Sitemap | Avanceret søgning |

Artikler fra JP's arkiv

Dårlige tider i kornkammeret
Ludhiana, Punjab, Indien

Punjab er kendt som Indiens kornkammer, og millioner af mennesker er afhængige af landbruget. Men nogle bønder mener ligefrem, at delstaten er på vej til at blive ørken.

Når man i disse dage kigger ud over markerne i delstaten Punjab i det nordvestlige Indien, signalerer alt idyl. Tusinder af landarbejdere, mange hentet fra Bengalen, høster kornet med små knive. Og på markederne i byerne ligger store dynger af korn og venter på at blive solgt.

Punjab er kendt som Indiens kornkammer, og statens hårdtarbejdende sikher har i de seneste 30 år formået at gennemføre en grøn revolution i det ellers primitive indiske landbrug.

Men bag de bugnende bunker af korn lurer en tikkende bombe, der truer med at hive eksistensgrundlaget væk under de millioner af mennesker, der alene i Punjab er afhængige af indtægterne fra landbruget.

I de seneste år er grundvandstanden i området faldet med mange meter. Og bønderne må investere i nye moderne pumper, der må længere og længere ned i jorden for at hente det vand, som er livsnødvendigt for, at bønderne kan høste hvede om foråret og ris om efteråret.

Årsagen er ifølge bønderne, at Punjab allerede nu oplever markant varmere vejr. Og en monsunregn, der kommer senere på året og medbringer mindre regn. I kombination med landmændenes intensive brug af grundvandet er det en cocktail, der ifølge bønderne selv kan omdanne delstaten til en ørken.

Ørkenen truer

Storbønderne Baljinder Singh og Bhagwaut Singh er to af de landmænd i Punjab, der efter indiske forhold med stor succes har formået at effektivisere deres landbrug. Men de mærker de stigende problemer med at skaffe vand nok.

Bhagwaut Singh har netop måttet investere 7000 kr. i en ny dybdeborende vandpumpe. Den gamle var ikke længere effektiv nok.

»Tidligere var der ingen problemer med at få vand nok. Hvis udviklingen fortsætter, får vi problemer,« siger han.

Kollegaen Baljinder Singh frygter ligefrem, at hele staten kan ende som ørken. Og han er selv med til at forværre problemet:

»For 1200 år siden var Rajasthan ikke langt herfra en grøn stat. I dag er den omdannet til ørken. Og Punjab risikerer at lide samme skæbne, fordi grundvandet konstant falder. Når vi når ned til en vis dybde, vil vi ikke længere kunne dyrke afgrøder her, og så vil også Punjab blive til ørken,« mener Baljinder Singh.

Han er samtidig klar over, at han selv med sin landbrugsdrift er en del af problemet.

»Fordi monsunen kommer senere, er vi nødt til at pumpe grundvand op for at kunne plante vores marker til med ris på det rigtige tidspunkt. Derfor fortsætter grundvandet med at falde. Hvis vi derimod stoppede med at dyrke ris, ville udviklingen vende. Problemet er, at vi tjener flere penge på at dyrke ris end på at dyrke hvede, derfor fortsætter vi, indtil der bliver fundet alternative afgrøder, som vi kan tjene lige så mange penge på,« erkender Baljinder Singh.

Han kan samtidig berette om, hvordan grundvandet på hans jord siden risen i 1975 blev introduceret i Punjab, er faldet fra knap tre meter under jordoverfladen til godt 13 meter i dag.

Baljinder Singh henter hovedparten af sin indtægt på ca. 40.000 kr. om året fra netop ris.

Den indiske regering har dog også en del af ansvaret. Det er nemlig regeringen i Delhi, der fastsætter den statsbestemte pris for henholdsvis hvede og ris. Og lige nu tjener bønderne 50 procent mere ved at dyrke ris, der ikke hører naturligt hjemme i Punjab.

Derfor har landmændene ikke råd til at opgive risen som supplement til hveden.

Jorden pantsat

Mens Baljinder Singh ejer så meget jord, at han formentlig altid vil kunne brødføde sin familie, så ser fremtiden mindre lys ud for den lille landmand Avtar Singh.

Den 28-årige landmand forsørger med sit lille jordstykke kone, fire børn og forældre. Han er taget ind på det lille marked i byen Ahmedgarh, hvor bønder fra hele området sælger deres korn.

Selv om priserne holdes kunstigt oppe af regeringen, kan Avtar Singh langt fra sælge så meget korn, at han kan holde kreditorerne fra døren.

»Det bliver sværere og sværere, at få det til at løbe rundt. De fleste af os små farmere er i dyb gæld, og de store landmænd forsøger at købe vores jord,« fortæller Avtar Singh.

I løbet af det seneste år har Avtar Singh lånt 7000 kr. i banken. Men da han på sidste års rishøst og den nuværende hvedehøst blot får en indtægt på 5000 kr., er der underskud på budgettet.

Banken har fået pant i jorden, og kan Avtar Singh ikke betale gælden, må han ud på det private lånemarked. Her er renten 30 procent, oplyser han.

Hvedehøsten fejlede

På markedet i Ahmedgarh står de små bønder i kø for at fortælle, hvor dårligt det går.

I år ligger Avtar Singhs hvedehøst 25 procent under det normale. Ifølge Avtar Singh fordi marts var usædvanligt varm og uden den mængde regn, der normalt falder.

Den faldende vandstand får også betydning for Avtar Singhs lille landbrug. For 15 år siden havde han slet ikke brug for en pumpe til at hente vand til overrisling af markerne. Den pumpe, han har nu, holder kun nogle få år mere, så kan den ikke længere nå ned til grundvandet. Men i modsætning til for eksempel storbonden Bhagwaut Singh har han ikke penge til en bedre.

»Om fem til seks år tror jeg, at jeg bliver nødt til at standse og sælge min jord. For jeg har ikke råd til at investere i en ny pumpe,« siger Avtar Singh.

Sælger Avtar Singh sin jord, bliver han nødt til at tage arbejde i industrien eller som landarbejder. Så vil han maksimalt kunne tjene 15-20 kr. om dagen.

Sker det, kommer Avtar Singh til at dele skæbne med de tusindvis af fattige landarbejdere, der udfører det manuelle arbejde for de sikhiske storbønder.

Forarmede landarbejdere

På Baljinder Singhs marker knokler landarbejderne på højtryk for at sikre en pæn indtægt til storbonden og hans familie.

Kulwant og hendes mand Jeel Singh må sammen med deres to børn arbejde i tre dage - 10 timer om dagen - for at tjene godt 100 kroner. I virkeligheden får familien ingen penge, men derimod 150 kilo af den hvede, de høster, hver gang de har høstet en acre, hvilket svarer til 4000 kvadratmeter. Når de ikke slider på marken, arbejder Jeel Singh som blikkenslager for otte kr. om dagen.

På marken ved siden af knokler en anden familie. Men Surinder Pal og hendes søster samt deres børn får kun 70 kr. - eller 100 kilo hvede - for tre dages arbejde. Samtidig er de otte mennesker, der skal leve af indtægten.

De har ikke selv noget jord. Så når de ikke er på høstarbejde for storbønderne, luger de grøntsager eller laver andet arbejde, som de kan få. Deres mænd deltager ikke i høstarbejdet, de arbejder i stedet som snedkere eller blikkenslagere og tjener omkring otte kr. om dagen.

Men det kniber at skaffe penge nok for de fattige landarbejdere, fortæller Surinder Pal. Og selv om de får en beskeden løn, kan de også blive tabere, hvis landbruget i Punjab og Indien som helhed oplever tilbagegang.

»Alt er meget dyrt, så vi har ikke penge nok. Og når det er dårligt vejr, så vi ikke kan høste, får vi ingen penge. Derfor må vi nogle gange sulte,« lyder det fra Surinder Pal.

Fremmedarbejdere

Der findes også en del gæstearbejdere fra andre dele af Indien, der knokler på storbøndernes marker.

Én af dem er Raghu Urao, der er 40 år og kommer fra Bihar provinsen. Her har han sammen med sin kone fire børn. Men selv om han hvert år tilbringer omkring seks måneder i Punjab, har han ikke mulighed for at flytte herop med sin familie.

»Jeg har ikke nogen bolig i Punjab. Derfor kan jeg ikke flytte herop med min familie. Hjemme i Bihar er de fleste fattige, og jeg har ikke noget arbejde. Derfor rejser jeg hvert år herop og hjælper med høsten. Det tjener jeg 18 kr. om måneden.

Engelsklæreren kan ikke engelsk
Assikalan, Indien

For en dansker kan det være svært at se, at det indiske skolesystem gør fremskridt, når man besøger Assi Governmet Elementary School i den lille landsby Assikalan i delstaten Punjab i det nordlige Indien.

Men alene det, at 95 procent af landsbyens børn i dag går i skole i stedet for at udføre børnearbejde, er et stort fremskridt.

»Tidligere var det kun halvdelen af børnene, der gik i skole. I dag sender selv fattige folk uden arbejde deres børn i skole,« fortæller Iqbal Singh, der underviser i engelsk og samfundsfag og er en af skolens 12 lærere.

Klasseopdelt

Som resten af det indiske samfund er også skolesystemet stærkt klasseopdelt. Mens de rige forældre sender deres børn i efter indiske forhold dyre privatskoler, så må almindelige borgere nøjes med den offentlige skole.

Det koster omkring 135 kroner om måneden at sende sit barn i en privat skole, men blot 60 øre om måneden i Assi Goverment Elementary School. Den er da heller ikke meget andet end nogle simple bygninger med en lille, udtørret plads, der fungerer som skolegård. Klasselokalerne er små, og der går ca. 25 elever i hver klasse.

Som bygningerne kan heller ikke undervisningen altid være lige kvalificeret. For selv om han er engelsklærer, forstår Iqbal Singh ikke et klap engelsk og en tolk må oversætte vores samtale.

Måske er kundskaber i engelsk for disse børn i landsbyskolen heller ikke umiddelbart det vigtigste at kunne i en egn, hvor der sjældent kommer hvide mennesker på besøg. Men hvis de skal have deres ambitioner opfyldt - mange vil for eksempel gerne være læger - så kommer man nok ikke uden om at kunne dette sprog i et land, hvor man hele tiden bliver mindet om dets fortid som engelsk koloni.

Halvdelen er væk

Selv om de fleste af landsbyens børn går i skole, så er næsten halvdelen af den ældste klasse fraværende, den dag JP Explorer besøger skolen.

Det er høstsæson, og mange er ude på marken for at hjælpe kornet i hus.

Selv om det åbenbart er tilladt at være fraværende for at arbejde, så er der alligevel disciplin i landsbyskolen.

Eleverne fra 8. klasse, der er meget imponerede over besøget fra Danmark, rejser sig, da vi kommer ind, og sætter sig igen på Iqbal Singhs kommando. De rejser sig igen, når de taler. Og tier stille, når de ikke bliver spurgt. Ikke fordi det emmer af den sorte skole - sådan gør man åbenbart bare.

Begrænset viden

Børnenes viden om Danmark er meget begrænset. Mandip Singh har dog hørt om, at Danmark har store mejerier. Han er en af de elever, der har store ambitioner, selv om han går i en lille, beskeden skole.

»Jeg vil gerne være læge og hjælpe folk. Jeg ved, at det er svært, og at jeg skal bruge meget tid på at læse bøger,« siger han.

Mandip Singh går om sommeren i skole fra klokken otte om morgenen til to om eftermiddagen. Om vinteren er mødetiden fra klokken ni til klokken tre. Der er seks skoledage om ugen - kun søndag er fridag.

»Derudover læser jeg lektier i omkring halvanden time,« fortæller Mandip Singh, der i fritiden spiller cricket med vennerne ude på vejen. Derudover hjælper han til hjemme hos forældrene.

Assi Government Elementary School har 200 elever, der går i 1. - 8. klasse. I det indiske skolesystem kan man derefter fortsætte i middleschool og videre på college, hvis man har lyst og evner.

Udviklingens bagside

Selv om flere børn med fattige forældre får en skoleuddannelse, så har udviklingen dog også en bagside. Ifølge indiske universitetsfolk, som JP Explorer har talt med, så får fattige børn i landområderne som for eksempel Mandip Singh sværere og sværere ved at komme ind på universiteterne.

Forskellen mellem de private skoler og de offentlige skoler bliver større, og derfor kan eleverne på de offentlige skoler ikke klare sig i konkurrencen om universitetspladserne.

explorer@jp.dk

FN-chef: Lomborg tænker som Hitler
New Delhi

Bjørn Lomborgs synspunkt om, at det vil være for dyrt for verdenssamfundet at forsøge at redde truede kulturer som inuitterne i Arktis fra følgerne af den globale opvarmning, får nu én af FN's chefer til at sammenligne Lomborgs menneskesyn med Adolf Hitlers.

»Hvor er forskellen på Lomborgs menneskesyn og Hitlers? Man kan ikke bare behandle mennesker som kvæg. Man er nødt til at have respekt for de forskellige kulturer på kloden,« mener chefen for FN's Klimapanel, IPCC, inderen dr. Rajendra Pachauri, som JP Explorer har mødt i New Delhi i Indien.

»Lomborg betragter folk som numre. Han mener, at det vil være billigere blot at evakuere folk fra Maldiverne i stedet for at forsøge at forhindre vandet i verdenshavene i at stige, så øriger som Maldiverne eller Tuvalu forsvinder i havet. Men hvor er respekten for mennesker henne? Folk har en ret til at leve og dø der, hvor deres forfædre har levet og ligger begravet. Hvis man skal følge Lomborgs tankegang, var det måske rigtigt, hvad Hitler gjorde,« lyder den barske kommentar fra Pachauri.

Han er inviteret til at deltage i Lomborgs store konference om verdens fremtid, Copenhagen Consensus, som foregår i København i slutningen af maj, men kan ikke deltage.

Den indiske formand for FN's Klimapanel, der repræsenterer flere end 2.000 af verdens førende klimaforskere, blev i 2002 udnævnt til formand for IPCC på foranledning af USA, der angiveligt mente, at den daværende formand, skotten Robert Watson, var for venstreorienteret.

Foreholdt de alvorlige anklager fra formanden for FN's Klimapanel fastholder Lomborg sit synspunkt.

»Pachauri vælger det bekvemme synspunkt at lade som om, at der er penge til det hele. Men det vil resultere i meget lidt for alle. Lad os i stedet gøre meget godt for mange mennesker. Vi er nødt til at prioritere, hvad vi bruger pengene til. For omkostningen ved bare i et år at leve op til Kyoto-aftalen kunne vi én gang for alle give rent drikkevand og kloakering til hele verdens befolkning. Det ville forhindre to millioner dødsfald og en halv milliard alvorligt syge hvert eneste år. Kyoto vil simpelthen have en meget lille effekt på klimaet og dermed på inuitternes forhold. Det ved Pachauri udmærket,« lyder det fra Bjørn Lomborg, der netop af Time Magazine er betegnet som en af verdens 100 mest indflydelsesrige personer.

»Vedrørende Pachauris sammenligning af mig med Hitler er jeg skuffet over, at et så vigtigt spørgsmål bliver bragt ned på så lavt et niveau. Jeg så hellere, at Pachauri holdt sig til faglige argumenter. Det ville tjene debatten bedre.«

explorer@jp.dk

Fodtur i Himalaya
Gangotri, Indien

Explorers ekspeditionsmedlem har efter knap seks ugers rejse endeligt fundet sine grænser.

Med hovedpine, kvalme, ondt i maven og rystende ben ligger han i fire tusinde meters højde halvvejs bevidstløs på bjergsiden. Klassiske tegn på højdesyge.

Hundrede meter nede ad den næsten lodrette klippeside bruser en hvirvelstrøm, der er den første spæde start til Indiens hellige flod Ganges. Bjergtinder op mod 6500 meter høje lyser snehvidt mod den blå himmel.

Explorers guide, Vinod Rana, plukker nogle små, lavtvoksende grønne planter.

»De hedder ganga tulsi, Ganges' græs. Det er helligt græs, som de hellige mænd plejer at plukke. De giver frisk ilt til hjernen,« forklarer han, idet han fører planterne op til det dødtrætte Explorermedlems næse og lader ham indhalere duften.

Stavrende ben

Om det er det hellige græs, der får exploratøren på benene igen, skal være usagt. Men forsigtigt går det igen nedad på stavrende ben ad den smalle sti, der sine steder ikke er meget mere end en halv meter bred. Vinod Rana skærmer det meste af tiden den dødtrætte ekspeditionsdeltager af, så han ikke risikerer at falde i døden. Der er stadig 15 kilometer tilbage.

Ganges udspringer i Himalayas bjerge. Og JP Explorer-ekspeditionen har sat sig for at vandre op i 4000 meters højde til gletsjeren Gaumukh, som leverer en stor del af det vand, som mange millioner af indere bader i som del af deres religiøse udøvelse af hinduismen.

Tusindvis af indere valfarter hvert år op til den lille by Gangotri, hvorfra der i 3100 meters højde går en 18 kilometer lang rute op til gletsjeren. De fleste indere stopper i byen, der blot har 150 indbyggere. Men Explorer vil selvfølgelig hele vejen op.

»Det kræver to dage at komme op til gletsjeren og retur igen. Vi kan ikke nå det på en dag,« forklarer Vinod Rana, da Explorer møder ham om aftenen før opstigningen.

Vi insisterer på, at vi kun har en dag til vores rådighed, og at vi vil gå op og ned samme dag. En uklog, men nødvendig beslutning, der resulterer i en 36 kilometer lang gåtur oppe i højderne.

Vinod Rana accepterer dog - måske fordi det er uden for sæsonen. I øjeblikket er der formentligt ikke meget at lave for en mand, der er født og opvokset i området og ernærer sig som bjergguide.

Tidligt op

Vi aftaler at mødes næste morgen kl. fem. Hvis vi starter tidligt, kan vi være tilbage ved syvtiden om aftenen, inden det bliver mørkt, mener han. Umiddelbart lyder det som tidlig afgang, men i Gangotri går man alligevel tidligt i seng, for der er ingen varme i husene og kun elektricitet i tre timer. Mad er der heller ikke megen af og slet ingen kød. For Gangotri er en hellig by, så man kan kun få beskeden vegetarmad.

Næste morgen er vi tidligt oppe og står klar til den aftalte tid. Men hverken Vinod Rana eller hans lillebror Praveen viser sig. Vi venter i 45 minutter, så dukker de to brødre op. De har selvfølgelig intet ur og ved tilsyneladende ikke, hvad klokken er. Vi når lige at få tre brød med honning og et par kopper sød te i maven inden afgang.

Ifølge hinduismen flyder Ganges fra guden Vishnus fødder. Vishnu beskytter og bevarer alt, hvad der er godt i livet. Ganges bliver også kaldt "Store Moder", og hver dag bader millioner af indere i floden som et led i udøvelsen af deres religion. Sine steder må det dog være en noget tvivlsom fornøjelse, for Ganges er så forurenet, at badningen sker med helbredet som indsats.

Anderledes rent er det oppe i Gangotri, hvor luften er ren og kølig. Og vandet er klart. Vi går hen forbi det lille tempel og det rød-hvide trappeanlæg, hvorfra pilgrimme kan hoppe i floden.

Hurtigt er vi oppe i bjergene, og det eneste, man kan høre, er vindens susen og vandets brusen under os.

Klare til at gribe

I begyndelsen af turen bliver der passet godt på os. Når vi balancerer på primitive træbroer over små bække, står Vinod Rana klar til at gribe, hvis vi falder. Og flere gange beder han os om at stoppe, når små stenskred signalerer, at der er fare for, at større klippestykker kan falde ned fra de stejle bjergsider. At det ikke er for sjov, vidner de store stenstykker, der jævnligt ligger i vejen for os på stien.

Selv om det er højt oppe i bjergene, findes der en del dyr i området. Selv om han ikke selv har set en, så hævder Vinod Rana, at der findes sneleoparder i området. Det er nu ikke helt sikkert. For der er kun omkring 5000 tilbage af dyrearten, der er en af de mest mytiske i Himalaya. Således hævder nogen, at den kan forsvinde i luften, som det passer den. Langt mere almindeligt er det med bjerggeder omkring Gangotri.

Da vi har holdt den første længere pause omkring halvvejs op til gletsjeren, begynder to af ekspeditionens medlemmer at vise de første tegn på træthed og højdesyge. Både hoved og ben føles tungere og tungere. Foran sprinter den 10 år yngre fotograf, der ellers har klaget over manglende tid flere gange på rejsen jorden rundt, og de to guider. De bærer al maden, drikkevarerne og ikke mindst solcremen til de efterladtes større og større irritation.

Vi er kommet direkte fra lavlandet dagen før. Og en opstigning fra 0-4000 meters højde på mindre end et døgn på tom mave viser sig ikke at være en god idé. Da de to sidste exploratører nærmest vakler op til teltet 500 meter fra gletsjeren omkring seks timer efter afgang, er begge ramt af højdesyge. Normalt er det vigtigt at bruge tid til at akklimatisere sig til højderne og spise og drikke rigeligt. Ingen af de fornuftige forholdsregler er blevet opfyldt i dette tilfælde.

Der er dog stadig kræfter til at give Vinod Rana en regulær skideballe for at have forladt de to svageste uden hverken mad eller drikke. Han får ingen penge, hvis det gentager sig, lyder beskeden, inden begge falder næsten livløse omkuld.

Oppe ved teltet dukker også en såkaldt sadhu op. Sadhuer er hellige mænd, der har opgivet al familie og socialt ansvar samt materielle goder for at søge en højere spirituel mening med livet. Alle rigtige hinduer bør mindst én gang om året tage på en pilgrimsfærd, men disse hellige mænd lever religionen helt ud gennem yoga, læsning af hellige tekster og besøg på hellige steder som Ganges udspring. Og mange af dem med en pibe hash i ny og næ.

Overalt i Indien kan man se dem på vandringsfærd. De er ofte iklædt gyldne klæder og bærer deres få ejendele i et lille klæde. Sadhuer går mange tusinde kilometer på bare fødder og beder en sadhu om penge til mad, er man forpligtet til at give.

Denne sadhu har dog sko på, og først er han ikke meget for at blive fotograferet. Men til sidst giver han fotografen.

Fotografen er derefter den eneste, der når helt hen foran gletsjeren og står helt ved kilden, hvor Ganges udspringer.

Vel er dette ikke nogen Mount Everest-ekspedition. Og bjergtoppen er i virkeligheden bunden af en gletsjer. Alligevel må vi hurtigt, efter at have indtaget bananer, appelsiner og toastbrød med smør, begynde nedturen.

Og her går det helt galt for eksploratøren med den værste højdesyge. Selv om det går nedad næsten hele vejen, er det nødvendigt at stoppe for hver kilometer. Og det bliver tungere og tungere at rejse sig for hver pause. På et tidspunkt passerer en gruppe muldyr, og det bliver overvejet at sætte eksploratøren op på et af dem.

Muldyrene bliver trukket af nogle af de mange nepalesiske bjergarbejdere, som inderne importerer til det hårde arbejde, det er at vedligholde ruterne i bjergene. Nepaleserne er små, hårdføre mænd skabt til arbejde i højderne. Mens tunge, hvide europæere stønner tungt efter vejret, vimser nepaeleserne nærmest rundt som bjerggeder.

Vinod Rana får besked om, at han hele tiden skal gå tæt op af den syge. Han har nu to rygsække på skulderen og er tydeligt bekymret for tiden. Hele tid

Gletsjeren smelter
Gangotri, Himalaya

For 50 år siden gik gletsjeren Gaumukh helt ned til den hellige by Gangotri i det nordlige Indien ikke langt fra grænsen til Kina og Tibet. I dag ligger den 18 kilometer væk fra byen længere oppe i bjergene.

JP Explorer har besøgt gletsjeren et stykke inde i Himalaya omkring 4000 meter over havets overflade, hvor bjergtoppene stikker deres prægtige tinder op i 6.000-7.000 meters højde. Også her blandt verdens højeste bjerge mærker man den globale opvarmning, er både de lokale bjergfolk og eksperter enige om.

»Gletsjeren Gaumukh smelter. Hvert år bliver den mindre. Formentlig på grund af forurening, og fordi det bliver stadig varmere her i området,« fortæller Vinod Rana, der er bjergguide og selv født og opvokset ikke langt fra den lille landsby Gangotri.

»Tidligere lå der på denne tid af året sne og is helt ned til byen. Det sker næste aldrig mere. I stedet er man nødt til at gå de 18 kilometer op til kanten af der, hvor gletsjeren nu slutter,« fortæller han.

Og ganske rigtigt. Da vi besøger gletsjeren, er der ganske vist koldt tidligt om morgenen og et enkelt sted da også en smule nysne, men midt på dagen går de fleste bjergfolk rundt i bare arme og mange også med bare tæer.

28 til 34 grader

Professor i agrometeorologi Sukhdev Hundal fra Universitetet i Ludhiana i Punjab, Indien, fortæller, at man nu er begyndt at registrere, at gletsjerne i Himalaya også smelter, hvilket kan få alvorlige konsekvenser - bl.a. for Indiens vigtige landbrugsproduktion.

»Normalt ligger temperaturen i marts i det nordlige Indien på omkring 26 grader. I år har den ligget mellem 28 og 34 grader. De højere temperaturer er noget af forklaringen på, at gletsjerne smelter. Og efterhånden, som der bliver mindre is på gletsjerne, vil vandmængden, der kommer fra dem, også blive mindre. Det kan blive meget alvorligt for landbruget, da en del af vandet i floderne i Indien kommer oppe fra Himalaya,« forklarer Sukhdev Hundal. Næsten over hele kloden smelter gletsjerne i disse år kraftigere, end man nogensinde tidligere har registreret - i hvert fald i nyere tid.

Den største afsmeltning er registreret i Alperne og i Alaska, mens den snedækkede top af Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, ventes at være isfri om 15-20 år. Seniorforsker Jens Hesselbjerg Christensen fra Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, bekræfter samtidig, at målinger viser, at også en del gletsjere i Himalaya er begyndt at skrumpe.

»Man har ikke noget totalt overblik over gletsjerne i Himalaya, fordi området er så utilgængeligt. Men nogle af de gletsjere, man har undersøgt, trækker sig tilbage. Der er dog stadig mange gletsjere i Himalaya, der ligger så højt, at selv meget varmere vejr ikke vil ændre noget. Og der vil fortsat ligge evig sne på Mount Everest i mange år,« garanterer Jens Hesselbjerg Christensen.

»Men mange gletsjere har trukket sig tilbage. Ændringerne skyldes formentlig ændret temperatur, ligesom en ændring i mængden af nedbør har betydning. Det, der i første omgang vil ske, er, at sneen og isen på grund af opvarmningen smelter tidligere. Det vil sige, at der bliver meget vand i floderne i området tidligere på året, end det sker i dag. Jeg tror dog stadig, der vil være en meget stor tilførsel af vand fra Himalaya, det vil bare ske på nogle lidt andre tidspunkter,« siger den danske klimaforsker.

Permafrosten optøs

Det varmere klima på kloden kan dog også få andre - og måske mere alvorlige - konsekvenser for de mennesker, der bor og lever i bl.a. Himalaya. Det er nemlig ikke kun gletsjerne, der smelter, når det bliver varmere, det gør permafrosten nede i jorden også. Og når vandet i jorden ikke længere konstant er frosset til is, opstår der stadig oftere stenskred og kraftig erosion.

»Det kan blive alvorligt for infrastruktur som veje, broer og floder. Floder kan blive spærret, og broer kan blive ødelagt,« siger Jens Hesselbjerg Christensen.

Indtil videre er det formentlig gletsjerne i Europa, der har været hårdest ramt. Alene under hedebølgen sidste sommer forsvandt mellem fem og 10 procent af ismassen i gletsjerne i Alperne, vurderer klimaforskere. Folk, der færdes i Alperne, kan med egne øjne se, hvordan gletsjerne næsten år for år bliver mindre. Og skiløbere ved, at grænsen for det gode skiløb i Alperne allerede er rykket flere hundrede meter op ad bjergsiden i løbet af de seneste cirka 20 år.

Også i den amerikanske stat Alaska er der bekymring for gletsjernes fremtid. Her viser de seneste forskningsresultater, at gletsjerne i dag smelter dobbelt så hurtigt som i 1950'erne. I den periode er der hvert år forsvundet omkring 52 kubikkilometer is fra Alaskas gletsjere, vurderer ph.d. Anthony Arendt fra University of Alaska i Fairbanks. Ikke mindst fordi temperaturen i Alaska på 30 år er steget fire grader.

Enkelte vokser

Kun i New Zealand og Norge og muligvis også ved Sydpolen vokser en del af gletsjerne. Her er forklaringen, at det varmere klima på kloden samtidig betyder mere nedbør - bl.a. i form af sne. Men når det bliver rigtig varmt på Jorden - forskerne gætter på en stigning på helt op til 5,6 grader i løbet af de næste 100 år - vil gletsjerne formentlig også her begynde at skrumpe.

I Himalayas bjerge er situationen for gletsjerne endnu ikke så faretruende - bl.a. fordi bjergene her er de højeste i verden med adskillige toppe over 7.000-8.000 meter. Men mange af gletsjerne, der ligger nede i dalene, hvor menneskene færdes, bærer tydeligt præg af, at isen her er på retur.

Ved foden af Gaumukh-gletsjeren er der derfor ikke længere så meget at prale af. Gletsjeren er tydeligvis skrumpet en del. Der stikker ganske vist store issprækker frem, men ellers er det meste af den resterende is dækket af sten, grus og andet smeltemateriale som tydeligt tegn på afsmeltningen.

explorer@jp.dk

På flugt fra klimaændringer
New Delhi

Når hele øriger forsvinder i havet, fordi vandstanden stiger, og tørken gør det umuligt at dyrke landbrug i store landområder, vil millioner af mennesker ikke have andet valg end at flygte.

Formanden for FN's Klimapanel, IPCC, inderen dr. Rajendra Pachauri, som JP Explorer har mødt i New Delhi i Indien, forudser nye flygtningestrømme i takt med, at klimaforandringer gør hele områder på kloden ubeboelige.

»Sidste sommer havde vi en ekstrem hedebølge i Andhra Pradesh i Indien, der dræbte 3.664 mennesker. Hvis folk bliver påvirket af den slags år efter år, bliver de selvfølgelig nødt til at flytte. Tilsvarende vil folk begynde at vandre, fordi havvandstanden stiger i lavtliggende områder som f.eks. Bangladesh, Tuvalu eller Maldiverne,« mener Pachauri.

»Derfor vil det internationale samfund blive udsat for et enormt pres de kommende år. Der bliver formentlig tale om titals millioner af mennesker, der vil være på flugt fra klimaforandringer allerede midt i dette århundrede.

Det er baggrunden for, at FN's generalsekretær, Kofi Annan, netop har nedsat en arbejdsgruppe, der bl.a. skal se på klimaforandinger og konsekvenserne for flygtningestrømmene på kloden,« forklarer Rajendra Pachauri. Han mener, at næsten alle områder på kloden vil blive berørt, fordi klimaforandringerne i forskellig udgave ventes at ramme overalt.

Endnu mere ulige

»Det vil påvirke folks liv, da mange ikke vil have andre muligheder end at flytte væk. Samtidig vil det skade verdensøkonomien, især fordi den ulige konkurrence mellem landbruget i de rige og de fattige lande vil blive endnu mere ulige. I f.eks. Senegal dyrkede man tidligere sine egne afgrøder, mens det i dag er billigere blot at importere det hele fra Europa. Tilsvarende ser vi i Indiens kornbælte produktionen gå ned - bl.a. på grund af klimaforandringer.«

Ifølge Pachauri bliver der i dag givet omkring 400 milliarder dollars, cirka 2500 milliarder kroner, om året i subsidier til landbruget - først og fremmest i de rige lande. Derfor får de fattige lande sværere og sværere ved at konkurrere.

»Det problem er man i verdenshandelsorganisationen WTO nødt til at forholde sig til, fordi landmændene i de fattige lande ganske enkelt ikke længere kan konkurrere,« mener Pachauri.

Reaktioner vil komme

Selv om der endnu ikke er sket ret meget i retning af at gøre noget ved de voksende klimaproblemer, er han dog ikke så bekymret:

»Vi lever i dag i en globaliseret verden, hvor det dagligt bliver vist på fjernsynet, hvis en amerikansk soldat er blevet dræbt i Irak. Derfor vil offentligheden også reagere, når vi for alvor begynder at se konsekvenserne af klimaforandringerne. Og jeg tror ikke, at offentligheden vil tillade, at Tuvalu eller Maldiverne drukner i havet. Det vil påvirke folks moral, hvorefter offentligheden vil reagere,« vurderer formanden for FN's Klimapanel. »Men det ville være langt bedre at forebygge end at reparere bagefter. Der skal udvikles nye afgrøder - nye arter, der bedre kan tåle saltvand, er mere tolerante over for tørke o.s.v. Samtidig er regeringerne verden over nødt til at stille de nødvendige midler til rådighed. I dag tager man det ikke alvorligt nok.«

Ifølge Pachauri er der dog enkelte lande, der gør en aktiv indsats for klimaet.

»Især EU gør noget, ligesom Japan er bekymret. Og i USA er der heldigvis nogle stater, der gør et stort stykke arbejde, samtidig med at der er en række selskaber, der gør en aktiv indsats.«

Den enkeltes ansvar

Det er imidlertid ikke nok blot at læne sig tilbage og vente på, at regeringerne gør noget. Ansvaret påhviler alle - ikke mindst den enkelte borger, mener klimaformanden.

»Vindkraft er en god idé, som vi har brug for meget mere af. Kollektiv trafik er godt. Men vi har også brug for en mere effektiv udnyttelse af energien i hjemmene. Her kunne den enkelte borger i f.eks. Danmark nok godt skrue temperaturen ned med en grad eller to eller bruge en mere miljøvenlig form for aircondition.«

Og udviklingen er faretruende både i de rige og i de fattige lande, mener Rajendra Pachauri.

»Derfor skal vi have vendt udviklingen. Og de rige lande er nødt til at gå foran, fordi det er her, man har den nødvendige teknologi. Og der skal investeres mere, hvis det skal lykkes. Udviklingen af Toyotas nye hybridbil Prius er et godt eksempel, men der skal meget mere til«.

explorer@jp.dk

Varmere vejr truer landbruget
Ludhiana, Punjab, Indien

Varmere vejr og ustabile regnperioder truer med at fjerne eksistensgrundlaget for millioner af mennesker i Indien.

Verdens næstmest folkerige nation risikerer at blive et af de lande, hvor landbruget bliver hårdest ramt af klimaforandringer. Og da samtidig knap 700 millioner af Indiens godt en milliard indbyggere er afhængige af indtægterne fra produktionen af ris, hvede og andre afgrøder, kan Indien blive den store taber, hvis klimaet udvikler sig, som mange klimaeksperter forudser.

»Der er ikke udsigt til nogen god fremtid for landbruget i Indien,« mener forskningsassistent Suruchi Bhadwal, centeret for Globale Miljøstudier i Indiens hovedstad New Delhi.

Hun har sammen med et hold af forskere gennemført en række studier af landbruget i forskellige egne af Indien. Og konklusionen er, at mange egne vil opleve en massiv tilbagegang.

Mens mange lande i de tempererede områder i Europa, Canada og Australien formentlig i fremtiden vil få bedre muligheder for at dyrke korn og andre landbrugsprodukter, vil mange fattige lande i tropiske og subtropiske områder komme til at opleve tilbagegang i produktionen, fremgår det af undersøgelser fra det britiske meteorologiske institut, Met Office.

Import af fødevarer

Og den dystre forudsigelse er Suruchi Bhadwal enig i.

»Mens mange rige lande får bedre vilkår, så er det os i fattige lande som Indien, der må bære omkostningerne. Vi bliver ikke længere i stand til at brødføde os selv, men må importere fødevarer fra andre lande,« mener Suruchi Bhadwal.

Landmændene i Indien kan se frem til at blive ramt af flere forskellige forandringer. For eksempel vil store landområder langs østkysten blive oversvømmet og jorden blive ødelagt af saltvand på grund af den stigende havvandstand og de kraftigere storme, der ventes i de kommende år. Den centrale og den sydlige del af Indien vil oftere opleve tørke. Og som det måske værste scenarie vil varmen rykke højere mod nord op i det bælte, som i dag er Indiens væsentligste landbrugsområde. Her vil landmændene få svært ved at opretholde udbyttet, med mindre de skifter til andre afgrøder og på andre måder får effektiviseret deres landbrug.

Først og fremmest vil de små landbrug lide under udviklingen.

»De små farmere er mere sårbare over for klimaforandringer, fordi de har sværere ved at tilpasse sig. Hvis man har adgang til mere moderne teknologi og bedre høstredskaber, kan man også tilpasse sig bedre,« mener Suruchi Bhadwal.

Folkevandring truer

Fødselstallet i Indien er så højt, at landet om få år ventes at overhale Kina som verdens mest folkerige nation. Og kombinationen af mange mennesker og dårligere udbytter kan betyde, at mange mennesker kan blive nødt til at forlade deres hjemegn for at finde andre steder, hvor de kan skabe sig et eksistensgrundlag.

»Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der sker, hvis det bliver mere almindeligt med tørke i for eksempel den centrale del af Indien. Så bliver mange mennesker nødt til at flytte,« forklarer Suruchi Bhadwal.

Delstaten Punjab er et godt eksempel på, hvordan udviklingen kan blive. Det intensive overforbrug af grundvandet til kunstvanding kombineret med mere varme og ustabil monsunregn kan i værste fald omdanne Indiens kornkammer til en ørken. I øjeblikket falder grundvandstanden i gennemsnit med 30 centimeter om året. Nogle steder i den centrale del af staten endnu mere.

»Om 20 år kan vi have en ørken her i staten. Vi kan ikke ændre på produktionsformerne hurtigt nok,« mener professor Sukhdev Hundal, der er tilknyttet landbrugsuniversitetet i Ludhiana, Punjab samt Ohio State University i USA som forsker i landbrug og klima.

Ifølge professoren vil gennemsnitstemperaturerne i Indien være steget med tre grader i år 2050 og fem grader i år 2100. Trods omfattende kunstvanding har Punjab netop i år erfaret, hvad der sker med hvedehøsten under varmere forhold. I marts var gennemsnitstemperaturen omkring fem grader højere end normalt. Det resulterede i, at kornet modnede for hurtigt, så udbyttet i gennemsnit er faldet med 15 procent i forhold til et normalt år.

»Det regner ikke mindre. Landmændene siger noget andet, fordi deres hukommelse er kort. Men det er en meget alvorlig situation med det varmere vejr, for vi vil oftere få lange tørkeperioder. Samtidig vil monsunen opføre sig mere ustabilt,« siger Sukhdev Hundal, der lige som Suruchi Bhadwal frygter, at Indien i en ikke særlig fjern fremtid ikke vil være i stand til at brødføde sig selv.

Endnu er dagtemperaturerne i Punjab ifølge professoren ikke steget mere end 0,4-0,5 grader i løbet af de seneste 80 år. Til gengæld er nattemperaturen alene de seneste 30 år i gennemsnit blevet mellem 2 og 2,5 grader højere , så i Punjab er den globale opvarmning i høj grad en realitet, mener Sukhdev Hundal.

explorer@jp.dk

Destinationer

Gletsjerne smelter, vandstanden stiger, og stormene bliver kraftigere. Læs hvordan klimaet forandrer sig i Brasilien, Danmark, Indien, Kina, Namibia, Arktis og Tuvalu.
Til destinationerne

Klædt på til klimadebat

Jordens klima er under forandring. Forskere og politikere i hele verden diskuterer, hvad der sker, hvorfor det sker, og hvad der skal gøres ved det. Bliv klædt på til at være med i klimadebatten.
Læs mere

Leksikon

Hvad betyder ratificere, hvor ligger Antarktis, og i hvilke dele af verden er der permafrost? I leksikonet forklares ord og begreber, som benyttes i artiklerne.
Til leksikon