Sitemap | Avanceret søgning |

Den utænkelige VM-vært

Fodbold har spillet en stor rolle i helingen efter apartheid-tiden, og kronen på værket bliver værtskabet for VM-slutrunden.

Af THOMAS MØLLER KRISTENSEN og JØRGEN ULLERUP
Publiceret 12-03-2010


Green Point Stadium, Cape Town
Green Point Stadium, som kan huse over 66.000 tilskuere, stod færdig i 2009.
Foto: David Rogers/Getty Images

På sin vis er valget indlysende.

Sydafrika var trods alt blandt de første afrikanske medlemmer af det internationale fodboldforbund (FIFA) og var i 1956 med til at stifte det afrikanske fodboldforbund, så ret beset har landet de traditioner, der berettiger til at blive udpeget som den første afrikanske vært for en VM-slutrunde.

I Sydafrikas tilfælde rummer forhistorien imidlertid langt mørkere sider, der gør udnævnelsen noget mere kontroversiel. Tilbage for 55 år siden var der nemlig store interne gnidninger på sydafrikanernes hjemmebane og ikke færre end fire nationale forbund - ét for hvide, ét for indere, ét for farvede og ét for Bantu-stammens folk.

Et eksempel på forviklinger skabt af apartheid-politikken, men adskillelsen af racer og hudfarver var ikke spiselig for FIFA-bosserne, der i 1976 ekskluderede landet endeligt efter flere tilløb.

Sydafrika forblev i skammekrogen i 25 år, men i begyndelsen 1990'erne faldt apartheid-systemet fra hinanden, ét fælles fodboldforbund blev oprettet, og i 1992 åbnede FIFA igen dørene.

Som med andre sportsgrene blev fodbolden dygtigt brugt af præsident Nelson Mandela til at skabe sammenhold og forsoning mellem de forskellige etniske grupper, der hidtil havde svoret til hver sin disciplin.

Fodbold var nummer et blandt de sorte, rugby toppede hos boerne, mens cricket var for de hvide og inderne. Som en dreven politiker spillede Nelson Mandela på sportens indbyggede følelsesregister og skabte blandt andet stor furore, da han i 1995 viste sig i rugbylandsholdets trøje i forbindelse VM, der blev afholdt i Sydafrika og tilmed vundet af værterne.

Hans gestus og udstrakte hånd til boerne blev gengældt, da fodboldlandsholdet året efter gentog bedriften ved at vinde de afrikanske mesterskaber på hjemmebane og skabe hidtil usete scener af forbrødring og samhørighed.

Næste skridt kan nu tages med sommerens VM-slutrunde, der med en succesfuld afvikling kan agere platform for fremgang til hele kontinentet og dermed understrege, at valget af Sydafrika faktisk er ganske indlysende.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Sydafrika efter Mandela
Meget af Danmarks bistand til Sydafrika er ikke særlig synlig. Alligevel hjælper den tusinder og atter tusinder af mennesker. Den går for eksempel til anti-korruptionsprogram, uddannelse og hjælp til voldtægtsofre.
Gå til tema
Fodbold i Afrika
Fodbold spiller en stor rolle på klodens fattigste kontinent. Læs her mere om betydningen af fodboldsporten i så forskellige lande som Marokko, Mali, Burkina Faso, Ghana, Elfenbenskysten, Cameroun og Sydafrika.
Gå til tema
Fodboldfakta
Befolkning: 49 mio.
Antal spillere: 4,5 mio.
Klubmedlemmer: 1,4 mio.
Uregistrerede: 3,1 mio.
Klubber: 900

Landsholdets kælenavn: Bafana Bafana

Største profiler: Aaron Mokoena, Lucas Radebe, Benni McCarthy

Bedste resultater:
VM - deltagelse 1998, 2002
African Nations Cup - vinder 1996  

Øjeblikkelig placering på verdensranglisten 81
Bedste 16 (august 1992)
Dårligste 124 (december 1992)

Placering
ved udgangen af 2009
1993, 95
1994, 56
1995, 40
1996, 19
1997, 31
1998, 26
1999, 30
2000, 20
2001, 35
2002, 30
2003, 36
2004, 38
2005, 49
2006, 67
2007, 77
2008, 76
2009, 85
Landefakta
Sydafrika
Vidste du, at hovedstaden i Sydafrika hedder Pretoria, at landets areal er på 1.219.090 kvadratkilometer, og at befolkningstallet er på 49 millioner?
Landeportræt
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Sydafrika