramme statslige styring skal slækkes, og at der skal være mere åbenhed.

»Vi forsøger at give os selv mindre magt og overlader i stedet magten til andre både private og andre myndigheder. I stedet satser vi på rådgivning og overvågning af udviklingen. Samtidig fjernede vi alene sidste år over 1000 bureaukratiske regler og godkendelser,« fortæller Jiao Yang.

Og så har man i Shanghai - efter vestligt forbillede - indført talsmænd for regeringen for på den måde at sikre mere åbenhed omkring, hvad regeringen faktisk går og laver.

»Desuden vil vi nu åbne myndighedernes hjemmesider for befolkningen. I næste måned åbner de første 15 ministerier deres hjemmesider, så borgerne selv kan gå ind og følge med,« oplyser regeringstalsmanden.

Shanghai er én af de byer i Kina, der har haft den kraftigste vækst. Og den vækst skal nu spredes ud til resten af det enorme land, har regeringen i Beijing besluttet. Derfor er Shanghai forpligtet til at hjælpe en række fattige områder af Kina til at få den samme udvikling. Shanghai har fået ansvaret for at hjælpe Tibet, Sichuan-provinsen, Yunnan-provinsen og Xinjiang.

»Vi har til det formål oprettet en særlig afdeling, der hjælper med penge og varer, hjælper med at bygge skoler og hospitaler, ligesom vi uddanner folk eller sender vores lærere ud til dem. Vi sender også folk fra vores virksomheder ud, ligesom vi udveksler vores teknologiske fortrin med dem,« fortæller Jiao Yang.

explorer@jp.dk

I den hårde skole
Shanghai »Erfaring er visdommens moder.« Ordene på væggen i tredjeklasse på Shanghai Youcai Senior High School skal få eleverne til at bruge ekstra energi på skolen. Og energi er der brug for i det kinesiske skolesystem, hvor eleverne kæmper hårdt for at få gode karakterer, så de kan komme ind på de bedste skoler og universiteter.

16-årige Yugiao Yang fra Shanghai er da også lidt af en slider. Hver dag går han i skole fra 7.50 om morgenen til 15.15 om eftermiddagen. Derefter er der fra 16.15 til 17.15 mulighed for at bruge skolens sportsaktiviteter. Og om aftenen fra 19 til 21 er der mulighed for fælles lektielæsning. Fem dage om ugen.

»Der er ikke meget tid til andet end at lave lektier,« erkender Yougiao Yang. Den effektivitet og disciplin, der præger det øvrige kinesiske samfund, er også tydelig at se på Shanghai Youcai High School, der forbereder eleverne til universitetet. Skolen er en 100 år gammel skole og er en af de mest efterspurgte offentlige skoler i Shanghai. Eleverne er blevet nøje udvalgt og har skullet opnå bestemte karakterer ved test, inden de er kommet ind på skolen.

Det koster årligt knap 5000 kr. at gå på skolen. En pæn udgift taget i betragtning at mange arbejdere i Kina ikke tjener meget mere end 1500 kr. om måneden. Derfor kommer mange af eleverne da også fra bedrestillede hjem.

»Mange vil gå på den her skole, og det var lidt svært at komme ind. Men hvis man anstrenger sig, kan det også lade sig gøre,« forklarer 17-årige Wang Yue, der også går i tredje klasse på skolen, der svarer til et dansk gymnasium.

Gennem hele skolesystemet har eleverne vænnet sig til at blive målt gennem deres præstationer. Allerede når de er tre år gamle og begynder i en form for børnehave, begynder den første spæde indlæring.

Lige nu kæmper Wang Yue sammen med skolens øvrige elever om at få så høje karakterer, at han kan komme ind på det bedste universitet.

Alle bor på skolen

Skolens 1700 elever bor alle på skolen og sover i fælles soverum. Det er helt normalt i det kinesiske skolesystem.

Mange elever står op klokken 6.30 om morgenen og dyrker sport, før de begynder undervisningen. Skolen har både svømmehal, tennisbane og idrætshal.

»Når jeg ikke laver lektier, spiller jeg lidt basketball, badminton, computerspil eller besøger historiske steder i Kina,« fortæller Yugiao Yang, der er en af de meget få af eleverne på skolen, der har søskende. Yugiao Yang har en et år ældre søster. Det har til gengæld kostet hans forældre dyrt, da de kinesiske myndigheder kræver adskillige tusinde kroner i betaling for at tillade, at en familie får mere end et barn.

Selv om Yugiao Yang kommer fra Shanghai, bor han hele ugen på skolen og er kun hjemme i weekenden. Mange andre elever kommer langvejs fra og ser deres familie sjældnere. Omkring 100 elever kommer fra andre lande som Korea, Japan og Taiwan, fortæller Yugiao Yang.

I skolen undervises eleverne i matematik, kinesisk, engelsk, fysik, kemi, musik, kunst og idræt.

Selv om Shanghai Yucai Senior High School er fyldt med mønsterelever, minder den også en hel del om et dansk gymnasium. I frikvarteret buldrer popmusikken ud af højttalerne, mens eleverne enten taler eller råber til hinanden, og enkelte sidder på deres plads og sover.

Stræberskole

På væggen minder en række diplomer dog om, at det er lidt af en stræberskole. Og krusedullerne på tavlen er ikke graffiti, men forskellige kloge sætninger eller propagandaslogans fra det kommunistiske system. For eksempel bliver eleverne mindet om, at de skal vise respekt for lærerne og udvise engagement i uddannelsen.

Ikke ret mange elever har lyst at tale engelsk, men engelsklærer Huen Xiaorong forsikrer, at der bliver undervist flittigt i sproget. Og med jævne mellemrum bliver de 46 elever i klassen delt op i to grupper, hvor al samtale skal foregå på engelsk. Under sidste "engelsk-tale-periode" var der to udenlandske lærere i klassen. Ellers er engelskundervisningen mest skriftlig.

Wang Yue mener dog, at det er vigtigt at lære fremmedsprog og støtter helt den åbenhed, som er begyndt at præge det kinesiske samfund. »Vi skal lære noget om andre kulturer, hvis vi skal gøre forretninger med andre lande som USA og England,« mener Wang Yue.

Han kender også lidt til Danmark, som han har hørt om i faget historie. Wang Yue ved, at Danmarks dronning hedder Margrethe, han kender den lille havfrue og kender danske småkager. »Og så har I et vældigt smukt land,« mener han.

explorer@jp.dk

Kina buldrer frem
Shanghai, Kina

Der er langt fra billederne af formand Maos rødgardister med knyttede næver og røde tørklæder til det imponerende lyshav fra stribevis af flere hundrede meter høje skyskabere på bredden af Huangpu-floden midt i hjertet af Shanghai.

Blandt de mange reklamer blinker det imponerende lysshow ganske vist også med politisk korrekte slogans som "Shanghai har en blå himmel, et grønt land og klart vand" og "Alle har pligt til at beskytte miljøet", skrevet med kinesiske tegn. Men Shanghais skyline er alligevel et tydeligt billede på, at det gamle kommunistiske bondesamfund i disse år gennemgår forandringer uden sidestykke i verdenshistorien.

Ægteparret Gu Ruizheng, 69 år, og Mei Youding, 72 år, har været med hele vejen fra dengang i 1930'erne, da Shanghai var kendt som Østens Paris, og Kina blev regeret af Chiang Kai-shek, over Maos kulturrevolution til de nu moderne, næsten kapitalistiske tider. Og for dem kan forandringerne ikke ske for hurtigt.

»Jeg er ikke bekymret for hastigheden. For jo hurtigere det går, jo hurtigere kan vi få skabt forbindelser til det internationale samfund. Vi har længe været fattige, så det kan ikke gå hurtigt nok,« mener Mei Youding.

Mei Youding og hans kone er nøje udvalgt af statsapparatet til at fortælle JP Explorer, hvordan ældre kinesere ser på udviklingen. Han er mangeårigt partimedlem, og familien har hele livet været en mønsterfamilie set med det kommunistiske systems øjne. Men de er samtidig også et mønstereksempel på, at selv gamle partimedlemmer er parate til at tage et opgør med fortiden.

Det ældre ægtepar har allerede fået deres udbytte af den økonomiske vækst. De tager imod JP Explorer i en stor pæn lejlighed, som de deler med sønnen og hans kone og barn. Der er aircondition, farvefjernsyn og stereoanlæg. Og på barnebarnets værelse står en computer. Med fladskærm naturligvis. Behagelig luksus - som først og fremmest er betalt af sønnens gode indkomst fra jobbet som salgsdirektør i et stort farmaceutisk firma.

Shanghai, den dekadente by

Gu Ruizheng er født i Shanghai. Dengang var byen kendt som en dekadent by med mange muligheder for udskejelser. Men for byens mange arbejdere var det først og fremmest en fattig by. Gu Ruizheng voksede op i en arbejderfamilie og boede i et lille hus sammen med sine forældre og ni søskende. Forældrene levede af at transportere varer, som de trak rundt i små kærrer.

»Da jeg blev født, var der ingen høje bygninger i byen. Folk havde heller ikke cykler eller biler, så man måtte gå på arbejde,« husker Gu Ruizheng.

Efter at Kina i 1940'erne var blevet befriet for det japanske herredømme, udbrød der borgerkrig i Kina. Formand Mao trak sig sejrrigt ud af opgøret og dannede i 1949 Folkerepublikken Kina. Siden har kommunisterne siddet på magten.

»Jeg kan huske, at folk var meget glade, og at der blev sunget i gaderne,« fortæller Gu Ruizheng.

Den kommunistiske magtovertagelse - som i officielt kinesisk sprog kaldes befrielsen - gav blandt andet Gu Ruizheng mulighed for at få en skoleuddannelse. Og i skolen mødte hun sin nuværende mand.

Som tak for de nye muligheder har ægteparret loyalt gjort karriere i det offentlige system. Hun som børnehavelærer. Han som embedsmand og partimedlem.

Men selv om ægteparret stadig er tro over for det kommunistiske system, er det også stærkt kritisk overfor Maos handlinger. Kulturrevolutionen i slutningen af 1960'erne frem til Maos død, da kommunisterne gennem tvangsforflytninger, udrensninger og undertrykkelse af intellektuel tankegang, forsøgte at gøre Kina til en rigtig bondestat, var en stor fejltagelse, mener de.

»Vi blev ikke involveret i kulturrevolutionen, men det var en meget kaotisk tid,« siger Gu Ruizheng.

Opmuntret af Mao marcherede over en million rødgardister gennem Shanghais gader. Borgmesteren blev tvunget til at gå af. En million unge blev tvangsforflyttet ud på landet. Og enhver, der havde kontakt med udlændinge, risikerede at blive dræbt.

»Mao lukkede døren til landet, så det ikke kunne udvikle sig. Det gjorde, at vi overså muligheder. Men hans bidrag til landet er større end fejlene,« mener Mei Youding.

Men efter Maos død i 1976 begyndte Kina igen at ændre sig. Deng Xiaoping formulerede som den første en mere åben politik. Og når kinesere i dag skal forklare, hvordan man i en by som Shanghai kan have en kapitalistisk markedsøkonomi, samtidig med at det politiske styre i Kina er gammeldags kommunistisk med ét parti ved magten, henviser de stadig til Deng Xiaopings udtalelser.

»Først må nogle folk blive rige, så må de fattige blive rigere og rigere,« siger Mei Youding.

I dag er Shanghai det økonomiske lokomotiv i Kina. Byen er reelt verdens største byggeplads, og i takt med at højhusene skyder op, flyder investeringerne til byen. Indtjeningerne stiger år for år i denne storby med 20 millioner indbyggere.

Klasseopdelt samfund

Men omkring 800 millioner af Kinas 1,3 mia. indbyggere lever stadig i fattigdom på landet. Og i byerne illustreres det tydeligt, at Kina reelt er et klasseopdelt samfund. Mens en arbejder må nøjes med en timeløn på mellem tre og fire kroner. Så bliver andre milliardærer på rekordtid.

»Betingelserne for folk i byerne er blevet bedre. Men især i den vestlige del af landet er der meget fattigdom. Nu er opgaven at få de fattige hevet med op,« siger Mei Youding.

Mens de kommunistiske partier har måttet slippe magten i de østeuropæiske lande, har formand Maos gamle parti trods åbningen mod vest formået at holde fast i magten i Kina. Blandt andet gennem brug af militær magt, som det blev set i 1989 under studenteroprøret på Den Himmelske Freds plads. Også i Shanghai blev der under studenteroprøret indsat militær til at holde orden. Kina bliver stadig af mange stærkt kritiseret for at overtræde menneskerettighederne.

Det ældre ægtepar håber, at kommunisterne også vil være ved magten om 20 år. Men det er ikke givet.

»Det vigtigste for landet lige nu er fred og stabilitet. Men det er svært at sige, om partiet vil fortsætte med at lede Kina, for 10-20 år er lang tid. Det er et spørgsmål, som det kræver lang tid at diskutere,« mener Mei Youding.

explorer@jp.dk

Kvalitet til 3,5 kroner i timen
Shanghai, Kina

Yuan Wenru er én af Kinas millioner af pligtopfyldende - og eftertragtede - industriarbejdere. Hun passer sit arbejde til punkt og prikke. Otte timer om dagen, fem dage om ugen.

For det får hun en månedsløn på ca. 600 kr., hvilket svarer til ca. 3,50 kr. i timen.

Da hun tjener færre end 750 kr. om måneden, slipper hun for at betale skat, ligesom det kommunistiske samfund sørger for, at hun er sikret, hvis hun bliver syg eller kommer til skade, ligesom der også er taget hånd om hendes pension.

Hendes chef, direktør Yang Yong Cai fra det private firma Shanghai Haihua Sensor Co. Ltd. har derfor særdeles gode kort på hånden, når han skal forhandle kontrakter med tyske eller amerikanske bilproducenter, som han leverer sensorer til motorer til.

Styr på kvaliteten

»Hvis vi har den rette kvalitet i dag, kan vi erobre markedet i morgen,« mener den ivrige arbejdsgiver, der lige nu er til eksamen hos den amerikanske koncern Visteon. Og hvis amerikanerne siger god for den kvalitet, firmaet i Shanghai kan levere, venter store ordrer, konkluderer Yang Yong Cai.

Kvaliteten af produktionen i Kina har tidligere været et problem, men mange af virksomhederne har fået styr på kvaliteten, og mange er kvalitets-certificeret efter de internationale normer.

»Vi leverer lige nu 150.000 sensorer om året. Hvis vi består kvalitetskontrollen, hvad vi regner med, vil vi få til opgave at producere 660.000 sensorer for amerikanerne. Det vil øge antallet af ansatte i virksomheder fra 40 til omkring 80,« fortæller Yang Yong Cai.

Regnestykket er ifølge direktøren enkelt:

»Hvis vi køber råvarer det samme sted, og vi kan levere den rette kvalitet, har vi i Kina den billigste arbejdskraft og kan derfor levere varerne billigst.«

Yang Yong Cai er ikke i tvivl om, at Kina i høj grad er på vej ind på verdensmarkedet, ikke mindst efter at verdens mest folkerige nation er blevet medlem af verdenshandelsorganisationen WTO.

»Efter at vi har tiltrådt WTO, er Kina blevet verdens store fabrik,« lyder den optimistiske konklusion fra Yang Yong Cai. Han har på ægte planøkonomisk vis lagt en ambitiøs flerårig udviklingsplan, der i første omgang skal sikre virksomheden et godt image med samme standard som konkurrerende firmaer i vesten. Derefter skal den ud og erobre markedet.

Lønningerne på den lille driftige fabrik ligger mellem 7.500 og 45.000 kr. om året. De største kunder er de tyske folkevognsfabrikker samt amerikanske General Motors.

Imponerende vækst

Shanghai Haihua Sensor Co. Ltd. ligger midt i bydelen Malu i udkanten af Shanghai. Og den lokale borgmester, Zhao Ming, kan berette om en imponerende vækst:

»Der bor 50.000 indbyggere i bydelen, mens 70.000 hver dag pendler ind for at passe deres arbejde. De senere år har vi i gennemsnit haft en vækst på 30 pct. mens den i 1999 og 2000 var på ikke mindre end 45 pct.,« fortæller Zhao Ming.

Faktisk er udviklingen i Malu den kraftigste i hele Shanghai, hvor den samlede økonomi sidste år steg med 11,8 pct.

Firmaerne i området producerer især dele til biler, fødevarer, møbler og elektronik. Der er ikke danske firmaer med egen afdeling i Malu, men der findes danske samarbejdspartnere.

Sidste år investerede de udenlandske firmaer fra især Japan, Sydkorea, USA og Tyskland mere end seks mia. kr. i området, der er udvalgt til at være en af de fire vigtigste investeringszoner i Shanghai.

Malu ligger centralt placeret godt 24 kilometer fra centrum, tæt på verdens tredjestørste havn og en af de to internationale lufthavne i Shanghai.

Borgmesteren er derfor ikke i tvivl om, at der vil komme endnu mere gang i udviklingen de kommende år.

Speed på udviklingen

»Vi satser på en endnu hurtigere udvikling. Vi har blandt andet virksomheder, der gerne vil producere endnu flere dele til General Motors, VW og til produktion af rent kinesiske biler. Samtidig er vi ved at få gang i hotel- og servicebranchen i området.«

Zhao Ming ser meget gerne, at også danske virksomheder får øjnene op for den driftige bydel i Shanghai, hvor myndighederne de senere år har gjort meget for at forbedre levevilkårene for arbejderne.

»Hvis danske virksomheder kan deltage i udbygningen af vores område, vil de være velkomne.«

Direkte flyrute

Og mulighederne er faktisk blevet endnu bedre. Nu kan virksomhederne ikke alene spare masser af penge på de lave kinesiske lønninger, nu er det også blevet markant lettere at komme fra Danmark til Shanghai, da SAS for kort tid siden har oprettet en direkte rute fra København til Shanghai.

En rapport om såkaldt sourcing i Kina, hvor virksomheder lægger dele af deres produktion til udlandet, som det danske generalkonsulat i Shanghai for nylig har udgivet, konkluderer bl.a., at de kinesiske lønninger næppe vil stige nævneværdigt de kommende år på grund af den enorme arbejdskraftreserve i verdens mest folkerige nation.

Rapporten er i øvrigt blevet en bestseller blandt interesserede danske erhvervsfolk, oplyser konsul Birgit Hjortlund i Shanghai.

explorer@jp.dk

Shanghai boomer
Shanghai

Den ufaglærte maler Liu Jinlang er en af de mange arbejdere på pladsen, som via hårdt arbejde forsøger at skabe en bedre fremtid for sig selv og sin familie. Han har sammen med millioner af andre kinesere søgt til Shanghai for at få sin del af det økonomiske mirakel, som millionbyen i det østlige Kina i disse år oplever.

Byggepladsen i bydelen Gubei er langt fra den eneste. For overalt i Shanghai bygges der. Og kun himlen synes at sætte grænser for, hvor stort og hvor højt der kan bygges.

Alderdommen sikres

Den store byggeplads er billedet på det moderne Kina, hvor økonomien boomer. Og arbejderen Liu Jinliang er billedet på de fremtidsdrømme, som millioner af kinesere deler.

»Jeg vil tjene flere penge, så mine børn kan få en god uddannelse. De skal have bedre levevilkår, end jeg har haft, og kunne forsørge mig godt, når jeg bliver gammel,« forklarer Liu Jinlang.

Den lille, arbejdsomme mand fra Henan provinsen 870 kilometer fra Shanghai bor sammen med knap 2000 andre arbejdere i midlertidige barakker, der er smækket op mellem de nye skyskrabere.

38-årige Liu Jinliang, der hjemme i landsbyen har kone og to børn, har i forskellige perioder i løbet af de seneste fem-seks år arbejdet i Shanghai. Senest har han i to måneder været med til at gøre det nye boligkvarter ved Gubei Garden til virkelighed.

Inde i barakkerne, godt gemt under bambusstilladser, er der ikke ret meget lys. Men luften emmer af nybyggerstemning i form af svedige mænd, en let duft af alkohol, tobak og masser af godt humør.

De arbejdsomme mænd bor 8-10 sammen i små rum på størrelse med et dansk børneværelse, der både tjener som soverum, opholdsstue, spisestue og primitivt vaskerum. Hver mand har sin egen køje, mens tøj, vaskebaljer og brugt service enten hænger oppe i loftet på en tøjsnor eller ligger spredt på de uredte senge mellem sikkerhedshjelme, dyner og puder.

På en af sengene ligger et lille spejl med en kraftig, rød ramme, mens et mikroskopisk tv står og flimrer i den ene ende af lokalet. Udenfor sidder en af arbejderne med en murerspand foran sig, mens han barberer sig for at blive klar til en tur i byen. Nogle er fortsat på arbejde, andre er klædt pænt på. En enkelt har sågar slips og jakke på.

Selv om de beskedne boligforhold i Danmark næppe ville have overlevet besøg af arbejdstilsyn eller huslejenævn, er der ingen tvivl om, at mændene hygger sig med hinanden. Der bliver spillet kort og snakket, ligesom arbejderne jævnligt tager ind og ser på livet i denne millionby så milevidt fra den virkelighed, de selv kommer fra i de tusindvis af små landsbyer i Kina.

Million-lejligheder

Der er også langt fra arbejdernes boligvilkår på byggepladsen til de luksuriøse lejligheder, som skyskraberne i Gubei ender med at blive.

Hver lejlighed bliver på mere end 200 kvadratmeter og koster mellem fire og seks mio. kr. Af kompleksets 447 lejligheder er omkring 300 allerede solgt.

»Men vi har nu stoppet salget, fordi priserne stiger. Så hvis vi venter med at sælge de sidste lejligheder, tjener vi flere penge,« forklarer Bao Hongwu, vicedirektør for Zheijiang Zhongda Construction Group, der opfører bygningerne for en privat investor.

Det store byggefirma er det ottende største af de firmaer, der i øjeblikket opererer inden for byggebranchen i Shanghai. Det har over 30.000 ansatte og er involveret i 108 lignende projekter i byen, der huser 20 millioner indbyggere. I alt opererer over 2000 byggefirmaer i Shanghai i øjeblikket.

Ved at kigge ud fra byggepladsen i Gubei kan man forsikre sig om den megen aktivitet. Både nært og fjernt bygges der. På en nabogrund er fundamenterne til nye boligkomplekser ved at blive opført. Mens endnu en anden grund er ved at blive gjort klar.

Selv om Kina er et kommunistisk land, bliver priserne på lejlighederne fastsat på markedsøkonomiske vilkår. Efterspørgslen bestemmer prisen.

To prøvelejligheder er gjort klar til fremvisning. Og der er langt fra billedet af fattige risbønder med bambushatte og arbejdere i ydmyge barakker til de moderne faciliteter, som de glade indehavere af lejlighederne kan se frem til at bo i.

Der er massive gulve af hårdt træ overalt. Lejlighedens tre badeværelser er lavet i marmor og spanske klinker. Køkkeninventaret er luksus importeret fra Tyskland.

Naturligvis er der også gjort klar til, at tjenestepigen kan have sit eget lille værelse med toilet. Aircondition er en selvfølge.

»Nogle købere er udlændinge, andre rige kinesere. Men mange kinesere har selvfølgelig ikke råd til at bo i sådan en lejlighed,« forklarer Bao Hongwu.

Langt fra bund til top

Dermed er det store boligkompleks i Gubei også billedet på, at forskellen mellem rig og fattig i det kommunistiske Kina også bliver større i disse år.

Arbejderen Liu Jinlang er en af dem, der aldrig selv får råd til at bo i sådan en lejlighed. Hjemme har han et mindre landbrug. Når han har tid, tager han ud for at tjene ekstra penge. Som bygningsarbejder tjener han 1200-1300 kr. om måneden ved at arbejde 10 timer om dagen 25-26 dage om måneden. Han kan holde fri i weekenden, men gør det sjældent.

»Jeg er normalt væk fra familien i tre måneder af gangen, men jeg savner den egentligt ikke,« fortæller Liu Jinlang.

En normal arbejdsdag på byggepladsen begynder klokken seks om morgenen. Klokken 11 er der halvanden times frokostpause, hvorefter der igen arbejdes til klokken halv seks om aftenen. De arbejdsivrige med lyst til at tjene ekstra kan fortætte til klokken 22. En overarbejdstime bliver betalt med godt fire kroner.

Liu Jinlang kan bo gratis i barakkerne, men han skal betale for maden. I gennemsnit bruger en arbejder omkring 10 kroner om dagen på mad. Et pænt beløb i betragtning af den lave timeløn.

»Jeg synes, jeg bruger mange penge på at spise her,« mener Liu Jinlang.

Han risikerer også at blive idømt bøder, hvis han overtræder byggepladsens regler. Det koster 80 kr. i bøde, hvis han ryger på pladsen. Et slagsmål bliver takseret til 400 kr. Og skader han en anden arbejder alvorligt i et slagsmål, koster forseelsen ikke mindre end 8000 kr. samt udgifter til ofrets hospitalsbehandling. Sådan en bøde kan nemt svare til næsten et års arbejde.

Reglementet med bødesatserne er hængt op uden for kantinen, hvor arbejderne hver dag stiller sig i lange køer med deres hvide tallerkner for at hente mad.

Også Liu Jinlang drømmer om at få et liv i større luksus - men først og fremmest på sine børns vegne. I hans hjemby, der har 800 indbyggere, har han et fjernsyn, men ingen bil og absolut ingen mobiltelefon.

»Jeg håber, at mine børn får drømmene om bil, hus og luksusgoder opfyldt, og at de kommer til at leve, som folk gør i Shanghai,« forklarer han.

Da vi forlader Liu Jinliang og hans byggeplads i udkanten af Shanghai, kommer to nye kinesere ind gennem porten for at søge arbejde. På ryggen bærer de deres ejendele i gule sække, som er fyldt med alt fra sengetøj til bøjler, gryder, potter og pander. De er klar til at knokle i adskillige timer dagligt for at kunne få en lille bid af overfloden og boomet i Shanghai.

explorer@jp.dk

Truslen fra øst
Shanghai

Den økonomiske vækst i Kina er så kraftig, at udledningen af drivhusgasser fra kinesiske biler, kraftværker og industrivirksomheder om 10-20 år vil være større end den, amerikanerne står bag.

Klima- og energieksperter er bekymrede og advarer om konsekvenserne, fordi de velhavende kinesere med ekspresfart erhverver sig vestlige velfærdsgoder som aircondition, mobiltelefoner, computere og biler. Med 1,3 milliarder indbyggere betyder udviklingen i Kina i dag formentlig mere for klodens klima, end udviklingen i hele den vestlige verden, lyder vurderingen.

Væksten i Kina er så kraftig, at kraftværkerne ikke længere kan levere strøm nok. I over halvdelen af landets provinser oplever man med jævne mellemrum udfald i strømforsyningen på grund af overforbrug i stil med de problemer, der i 2000 truede økonomien i Californien, USA.

Derfor er kineserne nu i fuld gang med at bygge en række nye kulkraftværker, så de kan producere endnu mere strøm og udlede endnu flere af de drivhusgasser, der menes at være en medvirkende årsag til, at temperaturen på kloden er steget de seneste 10-15 år. Normalt regner man med, at den økonomiske udvikling i et land hænger tæt sammen med energiforbruget. Er der vækst i økonomien, stiger energiforbruget nogenlunde tilsvarende. Og da langt hovedparten af verdens energi i dag fremstilles ved afbrænding af kul, olie og gas, er det ensbetydende med, at udledningen af drivhusgasser stiger.

Ifølge det internationale energi agentur, IEA, er over halvdelen af alle de nye kulkraftværker, der er ved at blive bygget i verden, kinesiske.

I 2003 nåede væksten i Kina 9,1 procent. Salget af nye biler steg med 85 procent til to millioner, mens salget af mobiltelefoner steg med en tredjedel til 40 millioner. Samlet investerede kineserne sidste år omkring 5000 milliarder kroner i nye huse, bygninger, veje, broer og lignende, konkluderer en rapport fra den kinesiske regering.

Kostbar afkøling

Især sidste sommer opstod der dog problemer med strømforsyningen, da millioner af kinesere under en hedebølge skruede op for deres energislugende airconditionanlæg.

»Således skyldtes 40 pct. af væksten i energiforbruget i Shanghai øget brug af aircondition,« forklarer Barbara Finamore, direktør for det amerikanske China Clean Energi Projekt under den private hjælpeorganisation Natural Ressource Defence Council, der fungerer som energirådgiver for de lokale myndigheder i Shanghai.

»Og den kommende sommer forventer man endnu større problemer.«

Problemerne med at levere strøm nok er så store, at den kinesiske regering overvejer at lægge en dæmper på væksten.

Kina er ellers blevet en sand magnet for produktionsvirksomheder fra hele verden - godt hjulpet på vej af lave lønninger og velvilje fra myndighedernes side, når nye virksomheder skal etablere sig. Samtidig er Kina midt i et byggeboom uden sidestykke i historien. I Shanghai er der så kraftig gang i byggeriet af nye boligblokke og industrivirksomheder, at myndighederne hver syvende måned må udsende nye bykort, da der så er kommet så mange nye bygninger til, at de gamle kort ikke længere passer. 40 pct. af energiforbruget i Kina går til byggebranchen.

Spar på energien

Kinesernes egne planer siger, at Kinas økonomi skal firedobles frem til 2030, ligesom den blev det i perioden 1980-2000.

Derfor forventer Barbara Finamore, at Kina i løbet af 10-20 år vil passere USA som verdens mest energiforbrugende nation.

»Vi forsøger at overbevise kineserne om, at de skal satse på den moderne teknologi, energieffektive kraftværker, mere miljøvenlige lavenergihuse, en aircondition, der ikke bruger så meget energi, nye teknologier i bilerne o.s.v.,« forklarer Barbara Finamore.

Hun tror ikke på, at man kan dæmpe væksten i Kina.

»Men jeg håber, at man ved at anvende den mest moderne teknologi - der desværre også koster noget ekstra - måske kan firedoble økonomien frem til 2030, men kun øge energiforbruget til det dobbelte.«

Det kan være et alvorligt problem, at kineserne i øjeblikket efter godt 50 år med statsstyret planøkonomi er ved at gå over til markedsøkonomi, hvor de frie kræfter får lov at bestemme udviklingen.

»Men myndighederne er helt klar over problemet og de nationale konsekvenser, hvis det ikke lykkes at få økonomien til at vokse uden at øge energiforbruget tilsvarende. Så vil det få alvorlig indflydelse på luftforureningen, landbrugsproduktionen, den voksende mængde sur regn og ikke mindst befolkningens sundhed. Verdensbanken antager, at forurening fra den stigende energiproduktion alene i dag har så stor indflydelse på befolkningens sundhed, at det koster Kina 7 pct. af landets bruttonationalprodukt. Derfor er regeringen klar over, at noget skal gøres,« mener Barbara Finamore.

Teknologi må der til

Direktør Jørgen Abildgaard fra konsulentfirmaet ECON Danmark var tidligere miljøminister Svend Aukens chefrådgiver i energispørgsmål. Han er ikke i tvivl om, at kineserne vil have vestlige velfærdsgoder, og at væksten vil fortsætte. Han ser dog samtidig et stort potentiale for at udnytte energien langt bedre end i dag.

»Kineserne får f.eks. kun 30-32 pct. af energien ud af deres kul i kulkraftværkerne, mens vi i Danmark er oppe på 48 pct. Derfor vil kineserne kunne øge energiforbruget kraftigt uden at øge udledningerne, hvis de samtidig investerer i den nyeste teknologi. Men det kræver, at man satser på den mest moderne teknologi, og at de virksomheder, der etablerer sig i Kina, går ind og tager et medansvar for, at produktionen bliver bæredygtig,« mener Jørgen Abildgaard.

Frit slag - foreløbigt

Målt pr. indbygger er energiforbruget i Kina i dag fortsat blandt de laveste i verden. Men dels er der mange kinesere, dels er forskellen på rig og fattig stor. Og forskellen på de rige storbyer i øst som Shanghai, Hong Kong, Guangzhou, Beijing og Shenzhen og de fattige områder i det vestlige Kina skal udlignes, har den kinesiske regering besluttet.

Udover Kina står også udviklingslande som Indien og Malaysia på spring med en voldsom vækst og deraf følgende stigning i udledningen af drivhusgasser. Ifølge den internationale klimaaftale fra Kyoto er det kun de rige lande, der er forpligtet til at nedbringe deres udledning af drivhusgasser. Således er verdens to mest folkerige nationer, Kina og Indien, med henholdsvis 1,3 og 1 milliard indbyggere slet ikke pålagt nogen form for begrænsninger.

explorer@jp.dk

Destinationer

Gletsjerne smelter, vandstanden stiger, og stormene bliver kraftigere. Læs hvordan klimaet forandrer sig i Brasilien, Danmark, Indien, Kina, Namibia, Arktis og Tuvalu.
Til destinationerne

Klædt på til klimadebat

Jordens klima er under forandring. Forskere og politikere i hele verden diskuterer, hvad der sker, hvorfor det sker, og hvad der skal gøres ved det. Bliv klædt på til at være med i klimadebatten.
Læs mere