Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

UPS - forskere mister udstyr

På grund af en teknisk fejl måtte forskere fredag aften se deres udstyr forsvinde i havets dyb. Men forskningsprojektet, som handler om miljø- og klimaændringer, er ikke ødelagt - forskerne må bare bruge en anden teknik, forsikrer projektlederen.

Af Sanne Gram
Publiceret 26-08-2006

I fjorden ud for Narsaq

Efter et mislykket forskningsforsøg ligger der nu udstyr på havets bund for 150.000 kr.

I forbindelse med et forsøg, hvor forskere skal undersøge miljø- og klimaændringer i grønlandske fjordområder, opstod en teknisk fejl, og forskerne kunne se den såkaldte piston core forsvinde i havet. En piston core bruges til at tage ni meter dybe prøver i havbunden, og med tabet af den bliver forskerne tvunget til at bruge en anden teknik fremover - for dette var den eneste, der var med af slagsen.


Alvor
Projektleder Naja Mikkelsen og togtleder Minik Rosing drøfter situationen.
Foto: Henrik Bille-Hansen

Men selv om instrumentet nu er forsvundet, er forskningsprojektet ikke ødelagt, forsikrer projektleder Naja Mikkelsen.

»Jeg har været på mange ekspeditioner, og dette er et hændeligt uheld - det sker på alle togter. Men selvfølgelig er jeg skuffet,« siger hun og forklarer, at forskerne ved hjælp af andet udstyr - en såkaldt gravity core - kan foretage næsten samme prøver - dog kan de ikke komme ligeså dybt i havbunden som tiltænkt.

Uheldet opstod, da forskerne skulle sætte det ni meter lange rør i havet. Det var forbundet til en såkaldt hjælpewire, som holdt røret, og idet der skulle skiftes til en hovedwire, som skulle føre instrumentet ned i vandet, forsvinder hydrauliktrykket i pumpen. Sagt på en anden måde er der ikke længere tryk til at holde røret, hvorefter det tabes i vandet.

Ifølge togtleder for forskningen, Minik Rosing, er alle almindelige procedurer overholdt, men fejlen skyldes en overophedning, som man nu skal i gang med at finde en forklaring på. Det er ikke uvæsentligt, da udstyret skal bruges igen mellem Perth og Hobart ved Australien og i Caraibien.

»Vi har andre måleinstrumenter, så vi kommer til at opnå det samme - bare med en anden teknik,« siger han.

Forskerne er blevet tilbudt at leje lignende udstyr, som dog først vil kunne komme på Vædderen på Azorerne.

Allerede fredag aften gør forskerne et nyt forsøg - med andet udstyr.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel

Hvis du vil vide mere