En Mild Irettesættelse

Der er sket meget i dag. Jeg har været i land, jeg er blevet kontaktet af Sukaroff og så har jeg talt i telefon.

 

Efter bare ni dage til søs har jeg fået et helt andet forhold til begrebet ”når en sejler går i land”. For hvor er det dog skønt at mærke fast grund under fødderne. Hvor er det skønt at kunne gå på klipper og græs. Hvor er det skønt at kunne gå et sted hen hvor der ikke er andre. Misforstå mig ikke, selskabet på Vædderen kunne ikke være bedre. Men efter min lille forsmag på sømandens enegang, så forstår jeg bedre hvordan det må være at komme i land efter en måned til søs. Mange ting har jeg allerede lært på min tur med Galathea og en af tingene er at; sømænd på landlov, de skal behandles med hjælpsomhed og respekt. De fortjener at have det så godt som muligt når de endelig er i land.

 

Det er skønt at være i land og når det så er Grønland man er i land i så er det rigtigt godt. Som jeg allerede har skrevet, så tabte jeg som ganske ung mand mit hjerte til Grønland. Og dagens besøg i Sisimiut var et glædeligt gensyn. På vestkysten er Sisimiut den sydligste af de nordlige byer. Der er slædehunde her. Der er huse i mange farver. Der er lugten af saltvand i luften. Der er fornemmelsen af mange generationers heroisk kamp for overlevelse i en genstridig natur. Sisimiut er fuld af glæden af at være i Grønland.

 

Og så er der en kinesisk restaurant. Nede ved havnen hvor vi ligger til kaj er der en kinesisk restaurant. Jeg kan, uden at vide yderligere, garantere at der ligger en meget spændende og indviklet historie bag det faktum at der ligger en kinesisk restaurant i en rødt hus nede ved havnen i Sisimiut. Der er løfter om mange spændende historier i Sisimiut, jeg blev her gerne. Men vi må videre. Det blev et kort men dejligt gensyn med Grønland.

 

Men det er ikke kun på land der er sket ting og sager. Jeg er som nævnt blevet kontaktet af Alexander Sukaroff igen. Desværre ikke personligt. Jeg fået et brev. Et mildt irettesættende brev. Fremgangsmåden er den samme som først gang. Det sad i luftventilristen i vores dør da jeg kom tilbage. Jeg ved brevet er ægte, det har den samme svage luft af kølnerwasser som Alexander Sukaroff efterlod ved vores første personlige møde. Det nye brev er kortfattet. Der står: ”Ikke tid til personlig kontakt. De må tage dem sammen hr. doktor Lund Madsen! De må tale med forskerne ombord. Mere følger. Husk det gælder fremtiden. Deres Dr. Alexander Sukaroff”. Således stod der i brevet. Og til det kan jeg kun sige. Det skal ske. Læser de dette Dr. Sukaroff så skal de vide at jeg i morgen mandag straks vil efterkomme deres anmodning. Og så, Kontakt mig igen, personligt, fortæl mig hvad det hele drejer sig om.

 

Og det var landgangen, det var brevet, det var planen for i morgen. Jeg har gemt det bedste til sidst. En af de mange vidunderlige gaver som videnskaben har givet os er mobiltelefonen. Der er dækning i Sisimiut. Jeg har ringet hjem og jeg har talt med min elskede hustru. Tænk at man kan stå så langt borte og få at vide at de har det godt derhjemme. Tak for det mobiltelefonopfinder. Tak for det Ringo.