Vandrealbatros

 ...endelig dukkede den op - pludselig lå den på sine godt tre meter stive vinger hen over bølgerne relativt tæt på skibet. Jeg har ventet de sidste par dage på, at den første albatros skulle kigge forbi "Vædderen". Og det var ikke bare en albatros - det var Rolls-Royce udgaven "Vandrealbatrossen" med verdens største vingefang.

 

I begejstring løb jeg ned på dækket, hvor flere forskere og fast besætning holdt til - i gang med at sætte Multinet, CTD og Safire (hvad det så end betyder, men det har i hvert tilfælde ikke noget med Bombay eller Gin at gøre for skibet er totalt tørlagt) - og flere fik et fint kig på denne havets ensomme vandrer inden den forsvandt igen i horisonten. Det var en yngre fugl i sit 2. eller 3. kalenderår, så der går nok et par år før den igen sætter sine fødder siden sin fødsel på en af de små øer i Sydhavet. Fedt....og vi skal i de næste par dage forhåbentligt se endnu flere albatrosser og andre arter havfugle.

 

Jeg er egentlig ikke ombord på "Vædderen" for at se på fugle, men min passionerede hobby er for mig blot et ekstra krydderi på dette togtben fra Salomonøerne til New Zealand. Jeg er i virkeligheden ombord for at formidle vores landbaserede projekt, der handler om ressourcer og overlevelse i små isolerede ø-samfund - projektbeskrivelse med mere kan ses andetsteds på hjemmesiden, men kort fortalt har vi valgt tre af de mest isolerede polynesiske øer blandt Salomonøerne. Jeg selv har lavet feltarbejde på en lille ø "Bellona" som er en hævet Atol i den sydlige del af Salomonøerne samt på "Ontong Java" som er en meget stor Atol i den nordligste del af Salomonøerne. Det har været helt fantastisk at bo på de små øer og være en del af lokalsamfundet samt lære mennesker at kende, hvis liv er så markant anderledes fra mit eget liv i Danmark.

 

Oplevelserne og tankerne fra mit feltarbejde den sidste halvanden måned står i kø for at blive konsumeret af hjerne og sjæl -og det kan være svært at følge med. For kort tid siden sad jeg i koralsandet på en kokosmåtte sammen med Milton og hans familie og tegnede deres familietræ for blandt andet at forstå deres indkomststrategier.....og nu sidder jeg altså her på "Vædderen" - et lille stykke Danmark midt ude i Stillehavet med den famøse softicemaskine; fast og gedigent måltid tre gange dagligt; kiosk med lakridser, chokolade og cigaretter til overflod og danske film på den store fladskærm. Det er alt sammen super, men også lidt af en omvæltning.

 

I starten havde jeg følelsen af, at det ville blive svært på så kort tid at komme ind i denne flydende landsby af allerede fasttømrede bånd, relationer, ruller og forskningsprojekter. Måske mere svært end det har været at komme ind i landsbyerne på de isolerede øer, hvor folk altid smilende og nysgerrigt hilste velkommen - det på trods af, at vi her på "Vædderen" deler sprog, kultur og hvad der ellers hører til Danmark. Men heldigvis blev mine bekymringer gjort til skamme - folk er utrolig venlige og hjælpsomme - den faste besætning sejler skibet med hård hånd og top motivation. Forskerne knokler i containere og på dæk - de gamle (dem som har sejlet på tidligere togtben) har sikkert tænkt "nå, nu en ny flok hysteriske forskere at forholde sig til" og de nye deltagere har fundet sammen i frustration over søgang og ikke at kunne finde rundt. Og mediefolkene, der lider af at skulle levere stof hver eneste dag til de hungrende medier klør sig i hårbunden efter de gode historier. Men her få dage efter afsejling fra Gizo synes alt at falde mere på plads og folk og kodeks udlignes til den flydende landsby vi nu engang er. Et interessant projekt for en sociolog....       

 

Vi forlod Gizo i Salomonøerne for fire dage siden - tiden flyver af sted, men det er første dag, at jeg føler mig rigtig overskudsagtig. De første dage her på "Vædderen" er mest af alt gået med at vænne sig til søgangen - nu griner de søvante nok - for der har ikke været så store bølger endda, men 13 m/s og 2-4 meter høje bølger er nok for mig.

 

I forgårs holdt jeg og Thilde et foredrag for hele besætningen (som der gøres hver aften). Vi havde valgt at præsentere vores projekt gennem tre små historier fra hver ø som vi har arbejdet på. Fra Tikopia fortalte vi om "Et liv med cykloner", fra Ontong Java fortalte vi om "Levebrødsstrategier - historien om Søpølser" og fra Bellona fortalte vi om livet "Fra subsistens til overførselsindkomst". Titler, der helst skulle fænge.

 

Nu er min samvittighed lettet - min debut som weblog-skribent er en kendsgerning og jeg vil sætte mig op på dækket for at

spejde efter flere albatrosser og måske få knækket nøglen til at bestemme alle de svære petreller og skråper, der pisker forbi ude på det åbne ocean.

 

I aften skal vi have Hamburgryg - i biffen vises "The Italian Job" - og foredraget handler om
fluorescerende proteiner.....