Resultater fra Galathea 2

For forskerne på Galathea 2 indtraf ekspeditionens absolutte højdepunkt den 22. juli 1951 om natten. Da kunne man hente en pose op, som havde været på rejse 10.190 meter nede i Filippinergravens dyb.

Posen rummede blege søanemoner, tanglopper, muslinger og søpølser - tilsammen et uomgængeligt bevis på, at liv findes på dybder, hvor trykket er ekstremt højt: 1 ton pr. kvadratcentimeter.

I alt lykkedes det Galathea 2 at påvise eksistensen af 115 forskellige arter af dyr på dybder over 6000 meter; herunder en fisk, som blev fanget på 7200 meters dybde i Javagraven.

Langt de fleste dyr i dybhavet var på det tidspunkt stadig ukendte for videnskaben. Ekspeditionslederen, professor Bruun, gav den dybtliggende havzone navnet "hadal" - afledt af ordet Hades, dødsriget i græsk mytologi.

Den største enkeltopdagelse var urbløddyret Neopilina galatheae, som blev fanget i en halv snes eksemplarer på 3600 meters dybde nord for Panamagolfen.

Indtil da havde videnskabet troet, at stamfædrene til denne lille skabning på størrelse med en stor mønt var uddøde 350 millioner år tidligere.

Udenlandske videnskabsmænd erklærede efterfølgende, at fundet af Neopilina var den største opdagelse i hundrede år, og at denne fangst alene retfærdiggjorde hele ekspeditionen.

En stor del af fundene fra Galathea 2 findes i dag på Zoologisk Museum i København.