De oprindelige planters venner
Et hold danske forskere hjælper på Galapagos med at redde nogle af ørigets unikke vækster, der er truet af indslæbte træer og buske.
Af
Else Boelskifte
Publiceret 09-03-2007Santa Cruz, Galapagos
Det er ikke helt nemt for et par umotionerede skibsben at følge med Ole Hamann, direktør for Botanisk Have i København. Den 62-årige botaniker forcerer i rask tempo stierne i Galapagos nationalpark på Santa Cruz.
Han har taget Galathea Ekspeditionens pressegruppe med ud for at vise eksempler fra det landprojekt, som han og ni andre danskere er i gang med som led i den verdensomspændende ekspedition. Det er 25. gang, at Ole Hamann er på Galapagos. Han er kommet her siden 1971 og har fulgt, hvordan indførte dyr og planter gør livet vanskeligt for det oprindelige og unikke planteliv i øriget og deltaget i indsatsen for at redde de sjældne vækster.
Ole HamannOle Hamann viser rundt på Galapagos og fortæller om planterne.
Foto: Esben Nielsen
Der er 600 naturligt forekommende planter og træer i øriget, og af dem er ca. 240 endemiske, det vil sige de findes ikke andre steder i verden. 600 er bragt ind af mennesker, og af de gevækster er 20 problematiske.
Første stop er i et vildnis, hvor kæmpeskildpadder holder til. Vi møder en stor hun, som puster ud med en hvislende lyd og trækker hovedet ind under skjoldet.
»Den, I ser der, er cubamahogni eller cigarkassetræer, som de også kaldes,« siger han og peger med sin lange vandrestok på en af de 20 skurke. Stokken har centimetermål i bunden, så den kan måle højden af lavere gevækster.
»Cubamahognien er indført af nybyggerne som tømmertræ, men den skygger for solsikketræerne, som er endemiske, så de dør ud. Det svarer til den skade, som bjørnekloen kan forvolde i Danmark,« siger han.
Solsikketræerne fik også en hård omgang af orkanen El Niño med store regnmængder i 1983, så de har behov for opmærksomhed for at klare sig. Det får de af Galapagos Nationalpark, men arbejdet er møjsommeligt. Hvert skyggende cigarkassetræ skal have et snit i barken og et skud round-uplignende gift.
Den sidste ged
Næste stop er i højlandet. Her ser vi, hvor smukt en bevoksning med solsikketræer, kan se ud, når den får lov at være, som den har haft det i årtusinder, inden kolonisationen begyndte på Santa Cruz for mindre end 100 år siden. Kronerne på den slanke stamme er bøgelysegrønne med lange mørke frø.
Inden "Vædderen" kom til Galapagos, var Ole Hamann og kollegerne på den lille ubeboede ø La Pinta i den nordlige del af øriget. Her har man møjsommeligt gjort det af med titusindvis af geder, som fuldstændig havde ødelagt vegetationen.
»Den sidste ged blev skudt i 2000. Den smagte godt,« siger Ole Hamann.
De danske forskere overvåger en linje fra havoverfladen op i 650 meters højde for at se, hvordan det oprindelige planteliv genopstår, nu da gederne er væk.
Ensomme George
»Nationalparken overvejer i øjeblikket at sætte skildpadder ud, som er genetisk beslægtede med den berømte kæmpeskildpadde "Lonesome George",« siger Ole Hamann.
"Lonesome George" er det sidste eksemplar af sin art, og man har forgæves søgt at få ham til at parre sig. Håbet er dog ikke opgivet endnu. Hvis det lykkes at få ham til at parre sig med en genetisk beslægtet skildpadde, kan man krydse afkommet tilbage til "Lonesome Georges" art.
"Lonesome George" og hans forfædre er oprindelig fra La Pinta. Han blev evakueret til Charles Darwin Research Station på Santa Cruz, og så var der ikke flere skildpadder tilbage på La Pinta.
»Man er lidt bekymret for, hvordan udsatte skildpadder vil arte sig på øen, men de var oprindelig en naturlig del af øens dyreliv, og hvis det mod forventning skulle være problematisk i forhold til genopretningen af vegetationen, er skildpadder nemme at evakuere. De flytter sig ikke så hurtigt,« siger Ole Hamann.
Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten
