Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Kun en tåbe frygter ikke Bermuda Trekanten

Skibe, fly og mennesker er gang på gang forsvundet i Bermuda Trekanten. I de 10 dage, "Vædderen" har opholdt sig her, har uheldene nærmest stået i kø.

Af Lars From
Publiceret 08-04-2007

Mystisk, uforklarligt, spøgelsesagtigt.


Knækket mast
Om bord på "Vædderen" gik meget galt lørdag den 31. marts 2007. Forskningen måtte afbrydes, fordi skibet skulle lede en redningsaktion efter en polsk lystyacht, der af mystiske grunde drev rundt i Bermuda Trekanten med en knækket mast og en ubrugelig motor.
Foto: Peter Pedersen

Gang på gang er skibe, fly og mennesker forsvundet eller har oplevet mystiske ting i farvandet mellem Miami, Puerto Rico og Bermuda - Bermuda Trekanten. I nogle tilfælde er der en naturlig forklaring, i de fleste ikke. Derfor lever myterne om trekanten stadig i bedste velgående, hvilket også mandskab, forskere og journalister om bord på "Vædderen", der de seneste 10 dage har sejlet rundt i "trekanten", har fået smagsprøver på.

Columbus var først

Christopher Columbus var den første til i 1492 at berette om mystiske begivenheder i Bermuda Trekanten. Midt ude på havet så mandskabet pludselig et stærkt lys, mens hans skib senere blev drejet tre-fire gange rundt om sig selv.

Det mest berømte - og spektakulære - af alle forsvindingsnumre skete i december 1945, da fem Avenger bombefly lettede fra Naval Air Stationen i Fort Lauderdale i Florida. Missionen Flight-19 skulle på en rutineopgave med kurs mod Bahamas. Besætningen bestod af løjtnant Charles Taylor og en gruppe elever fra flyvevåbnet.

Efter godt halvanden time stod det klart, at Flight-19 var faret håbløst vild. Da mørket faldt på, blev tre fly sendt ud for at lede. Vejret blev dårligere, og 15 meter høje bølger rejste sig. Man mener, at flyene tumlede rundt et sted øst for Florida, inden de hen på aftenen formentlig løb tør for brændstof og faldt i havet - medmindre der skete et eller andet mystisk og uforklarligt. Et af de tre eftersøgningsfly dukkede heller aldrig op igen.

I 1991 fandt bjergningsskibet "Deep Sea" ganske vist fem gamle Avenger fly på 200 meters dybde ud for Floridas kyst, men undersøgelser viste, at der ikke var tale om Flight-19.

Mystikken om Bermuda Trekanten tog især fart i 1960'erne, da tidsskriftet National Geographic Society samt flere magasiner og aviser tog sagen op.

Den første uforklarlige forsvinden skete i marts 1918, da sejlskibet "USS Cyclops" på vej fra Brasilien til Baltimore i USA forsvandt sporløst. USA's flåde søgte forgæves efter overlevende og vragrester, men fandt intet. Den dag i dag er forliset en gåde.

Den 4. februar 1963 forsvandt den 153 meter lange tanker "Marine Sulphur Queen" i området. Den 25. november 1980 var det "SS Poet", der sejlede ud på de evige og ukendte jagtmarker. Firmaet, der ejede "SS Poet", slog først alarm i november. Derfor mener skeptikerne, at der måske var tale om regulær forsikringssvindel.

Så sent som i juli 1997 fandt mandskabet om bord på det engelske flådefartøj "HMS London" en forladt båd, "Ruth", der drev rundt i Bermuda Trekanten. Båden var uskadt og så ud til kun at have været forladt et par dage. Da flådefartøjet tog "Ruth" på slæb, gik navigationssystemet og motoren i stå. Det lykkedes at komme i havn, og det viste sig senere, at båden tilhørte et tysk ægtepar, der 10 måneder tidligere havde været på De Kanariske Øer og troede, at båden var blevet stjålet. I stedet havde den på egen hånd krydset Atlanten, medmindre?

Området mellem Miami, Puerto Rico og Bermuda er et af de to steder på kloden, hvor en magnets kompasnål peger mod Arktis og ikke mod den magnetiske nordpol, sådan som det er tilfældet i resten af verden. Det kan måske forklare nogle af de mystiske ting.

Den kraftige Golfstrøm kan også være med til både at forvirre søfolk og hurtigt fjerne ethvert spor af sunkne skibe eller nedfaldne fly. Samtidig er farvandet med syv kilometer dybt vand blandt de dybeste i verden.

Gasboble-teorien

En af de mange teorier omkring de forsvundne skibe handler om udsivende metangas fra havbunden. På vej mod havoverfladen kan der dannes store gasbobler, der, når de rammer havoverfladen, kan skabe en slags "lufthul" i vandoverfladen, hvor vandet pludselig ikke længere kan bære et skib, hvorefter skibet synker.

Ifølge eksperterne højst usandsynligt, men ikke umuligt.

Om bord på "Vædderen" gik meget galt lørdag den 31. marts 2007. Først måtte forskningen afbrydes, fordi skibet skulle lede en redningsaktion efter en polsk lystyacht, der af mystiske grunde drev rundt i Bermuda Trekanten med en knækket mast og en ubrugelig motor. Samme dag fik trawleren "Newfoundland Alert", der skulle fange gydende ål til forskerne om bord på "Vædderen", revet sit store trawl af - angiveligt af en hval, selv om kaptajnen med sine 37 års erfaring aldrig havde oplevet noget lignende. "Vædderen" har også fået ødelagt et mindre fiskenet, der er blevet "spist" af skibets skrue.

Men ulykkerne er måske slet ikke slut, selv om skibet snart forlader trekanten.

Samme dag, "Vædderen" sejler fra Boston, er det årsdagen for "Titanics" forlis. Tre døgn senere passerer skibet stedet, hvor verdens mest omtalte skibsforlis skete den 15. april 1912.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel

Bermuda Trekanten
Kilde: Agnete Holk

Hvis du vil vide mere