Sitemap | Avanceret søgning |

Bistandshjælp

I de seneste 50 år har verdens rigeste lande brugt ca. 1.000.000.000.000 dollar på forskellige former for udviklingshjælp til de fattige lande.

Af Kirsten Larsen, UNDP
Publiceret 16-02-2007


Fattigt samfund
Som et af verdens allerfattigste lande er Mali dybt afhængig af hjælp udefra. Her er det et gadebillede fra udkanten af Bamako i Mali.
Foto: Carsten Ingemann
 
Det har tilsyneladende ikke gavnet modtagerne i nævneværdig grad - der er omkring 1,2 milliarder mennesker i verden der lever under FN's officielle fattigdomsgrænse - en dollar om dagen.

Hvorfor har det ikke hjulpet?

En af grundene er, at hjælpen ofte ikke blev givet for at hjælpe på modtagerlandets økonomi og for at bekæmpe fattigdom, men blev brugt på andre formål. Saudi-Arabien har for eksempel brugt ganske store beløb på at uddele eksemplarer af koranen til vantro fattige - på akkurat samme måde som kristne organisationer har uddelt bibler. Under den kolde krig støttede Sovjetunionen forskellige, kommunistiske despoter, mens USA finansierede en lige så utiltalende, flok anti-kommunister. At stormagterne holdt tyrannerne ved magten, gavnede næppe befolkningerne. Tendensen er der stadigvæk. Israel får den største bid af den amerikanske udviklingshjælp, Egypten får den næststørste - som det første arabiske land der anerkendte Israel. Rusland og Ukraine får også megen hjælp fra USA - for at sikre at de ikke sælger ud af deres atom-våben. Det kan være klogt af amerikanerne at bruge pengene på den måde - men det hjælper ikke de fattige i verdens fattigste lande.

En anden af grundene er, at donorerne har brugt pengene forkert. Giverne kan ofte godt lide store flotte projekter som for eksempel store dæmninger, og nogle gange er der for sent blevet lagt mærke til, hvilke bivirkninger projekterne har. Dæmninger skulle i teorien levere billig elektricitet uden at forurene, men i praksis har de store dæmninger fordrevet op imod 60 millioner mennesker fra deres hjem og ødelagt store naturområder.

Krig ødelægger selv de bedste planer for udviklingen. Andre effektive måder at spilde et hvilketsomhelst beløb på er dårlig økonomisk politik, korruption og inkompetence hos både modtagere og givere. De såkaldte eksperter, der byggede en fiskefarm ved en bestemt kanal i Mali skulle nok have undersøgt forholdene bedre, før de gik i gang. Den tørrede ud hvert halve år.

Skolegang og hundemad
I dag ved man meget mere om, hvordan man bedst kan hjælpe de fattige lande med fattigdom, miljøproblemer, sundhed eller andre områder. Samtidig breder demokratiet sig i verden - de fleste befolkninger kan efterhånden afsætte deres regeringer, hvis de er utilfredse med dem, og det begrænser misbruget i modtagerlandene.

Men det er stadig et spørgsmål, hvor store resultater man kan forvente af udviklingsbistanden. For vel lyder en billion dollar som et enormt beløb - selv over 50 år. Men det er faktisk ikke så meget, når man tager i betragtning, hvor rige de rige lande er blevet. UNDP har for eksempel regnet ud, at alle børn i hele verden kunne komme i skole for de penge, som indbyggerne i de rige lande bruger på foder til deres kæledyr.

De fattige lande har også svært ved at få solgt deres varer i Europa blandt andet.

Udviklingslandene kan ofte producere deres varer billigere end europæerne kan og burde forholdsvis let kunne sælge dem her, men EU har lagt ekstra told på mange produkter for at beskytte europæiske landbrug og virksomheder. Det er der ved at blive lavet om på, men det vil tage en del år, før tolden er helt væk. Det er også meningen, at EU's støtte til landbruget skal fjernes, og det vil også - når det engang sker - gavne fattige lande i konkurrencen med EU. Herudover har udviklingslandene et alvorligt problem med de europæiske regler. De kan simpelthen ikke leve op til kravene om en kontrolleret standard for hygiegne, varedeklarationer og forskellige former for mærkninger, miljøhensyn og alt muligt andet, som kræver en meget mere organiseret og kontrolleret produktion. Og derfor vil de fortsat have svært ved at sælge en masse varer, selv om toldmurene bliver fjernet.

Helt afhængige af støtte
For mange udviklingslande betyder bistanden kun lidt i forhold til, hvor meget det ville gavne dem at kunne tiltrække flere udenlandske investeringer og at få bedre handelsmuligheder. Men de allerfattigste er fuldstændigt afhængige af støtte fra andre.

De fleste døjer samtidigt med at betale renter og afdrag af enorme lån. Der har i de seneste år været megen blæst om udviklingslandenes gæld til den velhavende del af verden, til banker og internationale institutioner. For fem år siden blev de rigeste lande enige om en plan for, hvordan de ville eftergive en del af de penge, som de mest gældsplagede lande skylder. Men det er gået meget langsomt, og indtil videre er det kun meget få af de 33 lande, der er tale om, der reelt har fået noget ud af det. I første omgang har det faktisk gjort tilværelsen sværere for nogle af de fattigste i de fattige lande.

Det hænger sammen med, at landene i nogle år skal vise, at de er i stand til at føre en fornuftig økonomisk politik, før de får afskrevet en del af gælden. De skal passe deres afbetalinger, som mange tidligere bare havde ladt hånt om. Så reelt har det betydet højere udgifter. Samtidigt finansierer kreditor-landene typisk gældsslettelsen over bistandsbudgettet - dvs. det bliver trukket fra udviklingsstøtten, altså færre indtægter til udviklingslandene. Hertil kommer blandt andet også krav om at staten skal spare - det går ud over de offentlige skoler og sundhedsvæsen og dermed går det ud over dem, der i forvejen ikke selv har råd til at betale. Så på kort sigt har det gjort situationen værre for de fattigste indbyggere i nogle lande, der har fået stillet en gældssanering i udsigt.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Udvikling og økonomi
Mali og fattigdom
Som et af verdens allerfattigste lande er Mali dybt afhængig af hjælp udefra. Statens udgifter til de vigtigste regninger og de mest nødvendige investeringer er simpelthen meget større end det beløb, den kan hente hos borgere og virksomheder.
Gå til tema
Fakta om udviklingsbistand
I 1980 lovede verdens rigeste lande at betale 0,7 pct af bruttonationalproduktet i udviklingsbistand, men det er der kun fire små lande, der gør, nemlig Danmark, Norge, Sverige og Holland.

Danmark har i årevis været verdensmester på det område - lige for tiden med 1 pct. Gennemsnittet for de rige lande i OECD var i 1999 på bare 0,24 procent - altså langt under det lovede.

Det er Folketinget, der hvert år beslutter, hvor mange penge Danmark skal give i udviklingsbistand. I 2005 gav vi 12,6 mia. kroner, hvilket svarer til, at hver dansker gav knap 2500 kr. til udvikling i de fattige lande.  I 2005 svarede de 12,6 mia. kroner i dansk udviklingsbistand til 0,81 % af Danmarks BNI.
Til sammenligning brugte forsvaret samme år 18,9 mia. kroner.
Landefakta
Mali
Vidste du, at hovedstaden i Mali hedder Bamako, at landets areal er på 1,24 millioner kvadratkilometer, og at befolkningstallet er på ca. 11,3 millioner?
Landeportræt
Hvis du vil vide mere