Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Udstyr for 150.000 kr. kasseret

Kommunikationsbrist tilsyneladende årsag til, at et kæmpe bomtrawl er produceret forgæves til den verdensomspændende havekspedition.

Af Else Boelskifte
Publiceret 27-07-2006

Dansk Ekspeditionsfond, der står bag Galathea 3-ekspeditionen, er nu den knap så lykkelige ejer af et bomtrawl til 150.000 kr., som ikke kommer med ekspeditionsskibet "Vædderen".

Med bomtrawlet skulle forskerne have hentet flora og fauna fra havbunden i flere kilometers dybde, men da den seks meter brede bom var samlet på ekspeditionsskibets agterdæk tirsdag aften i Skagerrak nordvest for Skagen, viste det sig, at skibets kran ikke var lang nok til at løfte de tre et halvt tons ud over skibssiden. Pladsen var også for trang til at manøvrere med bommen.

Skibets ledelse var fra begyndelsen skeptisk, og efter flere forsøg med hidkaldt bistand hentet ud til "Vædderen" i gummibåden "Lillebror" nedlagde kaptajn Carsten Schmidt veto mod flere forsøg med bommen.

Varen er som bestilt
Keld Fjord Tarbensen, Nyhavns Vod- og Trawlbinderi i Esbjerg, er den noget slukørede producent af bomtrawlet, men ikke, fordi han har begået fejl. Han har leveret varen, som den er bestilt hos ham, og han ville gerne have set den anvendt, fordi der ikke findes andre af slagsen i Danmark. Som aftaler og procedurer er, har skibets ledelse ikke noget ansvar for, at bommens dimensioner ikke kan håndteres på agterdækket.

»Det er desværre, hvad der kan ske, når teori møder virkelighed,« siger kommandørkaptajn Jens C. Hansen, Dansk Ekspeditionsfond.

Heller ikke han har noget svar på, hvorfor ingen forlods har beregnet, om bommen rent faktisk kunne anvendes på skibet.

»Vi vil nu undersøge, om nogen kan bruge bomtrawlet. Udstyret fra ekspeditionen skal alligevel efterfølgende fordeles til forskellige institutioner,« siger Jens C. Hansen.

Keld Tarbensen stiller i stedet to bundtrawl på 20 gange 10 meter til rådighed for ekspeditionen.

else.boelskifte@jp.dk 

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel

Hvis du vil vide mere