Sitemap | Avanceret søgning |

Væbnede konflikter og deres årsager

Hvad er en væbnet konflikt? Er det en krig mellem to lande, borgerkrig, terror, oprør, statskup eller noget helt sjette? Og hvad er de væsentligste årsager til de mange væbnede konflikter, der finder sted i Afrika?

Af Steen Nordstrøm
Publiceret 08-07-2005

Netop nu er der knap 40 væbnede konflikter i verden. Det hævder i hvert fald forskerne på universitetet i Uppsala i Sverige. Omvendt hævder den anerkendte NGO International Crisis Watch, at der er omkring 70 væbnede konflikter. Hvordan kan man være uenige om, hvor mange konflikter der finder sted på et bestemt tidspunkt? For at besvare dette spørgsmål ser vi nærmere på, hvad en væbnet konflikt egentlig er.

En væbnet konflikt defineres som en uoverensstemmelse mellem mindst to parter, som er karakteriseret ved udbredt brug af vold med det, man kalder høj intensitet. Ofte er parterne uenige om noget politisk, eller om hvem der skal kontrollere et bestemt territorium. Hvad den høje intensitet i vold angår, ser man ofte på, hvor mange der bliver dræbt i konflikten. Lidt kynisk siger nogle forskere, at hvis der dør mindre end 25 om året, er der tale om "uroligheder". Er der mere end 25 dræbte, er det en væbnet konflikt, mens der bliver tale om en regulær krig, hvis der er over 1.000 dødsofre om året. Sådanne grænser sættes imidlertid temmelig tilfældigt og forskelligt fra sted til sted. Dét forklarer, hvordan man kan være uenige om, hvor mange konflikter der er i gang rundt om i verden.

En ting, som alle kan blive enige om, er at skelne mellem væbnede konflikter, der finder sted mellem stater, og konflikter inden for en stats grænser - eller sagt på en anden måde: mellem internationale krige og borgerkrige.


Lægebehandling
I DR Congo yder FN lægehjælp til tilskadekomne efter kampene mellem regeringshæren og oprørsstyrker i 2005.
Foto: UN Photo/Christophe Boulierac

Tidligere forekom internationale krige langt oftere end i dag, og det var primært disse, FNs Sikkerhedsråd skulle forsøge at forhindre. I dag er det kun krigene i Irak og Afghanistan, der er igangværende internationale krige. Andre steder, som på grænserne mellem Eritrea og Etiopien og mellem Indien og Pakistan, overvåger FN-styrker situationen. I begge tilfælde har der tidligere været åben krig mellem parterne efterfulgt af langvarige stridigheder om grænsedragningen. Der er nu indgået våbenhvile i konflikterne, og FN-styrker holder øje med, om aftalerne overholdes, så krigene ikke blusser op igen.

Borgerkrige er der til gengæld blevet kæmpet mange af i verden i de sidste 60 år. I næsten hele perioden har der været omkring 30 aktive borgerkrige om året. Selv om Sikkerhedsrådet oprindelig ikke blev oprettet for at beskæftige sig med den slags konflikter, har rådet grebet ind i en lang række af borgerkrigene. Af 16 igangværende FN-missioner er de 14 rettet mod borgerkrige.

En del af forklaringen på det konstant høje antal af borgerkrige er, at ordet borgerkrig i virkeligheden dækker over flere forskellige ting. Der kan være tale om lokale oprør mod statsmagten, som det er forekommet i DR Congo og Somalia, eller om deciderede løsrivelsesbevægelser, som det er tilfældet i Sudan og Indonesien. Endelig kan borgerkrige skyldes kup, hvor nogen pludselig prøver at tage magten i et land. Kup har bl.a. ledt til uroligheder og væbnet konflikt i Togo og Elfenbenskysten.

Det er et vigtigt fællestræk ved internationale krige og borgerkrige, at de aldrig har en enkelt årsag, men derimod finder sted, fordi en række uheldige forhold forstærker hinanden. Tit taler man om, at tre ting må være til stede, før man ser en væbnet konflikt: motiv, mulighed og identitet.

Motiv er det problem, som de stridende parter er uenige om. Det kan for eksempel være, at nogen mener, de har ret til selvbestemmelse i en del af et land. Oprørere i Sudan har tilkendegivet, at det er et vigtigt motiv for dem. Men man kommer ikke langt med et motiv, hvis ikke der også er mulighed.

Mulighed dækker over, at der skal være penge og våben til stede, før det kan lade sig gøre at føre krig. I mange borgerkrige kommer værdifulde naturressourcer og narkotika til at spille en rolle, fordi salget af disse varer kan finansiere stridighederne. Således blev borgerkrigen i Angola betalt med indtægter fra salg af olie og diamanter.

Endelig er identitet et vigtigt element i væbnede konflikter. Identitet får vi bl.a. gennem tilhørsforhold til forskellige grupper - det kan være det land eller område, man bor i, eller ens etniske gruppe eller stamme. Disse forskelle giver ikke i sig selv anledning til konflikter, men de kan bruges til at mobilisere forskellige grupper til at kæmpe mod hinanden. I internationale krige er det den nationale identitet og nationalfølelsen, som bliver central, mens det i borgerkrige ofte er religiøse eller etniske modsætninger, der forstærkes.

Hverken motiv, mulighed eller identitet kan stå alene, når man skal forstå, hvorfor der udbryder væbnet konflikt. Men hvis alle tre elementer er til stede, er der god grund til at være på vagt.


Artiklen er opdateret i 2010

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Elfenbenskysten og forsoning
Når et ægtepar har haft et alvorligt skænderi, kan der ske to ting: Enten går de fra hinanden, eller de tilgiver hinanden. Når et land prøver at slutte en borgerkrig, er mulighederne de samme. Elfenbenskystens modparter ser ud til at have valgt kærligheden. Måske.
Gå til tema
Landefakta
Elfenbenskysten
Vidste du, at Elfenbenskysten også hedder Cote d'Ivoire, og at det officielle sprog er fransk, men der findes 60 oprindelige dialekter i landet.
Landeportræt
Hvis du vil vide mere