Sitemap | Avanceret søgning |

Afrikas mørke hemmeligheder

Det brune og sorte guld kaldes kakao og olie, som er de største indtægtskilder for både Elfenbenskysten og Cameroun. Men det er ikke småbønderne, der tjener på deres kakao. Og befolkningen i de to lande mærker heller ikke meget til olieeventyret. Mange af pengene ryger under hemmelige forhandlinger i de forkerte lommer.

Af Helle Maj
Publiceret 06-01-2010


Kakaobonde
Kakaobonde i Elfenbenskysten i gang med at høste.
Foto: AP Photo/Ben Curtis

Kakao førte til velstand i overmål i Elfenbenskysten op gennem 60´erne og 70´erne. Folk fik strøm til deres landsbyer, veje blev asfalteret, børn kom i skole. Men så faldt priserne på verdensmarkedet, og her sluttede eventyret.

I årevis har der været skrevet om, at arbejderne i kakaoplantagerne i Vestafrika er ansat under slavelignende forhold. At børn bliver handlet i industrien. At bønderne ikke får en ordentlig pris for deres varer. Og at korruption æder profitten.

I lige så mange år har organisationer og internationale chokoladefabrikanter startet projekter for at forbedre forholdene for afrikanerne i kakaoindustrien. Men der er flere ord i projekterne, end der er handling, siger den svenske miljøorganisation SwedWatch, som i 2009 undersøgte de tre chokolade-giganter Nestlé, Cloetta-Fazer og Kraft Foods for deres opkøb af kakao fra Vestafrika til Sverige.

»Nestlé og Cloetta-Fazer kontroller stadig ikke arbejdsforholdene på plantagerne. Kraft Foods kontrollerer ikke størsteparten af sine indkøb, men begyndte i 2007 at købe en vis mængde kakao, som certificeres af Rainforest Alliance,« meddeler SwedWatch i en pressemeddelelse.

Der findes mange organisationer, som støtter initiativer til en retfærdig handel med kakao. Et af projekterne hedder 'The Good Inside Cocoa Program'. Her er både Mars, Nestlé, Ahold, Cargill og Heinz gået sammen for at sikre fairtrade-kakao i Elfenbenskysten.

Men projekterne dækker kun en lille flig af markedet. Resten køber de samme firmaer stadig fra plantager, hvor børn knokler under slavelignende forhold.

Et ton kakao kostede ifølge Financial Times godt 20.000 danske kroner i december 2009 - det højeste niveau i 32 år. Det burde føre velstand med sig for bønderne i Elfenbenskysten, som står for 35-40 procent af verdens kakaoproduktion. Men kakao er som olie endnu et eksempel på, hvordan råvarer skaber rigdom til Vesten og til korrupte, afrikanske politikere og embedsmænd, mens de, som producerer råvarerne, får en ringe del af gevinsten.

I Elfenbenskysten var det frem til 1999 staten, som regulerede kakaoindustrien og bestemte hvilken pris, bønderne kunne få for deres kakao. Så kom IMF og Verdensbanken og krævede privatiseringer. Det betyder, at bønderne i dag selv skal forhandle med private mellemmænd om prisen.

Det er ikke gået så godt. I 2008 måtte Elfenbenskystens præsident fængsle 23 af industriens topfolk, efter det kom frem, at de havde svindlet for milliarder af kroner.

»Korruption er som koldbrand. Vi må gennem reformer gøre mere for at sikre en fair pris til bønderne,« sagde præsident Gbagbo dengang.

Reformerne er ikke kommet endnu, men en arbejdskomité har afleveret et udkast, som ventes vedtaget i løbet af 2010. Den britiske græsrodsbevægelse, Global Witness, er glad for oprydningen og fængslingerne, men mener, at de største syndere stadig sidder på deres poster. Ingen fra den statsejede myndighed, der regulerer både kaffe og kakao, er for eksempel blevet sigtet for korruption.

Seks millioner mennesker arbejder med kakaoproduktion i Elfenbenskysten. 90 pct. af kakaoen produceres af små landbrug, hvor jorden er forpagtet. Lejen af jorden betales ofte med halvdelen af afgrøden.

Når bønderne ikke kan få nok for deres kakao på grund af korruption, dårlige forhandlingsevner eller svingninger på markedspriserne, tvinges de til at klare sig igennem ved at sænke prisen på deres arbejdskraft. Den absolut billigste arbejdskraft i kakaoindustrien er børnene.

Sugerør i statskassen
Både Cameroun og Elfenbenskysten har fået en del af sin gæld slettet af IMF og Verdensbanken, som til gengæld kræver, at de to landes regeringer viser en større gennemsigtighed med indtægterne i både kakao- og olieindustrien.

Afrika står for ti procent af verdens oliereserver. Olieudvindingen kunne være med til at sikre et godt økonomisk fundament for Vestafrika. Hvis pengene altså gik i de rigtige lommer.

Der knytter sig så store pengebeløb til salget af råstoffer i Afrika, at det absolut ikke er ligegyldigt, om nogle af pengene går til korrupte politikere og embedsmænd i stedet for at havne i landenes statskasser.

»De mange, mange penge, der bliver tjent på råvarer, går til spilde. Se på Nigeria, for eksempel. Landet har pumpet olie op i årtier, men hovedparten af befolkningen er stadig lige fattig. Det er, som om at pengene kommer for let. De forsvinder til champagne og kampvogne,« siger direktøren for Den Afrikanske Udviklingsbank, den danske økonom Jacob Kolster, i et interview til Kristeligt Dagblad.

Olie og diamanter bliver ofte kaldt 'naturressourcernes forbandelse' for Afrika, fordi der kun er få eksempler på, at de har givet et land et vedvarende økonomisk løft.

I nogle lande har olie og diamanter i stedet ført død med sig. Under borgerkrigen i Elfenbenskysten brugte regeringen olieindtægterne til at købe våben for, mens rebeller smuglede diamanter over grænsen og solgte dem for våben. Kakao blev i øvrigt også smuglet ud for at skaffe penge til krigen.

I Cameroun har olieindtægterne delvist hjulpet befolkningen. Flere børn er kommet i skole, og der er investeret i landbrugssektoren. Men som med andre olieproducerende lande i Afrika, så er det svært at gennemskue, hvor mange penge landet tjener på sin olie. Det statslige selskab, som forhandler med de internationale olieselskaber, holder nemlig sine kontrakter hemmelige.

Hvert år får statsselskabet i Cameroun en række indbetalinger fra de olieselskaber, det har aftaler med - men det er umuligt at kontrollere, om beløbet er den eneste udbetaling, der sker fra det private firma til den camerounske stat eller til personer knyttet til staten.

»Der kan være de mest horrible bestemmelser, uden at det er muligt at finde ud af det. Kontrakten kan bestemme, at præsidenten eller for den sags skyld hans onkel eller tidligere nabo skal have et vist årligt beløb også,» siger direktøren for Den Afrikanske Udviklingsbank.

Olieindustrien adskiller sig fra andre industrier i Afrika ved en nærmest loge-agtig indforståethed mellem direktørerne hos de internationale selskaber og de afrikanske præsidenter.

Verdensbanken forsøgte sig engang med et projekt, hvor banken ville hjælpe de afrikanske lande og de vestlige olieselskaber med at indgå nogle fornuftige og gennemskuelige kontrakter. De måtte opgive ideen, da ingen af parterne viste en interesse for at deltage.

Olie kunne skabe mere velstand for afrikanerne. Det samme kunne diamanter, kakao, bomuld, gummi og alle de andre ressourcer, Afrika har. Men det kræver en åben politisk proces, et solidt uddannelsessystem og en økonomisk politik, som sikrer, at væksten ikke kun kommer et lille mindretal til gode.

Endnu eksisterer ingen af delene i Cameroun eller Elfenbenskysten.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Elfenbenskysten og forsoning
Når et ægtepar har haft et alvorligt skænderi, kan der ske to ting: Enten går de fra hinanden, eller de tilgiver hinanden. Når et land prøver at slutte en borgerkrig, er mulighederne de samme. Elfenbenskystens modparter ser ud til at have valgt kærligheden. Måske.
Gå til tema
Cameroun og udvikling
I Cameroun er børnearbejde meget udbredt, og det er med til at holde landet underudviklet. Børnene kommer ikke i skole, fordi de skal arbejde. Dermed kan de ikke være med til at udvikle landet. Det er en ond cirkel.
Gå til tema
Landefakta
Cameroun
Vidste du, at Camerouns hovedstad hedder Yaoundé, og at deres Præsident, Paul Biya, har siddet på posten siden 1982?

Elfenbenskysten
Vidste du, at Elfenbenskysten også hedder Cote d'Ivoire, og at det officielle sprog er fransk, men der findes 60 oprindelige dialekter i landet.

Landeportrætter