Sitemap | Avanceret søgning |

Nedtur set med en chimpanses øjne

De ligner os næsten 100 procent genetisk. De skændes og bliver gode venner igen, de sørger over deres døde, de går på jagt sammen, de spiser kød. Og når et land går ned på grund af borgerkrig, lider de som menneskene. På Elfenbenskysten er bestanden af chimpanser faldet fra 12.000 til 1.200 i løbet af de sidste 20 år.

Af Helle Maj


Chimpanser
Her er det chimpanser fra Chimfunshi Wildlife Orphanage i det centrale Zambia.
Foto: Mik Eskestad

Den eneste rigtige forskel på dem og os er, at de ikke kan stille op til valg, skyde med AK47 eller tale deres sag - og derfor kunne de heller ikke gøre noget, da folk på Elfenbenskysten begyndte at true dem på livet.

Årsagen til chimpansernes lidelser på Elfenbenskysten er historien om et land i forfald. Landet har på under tyve år forvandlet sig fra at være en mønsterstat til en såkaldt "forfejlet nation" i Afrika. Når sådan noget sker, så går det ikke kun ud over menneskerne i landet, men også chimpanserne og alle andre dyr.

Nedturen startede i 80erne, da priserne på kaffe og kakao styrtdykkede på verdensmarkedet. Folk blev fattigere, og de fattigste tyede til at skyde chimpanser for at få noget at spise.

Kød fra bushen er populært i mange afrikanske lande, fordi det er gratis. Alt, du behøver at eje, er en bue og pil. Sådan begyndte udryddelsen af chimpanserne.

Siden kom borgerkrigen i 2002. Vores genetiske fætre måtte flygte i alle retninger, når skyderierne ramte deres områder. Familier blev splittet, fædre blev myrdet, mødre invalideret, børn gjort forældreløse. De var ikke alene - igen: Krigen ramte både mennesker og dyr.

Som om det ikke var nok til at få grå hår i pelsen, ramte en epidemi af miltbrand - også kaldet anthrax - i 2004 chimpanserne på Elfenbenskysten. Miltbrand er en infektion, som oftest ses blandt dyr.

Hvis chimpanserne havde været ligeså udspekulerede som os, ville de have frydet sig over, at deres sygdom kunne smitte de mennesker, der skød og spiste dem. Men sådan er de ikke. I stedet bekymrede de sig om deres boligforhold.

For trods økonomisk nedtur og borgerkrig, så fødte menneskene på Elfenbenskysten børn, som om verden ikke var af lave. Fra 1990 til i dag er befolkningen vokset med 50 procent.

Men jo flere mennesker, der er i et land, jo større bliver behovet for landbrugsjord. Og hvad gør en klog mand så? Han rydder store skovområder, som ellers var chimpansernes boligområder, og planter majs og andet spiseligt.

Spinkelt håb for fremtiden
Elfenbenskysten har aldrig rigtig været på Danmarks radar, fordi de fleste i landet taler fransk. Fra 1960 og 33 år frem var det eneste, vi vidste om landet, at det gik umanerligt godt. Så godt, at præsidenten fik bygget sig en katedral større end Sankt Peters Kirken og installeret en skøjtebane i landets største by, Abidjan. Det var det eneste afrikanske land med en skøjtebane, bortset fra det dengang apartheidstyrede Sydafrika.

Først da det gik helt galt i 2002, begyndte vi at læse historier om det lille, firkantede land med den store borgerkrig, som aldrig burde være sket.

Krigen er slut, men der mangler at blive afholdt præsidentvalg. Det skulle være sket i 2005, men de politiske partier er uenige om, hvem der må stemme til valget. Problemet er opstået, fordi millioner af mennesker ikke har et ID-kort.

Dengang Elfenbenskysten var velfungerende, altså tilbage i 1970´erne, inviterede den daværende præsident hundredetusinder af mennesker fra nabolandene til at komme og arbejde i kakao-plantagerne. De har boet der siden. Uden at blive registreret og uden rettigheder. De har født deres børn der. Skal de have lov at stemme?

Ikke hvis det står til præsidenten. Oppositionen mener det modsatte. Problemet er ikke blevet mindre af, at mange ægte ivorianere mistede deres ID-kort under borgerkrigen. Politiet og hæren konfiskerede dem simpelthen, hvis de havde et navn fra den nordlige del af landet, fordi de mente, at de støttede rebellerne. Nu skal de folk bevise, at de vitterligt er født i deres egen land.

Mobile retssale har været brugt til at prøve at finde ud af, hvem der er udlændinge og hvem, der er ægte borgere med stemmeret. Men oppositionen mener fortsat, at mindst en million vælgere, som er blevet nægtet valgkort, burde få det.

Selv hvis det lykkes at afholde et frit og fair valg, er problemerne ikke forbi for Elfenbenskysten.

Mange rebeller oppe nordpå har stadig deres våben. Magten er fortsat centraliseret omkring præsidenten, og der er en slags "vinderen tager alt"-mentalitet i det politiske system. Den tankegang har ført til en stadig stigende korruption på alle planer.

Freden er altså skrøbelig og fremtiden uvis for både folket og de vilde dyr på Elfenbenskysten.

Landets navn er i øvrigt ikke opstået ud af det blå - store flokke af elefanter kan stadig ses mange steder i landet. Men som chimpanserne har også de lidt under de seneste års tumult.

Note: På dansk kalder vi landet Elfenbenskysten og på engelsk The Ivory Coast, men landets regering ønsker, at vi alle kalder det ved det franske navn: Côte d'Ivoire.

 

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Elfenbenskysten eller The Ivory Coast
På dansk kalder vi landet Elfenbenskysten og på engelsk The Ivory Coast, men landets regering ønsker, at vi alle kalder det ved det franske navn: Côte d'Ivoire.
Landefakta
Elfenbenskysten
Vidste du, at Elfenbenskysten også hedder Cote d'Ivoire, og at det officielle sprog er fransk, men der findes 60 oprindelige dialekter i landet.
Tema
Elfenbenskysten og forsoning
Når et ægtepar har haft et alvorligt skænderi, kan der ske to ting: Enten går de fra hinanden, eller de tilgiver hinanden. Når et land prøver at slutte en borgerkrig, er mulighederne de samme. Elfenbenskystens modparter ser ud til at have valgt kærligheden. Måske.