Sælen i sjælen

Af Jørgen Ullerup
Publiceret 29-08-2006

Qaqortoq

Umiddelbart ser han ikke ud til at have taget skade af at have siddet fire gange så længe som gennemsnittet i den varmeste stol i Grønlands erhvervsliv.

Det er heller ikke til at se på ham, at han igennem hele foråret har været igennem først mediernes og siden politikernes vridemaskine.

Succes
Michael K. Nielsen har forvandlet virksomheden Great Greenland fra en gedigen underskudsforretning til en moderne grønlandsk succes med eksport af sælskind til hele verden.
Foto: Casper Dalhoff

»Jeg har ikke lyst til at tale om den sag. Jeg er bare så træt af den,« indleder Michael K. Nielsen, da han bruger en fridag i weekenden på at vise sin stolthed frem, sælskindsproducenten Great Greenland, der med hovedkvarter i nogle røde bygninger på havnen i Qaqortoq (det gamle Julianehåb) beskæftiger 72 ansatte.

Alligevel har vi efter et par timer stort set ikke talt om andet end "sagen".

Grønlandsk succes
Men den vender vi tilbage til, for Michael K. Nielsen vil meget hellere vise rundt i den virksomhed, som han siden 1998 har forvandlet fra at være en gedigen underskudsforretning til en moderne grønlandsk succes med eksport af sælskind til hele verden.

»Da jeg overtog ledelsen, havde Great Greenland haft underskud i 22 år. Jeg begyndte med et tocifret millionunderskud og 40 ansatte. I dag har vi næsten fordoblet antallet af ansatte, og i de seneste år har vi haft overskud,« siger direktøren og viser rundt på fabrikken.

Turen går fra indleveringen af skind fra 76 indhandlingssteder i Grønland enten i frossen eller nedsaltet tilstand i store plastickar, til de færdige bløde og lækre skind efter en kompliceret proces er klar til salg tre uger senere.

I naturfarve eller i årets modefarver.

Produktion
Her er medarbejdere hos Great Greenland i færd med at garve sælskind.
Foto: Casper Dalhoff

Pebrede priser
Direktøren har investeret i moderne maskiner, så en del af garvningen og rensningen sker i computerstyrede maskiner. Og han har forbedret et indhandlingssystem, så mange flere grønlandske fangere end tidligere har fået mulighed for at sælge deres skind til Great Greenland, uanset hvor de bor i Grønland. Det har i de seneste år tredoblet produktionen.

Rundvisningen slutter i en lille forretning med ret pebrede priser, hvor Great Greenland sælger egne design produkter frem. Pelsjakker, tasker, sko, punge og andet tilbehør lavet af kendte designere. Men det er kun en del af en markedsføringsstrategi, der skal skabe interesse for sælskind.

For virksomhedens egne syersker bruger under 10 pct. af skindene selv. Firmaets hovedbeskæftigelse er at garve og sælge skind verden over.

En politisk varm stol
»Vi er jo i virkeligheden bare en mellemstor virksomhed, men i Grønlands sjæl er vi et meget stort foretagende.

Alle grønlændere har et forhold til sæler, og når en dreng skyder sin første sæl, samles hele familien til fest,« siger den 51-årige direktør, der ved ansættelsen vidste, at han satte sig på en politisk varm stol, hvor levetiden i gennemsnit var på to år. Efter en fortid i pelsfirmaet A.C. Bang og ophold i byer i Europa, USA, Japan og Kina blev han headhuntet til jobbet i Grønland, og da hans kone og tre sønner blev grebet af eventyret, flyttede hele familien til Qaqortoq med omkring 3.500 indbyggere i 1998. Her har Michael K. Nielsen med otte et halvt år slået alle rekorder.

En følsom branche
For sæler er en følsom branche i et land, hvor sæler alle dage har været en af de vigtigste råvarer og et spørgsmål om overlevelse. Jagten på sælen er en del af den nationale identitet. Derfor er Great Greenland stadig kontrolleret af Hjemmestyret og dermed af politiske interesser, selv om virksomheden under den danske direktør er omdannet til at aktieselskab.

Great Greenland har pligt til at opkøbe alle de skind, det får tilbudt.

76 steder i landet kan fangere indlevere skind, og de får mellem 300 og 500 kr. pr. sælskind alt efter kvalitet. Michael K. Nielsen har fornyet systemet, så betalingen sker via Grønlandsbanken, og så kvaliteten ikke bedømmes ved købet.

»Bedømmelsen førte til alle mulige konflikter, og af og til blev geværet trukket, når man ikke var enige. I dag kører det hele over et stregkodesystem.«

Årligt behandler og sælger Great Greenland mellem 100.000 og 120.000 sælskind samt et mindre antal andre skind fra isbjørne, ræve, hunde og moskusokser, hvis uld i øvrigt bruges af NASA til at isolere rumskibe.

»Vi kan ikke som for eksempel minkavlere bare hæve produktionen. Vi har de skind, vi får ind. Hvis jeg siger til en fanger, at sælskind er hot lige nu, og at han skal skyde nogle flere, vil han svare, at han ikke er sulten. Grønlænderne tager kun det, de skal bruge fra naturen.«

Problemet opstod i vinteren 2004, da klimaet var så varmt, at fangerne nordpå ikke kunne køre hundeslæde på isen. Antallet af skind faldt fra 108.000 til 60.000.

Firmaet havde med andre ord ikke nok skind til at opretholde produktionen.

Skind fra Canada
Så direktøren importerede skind fra canadiske fangere, som hvert år afliver næsten tre gange så mange sæler som de grønlandske fanger.

Importen kræver ingen særlig tilladelse, men da det var første gang, Great Greenland købte skind i Canada, sagde Hjemmestyret god for det.

Men pludselig rullede skandalen. Danske medier fik nys om importen, og foreningen Dyrenes Beskyttelse protesterede, fordi nogle eksperter anslår, at 5 pct. af de kølledræbte canadiske sæler flås levende.

Sagen blev en varm kartoffel i Grønland, hvor ingen har glemt det internationale ramaskrig over drabet på canadiske babysæler i 1980'erne og boykotkampagnen anført af den tidligere franske filmstjerne Brigitte Bardot og Greenpeace.

Selv om grønlænderne aldrig har dræbt babysæler, førte medieblitzen dengang til en næsten total boykot af sælskind. Det ramte også de grønlandske fangere, og det hjalp ikke stort, at Greenpeace senere officielt sagde undskyld. Drab på babysæler i Canada blev forbudt, men alligevel varede det mange år, før grønlænderne igen kunne sælge sælskind.

Michael K. Nielsen blev midtpunkt i sagen. Direktøren blev hængt ud i pressen, han oplevede at blive suspenderet for åben skærm af den grønlandske fiskeriminister, og hans virksomhed måtte igennem flere kulegravninger, før han blev renset.

Hurtigt gik der politik i sagen. Landsstyrets formand, Hans Enoksen, besluttede at forbyde importen fra Canada, men vendte få måneder senere rundt på en tallerken og tillod indkøbene igen.

For Grønland stod med en dårlig sag og risikerede selv at blive hængt ud.

Flere undersøgelser foretaget af blandt andet den nordatlantiske organisation NAMCO har fastslået, at aflivning med køller, eller harkepikke som de hedder, er den mest humane. Under 1,7 pct. af sælerne lever mere end 20 sekunder efter at være ramt.

Derimod er der større risiko for at ramme forkert, når sæler skydes på isen eller som hovedparten af de grønlandske sæler, i vandet.

Grønlandsk intrige
Men som et oprindeligt folk har grønlænderne ret til at fange sæler i vandet, fordi de ikke har andre muligheder.

Det forhindrede ikke, at Great Greenland blev rodet ind i en intern grønlandsk intrige.

Pludselig blev Michael K. Nielsen beskyldt for at have taget otte mio. kr. af kassen, og oppositionspolitikere krævede en uvildig kulegravning. Det førte til hele to undersøgelser fra internationale revisionsfirmaer.

I begge to blev den danske direktør og Great Greenland pure renset.

»Det var vores Muhammed-krise. Men i dag frygter vi ikke på samme måde negative presserapporter som i 1980'erne. For Skandinavien er ikke mere vores hovedmarked. I dag sælger vi skind til hele verden og navnlig til lande som Rusland, Kina og Korea,« siger Michael K. Nielsen.

Familien trives
Selv om muligheden stadig står åben, har Great Greenland ikke i år haft brug for at importere skind udefra. For klimaet har været gunstigt, og råvarerne svømmer rundt lige uden for vinduet i Qaqortoq.

Skindene sælges lige så hurtigt, som de kan produceres, og Michael K. Nielsen har ingen planer om at stoppe

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten