Otto og de to bankende frøhjerter

I går lovede jeg at formidle fra den første og bedste forsker, jeg så her på Vædderen. Og et løfte er et løfte. Og her er så

hvad der skete:

Umiddelbart efter jeg havde sendt mit rejsebrev ud på indernettet skulle jeg på toilettet. Det var ikke søsyge, næh nej, jeg skulle børste tænder (Jeg havde spist sukkergodt, og tandhygiejnen er utrolig vigtig til søs). Og så sker der simpelthen det,

at jeg møder mit eget blik i spejlet over vasken. Jeg ser mig selv. Og så klapper fælden kammerat. Jeg må formidle min egen viden. Så her er historien om et af de smukkeste eksperimenter, der nogensinde er blevet udført i videnskabens verden. Historien om Otto Loewis drøm.
Kommer her:
     
Da Otto Loewi vågnede med et sæt, vidste han, at han havde fået en fantastisk idé.

Den var kommet til ham i en drøm; idéen. Klokken var fire om morgenen, og han skyndte sig at skrive idéen ned på en lap papir. Så gik han atter til sengs og faldt hurtigt i søvn. Alt var godt. Lige indtil næste morgen.

 

For da Otto Loewi vågende igen, havde han glemt sin idé, og notaterne, han havde skrevet ned, var kun uforståelige skriblerier. Alt var tabt, den pådrømte idé var væk. Otto Loewi brugte hele den næste dag til at prøve at huske.

Han var som i trance, hans øjne var vandede og uklare, hans fingre pillede ved alt, og han talte kun i mumlende sætninger,

men lige meget hjalp det, ideen var væk. Tabt. Det eneste, han havde tilbage, var en samling uforståelige notater på et rodet sengebord.

 

Men den, der søger, skal finde. Samme nat, da optræksuret i den store stue slog sine fire slag, vågnede Otto Loewi atter op med et sæt. Igen var hans hoved opfyldt af den fantastiske idé, og igen var det noget, han havde drømt. Og nu vidste han, hvad det var. Det var idéen til et eksperiment. Og denne gang tøvede Otto ikke. På med frakken (direkte over pyjamassen) og så af sted til laboratoriet. Nu skulle der arbejdes. Og det blev der.

 

Det eksperiment, som Otto Loewi udførte den nat i 1921, er et af videnskabens smukkeste eksperimenter. Et simpelt og entydigt eksperiment, som gav os ny og afgørende viden.

Dengang i begyndelsen af dette århundrede vidste man ikke, hvorledes nervecellerne kommunikerede med hinanden. Man vidste, at elektriske strømme løb langs membranerne i de enkelte nerveceller, men hvordan de elektriske strømme kom fra

den ene nervecelle til den anden. Det vidste man ikke. Der var to grupper af forskere, som stod stejlt over for hinanden.

 

Den ene gruppe mente, at strømmen sprang som gnister fra nervecelle til nervecelle (”The Spark Theory”).

 

Den anden gruppe mente, at overførslen af elektricitet skete via frigørelse af kemiske substanser.

De forklarede overførslen af strøm således: Strøm løber gennem en nervecelle, til den når endepladen. Her medfører strømmen frigivelse af en kemisk substans. Den kemiske substans påvirker nabo-nervecellen, og en ny strøm opstår i nabocellen. Kemisk kommunikation (”The Chemical Theory”).

 

Det var den sidste gruppe, der havde ret, men de kunne ikke bevise deres påstand, og umiddelbart forekom deres teori at være meget fantasifuld. At den ydermere var fremsat af en medicinstuderende gjorde ikke tingene bedre. Tingene var gået i hårknude, og diskussionerne blev mere og mere hysteriske.

 

Men den nat i 1921 udførte Otto Loewi sit eksperiment som en gang for alle, på smukkeste vis, afgjorde sagen. Otto Loewi opererede to, endnu bankende, frøhjerter ud af to frøer. Hjerterne anbragte han i hver sin skål fyldt med en nærende væske. Tilhæftet til begge hjerter var Nervus Vagus, den nerve der, når den stimuleres, får hjertet til at slå langsommere.

Og der lå de så - de to hjerter - bankende.

 

Nu stimulerede Otto Loewi nerven til det ene hjerte, og han så, at dette hjerte begyndte at slå langsommere. I fem minutter blev der stimuleret, og herefter førte Otto Loewi forsigtigt, væske fra skålen med det stimulerede hjerte over i skålen med det ikke-stimulerede hjerte. Og hvad skete der så: Det ikke-stimulerede hjerte begyndt straks at slå langsommere.

Det stimulerede hjerte havde altså frigjort noget til væsken, en kemisk substans, der kunne påvirke

nervecellekommunikationen i det ikke-stimulerede hjerte. Nervecellekommunikationen kunne være den rene kemi.

 

Loewis eksperiment havde afgjort striden. Det var den medicinstuderende, der havde haft ret, og videnskaben kunne

komme videre. I begyndelsen vidste Loewi ikke, hvad det var for et stof, der blev frigivet, men det fandt han ud af.

 

Og så var der også en Nobelpris til ham!