Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Tidligt liv i Antarktis

Fulde titel
De tidligste flercellede organismer fra Antarktis

Projektleder
David A. T. Harper
Professor, ph.d.
Geologisk Museum

Populærvidenskabelig beskrivelse
For omkring 540 mio. år siden bredte livet sig pludselig med stor hast overalt i urhavet.

De encellede organismers nicher blev suppleret af - og i høj grad overtaget af - flercellede dyr med komplekse opbygninger og organer.

Hændelsen kaldes Den Kambriske Eksplosion.

Denne udvikling er rigt dokumenteret fra den nordlige halvkugle, men kun meget sparsomt fra den sydlige. Dette er især et problem, da identifikation af fossiler med en begrænset geografisk udbredelse har været en fundamental hjælp til at kunne konstruere kontinenternes vandring gennem geologisk tid.

Imidlertid er detaljeret dokumentation især mangelfuld fra en vigtig brik: Antarktis. Da dette ufremkommelige, kolde kontinent tilmed har haft en central placering i forhold til andre kontinenter gennem de seneste 500 mio. år, søger et hold forskere fra Københavns Universitet og Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) derfor at finde ny evidens for det tidligste flercellede liv på Antarktis for derved med større nøjagtighed at kunne placere brikkerne i dette globale puslespil.

Med helikopter bliver forskerholdet løftet fra ekspeditionsskibet "Vædderen" ind i de uvejsomme bjergkæder i det nordøstlige Antarktis for at studere fossiler og sedimenter.

Projektet vil resultere i en større viden om Antarktis' tidligste flercellede organismer, det daværende aflejringsmiljø samt kontinentets geologiske historie.

Forskerprofiler
Christian Mac Ørum Rasmussen
Christian Mac Ørum Rasmussen er cand.scient. med speciale i invertebrat palæontologi og ph.d.-studerende. Med forskningsprojektet Tidligt liv i Antarktis undersøger han sammen med sine kolleger fossiler og sedimenter i bjergkæderne i det nordøstlige Antarktis.

David A. T. Harper
David A. T. Harper er uddannet B.Sc., ph.d. og D.Sc. og er professor i palæontologi. Sammen med sine kolleger på forskningsprojektet Tidligt liv i Antarktis flyver han med helikopter ind i bjergkæderne i det nordøstlige Antarktis for at studere fossiler og sedimenter og dermed få større indsigt i bl.a. kontinentets geologisk historie.

Jan Audun Rasmussen
Jan Audun Rasmussen er cand.scient. og ph.d. Som en del af forskningsprojektet Tidligt liv i Antarktis flyver han sammen med sine kolleger med helikopter ind over bjergkæderne i det nordøstlige Antarktis for at studere fossiler og sedimenter og dermed få større indsigt i bl.a. kontinentets geologisk historie.

Lars Stemmerik
Lars Stemmerik er cand.scient., lic.scient. og dr.scient. og er med på ekspeditionen som en del af forskningsprojektet Tidligt liv på Antarktis. Sammen med sine kolleger flyver han med helikopter ind i bjergkæderne i det nordøstlige Antarktis for at studere fossiler og sedimenter for dermed at få større indsigt i bl.a. kontinentets geologiske historie.

Togtben
Christchurch-Valparaiso
11. januar til 8. februar 2007