Sitemap | Avanceret søgning |

Artikler fra JP's arkiv

Appel til europæernes ansvarlighed
Europa bør være med til at betale for, at indianerne i Amazonas kan overleve.

Budskabet fra Mercio Gomes, præsident for organisationen Funai, der varetager indianernes interesser i den brasilianske regering, er klart: De sydamerikanske indianeres fremtid er også Europas ansvar.

»Vi behøver flere penge til at opkøbe områder i regnskoven, som indianerne kan bo i. Da europæerne kom hertil i 1400-tallet, var de med til at ødelægge indianernes levevilkår. Ved at bidrage kan europæerne betale gammel gæld tilbage,« siger han.

Siden Columbus i 1493 sejlede over Atlanterhavet, har de indianske stammer, som i århundreder har levet i pagt med naturen i de store regnskove i Sydamerika, været under pres. Ja, de har reelt været tæt på udryddelse. Først blev mange myrdet af den hvide mand. Siden døde mange af sygdomme og hårdt arbejde, når de for eksempel blev sat til at arbejde i minerne. Lige indtil i dag har deres kultur været under hårdt pres.

Midt i 1950'erne var der således blot omkring 120.000 indianere tilbage i Brasiliens regnskov. I dag er antallet øget til 410.000, og årligt vokser antallet af indianere ifølge Mercio Gomes med 3,5 procent.

»Det er tilfredsstillende, og indianernes undergang vil ikke ske. Men det er reelt en krig at sikre dem ordentlige levevilkår i regnskoven. Mange mennesker vil tage deres land, og der er mange spændinger i områderne omkring reservaterne,« siger Mercio Gomes.

Brasiliens regering har allerede tildelt de forskellige indianersamfund omkring 900.000 kvadratkilometer regnskov at leve i. Det svarer til ca. 20 gange Danmarks størrelse. Især Tyskland har allerede hjulpet med millionbeløb til at købe den del af jorden, som var på private hænder. Opkøbene af reservaterne betyder, at godt 0,2 procent af Brasiliens indbyggere lever på omkring 12 procent af landets areal. For eksempel bor der omkring 10.000 indianere i et reservat, der er fire gange Danmarks størrelse. Men ifølge Mercio Gomes mangler der stadig at blive opkøbt omkring 200.000 kvadratkilometer. Dem skal ekstra penge fra Europa være med til at sikre.

Både små farmere, store kvægproducenter og firmaer, der beskæftiger sig med skovhugst, er naturligvis også interesserede i de store landområder. Så selv om fældningen af regnskov er reguleret ved lov, er der hele tiden angreb på indianernes reservater.

»Det er meget svært at holde folk ude fra reservaterne,« siger Mercio Gomes.

Men tildeling af land er ikke nok til at sikre indianernes fremtid. I dag er omkring 90 procent af indianerne afhængige af økonomisk støtte fra regeringen. Foruden at leve som jægere og fiskere sælger de blandt andet kunsthåndværk. Men mange tjener også ekstra penge ved ulovligt at fælde skoven og sælge træet. Andre indianere lejer jorden ud, selv om den tilhører regeringen, og det er ulovligt.

Derfor er det ifølge Mercio Gomes vigtigt, at man for eksempel gennem uddannelse og ved at give dem redskaber sikrer, at indianerne kan klare sig selv. Det er også vigtigt at sikre indianerne ordentlig medicinsk hjælp, mener han.

Brasilien kopierer de rige lande
»Vi gentager blot den udvikling, som Europa og USA havde i det 19. århundrede. Vi rejser mod nord og vest og koloniserer noget af vores land, sådan som man gjorde i USA,« forklarer José Miguez, generalsekretær for Brasiliens regeringskommission for klimaforandringer og en af nøglepersonerne i den brasilianske klimaindsats.

»Forskellen er, at mens man i de rige lande taler om, at vi udrydder regnskoven, så er vores opfattelse, at vi blot høster nogle af frugterne fra regnskoven, indtil vi når samme udviklingsstade med hensyn til kvægdrift og landbrug, som man gjorde i Europa og USA i det 19. århundrede.«

»Samtidig glemmer folk, når de fokuserer på vores fældning af regnskoven, at lande som Tyskland, Frankrig, USA og til dels også Canada allerede har fældet 50 procent af deres skove. Det er derfor meget svært at tage kritikken alvorligt.«

I øjeblikket diskuterer eksperterne højlydt, hvor meget kulstof - og dermed især mængden af drivhusgassen CO2 - der er plads til i atmosfæren, før vores fælles klima vil tage alvorligt skade.

»Og hvis man ender med at konkludere, at der ikke er plads til mere kulstof i atmosfæren, vil vi næppe få lov at øge vores udledning. På den måde forsøger man internationalt at stoppe forandringen af det globale klima. Men det handler i virkeligheden om et meget stort socialt problem, og udviklingslandene kan ende med at blive sorteper,« lyder det fra José Miguez.

Langt mere fornuftigt

Han mener desuden, at Brasilien rent faktisk opfører sig langt mere fornuftigt, end man har gjort i de rige lande.

»Mens de rige lande de seneste 150 år har afbrændt meget store mængder fossile brændsler som kul, olie og gas, har vi blot høstet en lille del af regnskoven. Lige nu er regnskoven cirka 15 procent mindre end den gang, da udbredelsen var størst.«

»Samtidig har træerne faktisk en neutral påvirkning på mængden af drivhusgasser i atmosfæren. Kulstoffet, der frigives, når man fælder træerne og brænder dem, findes allerede i naturens eget kredsløb. Derfor kan man blot genanvende kulstoffet ved at plante nye træer, der så vil vokse op og optage kulstoffet fra atmosfæren. Det kan man ikke gøre, når der er tale om fossile brændsler som f.eks. olie.«

Det er derfor med en vis bitterhed i stemmen, at den brasilianske klimaekspert taler om USA og det internationale samfunds forpligtelse i forbindelse med diskussionen om klodens klima.

»I klimadiskussionen nægter USA at tale om fortiden. Men industrialiseringen begyndte altså i 1850, mens vores fældning af regnskoven ikke blev indledt før omkring 1970. Derfor er vores indflydelse på den globale opvarmning minimal.«

José Miguez erkender dog, at situationen i den brasilianske regnskov ikke er tilfredsstillende og tillige er meget svær at styre.

Klimaforskere ved det ansete Hadley Center i Storbritannien mener, at hele området omkring Amazonas kan blive udsat for en dramatisk opvarmning og udtørring i løbet af de næste 100 år, hvis fældningen af regnskoven fortsætter. Lokalt risikerer man en temperaturstigning på op mod otte grader med dramatiske følger for planter, dyr og mennesker.

Der er dog også håb for den brasilianske regnskov. Således vurderer José Miguez, at skoven flere steder er ved at gro op igen.

Ikke desto mindre viser tallene, at der hvert år forsvinder op mod 0,40 procent af Brasiliens regnskov. Indtil nu har kloden mistet et stykke regnskov i Brasilien, der svarer til Frankrigs størrelse.

explorer@jp.dk

Fremtiden truer
Amazonas, Brasilien

Det er som at bevæge sig hundreder af år tilbage i tiden. Til dengang da den hvide mand kom til det nye kontinent i jagten på rigdom og lykke.

Foran os danser 20-30 indianere iført rødbrun krigsmaling og farverige fjerprydninger i tætte klynger, mens de ved at puste i store bambusrør fremkalder en manende musik. Dansen hedder Tortorav, der på indianernes sprog Tupi Monde betyder mange folk.

Den stammer fra dengang, portugiserne kom for at tage deres land, og handler om, at indianerne med dansen ville vise, at de ikke var bange for dem og var parate til at kæmpe til døden for at forsvare territoriet.

JP Explorer er på besøg hos Gaviao-stammen i det sydvestlige hjørne af Amazonas ikke langt fra grænsen til Bolivia.

Ritualer - og PR

Normalt går indianerne ikke klædt i fjer og bambusreb. De går i T-shirt og shorts som os andre. Og dansene bliver kun fundet frem ved særligt festlige lejligheder. Men det er sjældent, at der kommer besøg i landsbyen, så på trods af dansens drabelige tema gør indianerne alt for, at vi skal føle os velkomne. Og JP Explorers tilstedeværelse er samtidig for indianerne en kærkommen lejlighed til at gøre opmærksom på en kultur, der er under voldsomt pres fra den hvide mand. Og en lejlighed til at appellere til det internationale samfund om hjælp.

Efter dansen bliver der holdt en velkomstceremoni, hvor vi står på linje ansigt til ansigt med indianerne.

Stammens høvding Catarino holder en velkomsttale, hvorefter vi forklarer, at vi er kommet for at skrive om indianernes liv i regnskoven.

Vicehøvdingen retter derefter med et skarpt blik og på indianernes eget markante sprog en direkte appel til os:

»I skal altid være velkomne i mit hjem. Men vores præsident vil fratage os noget af vores land. Vil I ikke tage hjem og bede jeres politikere lægge pres på vores for at få dem til at opgive ideen, så vi kan få lov at beholde vores land? For det er indianerne, der ejer Brasilien,« siger vicehøvdingen, der bor fem kilometer længere inde i regnskoven.

Velkomstceremonien foregår i Gaviao-stammens hovedlandsby. Men stammens i alt 310 medlemmer bor på et 185.000 hektar stort område. Her ernærer de sig ved primitivt landbrug og fiskeri samt jagt med bue og pil. I hovedlandsbyen bor 110 af stammens medlemmer. Resten bor spredt rundt i regnskoven.

At vores besøg er en stor begivenhed kan aflæses af, at mange af indianerne har gået adskillige kilometer fra deres hjem for at byde os velkommen. Og landsbyskolens elever har fået fri i dagens anledning.

"Forkerte" traditioner

Her i den støvede landsby er der intet stress og jag. Intet fjernsyn, computere, mobiltelefoner, indlagt strøm eller andre tegn på den moderne verdens fremmarch. På et ryddet skovareal i den bagende sol ligger kun de små, primitive træhytter med bambustag.

Trods det fredelige, afslappede og stadig forholdsvis uberørte liv er høvding Catarino dog bekymret for fremtiden.

I en verden, hvor demokrati og menneskerettigheder er blevet sat øverst på dagsordenen af dem, der har magten og stort set alle pengene - nemlig de hvide - er indianernes kultur truet.

»I dag sker tingene, som de plejer. Men jeg er bekymret for, at det om 10 år ikke vil være det samme,« forklarer Catarino.

Stammens kultur ligger nemlig milevidt fra, hvad der i den hvide mands verden anses for rimeligt.

I landsbyen bliver man gift med sin kusine, sin fætter eller sin nevø allerede som 10- eller 12-årig. Og den udkårne bliver udpeget allerede ved fødslen. Kvinderne føder deres første barn, når de er omkring 14 år gamle. Og flerkoneri er helt almindeligt. Utroskab og skilsmisser kendes til gengæld ikke. Det er i landsbyen dog helt i orden at bytte partner for en nat eller to.

»Det kan man nok ikke om 10 år, fordi de hvide mener, det er forkert,« siger Caterino, der selv lever et liv mellem de to verdener, da han både har en indianerkone og en ikke indiansk kone, der taler hovedsproget portugisisk, som hovedparten af de andre 180 millioner brasilianere. I alt har han 16 børn.

Skolen er en trussel

Der bliver ellers gjort meget for at hjælpe indianerne og sikre deres kultur. Den lille indianerlandsby har således både en skole og en sundhedsklinik.

Men hvor absurd det end kan lyde, kan det faktisk være medvirkende til at nedlægge den stolte kultur.

»I dag går børnene i skole og lærer at regne og skrive portugisisk. Derfor vil de en dag ikke ønske at være her længere. De vil i stedet søge ind mod byerne for at finde jobs, ligesom de hvide folk gør. Men vi har et godt liv herude. Vi har vores egen levende kultur og vores eget sprog. Jeg tror bare ikke, det vil være det samme om nogle få år,« forklarer Caterino.

Og han ser mange problemer med den hvide mands kultur.

»Vi ønsker at indånde den rene luft, ikke den luft, folk indånder inde i byerne, da den er forurenet. Vi ønsker heller ikke noget supermarked eller apotek herude. Vi ønsker at jage og fiske - og at opfostre vores børn i fred og ro. Politikerne er ikke bekymrede for vores fremtid, men det er, fordi der ikke er nogle indianske politikere.«

Befolkningstilvækst

Gaviao-stammen har tidligere haft langt flere medlemmer end 310. Engang var der ikke mindre end 5000 Gaviao-indianere, men mange døde af de sygdomme, de fik fra de hvide - eller de bukkede under for tropesygdomme som malaria eller lignende. Derfor var hele stammen tæt på at uddø.

I dag er antallet af indbyggere dog i kraftigt stigning, fortæller sygeplejerske Neuza Pereira, der bor og arbejder hos indianerne 20 dage om måneden, hvorefter hun tilbringer 10 dage i sit hjem inde i Ji Parana ca. 60 kilometer væk.

På nogle få år er indbyggertallet femdoblet. Det er således lykkedes at få bragt børnedødeligheden meget langt ned, så indianerbørn i dag har langt større chance for at overleve end børn i de brasilianske byer. Samtidig har den lille sundhedsklinik forbedret helbredstilstanden betragteligt. Og hvis en indianer bliver rigtig syg, kan sygeplejersken hurtigt tilkalde en helikopter inde fra byen ved hjælp af klinikkens lille radiosender.

Indianerne får i gennemsnit omkring 12 børn. Stammens største familie tæller ikke færre end 18 børn. Derfor stiger indbyggertallet kraftigt, og overalt mellem husene myldrer det med børn.

Neuza Pereira viser også stolt sin cykel frem. Den bruger hun til at køre rundt til de seks andre indianerlandsbyer i området, hvor hun sikrer hjælp til både syge og især de mange børn.

Jagt med bue og pil

Det er imidlertid ikke nemt at bevæge sig rundt på Gaviao-stammens store område. Vi bliver inviteret med på jagt, men da vi forsøger at køre i vores firehjulstrækker ind til en lille boplads nogle kilometer fra den nærmeste grusvej, må vi opgive.

Vandhullerne og mudderet bliver for dybt. Derfor må vi i stedet gå de sidste godt to kilometer ind gennem junglen til den lille lysplet midt i regnskoven. Her ligger et par huse midt i det hul i skoven, som indianerne har ryddet for at kunne plante lidt majs, bananplanter og bønner.

Jagten bliver dog afbrudt af et kraftigt regnskyl, og vi må søge ly i de primitive hytter.

Der bliver derfor ikke den dag skudt efter fugle, aber eller en lokal form for gris, der er indianernes foretrukne bytte. Vi når dog at få en lille smagsprøve på, at de buer og pile, som indianerne stadig anvender, kan være særdeles effektive. En af indianerne kløver simpelthen et banantræ, da han demonstrerer skudkraften. Også indianernes landbrug er særdeles primitivt, selvom portugiserne i den nærliggende by har prøvet at udstyre dem med en traktor.

Ånderne bestemmer vejret

På grund af de primitive dyrkningsmetoder, der mest foregår med simple hakker, kræver det masser af jord at brødføde blot nogle få mennesker.

Derfor er og

I Brasilien kører bilerne på sukkerrør
Brasilia/Porto Velho

Mens hele den vestlige verden taler om at indføre miljøvenlige biobrændsler til biler, busser og lastbiler, har man for længst gjort noget ved det i Brasilien.

Ikke mindre end 25 pct. af al benzin i landet er skiftet ud med ethanol, der ikke belaster klodens klima ved at udsende drivhusgasser. Ethanol fremstilles i Brasilien af sukkerrør, der blot genbruger den CO2, der allerede findes i atmosfæren.

Og regeringen i det store sydamerikanske land har planer om, at langt mere af benzinen skal skiftes ud med miljøvenlig ethanol, fortæller miljøminister Marina Silva i et interview med Jyllands-Postens udsendte Explorerhold.

»Ethanol udsender ikke drivhusgasser og belaster ikke klimaet. Derfor har det en stor effekt i forhold til at reducere forureningen fra bilerne. Samtidig mindsker det fattigdommen, fordi bønderne tjener penge på at fremstille sukkerrør, ligesom ethanol er billigere at købe end benzin. Det er med andre ord en god idé både socialt, økonomisk og miljømæssigt,« mener Marina Silva og henviser til, at 53 mio. af Brasiliens 180 mio. indbyggere i dag lever for under én dollar om dagen.

Folket bakker op

Og den vellidte miljøminister har god støtte til sin politik ude i befolkningen. Alex Sakke fra Porto Velho er en af de mange millioner bilister i Brasilien, der kører rundt med 25 pct. ethanol i tanken, og han støtter ministeren.

»Det er en god idé, fordi det forurener mindre. Samtidig er det en god måde at bruge nogle af de mange sukkerrør, vi fremstiller i Brasilien,« mener Alex Sakke.

Tankejer Margarido Ferreira i Porto Velho er dog ikke i tvivl om, hvad hovedforklaringen på det store salg af ethanol er:

»Fordi det er billigt.«

Ingen afgift

I modsætning til i Danmark skal der ikke betales afgift af ethanol i Brasilien. Derfor er ren ethanol omkring 30 pct. billigere at købe end benzin blandet med 25 pct. ethanol. Blandet benzin koster knap fem kr. pr. liter, mens ren ethanol kun koster godt tre kr. literen.

Folkevogn har for få måneder siden introduceret en ny bil i Brasilien, der både kan køre på ren ethanol og på almindelig benzin. Og den nye bil er blevet en så stor succes, at 18 pct. af alle nye biler i dag kan køre på ren ethanol, fortæller José Miguez, der er leder af den brasilianske regerings klimakommission.

Han understreger samtidig, at målet på lidt længere sigt er at få alle biler til at køre på ren ethanol.

»Det vil kunne bringe vores udledning af de skadelige drivhusgasser næsten ned på nul. Og vi er allerede i fuld gang med at ændre teknologien i bilerne,« forklarer José Miguez.

Brasilien har i 25 år haft ethanol blandet i benzinen, og mange bilejere har i den periode valgt at anskaffe sig en bil, der kan køre på ren biobrændsel. Landet oplevede dog en mindre tilbagegang i salget af ethanol, da sukkerpriserne omkring 1990 gik voldsomt i vejret. Det fik en del benzinstationer til helt at opgive ethanol, der også var steget markant i pris. Siden har tingene udjævnet sig, og regeringen har ingen planer om at lade salget af ethanol falde igen, forsikrer miljøminister Marina Silva.

Bilerne tåler mosten

Bilerne tager ingen skade af at køre på benzin blandet med ethanol. Og prisen for en bil, der kan køre på ren ethanol, er ikke højere end prisen for en almindelig bil.

I Europa har EU-Kommissionen vedtaget, at alle EU-lande fra 1. januar 2005 skal have erstattet mindst 2 pct. af benzin og dieselolie med biobrændsel fremstillet af planteprodukter i form af ethanol eller biodiesel. Det er dog indtil videre gjort frivilligt for de enkelte lande.

Fra 2010 er det målet, at 5,75 pct. af brændstoffet skal være biobrændsel. Samtidig opfordrer Kommissionen medlemslandene til at fritage biobrændstof fra traditionelle energiafgifter.

Flere EU-lande har ligesom Brasilien fjernet afgiften på biobrændslerne, ligesom man i bl.a. Tyskland og Sverige er begyndt at tilsætte biodiesel fremstillet af rapsolie til den traditionelle dieselolie.

Også USA - det land i verden, der bruger mest benzin - er i fuld gang med at tilsætte ethanol til benzinen. I 2003 lå forbruget af ethanol i USA på to tredjedele af forbruget i Brasilien.

Amerikanerne vil bl.a. lade ethanol erstatte stoffet MTBE, der er stærkt skadeligt for bl.a. drikkevandet.

I Danmark, der ellers ofte har slået på at være foregangsland på miljøområdet, er der imidlertid intet sket.

explorer@jp.dk

Regnskoven falder
Porto Velho, Brasilien

Den 72-årige Francisco Paolo do Santos er en nøjsom mand.

På et lille stykke jord i udkanten af Amazonas regnskov har han sammen med andre småfarmere fældet hundredvis af træer, der før stod flotte og knejsende. Nu ligger hovedparten af de store stammer på jorden. Nogle som forkullede, afbrændte træstumper, andre er blot efterladt, hvor de faldt. Enkelte træer har fået lov at blive stående i den stegende sol.

Her på dette lille jordstykke dyrker Francisco Paolo do Santos sammen med andre farmere deres beskedne afgrøder.

Spredt mellem de væltede træer står lidt ris, et par bananpalmer, lidt ananas, peberplanter, lidt chili og en tapioka. Ikke planter, der giver et voldsomt udbytte - men nok til, at han og familien kan blive mætte.

»Jeg ved godt, at det er ulovligt at fælde træerne, og egentligt kan jeg godt lide skoven. Jeg kan lide at færdes i den. Der er smukt og køligt. Men jeg er nødt til at fælde træerne for at overleve,« forklarer Francisco Paolo do Santos.

Som mange andre af indbyggerne i delstaten Rondonia i det vestlige Brasilien kom han til området i midten af 1980'erne for at søge lykken. Lokket af pengene fra store guldfund. Men det blev aldrig til den store rigdom. Så nu må han ernære familien ved primitivt landbrug, efter at mange miner er blevet lukket.

Det daglige brød

Francisco Paolo do Santos spekulerer ikke på, at han ved at fælde skoven risikerer at medvirke til, at en stor del af klodens dyre- og planteliv forsvinder. Eller at klimaet kan ændre sig både lokalt og globalt, når træerne ikke længere er der til at holde på fugten og fungere som lager for de enorme mængder drivhusgasser, der, når de bliver frigivet til atmosfæren, menes at bidrage til opvarmningen af kloden. For ham drejer det sig alene om at brødføde familien.

»Der var ikke længere nogen fremtid for mig ude på østkysten, hvor jeg stammer fra. Her inde i regnskoven har jeg bedre muligheder, og her er jeg lykkelig,« forklarer Francisco Paolo do Santos.

Den lille mand i bar mave og opknappede bukser fortæller beredvilligt om de vilkår, som han og familien på seks børn og en række børnebørn lever under. De holder til i små, beskedne hytter bygget af de forhåndenværende materialer - træ, palmeblade og plastik. Familiens vandforsyning kommer fra en dyb brønd i jorden, mens maden tilberedes over åben ild.

Rondonia er et af de områder i verden, hvor der de seneste år er forsvundet mest regnskov. På satellitbilleder kan man år for år se, hvordan regnskoven skrumper.

Kræver tilladelse

Hvor skiftende brasilianske regeringer tidligere med økonomiske bidrag tilskyndede folk til at flytte ud i regnskoven og fælde træerne, så de øde egne i det nordvestlige Brasilien kunne blive koloniseret, så er det i dag forbudt at slå sig ned uden tilladelse.

Der hersker imidlertid lovløse tilstande her ude på kanten af den civiliserede verden. Den brasilianske regering har ganske vist sagt, at fældningen af træerne skal stoppes. Men det er langtfra sket. Når tallene for 2003 offentliggøres, frygter mange, at de vil vise, at der alene det seneste år er forsvundet et skovområde på størrelse med Jylland.

Francisco Paolo do Santos er trods sit beskedne bidrag til skovhugsten et godt billede på de lovløse tilstande.

For godt et år siden rykkede han sammen med blandt andre Osvaldo Soares og hans bror ind i skoven og fældede løs af træerne. Nu er han sammen med sine bofæller organiseret i en lille gruppe, der forsøger at få lov til at blive. Og de lovløse bønder står langtfra alene. De støttes af mange lokale politikere, store kvægbønder og træindustrien, for der er mange penge at hente, når regnskoven fældes.

Myndighederne er dog også begyndt at skrue bissen på. Mens vi står og snakker med Francisco Paolo do Santos og flere af de andre bønder, dukker politiet op.

»Dommeren har afgjort, at området skal forlades. Vi er herude for at registrere, hvor mange der bor her,« forklarer politimajor Rangel.

Koloniseringen af Rondonia og andre områder af regnskoven bliver styret af organisationen INCRA, der på regeringens vegne er sat til at uddele jordlodder til de lovløse bønder og bestemme, hvor meget skov der må fældes i de bestemte områder.

Men stik imod reglerne vælger mange af de små bønder blot at sælge deres jordlodder videre til især de store kvægbønder, der derefter rydder skoven og udlægger områderne til græsarealer til de tusinder og atter tusinder af køer, der opdrættes i Rondonia. Også folk, der lever af at sælge træet - de såkaldte madereiros - er klar til opkøb.

»Men om kort tid indfører vi nye regler, der kan sende folk i fængsel, hvis de overtræder reglerne,« fortæller Alex Sakai fra INCRA i Porto Velho og viser os en avisartikel, der handler om, at regeringen nu også er begyndt at indsætte hæren i kampen mod den ulovlige skovhugst.

Med våben i hånd

Han erkender, at det bliver meget svært at stoppe den ulovlige skovhugst. Ofte fordi skovhugsten og de ulovlige jordbesidelser sker med våben i hånd.

»Sidste år blev omkring 50 mennesker i Rondonia dræbt under sådanne opgør om skoven og træerne. Men vi må lære folk, hvordan de kan dyrke landbrug ordentligt og samtidig leve side om side med skoven,« forklarer Alex Sakai.

Kampen om skoven tænker den lille bonde Francisco Paolo do Santos dog ikke meget over. Han ønsker blot at kunne dyrke sine afgrøder i fred.

En bøn til gud

»Hver dag inden jeg går i seng, beder jeg til gud om, at jeg får lov til at blive. Hvis ikke, så må jeg finde et andet sted, hvor jeg kan fælde træerne og slå mig ned. En mand kan ikke gøre noget uden gud.«

Men måské er der anden hjælp på vej.

Da vi forlader den lille åbning i skoven, dukker et par advokater iført jakkesæt og mørke solbriller op. De er hyret af pengestærke politikere og kvægfolk, der ønsker at hjælpe de små, lovløse bønder, så koloniseringen af regnskoven kan fortsætte. Også guvernøren i staten Rondonia er tilhænger af, at en større del af regnskoven skal fældes for at give plads til mere primitivt landbrug og flere jobs til de mange arbejdsløse i staten.

explorer@jp.dk

Regnskoven skal reddes
JP Explorer har mødt den karismatiske miljøminister Marina Silva, der begyndte som miljøaktivist.

Brasilia Den brasilianske regering er dybt bekymret for regnskoven og tager truslerne mod skovens fremtid meget alvorligt.

Det fastslår Brasiliens miljøminister, Marina Silva, da JP Explorer møder op på hendes kontor i hovedstaden Brasilia. Og den vellidte miljøminister, der har en fortid som miljøaktivist, erkender, at problemerne er store:

»Vi har allerede mistet 15 procent af regnskoven i Amazonas, så den nu kun dækker 85 procent af den oprindelige udbredelse. Og der fældes stadig ulovligt masser af træ. Derfor kommer regeringen nu med et nyt initiativ, der skal stoppe afskovningen. Det er det hidtil mest seriøse forsøg på at standse ulovlighederne, et forsøg der involverer 15 forskellige ministerier,« forklarer Marina Silva.

Hun lægger heller ikke skjul på, at klimaet i Brasilien allerede er ved at ændre sig. En udvikling der kan blive forværret af skovhugsten.

»Vi er bekymrede, fordi vi begynder at registrere, at vi får mindre regn i Amazonas, hvilket har betydning for hele Brasilien.«

Drivhusgasser

Hovedparten af de klimaforandringer, der allerede er registreret Brasilien, skyldes efter alt at dømme udledninger af bl.a. drivhusgasser andre steder på kloden. Men de senere års massive afbrænding af regnskov - i øjeblikket brændes der et område på størrelse med Jylland af hvert eneste år - udleder også en mængde drivhusgasser, der er med til at påvirke klimaet i Brasilien. Og på længere sigt frygter bl.a. britiske klimaeksperter en dramatisk opvarmning og udtørring af store dele af Amazonas, hvis ikke fældningen af regnskoven standses.

Da Brasilien ikke tilhører gruppen af industrilande, har landet i forbindelse med de internationale klimaaftaler fra Kyoto ikke fået pålagt særlige kvoter for den fremtidige udledning af drivhusgasser. Men Marina Silva understreger, at Brasilien tager klimaproblemet særdeles alvorligt, bl.a. ved at satse meget kraftigt på at bruge ethanol fremstillet af sukkerrør i bilerne i stedet for benzin.

Samtidig vil miljøministeren have den ulovlige skovhugst afløst af en bæredygtig udnyttelse af regnskoven. Og de bønder, der overtræder reglerne, skal straffes hårdere end i dag.

»Vi ønsker at håndhæve langt hårdere, at ejerne kun må udnytte 20 procent af deres jord inde i regnskoven - og kun hvis det sker på en bæredygtig måde. De resterende 80 procent må de ikke røre, bortset fra at høste frugter og lignende fra træerne. Derudover har vi udpeget en masse beskyttede områder.« Den brasilianske regering vil bl.a. ændre landbruget i de følsomme regnskovsområder fra ekstensiv landbrug med løsgående kvæg til mere intensiv landbrugsproduktion med brug af den nyeste teknologi.

Samtidig investeres der i disse år omkring 10 milliarder kroner i en omfattende satellitovervågning af regnskoven. Man forsøger simpelthen at følge al aktivitet ved hjælp af overvågningsfly, sensorer og avanceret computerudstyr, der sender oplysningerne tilbage til myndighederne ude i regnskoven via satellit.

På en anden måde

Marina Silva er samtidig meget opmærksom på, hvilke naturrigdomme Brasilien sidder på, og hvad det betyder for resten af verden.

»20 procent af verdens levende arter lever i Brasilien. 11 procent af verdens vandressourcer findes i Brasilien og heraf findes otte procent alene i Amazonas. Det viser, hvor vigtigt regnskoven og Amazonas er for hele verden.«

Den brasilianske regering er også klar over, at de 21 millioner mennesker, der bor i Amazonas, skal have hjælp, hvis man skal forhindre den ulovlige skovhugst, der mange steder er et voksende problem.

»Hvis vi skal komme den ulovlige træhugst til livs, må vi skabe alternativer for disse mennesker. Det er ikke nok blot at komme og fortælle dem, hvad de ikke må. Vi må også fortælle dem, hvad de så skal.«

»Vi ønsker ikke at begå samme fejl, som vi har gjort med regnskoven i det østlige Brasilien ud mod Atlanterhavet. Her har vi i dag kun syv procent af den oprindelige regnskov tilbage. Men i dag har vi den viden, der skal til, for at gøre tingene anderledes for resten af Amazonas. Samtidig skal vi fremover også lære af både indianerne og andre lokale. De lokale har en masse viden, vi skal bare være bedre til at bruge den,« fastslår miljøministeren, som øjensynligt synes, det er så vigtigt at nuancere omverdenens syn på Brasiliens forhold til regnskoven, at hun afsætter halvanden time til Explorer-holdet.

explorer@jp.dk

Regnskoven skal satellitovervåges
Porto Velho

Med en gigantisk milliardinvestering forsøger Brasilien nu at intensivere overvågningen og beskyttelsen af Amazonas' regnskov.

Overalt i regnskoven bliver der i øjeblikket opsat sensorer, der kan registrere selv den mindste bevægelse i skoven. Samtidig bliver der indsat en række overvågningsfly, meteorologiske målestationer og andet moderne udstyr, hvorefter alle opsamlede data sendes via satellit til tre centre, der i disse måneder er ved at blive gjort operative.

JP Explorer har besøgt et af overvågningscentrene i projektet SIPAM, der ligger i Porto Velho i delstaten Rondonia. Centret blev taget i brug for få måneder siden. Desuden er et center i Amazonas' hovedstad, Manaus, i funktion. Og om kort tid bliver endnu et center i Belem sat i gang.

»Det er ikke nemt at beskytte skoven, når det dækker så stort et område,« forklarer Roberto Suarez, der er chef for overvågningscentret i Porto Velho.

Inden vi kommer ind i det skarpt bevogtede overvågningscenter, bliver vi registreret og fotograferet, ligesom vi skal vise vores pas. I overvågningscentret opsamles alle indsamlede data om skovhugst, meteorologi, vandstande i floderne, bebyggelser, sygdomme og meget andet i de store computere, som centrets ansatte synligt stolte viser frem.

»Satellitten registrerer, hvor skoven bliver fældet. Og oplysningerne kan herefter med det samme blive sendt videre til politiet, der så kan rykke ind og stoppe ulovlighederne,« forklarer Roberto Suarez.

I alt investerer Brasilien over 10 år omkring 10 mia. kr. i systemet. Mest af alt ligner det moderne center med de lange, tomme gange lidt af en måneby, som den ligger her på kanten til regnskoven i udkanten af Porto Velho.

Indtil nu har det været svært at registrere, om der allerede er sket klimaforandringer i forbindelse med fældningen af regnskoven. Simpelthen fordi klimaet i dette enorme og utilgængelige område indtil nu ikke har været ordentlig registreret.

»Først om 20 år«

»Vi hører om klimaforandringer, og nogle skriver allerede om, at det er blevet varmere, og at der kommer mindre regn. Men vi har brug for flere data. Først om 20 år kan vi formentlig sige noget sikkert om klimaudviklingen,« fortæller Marcello Gama, leder af kontoret for meteorologi.

En sidegevinst ved systemet er, at indianerlandsbyer selv i øde egne nu bliver forbundet med omverdenen via computer. Det betyder, at der over internettet er forbindelse til folk, der næsten lever, som man gjorde i Danmark for 2000 år siden.

»Før kunne det tage otte dage med båd at komme ud til en landsby. Nu tager det kun et kort øjeblik med computeren,« forklarer Roberto Suarez.

Under rundvisningen kigger vi ind i det kontrolrum, der varetager kontakten med de små indianerlandsbyer ude i junglen. Lederen af kontoret prøver at ringe op til en fjern landsby, men får ingen forbindelse. Men systemet skal nok komme til at fungere, lover han.

explorer@jp.dk

I Knud Rasmussens slædespor

Følg med JP Explorer i sporet af polarforskeren Knud Rasmussens 5. Thuleekspedition - verdens længste slæderejse fra Grønland til Sibirien. Hvad er forandret i Arktis siden slæderejsen i 1920'erne - og hvilke forandringer skyldes klimaet?
Læs mere

Destinationer

Gletsjerne smelter, vandstanden stiger, og stormene bliver kraftigere. Læs hvordan klimaet forandrer sig i Brasilien, Danmark, Indien, Kina, Namibia, Arktis og Tuvalu.
Til destinationerne

Klædt på til klimadebat

Jordens klima er under forandring. Forskere og politikere i hele verden diskuterer, hvad der sker, hvorfor det sker, og hvad der skal gøres ved det. Bliv klædt på til at være med i klimadebatten.
Læs mere

Leksikon

Hvad betyder ratificere, hvor ligger Antarktis, og i hvilke dele af verden er der permafrost? I leksikonet forklares ord og begreber, som benyttes i artiklerne.
Til leksikon