Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Kunsten at holde olien flydende

I princippet er det let nok at få fat i olien i undergrunden - man skal bare bore ned til den, så vil det høje tryk sørge for, at olien af sig selv flyder op gennem borehullet. Vi kender alle billedet fra det vilde vesten, hvor olien står op som en fontæne over et boretårn, man har flikket sammen på prærien. Men moderne olieproduktion er selvfølgelig meget mere avanceret, end hvad vi kender fra tegneserierne. Nogle steder findes olien ganske rigtig tæt under jordoverfladen, så den er let at komme til - men der findes ikke mange steder i dag, hvor man blot på tilfældig basis kan bore ned og regne med, at olien flyder helt af sig selv. Megen olieproduktion foregår i dag ud for kysten - ligesom det er tilfældet i Danmark - og her er det i sagens natur en noget større teknologisk udfordring at komme ned til olien, der kan befinde sig flere kilometer under havbunden.

Af Katrine Andresen, Geologisk Institut, Aarhus Universitet og Carsten R. Kjaer, Aktuel Naturvidenskab
Publiceret 20-03-2007

At nå ned til olien er imidlertid ikke den største udfordring i dag - udfordringen er derimod at tvinge mest muligt olie ud af bjergarterne i undergrunden.

Indvindingsgraden - en afgørende størrelse

Hvor stor en del af olien i et reservoir man er i stand til at hente op fra undergrunden, kalder man indvindingsgraden. I øjeblikket ligger indvindingsgraden for Danmark på ca. 25 %. Det er derfor en mild overdrivelse at sige, at Nordsøen er ved at være tom for olie. Der er sådan set stadig masser af olie - vi kan bare ikke få fat i den endnu!

Indvindingsgraden afhænger dels af, hvilken type bjergart olien findes i, og dels af den metode, man benytter til at indvinde olien med. For Danmarks vedkommende findes de fleste oliereservoirer i tætte kalksten, der typisk ligger to-tre kilometer under havbunden. Andre steder i verden udgøres de bedste reservoirer af sandsten. Sandsten kan være meget mere porøse end kalksten (man kan finde sandsten, hvor 35 % består af hulrum), og indvindingsgraden for de bedste oliereservoirer kan være på over 50 %. Som det er i øjeblikket, ligger indvindingsgraden for de bedste kalksten omkring 40 %, men der er også eksempler på felter, der kun producerer 1-5 %. Derfor bliver den gennemsnitlige indvindingsgrad for Danmark ret lav.

I dag er man i stand til at bore vandret, og med disse horisontale boringer øges det areal, der kan produceres fra, kraftigt i forhold til de traditionelle lodrette og skrå boringer. Mærsk Olie og Gas var først med denne teknik og borede i 1987 verdens første vandrette brønd. Dette fordoblede indvindingsgraden i bl.a. Dan-feltet i Nordsøen fra 6 % til 12 %. 

Manipulering af undergrunden

For hver procent indvindingsgraden øges, er der store mængder olie at vinde, og derfor er det et område, hvor der investeres betydelige ressourcer i at udvikle nye metoder.

Når man i et oliefelt kan få olien til at flyde blot ved at bore ned til den, skyldes dette to faktorer. Den ene faktor er et fænomen, som på engelsk kaldes "water-drive", der opstår, når et reservoir er så gennemtrængeligt for vand, at det vand, som naturligt findes i bjergarten under oliezonen er med til at drive olien frem til produktionsboringerne. Den anden faktor er et naturligt højt tryk, hvor olien, der er lettere end porevandet, bliver presset hen mod produktionsboringerne, hvor trykket er mindre.

Ved aktivt at gå ind og ændre forholdene i reservoiret kan man på flere måder øge den naturlige produktion. I dag findes der i næsten alle danske felter såkaldte injektionsboringer, hvor vand eller gas pumpes ind i reservoiret for at presse mere olie op. Vandinjektion bruges som oftest, hvor produktionen primært er baseret på water-drive, og som eksempel kan igen nævnes Dan-feltet, hvor indvindingsgraden endnu en gang blev fordoblet, da man begyndte at bruge vandinjektion. Man tilføjer ofte vandet forskellige typer af blødgørings- og afspændingsmidler, der reducerer overfladespændingen og derved letter gennemstrømningen og yderligere øger produktionen af olie. Gasinjektion bruges, når produktionen af olie er baseret på tryk, og man derfor ønsker at holde trykket konstant. Nogle steder består gassen af CO2, der ud over at holde trykket også gør olien mere tyndtflydende. En anden bonus ved dette er, at CO2 fjernes fra atmosfæren.

Olieproduktionen kan også øges ved at danne kunstige sprækker i f.eks. kalken og dermed lette gennemstrømningen. For at holde sprækkerne åbne fyldes de med sand, og nogle gange skyller man sprækkerne igennem med syre for at gøre dem større. 

Nye metoder - mere olie

Samlet set har de nævnte teknikker for kalkens vedkommende øget produktionen fire til otte gange, og der arbejdes lige nu dels på at forfine de kendte metoder og dels på at opfinde nye metoder, der kan øge indvindingsgraden.

En ny teknik kaldet "air-injection" går ud på, at man ved at tilføre ilt (air) kan sætte ild til udvalgte steder i gamle oliefelter. Antændingen skaber en varmefront, der sammen med øget tryk presser de sidste dråber olie hen til produktionsboringerne. Metoden er testet succesfuldt i sandsten og kunne godt tænkes at have en stor fremtid i de tætte danske kalkstensreservoirer.

I Norge har man for nylig fundet ud af at udnytte bestemte varmeelskende bakterier, der får olien til at flyde lettere og derved også øger produktionen.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Undervisningsartikel

Olie
I dette tema sætter vi fokus på det sorte guld - hvordan det bliver dannet, hvordan man finder frem til det, hvordan det bliver udvundet - og hvad vi i Danmark gør for at presse de sidste dråber olie ud af vore oliefelter.
Gå til tema

Boreplatform
Megen olieproduktion foregår i dag ud for kysten - ligesom det er tilfældet i Danmark - og her er det i sagens natur en noget stor teknologisk udfordring at komme ned til olien, der kan befinde sig flere kilometer under havbunden.
Foto: Mærsk Olie og Gas A/S