Sikke en Dag

I dag slår regnskabets time. Det er den sidste dag i denne omgang. I morgen skifter vagten. Niels og jeg går i land og kahyt 1C-3 (forreste kahyt, rød gang, styrbord)  overtages af min broder Anders og hans datter Björk. Det har været en travl dag for når man skal rejser så skal der være orden i sagerne og der er mange regnskaber der skal gøres op.

 

Sodavandsregningen skal betales. Femogfyrre danskvand med citrus og syv cola. Kroner 260 at betale i kafeteriaet klokken 19. Kahytten skal rengøres, toilettet renses og tøjet skal pakkes ned. Der skal siges farvel og TAK til alle de som har hjulpet og været flinke. Men denne gang er det jo mere tak end farvel (jeg kommer igen). Så det skal nok gå.

 

Det skal alt sammen nok gå. Men afrejsedag er jo også statusdag. Der er tid til at fundere over hvordan jeg synes det er gået med Galathea3 heroppe i Grønland. Og her kan jeg allerede nu sige at jeg tror det er gået godt.

 

Søværnet. Som det burde fremgå af mine tidligere rejsebreve så har Søværnet vundet mit hjerte. Kort sagt - det hele virker kompetent. Sikkerheden er i top. Der er tænkt over tingene. Besætningen er i top. Sjældent har jeg mødt så mange sympatiske og velfungerende kvinder og mænd. Det er en ægte fornøjelse. Og jeg tror ikke kun det er sådan når Vædderen sejler for Galathea. Jo mere jeg hører om dagligdagen ombord jo gladere bliver jeg for at vi har inspektionsskibe i Nordatlanten. Søredning og fiskeriinspektion. Godt det bliver gjort. Godt.

 

Og forskerne. Her kan jeg kun sige at det går godt. Der er blevet forsket på livet løs. Der er smidt ting i vandet og der er hevet ting indenbords. Der er fanget fisk og der er rodet i mudder. Alt peger på succes. Alle ser glade ud. Containerne på agterdækket summer af aktivitet. Alle jeg møder er fulde af tilfredshed og taler om lovende resultater. Men dybest set ved vi det jo ikke endnu. Først når prøverne er endeligt analyseret, hjemme i laboratoriet, ved vi noget med sikkerhed. Først da åbenbarer opdagelserne sig. Og det er jo det, det handler om. At gøre opdagelser.

 

Og formidlingen. Der er skrevet meget om alt det der sker her på skibet. Der er skrevet om forskningen. Der er blevet formidlet på livet løs. Hvert projekt der er i gang her på skibet er beskrevet af op til flere journalister. Der er formidlet og forklaret så selv et barn kan forstå det (egentligt noget underligt noget at skrive da det sjældent er børnene der fatter tingene sidst). Forskningsaktiviteterne er bragt ud i den store verden. Samvittighedsfuldt og redeligt. Der er ingen grund til klage. Tværtimod.

 

Og Niels. Niels, som jeg deler kahyt med. Niels fra Randers Regnskov. Niels, tak for turen, det har været en udelt fornøjelse. Og skulle det være en anden gang.

 

Det eneste hængeparti der er tilbage, det er dr. Sukaroff. Den mærkelig mand der viste sig et par gange. Han talte om store missioner og opgaver der skulle redde verden. Men der er ligesom ikke sket noget. Det er blevet ved snakken. Det kan være der sker noget senere. Men indtil videre er det uforløst. Desværre. Og dog - der ER sket noget siden sidst. En lille ting. Jeg er blevet kontaktet i dag. Da jeg kom fra frokost lå der en seddel på bordet i min kahyt. Sedlen var fra dr. Sukaroff, men det der stod på sedlen gjorde mig ikke klogere. Det eneste der stod det var: ”Glem ikke eventyret”.