Sitemap | Avanceret søgning |

Kontrasternes land

Hvis man går en tur langs stranden i bydelen Niteroi i Rio de Janeiro sent om aftenen, kan man godt blive overvældet af, hvor meget liv der er. Selv efter midnat er der masser af mennesker på stranden.

Af Jakob Rubin

Børn spiller fodbold, de ældre slentrer afsted, og for forelskede par kan det dårligt blive mere romantisk end her - med Rios pulserende centrum, Sukkertop-bjerget og Corcovados oplyste Jesus-figur oppe under skyerne som baggrund.


Indianerlandsby

Foto: Niels Hougaard

Man kan også undre sig over, om børnene, der spiller fodbold, egentlig ikke burde være hjemme og sove. Men i Brasilien er det som om, at morgendagens problemer -f.eks. med at komme tidligt op, og det der er langt værre - ja, dem gemmer man til lige præcis i morgen. Noget af det, der ofte slår udefrakommende, er brasilianernes tilsyneladende frie og ubekymrede måde at leve på.

Men Brasilien er også et af verdens mest voldelige og korrupte samfund. At holde ro og orden der er en nærmest uoverkommelig opgave for politiet. Ikke mindst når man dertil kan lægge, at politiet er både dårligt lønnet og uddannet.

Netop politiet kom i søgelyset, da de brasilianske medier en dag i 1990'erne gik i alarm-tilstand. Et drama havde udspillet sig foran et af Rios største og mest fornemme indkøbscentre: Nogle unge forsøgte at røve en smykkeforretning, men blev overrasket af et hold politifolk.

Tilstede var også et kamerahold. En tilfældighed, der blev fatal for alle. På TV-skærmene kunne hele Brasilien samme aften se skudduellerne mellem politiet og banditterne, som kom fra en af den berømte badebys 600 slumbyer. En af de tre unge røvere slap væk, en anden blev dræbt af skuddene, og den tredje blev fanget. Han blev trukket om bag en parkeret varevogn, og der lød et skud.

At politiet likviderer formodede forbrydere forekommer dagligt. Denne gang blev det vist i TV, og brasilianerne var splittede. Nogle mente ikke, at røveren havde fortjent bedre. Andre, at retfærdigheden havde spillet fallit. Hvor var retssagen, var dette rimeligt, spurgte man. Var den unge røvers forbrydelse virkelig en dødsdom (der i øvrigt ikke findes i Brasilien) værdig?

Fotografen måtte senere gå i skjul et hemmeligt sted. Han blev truet på livet af anonyme, der ikke var tilfredse med, at han havde udstillet politiets handlinger og dermed bragt dem i store vanskeligheder.

Kontrasterne mellem rig og fattig findes ikke kun i storbyerne. Kort før daggry en kølig sommernat i 1996 i den sydlige delstat Parana brød en hær af arbejdsløse og jordløse bønder op på et givent signal. Mændene forlod kvinderne og børnene i deres lejr af hytter lavet af sort plastic og begyndte at vandre mod pigtråden, der omkransede godsejerens jorder nogle kilometer derfra.

Deres ledere - alle organiseret i Movimento Sem Terra (De Jordløses Bevægelse) - holdt orden i geledderne. Ved solens første stråle klippede de pigtråden, væltede hegnspælene og invaderede godsejerens jord. For bønderne betød det endelig en flig af retfærdighed. For godsejeren et kriminelt overgreb.

Minutter senere ankom lastvogne med plasticruller, søm og stolper, og de første kvinder tilsluttede sig flokken. Landarbejderne arbejdede hurtigt: Et hav af sorte plasticposetage rejste sig i løbet af få timer. Røgsøjler steg op, som den første grød blev kogt, kaffedampen bredte sig, og børn begyndte at lege med ting, de fandt.

Da godsejeren og hans håndlangere dukkede op, var det for sent. Så mange mennesker kan ikke flyttes. I den nærmeste by gjorde bøndernes ledere samtidig legalt krav på godsejerens jord. Ifølge brasiliansk lov må man ikke eje jord udelukkende med henblik på spekulation. Mindst to tredjedele af den frugtbare jord skal opdyrkes.

De fattiges kamp mod en rig elite udkæmpes i stort set alle Brasiliens delstater, ofte med død og voldsomheder til følge. Det anslås, at De Jordløses Bevægelse har organiseret en million bønder, der marcherer rundt langs landevejene og besætter de riges jorder.

Den sociale uretfærdighed i Brasilien, målt som fordelingen af rigdomme, overgås kun af Botswana i Afrika, ifølge FN's statistikker. De fem rigeste procent af befolkningen ejer 50 procent af værdierne. De 50 fattigste procent ejer 10 procent - det svarer til 85 millioner mennesker med en indkomst på 6-12 kroner om dagen.

I Xingú Reservatet ved Xingú-floden i det centrale Brasiliens regnskov bor Kurikaré. Han er en af landets få tilbageværende urindbyggere: Hans stamme kalapaloerne tæller blot 300 personer. Kurikaré fanger fisk i floden, som han slæber op fra sin kano til det store langhus, hvor der bor 20-25 mennesker. Floden har flere funktioner for stammen: Sidst på eftermiddagen plejer alle at vandre ned til vandet for at bade. De er nøgne som den dag, de så deres første lysstråle. Børnene har en kæde af perler om livet, kvinderne et hvidt bælte af muslingeskaller.

Da JP Explorer besøgte kalapaloerne i 1999, havde stammen netop ved et stormøde besluttet at samle penge ind til at virkeliggøre et stort ønske: Man ville købe et TV, en generator og en parabolantenne.

Brasilien er kontrasternes land. Hjemsted for både ynde og gru, for overdådig rigdom, men også elendig fattigdom og social uretfærdighed.